2012: Syge/Re eksamen Flashcards Preview

Humanbiologi og Sygdomslære - Eksamensspørgsmål > 2012: Syge/Re eksamen > Flashcards

Flashcards in 2012: Syge/Re eksamen Deck (33):
1

Beskriv kort cellekernen funktion

Cellekernen er cellens primære synteseapparat, da den indeholder DNA.

2

Definer et kromosom

Et kromosom består af kondenseret kromatin.

3

Angiv antallet af kromosomer i den humane celle

46.

4

Definer et gen

Et gen er et specifikt stykke af DNA-strengen.

5

Beskriv kort mitose

Ved mitose omdannes en modercelle til to identiske datterceller. Mitosen består af 4 faser: pro-, meta-, ana- og telofase. I profasen opløses kernemembranen og kromatinet kondenseres. I metafasen dannes tentråde, og kromosomerne samles i cellens ækvator. I anafasen separeres kromatiderne, og hver enkelt kromatid udgør nu et nyt kromosom. I telofasen dannes nye kernemembraner og kromosomerne pakkes ud til kromatin. Før og efter mitosen er cellerne i interfase.

6

Redegør kort for funktionen af det sarkoplasmatiske retikulum og t-tubuli (t-rør)

Sarkolemma har langs sin overflade mange rørlignende invaginationer, der kaldes T-tubuli. Disse T-tubuli gennemtrænger muskelfiberen i hele dens tykkelse og snor sig omkring sarkomererne, der hvor aktin- og myosinmolekylerne overlapper. Udspændt mellem T-tubuli er et specialiseret glat endoplasmatisk retikulum kaldet det sarkoplasmatiske retikulum. Det sarkoplasmatiske retikulum indeholder store lagre af Ca2+, der frisættes til cytoplasmaet når et aktionspotentiale udløst fra den motoriske endeplade spreder sig ud i overflademembranen og videre ned i T-tubuli, hvorved en kontraktion starter. Frigørelsen af Ca2+ fra det sarkoplasmatiske retikulum slutter, når aktionspotentialet er forbi. Det sarkoplasmatiske retikulum har specielle proteiner (Ca2+-ATPaser), som pumper Ca2+ tilbage fra cytoplasmaet og ind igen i det sarkoplasmatiske retikulum.

7

Beskriv en isometrisk, isoton, concentrisk og eccentrisk kontraktion

Ved en isometrisk kontraktion ændres musklens længde ikke, men den udviklede spænding stiger i løbet af kontraktionen (eksempel: man forsøger at løfte et bord, hvorpå der sidder en elefant).
Ved en isotonisk kontraktion er den udviklede spænding konstant i løbet af kontraktionen samtidig med at musklens længde ændres (eksempel: man løfter eller sænker et bord uden en elefant).
En concentrisk kontraktion er en isotonisk kontraktion hvor musklen forkortes, altså hvor spændingsudviklingen er stor nok til at overkomme den ydre belastning (eksempel: at man kan løfte det tomme bord).
En eccentrisk kontraktion er en isotonisk kontraktion hvor musklen forlænges (eksempel: når man sænker det løftede bord – musklen yder en bremsende effekt).

8

Redegør for Depressionssygdommen (unipolar) ætiologi

Man kan groft inddele årsagerne til depressionssygdommen i 1) genetiske faktorer og 2) psykosociale/”miljø”-faktorer. Både biologiske/genetiske og psykologiske (miljø-) faktorer er involveret i langt de fleste tilfælde af sygdommen. En genetisk ”sårbarhed” gør, at nogle menneske er mere følsomme overfor belastende livsomstændigheder og lettere udvikler depression. Såvel genetiske som psykosociale forhold tænkes således at bidrage til de forstyrrelser i neurotransmission (især noradrenalin og serotonin), som er velkendte ved depressionssygdommen. Det faktum, at mange mennesker, som får depression, har haft en ”stressende” livsbegivenhed i månederne, der forudgår depression, at stress øger mængden af binyrebarkhormonet cortisol i blodet og at op mod halvdelen af patienter med depression har forhøjet cortisol i blodet, har også givet anledning til stærke formodninger om, at cortisol har betydning for udvikling af depressionssygdommen. Personer med visse somatiske sygdomme har øget forekomst af depression, som fx apoplexia cerebri og sygdomme, der afficerer de basale dele af hjernen (fx Parkinson). Det skal endelig nævnes, at visse former for misbrug, især alkohol, kan udløse depressionssygdommen.

9

Redegør for klassiske depressive symptomer

Depressionssygdommen er først og fremmest karakteriseret ved det forsænkede stemningsleje. Karakteristisk er endvidere træthed, nedsat energi, interessetab, søvn- og appetitforstyrrelser, selvbebrejdelser og skyldfølelse, koncentrations- og hukommelsesbesvær, angst, nedsat libido, ændret psykomotorik (oftest hæmning, men agitation er ikke ualmindelig) samt tanker om sygdom og død, der kan udvikle sig til suicidaltanker og –planer. Forstyrrelser i det autonome nervesystem viser sig ved blandt andet mundtørhed, svedtendens og obstipation. Ved svære depressive tilstande kan opstå psykotiske forestillinger, bl.a. i form af hallucinationer (især 2. persons hørehallucinationer) og vrangforestillinger. Det er vigtigt at understrege, at sygdommen - afhængig af sværhedsgrad og det enkelte menneske - kan se forskellig ud (have forskellige symptomer).

10

Redegør kort for behandling med inddeling i akut behandling og stabiliserende behandling

I den akutte behandling tilstræbes at få de depressive symptomer under hel eller delvis kontrol. Afhængig af sværhedsgrad vil man primært tilbyde samtaleterapi (lettere depressive tilstande), samtaleterapi + ofte, men ikke altid medicin (moderate tilstande), mens man til svære tilstande (som kan være psykotiske) næsten altid vil finde at medicin eller ECT alene er indiceret i starten. Når den svære depressive tilstand er bedret tilstrækkelig på den medicinske behandling (eller ECT), bør der også tilbydes samtaleterapi.
Den stabiliserende behandling har til formål at vedligeholde den opnåede bedring. Er patienten i medicinsk behandling vil denne ofte strække sig 6-12 måneder efter patienten subjektivt og lægen objektivt oplever tilstanden i remission. Ophører behandlingen før, er der stor risiko for tilbagefald. I det sideløbende samtaleforløb skal der i denne fase bl.a. fokuseres på udløsende årsager og mulighed for forebyggelse.

11

Beskriv kort pankreas (bugspytkirtlen) opbygning

Pankreas er både en exokrin og en endokrin kirtel. Den exokrine del består af acini, og den endokrine del består af øer (kaldet Langerhanske øer). De Langerhanske øer består hovedsagelig af beta- (75%) og alfa- (20%) celler.

12

Angiv 2 hormoner, der frigives fra pankreas

Insulin og glukagon.

13

Angiv hvilke celletyper disse hormoner produceres i

Insulin produceres i betaceller, og glukagon produceres i alfaceller.

14

Redegør kort for virkningen af de 2 hormoner på metabolismen

Insulin og glukagon har især betydning i blodglukose-regulationen, hvor insulin sænker og glukagon øger blodglukose.

15

Redegør kort for årsager til anæmi

1.) blødning (akut større/vedvarende mindre)

2.) nedsat produktion som følge af:
mangel på: jern, vitamin B12, folinsyre
”knoglemarvsinsufficiens”: leukæmi, aplastisk anæmi, nyreinsufficiens, kronisk sygdom

3.) øget destruktion: hæmolyse (intra- og ekstraerytrocytære årsager)

16

Angiv den hyppigste form for anæmi

Jernmangelanæmi.

17

Beskriv kort behandlingsprincipperne ved anæmi

Anæmi skal opfattes som et symptom, hvor den udløsende årsag skal findes. Behandling omfatter eventuel behandling af den udløsende årsag samt eventuel behandling af selve symptomet, nemlig den lave hæmoglobinkoncentration.

18

Beskriv de typiske brystsmerter udløst af iskæmisk hjertesygdom

Trykken bag brystbenet, ofte med udstråling til venstre arm (evt. kæbe).

19

Redegør for patofysiologi ved akut myokardieinfarkt

Patofysiologien for et akut myokardieinfarkt er en ophævelse eller væsentlig nedsættelse af blodgennemstrømningen i en koronararterie (typisk p.g.a. en trombe i en aterosklerotisk koronararterie) medførende myokardieskade. Den ophævede perfusion medfører irreversibel myokardienekrose (celledød) i det område, der forsynes af koronararterien.
Den tilgrundliggende patofysiologiske forandring er aterosklerosen, hvorved forstås aflejring af lipider og fortykkelse af karvæggen. Dette er en proces, der typisk forløber gradvist over mange år og kan være helt uden symptomer for patienten. Symptomer opstår normalt først, når de aterosklerotiske forandringer medfører iltmangel i det væv, som arterien forsyner.

20

Anfør forekomsten af astma bronchiale

I alt 5-10% af befolkningen har eller har haft astma.

21

Redegør for symptomer ved astma bronchiale

Hovedsymptomet er åndenød, som optræder i anfald (reversibelt nedsat lungefunktion), i reglen med hoste og sejt opspyt og ofte ledsaget af pibende vejrtrækning. Det er karakteristisk for astma, at anfaldene optræder sent på natten eller tidligt om morgenen. Anfald kan udløses af uspecifikke irritanter (anstrengelse, latter, kold luft, mados etc.) eller af specifikke allergener (pollen, dyrehår, husstøvmider etc.).

22

Beskriv principper for behandling af astma bronchiale

Ved behandling af akutte symptomer anvendes inhalation af korttidsvirkende β2-agonister, der virker bronkodilaterende. Virkningen af β2-agonister indsætter i løbet af minutter. Derudover anvendes i den forebyggende behandling inhalation af glukokortikoider, som virker antiinflammatorisk. Virkningen af glukokortikoider sætter ind efter timer til dage med fuld virkning efter ugers behandling. Der kan endvidere suppleres med langtidsvirkende β2-agonister.

23

Redegør kort for hvilemembranpotentialet, herunder hvordan det vedligeholdes og betydningen af iongradienter

Hvilemembranpotentialet er den spændingsforskel, der kan måles over en nervecellemembran i hvile. Ved postsynaptiske potentialer og aktionspotentialer ændres spændingsforskellen, og der er ikke længere tale om et hvilemembranpotentiale. Hvilemembranpotentialet baseres på to væsentlige fænomener:
1) En række ioner findes i forskellige koncentrationer indenfor og udenfor cellen. Således er der meget mere natrium uden for cellen end inden i cellen og meget mindre kalium uden for cellen end inden i cellen. Koncentrationsforskellene opretholdes bl.a. af Na-K-pumpen. Den transmembrane forskel i koncentration (iongradient) giver ikke i sig selv et membranpotentiale. Der kræves endvidere:
2) Permeabilitet for de angivne ioner. Hvis der kun er én iongradient med en given permeabilitet taler vi om denne ions ligevægtspotentiale. I hvile er permeabiliteten konstant og større for kalium end for natrium. Hvilemembranpotentialer ligger derfor tættere på kaliums ligevægtspotentialer end på natriums.
Når konduktans eller koncentrationer ændrer sig, så registreres der en ændring i hvilemembranpotentialet.

24

Redegør kort for nerveaktionspotentialets genererin, propagering og elektrofysiologiske karakteristika herunder alt-eller-intet princippet og betydningen af myelinisering

Nerveaktionspotentialet genereres ved axon hilloc på overgangen mellem nervens soma/cellekrop og axonet. Der foretages her løbende en summation af de postsynaptiske potentialer. Hvis potentialet overstiger tærskelværdien genereres et aktionspotentiale. Aktionspotentialet er karakteriseret ved en hurtig depolarisering på baggrund af Na-influx efterfulgt af en lidt langsommere repolarisering på baggrund af K-efflux. Under depolariseringen kan der ikke dannes et nyt aktionspotentiale, hvilket benævnes den absolutte refraktærperiode. Under repolariseringen er det sværere at generere et aktionspotentiale, hvilket kaldes den relative refraktærperiode.
Når aktionspotentialet er dannet ved axon hilloc propagerer det ned ad axonet. Aktionspotentialet bevarer amplitude og form under propageringen, hvilket beskrives ved alt-eller-intet princippet. Enten er der et aktionspotentiale eller også er der ikke. Myeliniserede axoner er omgivet af fedt-holdige myelinskeder, der sidder som lange perler på axonet med små uisolerede områder, de Ranvierske indsnøringer. På grund af de elektriske egenskaber hopper aktionspotentialerne fra indsnøring til indsnøring, hvilket giver anledning til dels en hurtigere propagering, dels energibesparelse.

25

Anfør den makroanatomiske opdeling af tyndtarmen

Tyndtarmen består af duodenum, jejunum og ileum.

26

Beskriv tyndtarmens beliggenhed, størrelse og hovedtræk af anatomien

Tyndtarmen er placeret mellem ventriklen og tyktarmen og ligger intraperitonealt. Den er 6 m (4,5 til 9 m) lang. Væggen er opbygget af fire lag. Yderst en tynd hinde, så et muskellag, et bindevævslag med kar og inderst slimhindelaget (serosa, muscularis, submucosa og mucosa). Tarmen er foldet, og der er slimhindefolder, villi og microvilli, hvilket giver et meget stort overfladeareal

27

Redegør kort for tyndtarmens funktion

I tyndtarmen foregår størstedelen af fordøjelsen og absorptionen af næringstoffer og vand. Føden bevæges videre i tarmen ved hjælp af bevægelser (peristaltiske), der dannes af musklerne i tarmvæggen. I duodenum blandes det sure ventrikelindhold med neutraliserende pankreassekret. Fra pankreas kommer endvidere lipase, amylase og proteaser (trypsin). Lipase nedbryder fedtstoffer, amylase kulhydrater og proteaser proteiner. Fra leveren kommer galde med galdesalte, der bruges ved absorptionen af fedt.

28

Skitser en nyre makroskopisk

Der skal tegnes et tværsnit af en nyre, hvor inddelingen i bark og marv tydeligt fremgår. Man skal kunne se, at marven har form som pyramider (trekanter) med spidsen (papillen) pegende ind mod hilus, hvor de udmunder i calyces minores. Calyces minores samler sig i calyces majores, der bliver til pelvis renis. Mellem pyramiderne skyder barkvæv (columnae) ned. Nyren er omgivet af en kapsel.

29

Beskriv kortfattet de enkelte komponenter i nefronet og disses lokalisation i bark og marv

Nefronet består af korpuskulum efterfulgt af en proximal tubulus, en Henles slynge og en distal tubulus. Korpuskulum udgøres af glomerulus (karnøglet) og den tragtformede første del af rørsystemet benævnt Bowmans kapsel, der omgiver glomerulus. Korpusklerne ligger i cortex, men afhængig af lokalisationen inddeles disse i corticale (85%) eller juxtamedullære (15%). De sidstnævnte ligger, som ordet siger, tæt på medulla, men altså i cortex. Proximale og distale tubulus ligger ligeledes i cortex. Henles slynge består af et descenderende og et ascenderende ben. Dele af Henles slynge ligger i cortex: De corticale nephroner har Henles slynger med korte forløb i medulla, mens de juxtamedullære nefroner har Henles slynger, der kan strække sig langt ned i medulla.

30

Beskriv nedbrydelsen af alkohol (ethanol) i leveren

Alkohol nedbrydes i leveren til acetaldehyd (v.h.a. enzymet alkohol dehydrogenase) og videre til acetate (eddikesyre).

31

Beskriv virkningen af antabus i leveren samt mulige symptomer ved alkoholindtag under antabusbehandling

Antabus hæmmer et leverenzym medførende ophobning af acetaldehyd i leveren. Symptomer kan ifm alkoholindtag under antabusbehandling være hjertebanken, flushing, hovedpine, kvalme, opkast, sveden, hypotension og konfusion.

32

Anfør 2 følgetilstande til alkoholisme, der hyppigt ses i leveren

Fedtlever og levercirrose.

33

Redegør for principperne i et udredningsforløb ved mistanke om cancer

Udredning foregår ved:
Anamnese og objektiv undersøgelse. OBS: Ekspositioner, vægttab, lymfeknude- og lever-størrelse, eventuelle palpable tumorer.
Evt. biokemi på blodprøver i form af almindelig hæmatologi, lever- og nyreparametre, tumormarkører.
Billeddiagnostik f.eks. røntgen, CT, PET, ultralyd, MR.
Evt. skopi f.eks. bronchoskopi.
Biopsi, som (med få undtagelser) er eneste mulighed for at stille diagnosen cancer. I en biopsi kan skelnes mellem benigne og maligne forandringer og forskellige former for cancer.
Med henblik på at fastlægge den optimale behandlingsstrategi er det af afgørende betydning at fastslå sygdommens udbredelse så detaljeret som muligt. Det drejer sig primært om at afgøre, om sygdommen er lokal eller dissemineret. Ved en del cancersygdomme bruges det såkaldte TNM-system til at kortlægge udbredelsen.