3. Helminther - ikter og bændelorm Flashcards
(37 cards)
Platyhelminthes (fladorme)s generelle karakteristika:
- Trekimlagstruktur: Består af tre lag: ektoderm, mesoderm og endoderm, hvor tarmen er inkluderet. Ingen kropshule. Mangel på krophule (acoelomata): Fladorme mangler et væskefyldt hulrum omkring indre organer. Parenchym, et udifferentieret væv, omgiver organerne.
- Manglende respirationsorganer og kredsløb: Fladorme mangler respirationsorganer, kredsløb og afstivende strukturer.
Optager ilt via diffusion over overfladen på grund af manglende krophule. - Hermafroditisme: Fladorme er hermafroditter som udgangspunkt, i modsætning til nematoder, der er særkønnede.
- Fordøjelsessystem: Mund, svælg og tarm (blind) med tredelt og forgrenet tarm. Ufordøjelige rester smides ud gennem munden.
- Tvekønnede (hermafroditter) vs. særkønnede (nematoder): Fladorme er hermafroditter, mens nematoder er særkønnede. Cestoder (bændelorme) mangler tarm og mund.
- Planarier (fimreorme): Har tre-grenet tarm og udskydeligt svælg, hvilket indikerer rovdyrsadfærd.
- Indirekte livscyklus: Generelt indirekte livscyklus for fladorme.
- To overordnede klasser: trematoder (ikter) og cestoder (bændelorm). Trematoder bruger mollusker som mellemværter.
- Nematoders karakteristik: Skifter hud under udvikling, i modsætning til fladorme. Stor og artsrig gruppe.
- Taxonomi baseret på syncytial tegument: Trematoder (ikter), cestoder (bændelorm) og monogenea (lever på fisk med fastholdelsesorgan).
- Parasitisme og syncytial tegument: Fladorme går fra at være fritlevende til parasitiske ved hjælp af syncytial tegument. Ikter udvikler stadier i mellemværten, hvor de danner sporulerede cyster i snegleværter. Cestoder mister tarmsystemet, da de lever i værtens tarm
3.1.1 Trematoda (ikter, digene ikter) 🙂
Trematoderne (ikter) er bladformede, parasitiske fladorm med blindt endende fordøjelsessystem. Typisk hermafroditter. To ordener:
Monogenea; direkte livscyklus. Typisk ektoparasitter i fisk go andre vekselvarme vertebrater. patogene i fisk. Omtales ikke nærmere.
Digenea: Indirekte livscyklus hvor min. en snegl indgår. to sugeskåle; en bruges til fasthæftning og dne anden til fødeoptagelse. Fem veterinært relevante familier: 1) Fasciolidae, 2) Paramphostomatidae, 3) Dicrocoeliidae, 4) Echinostomatidae og 5) Schistomatidae.
Voksne trematoder generel opbygning
Voksne trematodes generelle opbygning:
Kroppen: Deres overflade udgøres af et tegument hvor absorbtion af næringsotffer sker. TO sugeskåle; oral og ventral. Under tegumentet findes muskellag. Men ikter har ingen kropshule.
Fordøjelsessystemet: Fortil er mundåbning → pharynx og esophagus.Efter munden er Y formet tarmsystem. Gaffeldelt tarmsuystem der er fint forgrenet men alle ender blindt. Tarmsystemet regurgiteres. Ikterne har særligt ekskretionsssystem af mange fine rør der udmunder bagtil.
Kønsorganer: Hermafroditter.
Hunlige kønssystem har et ovarium hvor æg føres ogennem oviduct til oôtypen hvorefter befrugtning sker. Ootypen er samlingsted for mange kanalsystemer herunder vvittelinkirlter som medføre materiale til opbygning af lggets blommemasse og skal. Vitelikirtler er placeret lateralt. Æg passere gennem slyngede uterus hvorfra skallen størkner og herdes. Ægget afgives genenm vacina og genitalåbningen på iktens ventrale side.
Hanlige kønssystem består af to testes, sædleder og cirrhus (primitiv penis).
En enkelt familie (Schistosomatidae) er særkønnede, men den tynde hunorm er konantt tæt op hannen omsluttet af dennes gynøchoforiske kanal.
Livscyklus: Digene ikters basale livscuklus
fælles for Fasciolidae, paramphistomatidae, Dicrocoeliidae og Echinostomatidae. Indirekte livscyklus med en sneglevært (Dicrocoeliidae og Echinostomatidae bruger to mellemværter).
Ægget: Kønsmodne ikter er oviparre og danner æg med operculum. Æggets embryonering afænger af fugtighed, temperatur og iltforsyning. Når første larvestadie (miracidium) er fuldt udviklet klækkes ægget ved lys-stimulering som trigger enzym til at nedbryde proteinøs sammenkitning ml operculum og resterende æggeskal.
Miracidie: lille aflang organisme <200um, der har mange cilier der bruges til at svømme ind i vand på planter(ling. Miracidie kan ikek optage føde go larven dør efter 2 dage. Udvikling fortsætter kun hvis miracidie trænger indi mellemværtssnegl.
Invasion af snegl:
Scanningsfasen: Nyklækket miracidie bevæges i retlinede baner men bevægelse påvirkes fa geotaktiske fototaktiske miljøfaktorer så den svømmer til den møder en snegl.
Lokalisationsfasen: Under kemotaktisk påvirning af sneglesekret ændres miracidiets svømmeadfærd og svømmer i cirkulæer/korte zigzag baner. Hæfter til sneglen overflade og afstøder cilier og udskuller cytolytisk enzym hvorefter dne trænger ind i sneglens væv.
Udvikling i snegl: I sneglen sker ukønnet opformeringsfase (polyembryoni). Først dannes sporocyter udfra kimceller og der udvikles 5-10 redier. Redier er langstrakte bevægelige larver med sugeskål som vandre til sneglens fordøjelseskirtel (hepatopancreas).
Fra kimcentre i redien udvikles 8-12 cercarier (haleikter). Der kan også dannes en ekstre generation redier når sneglen har dårlige ernærignsmæssige betingelser.
Frigørelse af snegl: Cercarier 200-400um har kompakt krom og lang svømmehale. To sugeskåle. Fålader hepatopancreas og akkumuleres i snegls kutikula. Under særlige stimuli (ændring i temp/lys) gennembruydes huden og itkerne frigives.
Infektion: typisk er cercarier ikke infektive men encystere sig på blade og vegetation hvor de bliver til infektive metacercarier efter nogel dage. For schistosomatidae encystere cercarien ikke og den kan inficere slutvært direkte ved hudpenetration.
Infektionsmåder: Digene ikter:
Cercarier frigjort fra snegl
1) Aktiv hudpenetration (Schistosomatidae)
2) Encystering m. dannelse af metacercarier
På vegetation (Fasciolidae, Paramphistomatidae)
I ny mellemvært
Myre (dicrocoeliidae)
Snegl (echinostomatidae)
Sker infektion ved optagelse af metacercarier excysteres disse i tarmkanal ved fordøjelse. Frigjorte juvenile trænger indi tarmvæg og migrere til prædilektionssteder. Præpatenstid 4-10 uger.
3.1.2 Cestoda (bændelorm) 🙂
Cestoder: voksne bændelorm er parasitiske fladorm med langstrakt og leddelt krop. Bændelrom har ingen fordøjelseskanal, men overfladen er beklædt med tyndt tegument hvorfra næring optages. Alle bændelrom parasitter i værtens tyndtarm.
De fleste bændelorm-arter i husdyr og mennesker tilhører ordenen Cyclophyllidea. En enkelt art tilhører pseudophyllidea.
Æggeskal kan være tyk i terastiske larver hvis de lever på jroden.
Resistent skal m. fuldt udviklet Larve m. 3 par embryonalkroge
*Klækker i tarmen (el. i ferskvand; D. latum)
*Kroge til gennembrydning af tarmvæg
*Vandrer til mål-organer
3.2.1a) Cyclophillidea (orden)
opbygning
Denne orden indeholder tre familier af veterinær betydning: 1) Taeniidae 2) Anoplocephalidae 3) Dilepididae.
Voksne bændelroms opbgning og funktion:
Kroppen: Scolex (hoved) der tilhæftes tarmslimhinde. Scolex har fire sugeskåle og evt en el. flere kranse kitinkroge. Fra scolex hals dannes via knopskyndning bændelormens leddelte krop (strobila). Strobila består af autonome led (proglottider) der vokser i forlængelse i af hinanden.
Alle bændelorm er hermafroditteer da protoglottid indeholder hun- og hankønsorganer.
Forreste umodne proglottider har anlæg til kønsorganer. Ægfyldte proglottider afgives til tarmindholdet og forlader værten med fæces.Ingen mund eller tarm.
Kønsorganer: Hermafroditiske kønsorganer er opbygget ligesom trematoder: hanlige kønsorganer har to forgrenede testes hvorfra sædcelelr via vas deferens (sædleder) føres til cirrhus i genital åbningen der er fælles med hunlige kønsorganer. Hunlige kønsorganer består af to ovarier med korte æggeleder, en vitellinkritel og forgrenet uterus.
Fælles genital åbning kan findes i proglottidets laterale side el. på den flade side.
Cyclophillidae livscyklus
Livscyklus: Alle bændelorm har indirekte livscyklus. Mellemværter inficeres ved at indtage bændelormæg med føde. Taeniidae (vigtigste familie) bruger hvirveldyr som mellemværter mens øvrige familier bruger hvirvelløse dyr som mellemvært.
Æg: Bændelorm æg har forskellige udformninger; fælles er indhold at en sfærisk larve, en onchosfære forsynet med tre par små embryonalkroge.
Larvestadier i mellemværter: Efter ægoptagelse frigøres onchosfæren som efter hjælp af embryonalkroge migrer og etableres som infektive larvestadie (metacestod) i mellemværtens væv.
Metacestodens proscolex er omsluttet af væskefyldt cyste af varierende størrelse. Typisk metacestode har 1 protoscolex men få arter i familien Taeniidae har ukønnet formering i metacestoden = flere protoscolex.
Vigtigste metacestodestyper der forekommer i cyclophyllidea-livscyklus: hver enkelt bændelromearts larveudivkling omfatter kun en af følgende metacestoder:
- Cysticeroid: Mindste metacestode, lille vesikel, enkelt indsænket protoscolex. Disse bruger typisk insekter/leddyr som mellemvært. Dvs. alle andre familier end taeniidae.
- Cystercus: ‘Tinte’. Cyste i væskefyldt hulrum, 1 protoscolec som er inkrænget/invagineret fra cystevæggen. De fleste tinter i mellemværts muskulatur er 0.5-1cm. Typisk i familien Taeniidae.
- Coenur(us): ‘Kvæse’. Opbygget principielt ligesom cysticercen, afviger via invaginerede protoscolices på blærevæggens inderside. Disse kan via ukønnede opformeringsstadier vokse ud fra cystevæggens kimlag. Kvæsen er stor - karakteristisk for få taenia arter.
- Hyaditide-cyste: Metacestoden af den lille ekinokok-bændelorm af familien Taeniidae. Kaldes ekinokokblære og findes i leveren, lunger el. andre organer i mellemvært.
blærevæg der nemt kan løssnes er 1 mm tyk go geleagtig. På blærevæggens inderside (kimlag) er den fertile cyste i ynglekapsler. Hver ynglekapsel har 10-40 protoscolices.
Ukønnet opformering. Ynglekapsler firgives fra kimlaget og brister hvilket befrier protoscolices som sedimentere i cystevæske = hydatidesand. Fra kimlages udvikles datter-cyster ved endogen knopskydning ind i cystevæsken el. ved exogen knopskydning gennem blærevæggen.
En hydatidecyste kan vokse så længe mellemværter lever og vokse til at indeholde 1 liter.
Infektion af slutvært: metacestodens vesikel el. cyste fordøjes efter optagelse af slutvært under frigørelse af protoscolex(protoscolices. invaginerende protoscolices evagineres ved galdepåvirkning i slutværtens tyndtarm og scolices fasthæftes og etabelres som voksne bændelorm.
3.2.1 Fasciola hepatica (den store leverikte) 🙂
Den store leverikte kaldes distomer pga deres to sugeskåle ligner to mundåbninger og er tit udbredt i får. F. hepatica forårsager sygdommen Fasciolose (iktesyge/diastomatose). Fåret er mest følsom for patogen virkninger.
Specielt får-avlende lande som Storbritannien, Australien og New Zealand, der påvirkes mest. I kvæg er sygdommen oramtl symptomløs el. subklinisk og man undervurdere dens økonomiske påvirkning.
Vært: mus, rotte, kanin, hare, kat, hund, svin, alle drøvtyggere, æsel, hest, menneske og elefant.
Mellemvært: snegle af slægten: Lymnaea (galba). I DK er L. truncatula (pytsneglen).
Lokalisering: voksne ikter (galdegangene), unge ikter (leverparenchym el. indkapslet i lunger).
Udbredt globalt: særligt i tempererede områder. Afhænger af mellemvært sneglens habitatkrav.
I DK: 17% af leverne inficeres, særligt jylland med lavtliggende permanente græsgange. vest og sydjylland har mildere klima.
Infektionsprocenten er en undervurdering da ældre køer til slagtning kan have renset sig for infektion.
Identifikation: Kønsmodne ikte er flad, bladformet, gråbrunlig 2-3 cm længde og 1cm i bredde. Tegumetnet besat med bagudrettede torne. Lang mundkegle med oral sugeskål. VEntral sugeskål ligger tæt på oral sugeskål. Voksne leverikte forveksles ikke med andre parasitter.
Fasciola-æg er ovoidt hønseægge formet og har operculum. Dobbelt så stort som strongylideæg.
Faciolidae, ikterne er store bladformede. Forreste ende er forsynet med kegleformet udvækst hvor mundåbningen og omgivende orale sugeskål er placeret. Den ventrale sugeskål findes fortil på iktens underside nær genital åbningen. Tegumentet er tæt besat med bagudrettede torne og indre organer er stærkt forgrenede.
Fasciola hepatica - livscyklus og mellemvært
Livscyklus:
svømmende cercarier er ikke infektive, infektivitet indtræder først når cercarierne har kastet deres haler og er blevet encysteret som metacercarier.
Efter optagelse af infektion excysteres metacercarian og larven forlader kapsel og fæstnes til tarmvæggen som den gennembore. Vandre frit i bughulen og opsøger leverens overflade som den adhærere og penetrere.
I drøvtygger typisk venstre leverlap. I leverparenchym ernæres larver af leverceller. Efterlader boregange som udfyldes af nekrotisk væv. 2 mdr efter infektion påvirkes dyret stærkt, særligt får.
DE unge ikter indstiller migration og kommer i en lokaliseret fase når de indtrænger i galdegange.
Kønsmodne ikter vandre mod højre. I får lever parasitterne længe i galdegangene (10+år) og højst 1-2 år i kvæg.
Præpatenstid 7-10 uger.
Mellemværtens økologi:
Lymnea truncatula (pytsnegl) er eneste mellemværtssnegl. Spids grålig 0.5-1cm. Findes i lerede let alkaliske jorde. I moser hvor ph er lav kan sneglen ikke leve. Findes ikke i oversvæmmede områder el. helt tørre arealer. Snegle lever af alger. Typisk nær dræningsgrøfter, optrampede jord omkring vandingssteder. Sneglen ses ofte i klovaftruk og traktorspor. Stor reproduktionsevne.
Direkte sammenhæng med pytsneglens størrelse og antal cercarier. Store snegle afsætter mange cercarier. Snegle tåler frost og har god overvintringsevne da de graver sig ned i midder.
Fasciola hepatica - epidemiologi
Epidemiologi: Epidemiologisk forløb bestemmes af tre forhold:
Tilstedeværelse og udbredelse af sneglehabitater: I marker fylder sneglehabitet (grøftekanter og mudrede partier) meget lidt. Deponering af ikteæg og optaglse af metacercarier afhænger af grøstilbud. Ved høj belægninggrad tvingees dyr ud og spise i sneglehabitaterne.
Nogle sneglejabitater er peremante og er perfekte til sneglen gennem hele sæsonen mens andre er temporeærer hvis de tørre ud om sommeren.
Temperatur: 10 grader er leveriktens økologisk nulpunkt. Under danske forhold sker udvikl fra april-maj til oktober og november.
Fugtighed: Nævnt forudsætning for sneglens trivsel. i danmark er temepratuen høj nogk og fugtighed er den begrænsende faktor. I perioder i sommer med meget regn er der gode forhold for sneglen.
Sommerinfektion når snegle eksponeres for miracidier i foråret. VInterinfektion af snegle når miracidieeksponering af snegle sker i efterår og de overvintre.
UDENFOR værtsdyret overvintre parasitten altså i 1) vinterinficerede snegle 2) æg og 3) metacercarier.
Resistens: i får er der god overensslemmetle med leverkassationer og klinisk sygdim. Sjældent ses sammenhæng i kvæg.
F. hepaticas slutværter inddeles i tre grupper efter resistens: Lavresistenste dyrearter (får), Middelresistent: kvæg, Høj resistent: svin og hest.
Kvægets resistens mod fasciola hepatica er baseret på:
- Doseresistens mod leverikter: Kvæg viser modstand mod store doser af leverikter. Få udvikler sig til voksne, når der gives høje doser, mens flere etablerer sig ved små doser.
- Resistens mod reinfektion: Inficeret kvæg udviser varierende resistens mod reinfektion. Resistensen er stærkest, når primærinfektionen er 3-4 måneder gammel.
- Self-cure: Kvæget kan “rense sig” over 1-2 år, især uden reinfektion. Immunologiske og patologiske faktorer spiller en rolle i at eliminere leverikter.
Patogenese: Store leveriktes patogene udøves i to dele:
Unge ikters migration i leveren: giver destruktion af aktivt levervæg og migration = traumatiske beskadigelser af kar = blødninger.
Massiv infektion = akut fasciolose der i får = nedsat leverfunktion, ikterus, ødem, evt anæmi ved store blødninger. Ved obduktion: svollen lever, hyperæmisk, fibrinøs perihepatitis.
Voksne orm i galdegangene: Voskne orm ernæres af blod. Kronisk fasciologse ledsages med anæmi og hypoalbuminæmi evt med hypoproteinæmiske ødemer. Albumintab sker ved ødelagt galdegangsepitel.
Kraftig fortykkelse af galdegange (hyperplastisk cholangitis) + fremadskridende fibrosering af levervæv (indurativ hepatitis). I kvæg kan der ske forkalkninger af galdegangsepitel.
I får giver kronisk fasciolose anæmi, afmagring, utrivelighed.
I mennesker ses fasciolose i sydeu og sydamerika hvor brøndkarse og vandplanter indtages rå.
FASCIOLOSE: Overvågning og kontrol
REDUKTION AF ÆGSPREDNING
strategisk afgræsning (først på kulturgræs)
anthelmintisk behandling i vinterperioden/forår
(udvikling af sub-unit vaccine), OBS: ormemiddel-resistens påvist (triclabendazol)
SNEGLEKONTROL PÅ GRÆS
dræning, indhegning af fugtige områder, biologisk kontrol, (molluskicider)
REDUKTION AF METACERKARIE-OPTAGELSE
strategisk afgræsning: flytning til tørre, iktefrie arealer omkring 1 august samtidig med behandling
iktevarsling / flytning til sikker græsgang
3.2.2 Dicrocoelium dendriticum 🙂
Familien Dicrocoelida’s ikter er relativt små bladformede. To arter findes i leverens galdegange og en enkelt i pancreas udførselsgange. Deres æg indeholder miracidier, når de udføres med fæces.
Dicrocoelium dendriticum (den lille leverikte/lancetikten).
Vært: pattedyr, særligt drøvtyggere, kaniner.
Mellemvært: 1 mellemvært (landsnegle som Helicella og Zebrina), 2 mellemvært (myre som formica fusca og F. rufa).
* Lokaliseret i galdegangende. Udbredt globalt.
Imodsætning til store leverikte (fasciola hepatica) er den lille leverikte ikke knyttet til fugtige lavvandsområder. Findes i dk i forebesætninger og skove. Infektion ses sjældent i kvæg.
Identifikation: kønsmodne ikte er 0.6-1 cm lang, halvtransparant og forveksles ikke med den store leveriktre. Tegumentet er glat uden bagudrettede torne.
Æg indeholder miracidium 40*20um, tykskallede og mørkebrune. Utydeligt operculum og assymetrisk facon.
* Livscyklus:
Embryoneret æg klækkes først med fæces når det er optaget af sneglemellemvært. I sneglene hepatopancreas foregår ukønnet formering via sporocyster til tlrige cercarier.
2-3 mdr efter optagelse afgår cercarioder i slimboller som ædes af myre og trænger ind i myrens abdominalhule hvor den under 2 mdr encysteres som infektiv metacercaria. Enkelte cercarier vandre til CNS og myren kravler op på græsstrå + tetaniske kramper i kæbe så myren bides fast og kan spises af slutværten.
I værten frigives metacercarien i ventriklen og duodenum hvorfra den opsøger galdegangene og kønsmodnes og starter ægge produktion.
* Epidemiologi: Infektion fås på græsmarker hvor to melelmværter (snegl go myre) findes samtidig og i nær kontakt. Lilel leverikte er knyttet itl højtliggende områder omkranset af kalkholdig jord og tørre arealer.
Æg er modstandsdygtige og lever 5+ år. Parasitten kan overvintre i myreture.
* Døgnmæssige variationer:
Myre øverst på vegetation når duggen falder bevare tetanitks egreb om planten hele natten mens myre der rammes af solens stråler varme op og kan søge ned i jorden. TIdlig morgen er mest risikable smittetidspunkt.
* Patogenese: Infektion er typisk subklinisk hvilket skyldes at den ikke migrere i leverparenchym. Forandringer ved lette infektioner er knyttet itl dialterede og fortykkede galdegange. i svære tilfælde se sfirbosering af levervæg.
3.2.3 Parahistomatidae spp. (Vomikter) 🙂
mlværter akvatisk snegl = permanent oversvømmet fold
Familien Paramphistomatidae indeholder mange slægter af ikter hvis voksne stadie befinder sig i drøvtyggeres formaver, særligt vommen. Vomtikerne er mere koniske el. cigarformede end flade.
Vært: drøvtygger. Mellemvært: forskellige ferskvandssnegle; Planorbis i tempererede egne og Bulinus i subtropiske/tropiske områder.
Lokaliseret: vom og netmave.
Udbredt globalt.
Identifikation: Koniske, puppe formede orm 1cm lange. Hvide lyserøde orm er fast tilhæftet med oral sugeskpl til vommens slimhinde. Anden sugeskål er stor og findes på ormens bagende. Vomikter minder om papiller. Æg minder om fasciola æg, men er mindre og farveløse med få store celler.
Livscyklus: præ parasitiske udvikling er lige som Fasciola ift encystering af metacercarier i græs og vandplanter. efter optagelse af metacercerier med græs excysteres larven i duodenum. Inge ikter hæftest il tyndtarmslimhinen og efter stykke tid migrere de oralt go ender i formaven.
Præpatenstid 7-8 uger.
Epidemiologi: Ligesom store leverikte bestemmes epidemiologisk forløb af sneglehabitaternes udbredelse, art og ændring i fugtighed og temperatur. Mellemværtssnegle af rent akvatiske snegle (F: gigantica) hvorfor massiv infektion forudsæter at dyrene færdes i permanent oversvømmede græsningsarealer.
Patogenese: voksne orm giver aldig klinisk sygdom. Kun massiv optagelse af metacercarier giver intestinale forstyrrelser pga de unge parasitternes beskadigelse af tyndtarmsslimhinden.
3.2.4 Fasciola gigantica, Den tropiske leverikte (Begrænset kendskab) 🙂
Fasciola gigantica er en tropisk leverikte udbredt i varme klimaområder. Den findes i sumpede områder og flodsletter.
Mellemværter er tropiske Lymnaea-snegle. Infektion kan ske via græsarealer eller metacercarieholdigt drikkevand. Parasitten er op til 7,5 cm lang og ligner Fasciola hepatica. Symptomer kan være udtalte, især hos kvæg med kronisk forløb. Akut fasciolose risikerer fårehold i fugtige, tropiske områder.
3.2.5 Schistosoma (Begrænset kendskab) 🙂
Schistosomatidae er knyttet til cirkulationen da de findes i vener og venoler - nær tarmkanalens mesenterie. Adskiller sig fra andre ikter ved at være SÆRKØNNEDE og danner embryonerede tyndskallede æg uden operculum.
Vært: huspattedyr, kvæg, mennesker. Mellemvært: forskellige tropiske ferskvandssnegle.
Lokaliseret i mesenterielle vener. (schistosoma nasale findes dog i næseslimhindens venesystem. I mellemesker er S. chistosoma haematobium i urinblærerens vener.
Udbredt: typisk tropiske områder.
Identifikation: Hanner 1.5-2 cm alnge, lancetforemde, ventralt har længdegående fordubning (gynecofore kanal) hvor den 2-3 cm lange hunorm sidder tilhæftet det meste af tiden.
S. bovis og S: matheei danner 150-200um lange tenformede æg med terminal torn mens S. japonicums æg er kort. I schistosomægget er altid miracidie klar til klækning.
Livscyklus:
Hunormen forlader i korte perioedr hannen for at afgive æg i submukøse vener og venoler.
Ægget penetrere aktivt venolevæg via histolytiske enzymer som dannes af miracidiet.
Ægget fortsætter mirgation i slimhindenn afgives i tarmlumen og forlader værten med fæces.
Æg klækker spontant ved kontakt til ferskvand og miracidie opsøger mellemværts-sneglen.
Når cercarier forlader sneglen er de infektive og laver aktiv penetrtation af slutvættens hud.
Efter ophold i lungekapillære fortstæer under schistosomer i cirkulationen og etableres som kønsmodne i mesenteriets venesystem. Voksne orm overlever mange år. præpatenstid 6-8 uger.
Epidemiologi: Schistosomers transmission afhænger af vandigt miljø. Høj incidens i sø områder hvor dyr dagligt kommer i kontakt med cercarieholdigt vand.
Transmissionsfoci skabes ved opdæmning.
Patogenese: voksne orm er ikke patogene, men patogenitet kommer af æggenes passage gennem tarmvæggen og slimhinden der giver hæmorrhagisk enteritis = blodtab. Mange æg slimmer fejlagtigt med mensenteriel veneblod til lever hvor den omgås af granulomatøse betændelsesreaktioner og kroniske leverforandringer.
Human Bilharziose: Menneskets schistosomarter der er mere patogene end husdyrenes. Størst i troperne. S. japonicum er zoonotisk tarmschistosom der primært findes i sygøstasien.
S. mansoni er menneskets anden tarmschistosom der er alm. i afrika.
3.3.1 Monezia - drøvtyggernes bændelorm 🙂
I drøvtyggernes tydntarm er to arter; M. expanse i får og M. benedeni i kvæg. Disse bændelroem er udbredt gloablt men alm. i unge dyr. Voskne bændelrom bliver flere meter lange. Scolex er llille med 4 sugeskåle. Strpbile består af korte brede proglottider der hvert har to hermafrptodosle sæt kønsorganer med laterale genitalåbninger på hver side af proglottidet. Æg er 60um lange, trekantede/firkantede facon med pæreformede apperat.
Moneziarternes livscykluys svarer til Anoplocephala arterne. Pansermider er mellemvært og infektion under græsoptagelse. Præpatenstid er 6 uger.
Ægfyldte proglottider føres med fæces. Monezia er ringe patogen men giver tilvækstproblem i lam.
Prepatenstid
Pansermiden: 2-4 mdr.
Kvæg og får: 6 uger
Mest alm. hos unge dyr, typisk sensommer
Findes i tyndtarmen og er generelt apatogene – reduceret tilvækst kan lejlighedsvis ses hos lam.
Moniezia spp.: Diagnose
Synlige ægfyldte led på gødning.
Påvisning af æg ved flotation.
3.3.2 Anoplocephala (hestens bændelorm) 🙂
Anoplocephala
Vært. hest og æsel, mellemvært: pansermider (fam. Oribatidae).
perforliata i ileum og cecum omkring ileocaecal åbningnen og A. magma i tyndtarmen.
Udbredt globalt.
* Identifikation:
A. perfoliata er 3-8 cm, scolex stort, 4 store sugeskåle. Bag scolex er hals med to karakteristiske lapper. Proglottidenre er korte og brede. Lateral placeret genitalåbning.
A. Magma bliver op til 80cm lang. scolex stort men ingen lapper i halsregionen. proglottinder afgiver ikke fra a. perfoliata.
Æggene er for begge arter mindre kantede. Embryoforen er 50*80um. Det færeformede apperat er tydeligt og indeholder en onchosfære hvis diameter er 16um for Perfoliata og 8 um for magma
* Livscyklus:
Bændelormens bagerste ægfyldte proglottid afgår kontinuerligt med fæces. Æg afgives når proglotidenre oplæses men i mange tilfælde ses hvide proglotider i hestens gødning.
Pansermiderne overalt i græsset indtager bændelormæggene.
I pansermidens cølomhule udvikles cystercercoider under 4 mdr og hestene inficeres ved at indtage cysticercoid holdige pansermider i græs.
Præpatenstid 1-2 mdr.
* Epidemiologi: Altid mang epansermider. Udvikling foregår i sommeren. Hestene inficesres i efterårsmånederne.
* Patogenese: A. magma er ikke patogen. A. perfoliata omkring ileocaecal åbnignen giver slimhindeforandringer, ødem af ileocaecalklappen og tendens til peristaltiske forstyrrelser i ileum og cecum.
Kun 15-20 bændelorm og ikke stor patogenese. Ved større ormebryder sker indkrængning af ileum ind i cecum og danner invaginatione ri hestens blind- og stortarm. TOrsion, tarmtuptur og peritoninitis ses i forbindelse til bændelormeinfektionen.
Anoplocephala spp.: Diagnose sker ved: Påvisning af æg i fæces, Flotation – lav sensitivitet, Øges ved større mængde fæces, Ab-ELISA.
Anoplocephala familie
Anoplocephalidae familien omfatter bændelorm der bruger græssende husdyr som slutvært og pansermider 8oribatider) som mellemvlrt. De voksne bændelorm har ingen krogkrans på scolec og de har korte brede proglottider. ægget har en tyk transparant embryofor. Inderst er onchosfæren med aflgang kitinbeklædnign /det færeformede apperat). Metacestoderne er custicercoide .
3.3.3 Dipylidium caninum 🙂
Dilepididae familien er karakteriseret ved at scolex er forsynet med bevægeligt rostellum (forhøjnign mellem sugeskålene) som er bevæbnet med en el. flere rækker af kitinkroge. MEst almindeligt forekommende bændelrom i hudne og katte samt et par slægter til fjerkræ.
Slutvært: Hund, kat, rævs tyndtarm. Mellemvært er lopper (ctenocephalides spp) og lus (trichodectes canis). Udbredt globalt i verden, mest almindelige hundebændelorm i dk.
Identifikation: Voksne orm bliver op til 50cm. Scolex forsydelige rostellum har 4-5 rkker kitinkroge. Hvert enkelt protoglottid har to sæt hermafroditiske kønsorganer og derfor to genitalåbninger, en på hver side. Ægfyldte proglottider findes i fæces og ligner riskorn.
Æggene dannes i ægkapsler med 20-30 æg.
Livscyklus: De ægfyldte proglottider er bevægelige og kravler i hundens perianalregion. æggene figøres enten gennem genitalåbning el. når proglottider opløses. Dels i hundens pels og dels i omgivelserne.
Lus optager æg under fødesøgningen på hunden, mens loppelarver inficeres under fædeoptagelse i hundens nærmeste omgivelser. Efter optagelse af lus udvikles æg hurtigt på under 4 uger til cysticercoider via hundens kropsvarme.
Ift. lopperne sker udviklingen langsommere over flere måneder men cysticerdoider peristerer fra larvestadie til voksne stadie på hunden.
Hunden inficeres ved at spise cysticercoidholdige lopper og lus. præpatenstid er 2-3 uger.
Epidemiologi: Forekomsten af lopper/lus er essentiel for transmission af D: caninums transmissionsmuligheder.
Patogenese: aktive proglottider omkring hundens analåbning giver anledning til irritation og kløe. iNficerede hunde gnubber sig mere end almindeligt.
Dipylidium caninum: Diagnose og betydning
Diagnose: Påvisning af proglottider/æg i fæces af hund og kat
Betydning:
* Humane infektioner forekommer (børn)
* Kløe og irritation omkring analåbningen
Forekomst af lus eller lopper er en forudsætning for transmission
Familien Taeniidae
omfatter Taenia og Echinococcus arterne der bruger rovdyr som slutvært og adskillige pattedyr som mellemværter. Mange arter har zoonotisk betydning da de bruger melleske som slutvært el. hvis mennesker kan inficeres med metacestoder.
Taenia arternes metacestoder er enten cysticerc-type eller coenur-type. Derudover forekommer en enkelt art af den såkaldte strobilocerc-type som bliver nærmere omtalt under T. taeniaeformis.
Morfologsik af familiens voksne orm karakteriseret ved at hvert proglottid har lateralt placeret genitalåbning og at scolex har en krans af kitinkroge. Gælder ikke T. saginata.
Taeniidae danner æg så ensartede at man ikke skelner deres art.
Onchosfæren (embryo) er 20-30um i diameter og har et par emrbyonalkroge. Omkring onchosfæren er en tyk skal (embryoforen) der består af gullige radiært orndede krystalagtige dannelser. Embryforen beskytter onchosfæren og derfor kan taeniidae æg overleve længe i miljøet.
Taeniaartens generelle livscyklus: Spredning af ægfyldte proglottider og æg via fæces, onchosfærens frigørelse ogmigration i mellemværten, etablering af metacestoder i mellemvært, frigøvelse og udvikling af scolex af voksne bændelorm i slutværtens tyndtarm.
Proglottider forlader værten passivt med fæces el. aktivt med egne bevægelser
Æg frigøres ved proglottidenres kontraktion el. ved henfald af disse.
Ved optagelse af mellemvært (svin, planteædere) opløses embryoforen af fordøjelsesenzymer.
Onkosfæren spredes systemisk via blodkar og encysteres i muskualtur.
Når slutværten (rovdyr/mennesker) optager byttedyret aktiveres larven igen ved galdepåvirkning.
Efter aktivering sker fasthæftning til scolex og sidst fremvoksning af proglottider.
3.3.4 Taenia saginata (oksetinte-bændelormen) 🙂
Taenia saginata/cysticercus bovis
Slutvært: menneske (T. sginata). Mellemvært: Kvæg (C. bovis).
Lokalisation: T. saginata i menneskets tyndtarm. C. bovis i kvægets tværstribede muskualtur særligt i tyggemuskler, tunge, diaphragma og hjerte (prædilektionsstederne).
Udbredt globalt hvor der holdes kvæg.
Identifikation: voskne orm er 5-15m. Scolex uden krogkrans. Ægfulte proglottider har uterus med 15-30 forgreninger til hver side modsat T. solium (7-12 grene).
Den fuldt udviklede custericerc (oksetinten) er hvidlig, halvtransparent 1cm. En klar tinte(fertil cysticerc indeholder væske.
Ved kødkontrol undersøges der for degenerede/døde tinter hvis cystevæske er erstattet med ikke transparent/grålig/gullig væske.
Livscyklus:
menneske inficerecs ved at spise uvarmebehandlet kød der ikek har været frosset. præpatenstid 2-3 mdr. Ægfyldte proglottider afgår periodevis med fæces. Bændelorm kan leve 10+ år.
Inficeret menneske udskiller dagligt millioner æg i frisk fæces el. i intakte proglottider. Æge r modstanddygtige og kan leve over et år i dansk natur.
EFter optagelse af æg foregår tinteudvikling i kvæg typisk for taeniidae. Efter to ugers migration er tintent makroskopisk synlig i skeletmuksler.
Eksempel oksens bændelorm: i mennesket lever ormen i tyndtarmen. akn danne mange æg op til 700.000 om dagen. proglottider som er ældst fyldt med æg brækker af i tarmen og falder med fæces ud i miljøet. Når æggene af fæces fra mennesker ender op i miljø med kvæg (sker typisk ikke i dk) spredes æg og spises når kvæget spiser græs. Ægget klækker i koens tarm og bryder ud og med kroge bryder de ind i blodkarsystemet og transporteres med blodet til muskelvæv, hvor de udvikles til infektive metacestode/tinte. Tinten i oksen er også stor og kan ses i kødet. TInte i dårligt opvarmet oksekød kan inficerer mennesket.
Resistens i kvæg: Beskrevne tuntedegenreaiton foregår hurtigere i ældre dyr end kalve pga erhvervet resistens.
Epidemiologi:
Overførsel af bændelormæg fra mennesker til kvæg sker gennem forskellige veje, herunder direkte defækation på græsmarker og brug af spildevand til gødskning.
Insekter, især spyfluer, kan fungere som transportværter for bændelormæg.
Situationen i Danmark viser, at cysticercose-infektioner er undervurderede, og smittekilder inkluderer blandt andet vandløb fra rensningsanlæg og kontamineret kraftfoder.
Lavgradige infektioner og “tintestorme” er to typer af cysticercose-forekomster i kvæg.
Lavgradige infektioner kan skyldes kvægets adgang til vandløb fra rensningsanlæg, mens “tintestorme” ofte skyldes massiv lokal smitteeksponering.
Kød-kontrolundersøgelser er utilstrækkelige til at registrere lavgradigt tintet kød, hvilket udgør en smittekilde for forbrugerne.
Infektiviteten af tinter kan elimineres ved korrekt madlavning og frysning.
Økonomiske tab i Danmark skyldes fryseomkostninger, lavere afregning af inficerede kødkroppe og total kassation, samt landbrugets modvilje mod at bruge slam og latrin som gødskningsmidler.
