Lægemidler med virkning på endokrine sygdomme Flashcards Preview

6. semester: Farmakologi > Lægemidler med virkning på endokrine sygdomme > Flashcards

Flashcards in Lægemidler med virkning på endokrine sygdomme Deck (46)
Loading flashcards...
1

Beskriv overordnet den farmakologiske behandling af osteoporose (jeg synes også, at non-farmakologisk intervention bør nævnes her).

1. Calcium- og D-vitamin-tilskud
2. Livsstilsintervention (kostvaner, rygestop, motion og reduktion af alkohol)
3. Antiresorptiv behandling* (ved osteoporose og systemisk steroidbehandling)
4. Anabol behandling* (ved svær osteoporose)

*Inden du igangsætter behandling skal du være sikker på, at patientens plasmakoncentration af calcium og D-vitamin er normal. Det skyldes, at osteoporosebehandlingen enten hæmmer frisætningen af calcium (antiresorptiv) eller bygger calcium ind i knoglevævet (anabol), hvilket kræver normale calciumkoncentrationer i plasma. D-vitamin er nødvendig for mineralisering af nydannet knogle.

2

Redegør for den antiresorptive behandling af osteoporose (hos mænd og postmenopausale kvinder) og ifm. systemisk steroidbehandling.

Behandling af postmenopausale kvinder
1. valg: alendronat
2. valg: denosumab
3. valg: zoledronat
4. valg: strontiumranelat*

Behandling af mænd over 50 og patienter i systemisk steroidbehandling
1. valg: alendronat
2. valg: zoledronat

*Strontiumranelat menes også at have en knogleopbyggende (anabol) effekt, der tilskrives lægemidlets osteoblast-stimulerende effekt.

3

Hvilket lægemiddel anvendes i den anabole behandling af svær osteoporose?

Teriparatid

4

Hvilke præparater foretrækkes som hhv. calcium- og D-vitamin- tilskud?

Calciumcarbonat og vitamin D3 (kolekalciferol)

5

Redegør for alendronats (og zoledronats) virkningsmekanisme.

Hæmmer enzymet farnesyl-pyrofosfat-syntase og dermed forankringen i osteoklasternes cytoskelet af en række andre intracellulære enzymer.
Resultatet er hæmmet osteoklastaktivitet, hvilket fører til øgning af knoglemineraltætheden.
Alendronat og zoledronat er således antiresorptive lægemidler.

6

Hvad er behandlingsindikation for alendronat?

Osteoporose

7

Redegør for denosumabs virkningsmekanisme.

Antistof mod RANKL. Nedsat stimulering af RANK-receptoren medfører hæmmet osteoklastnydannelse og aktivitet, hvorved knogleomsætningen mindskes, knoglemineraltætheden øges, og risikoen for fraktur reduceres.
RANKL sidder på osteoblaster. RANK sidder på osteoklaster.
Denosumab er således et antiresorptivt lægemiddel.

8

Redegør for strontiumranelats virkningsmekanisme.

Strontiumranelat virker ved kontinuerligt at stimulere den calciumsensitive receptor (CaSR), der bl.a. findes i gl. parathyroidea. Stimulering af receptoren mindsker frisættelsen af PTH. PTH binder til en receptor på osteoblasterne, så de aktiveres og øger deres ekspression af RANKL, der kan øge osteoklasternes aktivitet. Ved at hæmme frisættelsen af PTH vil strontiumranelat altså hæmme knoglenedbrydningen.
Bemærk at strontiumranelats osteoblaststimulerende effekt er ansvarlig for lægemidlets anabolske effekt.
Strontiumranelat er således både et antiresorptivt og et anabolsk lægemiddel.

9

Hvad er behandlingsindikation for D-vitamin-tilskud?

1. D-vitamin-mangel
2. Osteoporose (kombineret med calcium-tilskud)

10

Angiv mulige bivirkninger ved behandling med D-vitamin-tilskud.

Forgiftning medfører hypercalcæmi

11

Redegør for D-vitamins virkningsmekanisme.

Kalcitriol (D3, det aktive hormon) binder til en nukleær receptor og regulerer herved gentranskriptionen. Effekten heraf er øget plasmakoncentrationer af calcium og fosfat, idet følgende stimuleres:
a. Intestinal absorption af calcium og fosfat.
b. Renale reabsorption af calcium og fosfat.
c. Frigivelse fra skelettet af calcium og fosfat.

Desuden er D-vitamin nødvendig for mineralisering af nydannet knogle.

12

Angiv mulige bivirkninger ved behandling med alendronat.

1. Smerter i muskler, knogler og led
2. Reflukssymptomer (halsbrand, sviende smerter i epigastriet og sure opstød)
3. Gastrointestinale gener (abdominalsmerter, diarré, dyspepsi*, flatulens)

De gastrointestinale bivirkninger skyldes hæmning af epitelcellelagets proliferation.

*Vedvarende eller recidiverende smerter eller ubehag, der er lokaliseret til midt i øvre del af abdomen (epigastriet)

13

Redegør for teriparatids virkningsmekanisme.

Teriparatid er et PTH-fragment, der ligesom humant PTH binder til PTH-receptorer på bl.a. osteoblaster, hvilket simulerer osteoblasterne til knogledannelse.

Bemærk at administrationen af teriparatid (daglig subkutan injektion) giver fluktuerende PTH-påvirkning, hvilket virker anabolsk på knoglevæv (stimulerer udelukkende osteoblasterne). Ved primær hyperparathyreoidisme er PTH-niveauet kontinuerligt højt, hvilket virker katabolsk på knoglevæv (de aktiverede osteoblaster aktiverer osteoklasterne).

14

Giv en oversigt over farmakologisk behandling af thyrotoksikose.

1. valg: thiamazol (eller carbimazol, der er et prodrug til thiamazol)
2. valg: propylthioruracil

15

Hvad er thyrotoksikose?

Thyrotoksikose defineres som en øget forekomst af thyroideahormon i blodet.

16

Redegør for virkningsmekanismen for thiamazol (og carbimazol, der er et prodrug til thiamazol) samt propylthiouracil

Thiamazol (og carbimazol, der er et prodrug til thiamazol) samt propylthiouracil hæmmer thyroid peroxidasen, så iodid (i minus) ikke oxideres til iodin (i to), hvorved indbygningen af iod i thyroglobulinmolekylet forhindres. Hæmmer desuden kobling af mono- og diiodtyrosin til T3 og T4, idet thyroid peroxidasen også katalysere dette trin.

Propylthiouracil har tillige en hæmmende virkning på deiodering af T4 til T3 i de perifere væv. T4 er prohormon til T3, og det er T3, der er mest potent af de to (= T3 er altså det aktive hormon).

17

Angiv mulige bivirkninger til behandling med thiamazol (og carbimazol, der er et prodrug til thiamazol) samt propylthiouracil.

De tre A'er:
1. Artralgi (= ledsmerter)
2. Allergiske hudreaktioner
3. Agranulocytose (fuldstændigt fravær af neutrofile granulocytter i perifert blod, hvilket giver anledning til feber og ondt i halsen).

18

Redegør for desmopressins virkningsmekanisme.

Desmopressin er en syntetisk fremstillet vasopressinanalog, der forholdsvis selektivt binder til V2-receptorer i distal tubulus og samlerør, hvilket bevirker fusion af AQP2-vesikler med hovedcellernes apikalmembran (AQP3 og AQP4 findes konstitutivt i den basolaterale membran). Resultatet er en forøgelse af vandpermeabiliteten og reabsorption af vand i nyrernes distale tubuli og samlerør.

Bonus: det er V1-receptorer i splanchnicusområdet, der er ansvarlige for ADHs karkontraherende effekt. Terlipressin er en syntetisk fremstillet vasopressinanalog, der fortrinvis binder V1-receptorer, hvilket fører til reduktion af blodtrykket i vena portae.

19

Angiv mulige bivirkninger ved behandling med desmopressin

1. Hypertension og ødemer
2. Hovedpine (skyldes overdosering som følge af langtidsbehandling)
3. Gastrointestinale bivirkninger (abdominalsmerter, diarre/obstipation, kvalme, opkastning)

20

Angiv behandlingsindikationer for desmopressin

1. Central diabetes insipidus (nedsat sekretion af ADH)
2. Natlig vandladning.

21

Redegør for cabergolins virkningsmekanisme

D2-dopaminagonist med prolaktinhæmmende virkning. Dopamin hæmmer hypofysens sekretion af prolaktin.

22

Angiv mulige bivirkninger ved behandling med cabergolin.

1. Psykose og hyperkinesi
2. Gastrointestinale bivirkninger* (KVALME, abdominalsmerter, opkast, obstipation)
3. Hjerteklapfibrose og -insufficiens

*Det giver udmærket mening, idet cabergolin er en D2-dopaminreceptor-agonist. Vi gør jo netop brug af D2-dopaminreceptor-antagonister (domperidon, metoclopramid) for at modvirke kvalme. Både domperidon og metoclopramid hæmmer D2-dopaminreceptorer i den øverste del af mave-tarm-kanalen, hvilket fremmer ventrikeltømning (derfor giver cabergolin obstipation). For metoclopramid gælder desuden, at kvalme og opkastning modvirkes ved at blokerer D2-dopaminreceptorer i bunden af fjerde ventrikel (kemoreceptortriggerzonen).

23

Angiv behandlingsindikation for cabergolin

1. Laktationshæmning

24

Hvad er T1DM?

T1DM er autoimmun destruktion af pancreas' betaceller. Idet det er disse celler, der secenerer insulin, vil patienterne have behov for at få tilført insulin udefra. Tidlig eksposition for komælksproteiner og genetisk disposition menes at være associeret med udvikling af T1DM.

25

Hvad er T2DM?

T2DM er som udgangspunkt nedsat insulinfølsomhed/insulinresistens. Sidenhen vil også disse patienter tabe betaceller, hvorfor insulinbehandling også kan have relevans for denne gruppe patienter. Insulinfølsomheden nedsættes af signalstoffer frigivet fra fedtceller. Jo mere fedt, desto lavere insulinfølsomhed. Foruden insulinresistensen kræves desuden reduceret insulinsekretion for at udvikle T2DM. Mangel på fysisk aktivitet og central fedme disponerer for T2DM.

26

Hvad er HbA1c

Andelen af hæmoglobintype A, der har glukose bundet irreversibelt til sig. Er et mål for patientens middelplasmaglukose 6-8 uger op til prøvetagningen.

27

Hvad er diabetiske senkomplikationer?

Mikroangiopati: karsygdom i øjne, nyrer og nerver. Årsagen til udvikling af sendiabetiske komplikationer er ikke klarlagt, men udvikling af sendiabetiske komplikationerne er tæt associeret til hyperglykæmien.

28

Angiv den alvorligste bivirkning ved behandling med insulin.

1. Hypoglykæmi

29

Skitser to behandlingsmuligheder for akut behandling af hypoglykæmi.

1. Indgift af sukker:
- Peroralt: ostemad og juice eller opløst druesukker
- Parenteralt: iv. glukoseopløsning
2. Indgift af glukagon intramuskulært

30

Giv en oversigt over lægemidler til behandling af diabetes mellitus.

Blodsukkersænkende
- Insulin*
- SGLT2-hæmmere: dapagliflozin
Insulinsekretionsforøgende
- Sulfonylurinstoffer: glimepirid
- GLP-1-analoger*: liraglutid
- DPP-IV-hæmmere: sitagliptin
Insulinfølsomhedsforøgende
- Metformin
- Pioglitazon
Glukoseoptagsnedsættende
- Glukosidasehæmmere: acarbose

*Disse lægemidler er de eneste, der skal administreres subkutant. Alle de andre kan indgives peroralt.

Alle ovenstående lægemidler vil være relevante i behandlingen af T2DM (metformin er 1. valg), mens det faktisk kun er insulin, der er relevant for behandling af T1DM. Det giver ikke mening af stimulere insulinsekretionen eller øge insulinfølsomheden hos en patient med T1DM, fordi disse patienter har en autoimmun destruktion af deres betaceller og den eksogene insulins effekt påvirkes ikke relevant af insulinfølsomhedsforøgende lægemidler.