Noter Flashcards
(401 cards)
Lymfocytter og deres cirkulation mellem blod, væv og lymfoide organer
Lymfocytter: B- og T celler. Dannes i rød knoglemarv. B-celler modnes i Rød knoglemarv, T-cellerne modnes i Thymus. De kan bliver måneder og år gamle
Transport: Transportere i det lymfatiske væv til perifære lymfatiske organer: milt, lymfeknuder, mandler, lymfatisk væv i fordøjelseskananlen, luftveje, og fortsætter delingsprocessen.
Recirkulation mellem blodkar, væv, lymfevæv og lymfoide organer. Kommer i kontakt med mange mikroorganismer. mødet sker ofte i de perifære lymfatiske organer.
B-lymfocytterne bekæmper priæmert bakterier, og er en del af antistofimmunsystemet. T-lymfocytterne bekæmper primært virus og kræftceller, og er en del af celle.. immunsystemet
Dannelse og modning af lymfocytterne starter ved fostertilstand og fortsætter hele livet
innate og adaptive immunsystem
Immunsystem: envev til at modstå skade fra fremmede stoffer ex. mikroorganismer eller farlige kemikalier
Innate immunsysten: Det uspecifikke, det medfødte immumsystem. Er funktionsdygtigt selvom kroppen ikke før har mødt antigenet. Bliver ikke stærkere ved gentagne møder.
Adaptive immunsystem: Det spicifikke. Udvikles af kroppen selv. Hver komponent i specifikke immunsystem er udviklet og rettet mod et specifikt antigen/molekyler/dele af molekyler. Udvikles efter fødslen og har hukommelse, derfor bliver reaktionen stærkere for hver gang samme antigen angriber
Beskriv hovedkomponenterne i det innate immunforsvar
Innate immunsysten: Det uspecifikke, det medfødte immumsystem. Er funktionsdygtigt selvom kroppen ikke før har mødt antigenet. Bliver ikke stærkere ved gentagne møder. Opdeles i indre og ydre immumforsvar
Ydre: hindre at mirkoorganismer kommer ind i organismen.
1. Hud: fysisk/mekanisk barrierer. Lav PH-værdi (syrer) der hæmmer bakterivækst. Enzymer der nedbryder bakteriernes cellevæg. Udkskillelse af sved og talg
Indre: Hindre stofferne spreder sig hvis de alligevel kommer ind. Opdelt i uspecifikke celleforsvar og ikke-cellulære faktorer
Uspecifikke celle forsvar: Udøves primært af neutrofile granulocytter og makrofager + mastceller, basoflle granulocytter, eosinofile granulocytter, naturkiller celler.
Neutrofile granulocytter: hvide blodlegemer. Dannes i rød knoglemarv. bevæger sig via blodbanen og bevæger sig ind i celle ved amøbiøse bevægelser, kaster lang tråd hvorefter den maser sig ind i vævet. Typisk den første immuncelle som er fremme ved inficeret væv. Tiltrækkes af kemotoksiner - består af bakterie gifte og stoffer fra beskadiget væv. Fagocyterer bakterier ved exocytose, hvor enzymer fra granulocyttens lysomerne nedbryder bakterien. Opsoniner “pålæg” som er med til at bakterier og andre mikroorganismer bedre fagocyteres. Neutrofile granulocytter frigiver ogse lysom enzymer der dræber mikroorganismer og øger inflammation. Nedbryder ca 5-25 bakterier før de går til grunde
Makrofager: udvikles fra monocytter med flere mitrochondier og lysomer. Større end neutrofile granulocytter, kan nedkæmpe større og flere bakterier inden de forgår. Fagocyterer. Aktive i det sidste fase i infektionen. producerer frie stoffer som fremmer immunrespons. Findes som stabile makrofager, der ligger ex under huden eller i slimhinder.
eosinefile nutrofile granulocytter: Hvide blodlegemer. dannet i rød knoglemarv. Bevæger sig fra blodbanen og ud i vævene. Frigiver hæmmen inflamatorisk respons og enzymer der dræber visse parasitter.
Basofile nutrofile granulocytter: Hvidt blodlegeme dannes i knoglemarven. motile. frigiver tsoffer der frammer inflammation ex. histaminer. minder om mastceller. Årsag til allergisk respons
Mast celler: Dannet i rød knoglemarv. findes i bindevæv tæt på kapillærer. Øger inflammation og frigiver ex. histaminer. Årsag til allergisk respons
Naturkiller: prikker hul på cellemembranen hos bakterierne/mikroorganismerne så de dør.
Ikkecellulære faktorer; komplementsystemet. 20 forskellige plasmaproteiner. Cirkulererinaktive rundt i blodet, og aktiveres af indtrængen mikroorganismer. Starter en dominoeffek/kædereaktion ved at aktiverer hinanden med deres forskllige funktioner. Hovedfunktioner: 1. fungere som opsiner/pålæg, så mikroorganismerne bliver nemmere at fagocyttere for fagocyterende celler. 2. Fungerer som kemotaksiner og leder fagocytterende celler til området og inflammationen fremmes 3. Øger kapillærpermebraliteten ved stimulerer mastcellernes histaminfrigivelse. 4. Dannar komplekser, så vand og salte trænger ind i cellen og den eksploderer.
Interferon: et protein der udskilles af ikke-inficerede celler. binder sig til overfladen af ikke inficeret nabocelle som beskyttelse mod at nabo-cellen bliver udelagt af vira, ved produktion af RNA/DNA i cellen.
Akutfaseprotein:Plasma proteiner der dannes ved infektion og beskytter omkringliggen væv og celler mod inflammationen.
Adaptive immune system - hovedkomponenter og deres funktion
Antigener: Molekyler, proteiner elle rpolysaccharider, de rkan starte en specifik immunreaktion. Som regel store molekyler da det kræver en hvis størrelse af blive opdaget af immunsystemet. 2 opdelinger:
- Fremmede antigener: komme ri nd i kroppen udefra.
- Selv-antigener: kroppen selv producerer. Skadelige: autoimmune sygdomme. Gavnlige: reagere på antigener fra kræftceller/tumorer.
Lymfocytter: T- og B-lymfocytter. De har antigenreceptorer på deres overflade, som kan binde sig til antigenepitop på antigen molekylet
Antegenepitop: Den lille del af antigenmolekylet som lymfocytterne genkender
Kloner:Grupper af samme lymfocytter der reagere på samme antigen. Hver klon reagerer kun på en specifik type antigen. Klonekspansion: hurtig celledleing af kloner
Cytokiner: signalmolekyle som immumsystemets celler bruger til at kommunikerer med
Overflademolekyler: kan være nødvendige for at aktiverer lymfocytterne.
Vævtypemolekylerne: MHC-molekyler 1 og 2
1. MHC-1-molekyle “dræb mig”. Findes på overfladen af organismens celler og præsenterer at der er et antigen produceret inde i cellen. MHC-1/overfladekomplekset stimulerer T-dræber celler, der spiser hele den inficerede celle.
2.MHC-2-molekyler. Findes på overfladen af professionelle antigenrepræsentanter ex. B-lymfocytter og makrofager. Efter exocytose nedbrydes antigenet til mindre elementer, som præsenteres på cellens overflade, og aktiverer T-dræbercellen, men dræber ikke den professionelle antigenrepræsentant celle.
T-hjælpeceller: Aktiverer B-cellerne og T-dræbercellerne. Ved møde med antigen stimuleres først T-hjælpeceller, som aktiverer B-lymfocytterne og T-dræbercellerne. Aktivering: 1. B-celler exocytere antigen som præsenteres på overfladen sammen med MHC-2 molekylet. 2. aktiverer T-hjælpecelle med samme antigenreceptorer binder sig til antigenet 3. T-hjælpeceller stimuleres til at dele sig, og det givet et øget antal at T-hjælpeceller, flere til at genkende et antigen.
Antistofafhængige immunforsvar (B-celleforsvaret) Antigenet ligger i plasma.
B-celler: Når C-lymfocytter har bundet deres receptorer til antigenets antiepitop, exocyteres receptor og antigen, præsenteres på b-lymfocyttens overflade, og aktiverer T-hjælpecellen som genkender antigenet og deler sig, samt aktiverer T-dræbercellen. B-lymfocytterne deler jeg hurtigt til plasmaceller og B-hukommeelsesceller.
Plasmaceller: producerer antistofmolekyler.
Antistoffer: Produceres i plasma og er dannet af proteiner og globuliner, kaldes: immunglobuliner. 5 styk (Alle Er Gode Mod Død): IgA, IgE, IgG, IgM og IgD. Virkning: Binder sig til antiepitopet eller binder to antigener sammen for at forhindre deres virke.
Imminglobulinerne kan også styrke det uspecifikke immunforsvar: 1. Aktiverer komplementærsystemet “klassiske rute” hvorfor plasmaproteinerne begynder at fungere som opsiner, kemotaksiner, øger kapillærpermeabiliteten og danner komplekser så der trænger væske og salte ind i bakteriernes cellemembran så der springer. 2. initierer inflammatorisk respons. 3. virker som opsiner.
Hukommelsescellerne lever længe efter antigenet er destrueret. større reaktion ved næste møde pga- hurtigere antistof produktion.
Cellemedierede immunforsvar (T-celleforsvaret: T-dræber-, T-hjælperceller og MHC-1-molekyler) Her er antigenerne kommet ind i cellen, intracelleulære antigener ex. virus og kræftceller. Aktivering:1. virusinficeret celle præsentere antigen + MHC-1-molekyle på celleoverfladen. 2. T-dræber-cellers receptor binder til MHC-1 hvis det genkender antiget 3. T-dræberceller aktiveres kun hvis der er cytosiner frigivet af T-hjælpeceller. 4. MHC-1 + cytosiner stimulerer T-dræbercellen til at dele sig og danne mange T-dræberceller og T-hukommelses-celler mod dette specifikke antigen. Virkning: ved binding til målcellen , kontakt, frigives kemiske stoffer der får målcellen til at lysere. T-dræbercellen producerer cytokiner der aktiverer andre dele af immunsystemet. Cellulære specifikke immunsystemt virker længere tid end antistof specifikke pga. T-dræberceller lever i længere tid end B-lymfocytterne.
Redegør for forløb af inflammation
Organismens lokale reaktion på infektion eller vævsskade. forårsages af ex infektion, traume, kemiske stoffer, stråling. Uanset hvad er inflammationsreaktionen den samme.
5 symptomer: Rødmen, hævelse, varme, smerte, nedsat funktion.
3 formål: 1. ødelægge indtrænge organismer 2. fjerne beskadiget væv og cellerester 3. skabe bedst mulige forhold for helingsprocessen.
Kroppens reaktion på bakteriel infektion:
1. stationære makrofager fagocyterer indtrængende celler når de trænger igennem huden. Forsvar i den første time. 2. Bakterier og beskadiget væv udskiller kemiske stoffer som histaminer, der bevirker at kapillærerne i området udvider sig -> øget blodgennemstrømning og flere fagocytterence celler til området samt plasmaproteiner kan trænge ud i vævet og producerer antistoffer. Øget blodgennemstrømning giver rødmen og varme. Øget proteinkoncentration påvirker det osmotiske tryk -> ødem -> hævelse. 3. invasion af neutrofile granulocytter: kryber gennem kapillærvæggen efter 1 time. tiltrukket af kemotoksin. Fagocyterer indtrængende mikroorganismer og udskiller stoffer som påvirker produktionen af nutrofile granulocytter i knoglemarven. 4. Makrofager. kommer til sidst, da kun monocytterne er i blodet, og makrofagerne vokser ude i cellerne. Fagocyterer bakterierne, mikroorganismer og stimulerer monocytproduktionen i knoglemarven. Makrofager er hovedansvarlige for fagocytosen efter dage/uger.
Ved mindre infektion: bekæmpes kun med nutrofile granulocytter.
Mankan skelne mellem lokal inflammation, 1 sted, og systemisk inflammation, flere steder.
Allergi
Uhensigtmæssig overreaktioin på et uskadeligt antigen, som ikke nødvendigvis var skadeligt for kroppen. Antigenet kaldes allergen.
Kendetegn ved allergen: reaktionsstyrken og karakteren de antigener der reageres på. indeles i 4 typer:
Type 1. Akut allergi / IgE-allergiske strakreaktioner (høfeber, astma). B-lymfocyt afhængig allergiform. Ved tidligere møder med de uskadleige antigener, har kroppen produceret IgE. IgE-molekylerne binder sig til mast-cellerne, og ved kontakt med antigen, stimulerer mast-cellerne en masse histaminer -> kraftig inflammation. Reaktionnes sværhedsgrad afhænger af placering, ex. injektion (analfysiske chock), i lungerne (vejrtrækningsproblemer)
Type 2. “drab af egne celler” Antistofafhægige cytotiksine reaktion. Fremkaldes af IgG og IgM. ANtistof bindes til individets egne celler, aktiverer komplementkaskaden, og cellen lyseres eller fagocyteres. (årsag til mangel på blodlegemer)
Type 3. “Vævskade grundet inflammation” Immunkompleks-induceret inflammation . Ved nutrofile granulocytters fagocyterende aktivitet frigøres en række enzymer, som forårsager vævskade. Organismens “pris” for bekæmpelse af antigen. komplikation: 1. kronisk inflammation, stor vævskade. 2. udviklig af antistoffer mod uskadelige organismer, hypiigst i lungen, kronisk inflammation i lungerne. 3. injicerede proteiner som le di behandling, reagere ved antistofkompleks.
Type 4. “Sen allergi” Forsinket overfølsomhedsreaktion. Reaktion udløst cytokiner. T-lymfocyt afhængig. Inflamation udløst af cytotoksiner frigivet af T-lymfocytter. Latenstid 18-24 timer. Ex. kontakteksem, Nikkel: trænger igennem huden og bindes til MHC-2 molekyler på antigenet, præsenteres for T-lymfocytter, frigivelse af cytosiner og reaktion i form af inflammation: rødmen, fortykkels eog små blærer hvor der var kontakt.
Autoimmune sygdomme + eksempler
Organismen angriber egne celler og ødelægger kroppens eget væv. immunsystemet kan ikke skelne mellem selv-antigener og fremmede antigener
eksempler:
systemiske: Reumatoid Artrit. Inflammation i ægte leds synovialvæske.
Organspecifikke: Diabetes type 1. , Dissemineret sclerose, destrution af myelonskeden omrkring nerveceller i CNS.
HIV og AIDS
Forekomst: 300 om året. 60 mio i verden. Ingen kurativ behandlingsform, kun livslangs behandling som ikke nedsætter livslængden.
Ætiologi og patogenese: Virus. Enkelsttrengen RNA med indeholdende enzym, som gør at RNA kan transkripteres til DNA. Virussen redublikerer sig selv i organismens raske celler ved at bruge deres organeller. Smitteveje: blod, vaginal sekret, sæd, modermælk. Binder sig til CD4-molekyler som primært findes på T-celler. Inficerer t-hjælpeceller og nedsætter deres funktion og antal. NEdsætter immunsystemets funktion, og øger sårbarheden overfor en række sygdomme, opportuniske infektioner (infektioner pga. nedsat immunsystemsfunktion)
Forløb:1. 1-4 uger primærenfektion, mange symptomeR: træthed, feber. svedture, led- og muskelømhed, hævede lymfeknuder mm. Hiv-virus meget aktiv, meget smittende. 2. kronisk stadie: ikke specielle symptomer. Der dannes HIV-antistoffer som kæmper, men ikke bekæmper hiv-virussen. Antallet af T-hjælpecelle i plasma falder gradvist. 3. AIDS: T-hjælpe celler faldet
Lymfesystemt - anatomi og funktion
BEstår af: Lymfekar, lymfe kapillærer. lymfe, lymfeknuder, leukacytter (hvide blodlegemer som Nutrofile granulocytte rog makrofager), lymfatiske organer (milt, mandler og thymus)
Funktion.
- dræner vand og proteiner fra institialvæsken. Lymfesystemet optage den overskyende væske fra blodkarerne (30 liter væske udskilles af blodkarer pr. døgn, kun 27 optages igen). På den måde forhindres ødem dannaelse. Lymfekar er mere permeable end blodkapillærer, og kan derfor optage store proteiner, moleklyer fra institialvæsken.
- Transportere kylomikroner (fedtabsorption). Fedtstoffer og andre substanser indeholdende kylomicroner, transporteres fra tyndtarmen ud i lymfekar og ender ude i blodbanen. Lymfe består af Kyle, kilomicroner.
- Immunforsvar - Nedbrydning af mikroorganismer og fremmstoffer. Mikroorganismer og fremmedstoffer filtreres fra i lymfesystemet. indeholder lymfatiske system med lymfocytter og makrogager der nedbryder.
Væskestrømme
Lymfekarerne starter i stærkt forgrenet netværk ude mellem cellerne og opsamle den overskydende væske fra blodkarerne. Væsken i lymfekarerne kaldes lymfe, og transporterer op af størrer og størrer lymfekar, for til sidst at udmunde i de hovedlymfekar (ductus lemphatics dexter og ductus thoracis) som udtømmes i de store vener i Thorax.
Lymfekar er udstyret med klapper så lymfen kun passere en vej igennem karerne. på vejen gennemkarerne passerer lymfen gennem lymfeknuderne. Lymfe består af Vand, næringsstoffer, ioner, luftartet (elementer fra plasma), enzymer, hormoner, affaldsstoffer (elementer udskilt fra cellerne). Lymfekarsystemet opdeles i overfladisk drænage, dræner hud og underhud, og dyb drænage, dybere dele af organismen. Findes stort set i alle kroppens væv.
Hovedtræk i anatomi
Lymfeknuder er små, runde eller bønneformede strukturer. 1-25 mm. Omgivet af en bindevævshinde, som i forlængelse danner skelettet inde i lymfen. Består af to lad: Ydre: cortex, og indre:Medulla.
Beliggenhed
450 lymfeknuder i kroppen. ligger indskudt i lymfekarforløbet. hver lymfe har afferente (fører ind til) og efferente (væk fra) lymfekar. Ligger primært i fedtvæv eller ved blodkar. samlet i grupper hvor lymfekar forskellige organer mødes. Overfladiske lymfeknuder: Hals, armhule og lysken. Dybe lymfeknuder: hals, thorax og adomen og bækken. Brystregionen har begge.
Miltens funktion: ødelæggge defekte og udtjente røde blodlegemer. Blodreserveoir. slagmark for B- og T-cellers nedbrydning af mikroorganismer og fremmede stoffer.
Angive at nervesystemet kan inddeles i det centrale og det perifere nervesystem, og beskrive elementerne i hvert af disse systemer.
Centrale nervesystem består af hjernen og rygmarven
Perifere nervesystem: består af sanserereceptorer, nerver, ganglia pg pluxus udenfor CNS.
Grænsen mellem CNS og PNS er der hvor dura holder op.
Elementer i det Centrale nervesystem:
nuclei: Samlinger af nervecellelegemer hedder inden for CNS.
Elementer i det perifere nervesystem
Sansereceptorer: opfatter stimuli som lys, berørring, smerte, belastning, lyde, temperatur, lugte mm. Befinder sig i hud, muskler, speicelle sanseorganer, led, indre organer.
Nerver: 12 kranie nerver og 31 spinalnerver. Bundter af axoner omgivert af støtteceller og fibrøst bindevæv, som forbinder CNS med de sansoriskereceptorer, kirtler og muskler.
Ganglier: samlinger af nervecellelegemener uden for CNS
Plexer: omfattende netværk af axoner udenfor CNS
Perifere nervesystem kan yderligere opdeles i sensoriske og motoriske perifere nervesystem:
- Senroriske perifere nervesystem: (efferent) Aktionspotensitiale fra sansoriskereceptorer til CNS
2, Motoriske perifere nervesystem: (afferent) Aktionspotentiale fra CNS til effektororganer: Kan opdeles i:
- Somatisk nervesysen: Viljestyret. Aktionspotentialer fra CNS til skeletmusklerne.
Kotrollerer skeletmuskler. Er viljestyret. 1 nerveceller forbinder musklen med CNS. Nervecellen er i det ventrale horn i den grå substans i medulla spinalis eller kranienerven. Axonerne er myeliniseret. Neutransmitterstoffet er Acetylcolin. Stimulerer altid musklen, og styrer bevægelse
- Autonome nervesystem: ikke viljestyret. Aktionspotentiale fra CNS til hjertemuskler og glat muskulatur ex kirtler eller mavesækkens vægge.
1. Sympatiske: forberede kroppen på fysisk aktivitet.
2. Parasympatiske: Regulerer hvile eller fordøjelsesfunktioner (prut og parre).
3. enteriske nervesystem. Regulerer fordøjelse, består af plexuser i fordøjelseskanelens væg. funktion: styrer kroppens indre miljø og reaktioner på stress-situationer. Hæmmer eller stimulerer målorgan.
Elementer: Kontrollere glat muskulatur, hjertemuskulatur og kirtler. 2 nerveceller forbundet med synapse forbinder musklen/kirtlen med CNS. (præsynapsterminal og postsynapsterminal)
Præsynapsterminal: ligger i CNS, myeliniseret. Grå substans i medulla spinalis eller kranienerver.
Postsynapsiskterminal: PNS: autonome ganglier. ikke myeliniseret.
Parasympatisk: neurotransmitterstof: acethyl colin. sympatisk: Noradrenalin
Definere det somatiske og det viscerale nervesystem.
Somatiske nerveesystem: Forbindelser til kroppens bevægelsesorganer og hudens sanseorganer.
Motorisk /efferent: sender aktionspotentiale til skeletmuskulatur og sørger for bevægelser
Afferent /sensorisk: aktionspotentiale sendes fra sensoriskereceptorer i hud, øjne, ører, næse, mund til CNS
Viscerale nervesystem: Nerveforbindelser til kroppens indre organer og visse kirtler
Efferent /motorisk: sender aktionpotentiale fra CNS til hjerte og glat muskulatur. Er ikke underlagt viljens kontrol og kaldes derfor også autonom
Afferent/sensorisk: sender information fra organerne i det kardiovaskulære, respiratoriske, fordøjelse, urin og reproduktionssystemet til CNS. (hvorfor disse: sende information vedr. blodtryk, blodsukker, iltmangel, kemisk koncentration i fordøjelsessytemet osv. til hjernen for at kunne påbegynde feed-back mekanismer)
Definere grå og hvid substans og redegøre kort for disses opbygning.
I CNS.
Gråsubstans: Dendritter og cellelegemer, samt ikke myeliniserese axoner i CNS. Findes i cortex, dybeste del af hjernen og i sommerfugleformet struktur i medulle spinalis.
Hvis substans: Myeliniserede axoner, hvide pga. lipidindhold. Findes i midterstelag i hjernen (cerebrale medulla) og uden om den grå suubstans i medulla.
Redegøre for nervecellers opbygning og funktion, herunder for betydningen af de cellulære elementer.
Består af nervecellelegeme, dentrit og axon. funktion: stimulerer og lede aktionspotentiale tuik andre neuroner eller målorgan
Nervecellelegeme: Relativt stort, kerne placeret centralt, omfattende groft endeplasmatisk retuculum og gilgiapparat. Funktion: proteinsyntese.
Dendrit: cytoplasmatiske uløbere fra nervecellelegemet. ofte forgrenede. Funktion: “in-put”delen. Modtager aktionspotentiale, den stimuleres og genererer elektrisk strøm der transmitteres til nervecellelegemet.
Axoner: Lang udløber fra nervecellelegemet. Enten 1 lang struktur eller sidegrene. Der hvor det sidder fast på nervecellelegemet hedder Axon Hillock. Starten af axonet heller inistialsegmentet = tilsammen “Triggerzonen”. Her generes aktionspotentialet, depolariseringen, derfor mange NA+-kanaler her. Længde på Axon: mm. 1 meter. diameter konstant. For enden forgrenes i præsynaptisk terminal. Vesikler med neurotransmitterstof i vesikler ex. Acethylcolin. Axonernes plasma hedder axoplasma og membranen hedder axolemma. Kan være myeliniseret: i CNS af obliodendrycytter og i PNS af Scwann celler.
Funktion: stimuleres af input fra dendrit, der sendes information til cellelegemet, starter aktionspotentiale i triggerzonen, (Na+ kanaler åbnes, NA+ ind, K ud) aktionspotentialet stimulerer præsynaptiske terminal.
Forskellige nerveceller:
Multipolære nerveceller: mange dendritter og 1 axon
Bipolære nerveceller: 1 dentritter og 1 axon.
Unipolære: ingen dendritter og 1 axon, som også har påtaget sig dendritfunktionen.
Beskrive neuronernes struktur angive neuronklassifikation på basis af struktur og funk-tion.
Neuroner klassificeres på baggrund af struktur og funktion:
Klassifikation på baggrund af funktion:
- Sensoriske nervecelle: Afferente nerveceller. sender aktionspotentiale til CNS. Ligger i spinalganglierne.
- Motoriske nerveceller/ efferente. Sender aktionspotentiale til skelet muskulatur og kirtler. ligger i grå substans i medulla spinalis.
- Interneuroner: transportere aktionspotentiale mellem nerveceller i CNS. (intern)
KLassifikation på baggrund af struktur:
Multipolære: mange dendritter og 1 axon. Mange motorneuroner og neuroner i CNS.
Bi-polære. 1 dendrit og 1 axon. få sensoriske nerveceller ex. øjet.
Unipolære nerveceller: Kun 1 udløber fra cellelegmet, fungere som axon. PErifere ende af udløberen reagere på stimuli og producerer aktionspotentiale som ledes til cellekroppen. Axonet kan også lede aktionspotentiale. primært i sensoriske nerveceller
Beskrive nervesystemets støtteceller.
Nervesystemets støtteceller kaldes gliaceller. funktion at beskytter og støtte nervecellerne. 10 gange flere støtte end nerveceller. 4 former for støtteceller i CNS og 2 former i PNS
CNS
1. Astrocytter: stjerneformede, danner støttende netværk. sikre dannelse af blodhjerne-barrieren, og forhindre toksine stoffer i blodet beskadiger neuronerne.
Ependymalceller: Dækker indersiden af hjernens ventrikel og den centrale kanal i medulla spinalis. udskiller cerebrospinalvæsken. har ofte cilier og bevæger cerebrospinalvæsken inde i hjernens hulrum.
Oligodendrocytter - cytoplasmatiske udløbere som vikler sig rundt og axoner og danner en myelinskede, ved at vikle sig mange gange rundt om axonen. 1 oligodendrocyt myeliserer flere axoner
Mikroglia: Forsvar i CNS, fungere som makrofager og fagocyterer mikrooganiske og fremmede stoffer med inflammation.
PNS
Schwann-celler: vinkler dig rundt om axoner i PNS og danne en myelinskde. 1 Schwann celle vikler sig rundt om 1 axon.
Sattelitceller: omgivernervecellelegemer i ganglier, giver støtte og næringsstof til neuronerne
Redegøre for hvilemembranpotentialet, herunder hvordan det vedligeholdes og betydningen af iongradienter.
Definition: Den elektriske spændingsforskel, der er imellem den umiddelbare inderside og den umiddelbare yderside af en celle, når cellen er ustimuleret.
I ustimuliret tilstand (hvile) er cellens inderside negativt ladet, i skelet og nerve celler er hvilemembranpotentialet -90–70 mV inde i cellen. Ydersiden af cellen er positivt ladet.
Hvilemembranpotentialet er et resultat af 1 Cellemebranens permeabilitetegenskaber i ustimuleret tilstand. (lækage-ioner) 2. Iongradienten. Forskellen i ionkoncentrationen i den intra- og den ekstracellulære væske.
Etablering af hvilemembranpotentialet:
K+ (kaliums) betydning: største betydning for hvilemembranpotentialet. I ustimuleret tilstand er cellemebranen relativ permeabel for K+ pga. lækageionkanaler. Samtidig er koncentrationen af K+-ioner større inde i cellen end udenfor cellen. K+ har derfor en tendesn til at diffundere ud af cellen gennem lækega-ionkanalen. Hverved bliver indersiden af cellen lige indenfor cellemembraen negativt ladet, men sden umiddelbare yderside af cellen bliver positivt ladet. Det bevirker at K+-ioner tiltrækkes tilbage mod cellens inderside. Hvilemembranpotentialer opstår, når der ligevægt af K+s tildens til at diffundere ud af cellen (pga. iongradienten) og tiltrækningskraften mellem den negative inderside af cellen og de positive K+.
I hviletilstand er der meget begrænset bevægelse f ioner over cellemembranen.
Na+, Ca+ og Cl- har meget begrænset indflydelse på hvilemembranpotentialet.
Na+: Koncentrationen er størst uden for cellen. Ustimuleret er cellenmembranen 50-100 gange mindre permeabenl for Na+ end K+, og derfor har Natrium begrænset effekt.
Ca+: Koncentration størst udenfpr cellen. Når cellen er ustimuleret, er den ikke særlig permabel for Ca+ og derfor har Ca+ ionen begrænset betydning
Cl- Størst udenfor cellen. I hvile er cellen relativ permeabel for Cl- men ionen afstødes imidlertid af den negative ladning inden for cellemembranen, og har derfor begrænset betydning.
NA+ Ka- pumpens betydning for etableringen og opretholdelse af hvilemembranpotentialet: Betydning på omkring 15mv. For hvert ATP molekyler trækkes 2 K- ind og 3 Na+ ud. Pumpen er derfor med til at gøre cellens indre negativt ladet.
Ved samme mekanik opretholder pumpen hvilemembranpotentialet i cellens indre.
Redegøre kort for forskellige typer af membrankanaler.
Kanalerne i cellemembranen består af proteiner.
Lækageioner: er altid åbne. Er ansvarlige for cellemembranens permeabilitet når cellen er i hvile. Er specifikke overfor bestemte ioner.
Portstyrede ionkanaler: kan inddeles i:
Spændingsstyrede kanaler: åbner som følge af ændringer i spændingsforskellen over cellemembranen.
Redegøre for aktionspotentialets generering, propagering og elektrofysiologiske karak-teristika, herunder alt-eller-intet princippet og betydningen af myelinisering.
Aktionspotentiale
En stor ændring i membranpotentialet, der propageres over store afstande på cellemembranen uden at aftage i styrke. Et aktionspotentiale generes som følge af en række permeabliitetsændringer i cellemembranen der opstår, når en depolariserende lokalt potentiale når tærskelværdien (treshold). I løbet af aktionspotentialet bliver cellens indre positivt ladet, mens ydersiden bliver mindre negativt ladet. (aktionspotentiale er positivt). Aktionspotentiale i nerveceller varer generelt 1-2 ms.
Lokale potentialer:1. et lokalt potentiale er en ændring i hvilemembranpotentialet, der kun opstår på et lille område af plasmamebranen. 2. lokal potentialer kan skyldes: lagander, der bindes til deres receptorer, ændring i spændingsforskel over plasmamembranen, temperaturændringer, mekanisk stimulering, ændring i membranpermabiliteten. 3. Lokale membranpotentialer kan være både - depolariserende(membranpotentialet bliver mindre negativt) eller - hyperpolariterende (menbranpotentialet bliver mere negativt). 4. et lokalt potentiale kan graduere i styrke, afhængig af styrken af stimulans. Flere lokale potentialer kan summeres og give et samlet større styrke. 5 Lokalt potentiale aftager hurtigt i styrke når det spreder over cellemembranen.
Generering: Aktionpotentiale genereres kun hvis et lokalt potentiale når tærskelværdien. kun depolariserende lokale potentialer kan generer aktionspotentiale. Aktionpotentialet generes oftes i neuronens trigger zone.
Aktionsfaser: Depolarisering, repolarisering og efterpotentiale (disse faser gælder kun for nerveceller og skeletmuskulatur, ikke hjerte og glat muskulatur):
Depolarisering: Influx af Na+: Det lokale potentiale over tærskel værdie åbner for mange spændingstyrede Na+-ionkanaler i cellemembranen. Na+ kanalerne består af 2 porte: 1. Aktiveringsporen og 2. inaktiveringsporten. Når aktionspotentialet begynder, er inaktiveringsporten åben., mens aktiveringsporten er lukket. Uder depolarisering åbner aktiveringsporten, og NA+ kanalen er åben. NA+-ioner diffunderer ind i cellen og bevirke depolarisering. Positiv feedback: åbner flere Na+ionkanaler.
Repolarisering:Efflux af K+
1. Inaktiveringsporten i Na+-ionkanalen lukkes, fald i permabilitet for NA+. 2. Spædingsstyrede K+-kanaler er nu helt åbne, hvilke bevirke at strømmer ud af cellen - repolarisering.
Efterpotentiale: Efflux af K+
Ofte indtræder der efterpotentiale umiddelbart efter aktionspotentialet. efterpotentialet er en kortvarig hyperpolarisering, der skyldes at lidt flere K+-ioner end nødvendigt for at vende tilbage til hvilemembranpotentialet er diffunderet ud af cellen, før de spændingstyrede K+-kanaler lukkes. 3. Aktiveringsporten i NA+-kanalen lukker sig, og inaktiveringsporten i NA+-kanalen åbner sig igen, og Na+ kanalen er tilbage i sin hvilepotention.
Propagering af aktionspotentiale og betydning af myelinisering: Aktionspotentialer propageres langs med cellemembranen uden at aftage i styrke under propaganringen. et aktionspotentiale et sted på cellemembranen udløser et aktioinspotentiale på en næliggende el af cellemembranen og aktionspotentialet spredes derfor ligesom en række dominobrkker. Forskelligt i myeliniserede og ikke-myeliniserede axoner
Ikke myeliniserede: Aktionspotentialerne udløses lige ved siden af hinanden/aktionenspotentialet. Der hvor det først eaktionspotentiale er udløst er ladningen på indersiden af cellen positiv og på ydersiden af cellen negativt. OMvendt i det tilstødende område. IOnerne omkring aktionspotentialet tiltrækker nærliggende ioner, og der skabes en lokal strøm således at området ved siden af aktionspotentialet bliver depolariseret. Derved spredes aktionspotentialet langs cellemembranen i samme retning (kan ikke løbe tilbage, absolutte refraktær periode).
Myeliniserede axoner: Aktionspotentialet springer fra myelinskedeåbning/snøring til den næste. Myelinskederingene skaber en isolation der får strømmende til at bevæge sig fra myesinindsmøring til myesininsmøring.
Faktorer med betydning for hastighed; 1. myelinskede: hurtigere. 2. Myelinskedens tykkelse: jo tykkere des hurtigere. 3. Axonsets diameter. JO større des hurtigere propagering.
Aktionspotentialers elektrofysiologiske karakteristika
“Alt eller intet princippet” Det lokale potentiale skal nå tærskelværdi, eller udløses ingen aktionspotentiale. Dette aktionspotentiale har samme styrke og varighed uanset styrken af det lokale potentiale. “alt”. Hvis det lokale potentiale ikke når tærskelværdi, “intet)
Refaktærperiode: Den absolutte refraktærperiode er lige efter aktionspotentialets start, hindre nyt potentionpotentiale og dermed forhindrer et aktionspotentiale i propagerer den forkerte vej i axonet. Den relative refraktærepriode er lige efter en absolutte, og har kan ved lokal potentiale højere end tærskelværdi udløse nyt aktionspotentiale.
Angive at der findes kemiske og elektriske synapser og beskrive kort deres anatomiske strukturer.
Kemisk synapse: aktionspotentialet påvirker den præsynaptiske terminal. Når aktionspotentialet når den præ-synaptiske terminal, stimuleres spændingsreguelrende Ca+porte i den præsynatiske ternimal til at åbne, og Ca+ diffundere ind i cellen. Vesikler i den præsynaptiske terminal påvirkes af Ca+, og frigiver neurotransmitterende stoffer (Ex. acethylcolin) via exocytose, i den synaptiske kløft. Neurotransmitterne diffunderer over den synaptiske kløft og binder sig til receptorer på den post-synaptiske terminal. , hvor receptorstyrede ionkanaler åbnes i den post-synatiske terminal.
Afhængigt af hvilken ionkanal de neurotransmitterende stoffer har åbnet, vil bestemte ioner enten diffundere ind eller ud af den post-synaptiske terminal, og har derfor betydning for om der sker en de- eller hyperpolarisering.
(Depolarisering: Åbning af NA+ kanaler og NA+ diffundere ind i cellen. stimulerer til udløsning af aktionspotentiale i postsynaptisk celle. Præsynaptisk neuron= exicatorisk.
Hyperpolarisering: Åbning af K+ eller Cl kanaler i den postsynaptiske terminal, og K+ og Cl diffunderer ud af postsynaptiske celle. = hæmmer udløsning af aktionspotentiale og kaldes inhibotorisk neuron.
Fjernelse af neurotransmitterende stoffer fra den synaptiske kløft: 1. Sker ved enzymer (ex acthylcorase) 2. Optages i postsynaptiske celle via aktiv transport 3. diffundere et andet sted hen væk fra den synaptiske kløft.
sygdomspåvirkning:
Mangel på neurotransmitterstof: Parkinson. mangel på dopamin.
Manglende frigørelse af neurotransmitstof: Pølseforgiftning. giftstoffer hæmmer frigivelse af neurotransmitteren acethylcolin, lammer muskler, vejrtrækningsproblemner og kan føre til død.
Blokering af postsynaptiske receptorer: slange eller pilegift: giften binder sig til postsynaptiske receptorer, giver lammesle og kvælningsdød. Kunne også være autoimmune sygdomme, Mystenia gravis, hvor acethylcolin receptorerne ødelægges.
Medicinsk behandling:
Binding til receptorer på den postsynaptiske celle:
1. Angonister: Binding til receptorer som giver samme virkning som det naturlige transmitterstof. ex. parkinsin, kunstig dopamin.
2. Antagonister: blokade. binder men aktivere ikke receptorer. ex. betablokkere til behandling af hypertension og hæmmer den sympatiske påvrikning på hjertet og nedsætter frekvens.
Blokerer genindtag af neurogransmittorer
Forhindre nedbrydning af neutransmittorer i den synaptiske kløft
Fremme eller hindre syntese af neurotransmitterende stoffer.
beskrive postsynaptiske potentialer og angive forskellen på exitatoriske og inhibitoriske postsynaptiske potentialer.
afhænger af hvilke kanaler i den postsynaptiske membran som neurotransmitterne åbner op for.
Na+ kanaler: Natrium diffunderer ind i postsynaptiske celle, og der sker en depolariseing, og et aktionspotentiale generes i nervencellen. Hvis der sker en depolarisering er det postdynaptiske potentiale exitatorisk
Hvis der sker en hyperpolarisering, og neutransmitterne åbne p for K+ eller Cl ion-kanaler, hvor K+ diffundere ud og Cl- diffundere ind i cellen, så har den postsynaptiske celle et inhibitatorisk potentiale. Dette hæmmer aktionspotentialet, dvs. der generers ikke noget aktionspotentiale
Angive de vigtigste neurotransmittere.
- Acethyl colin, ca. 50% af alle neurotransmittorer består af acethylcolin.
- Monoaminer: dopamin, histamin, Noradrenalin, serotonin
- Aminosyrer: Glycin, Glutamat. Gamma-animo-… (GABA)
- Nutrix oxid
- Neuropeptider. Endorphiner, enkehaliner, Substance P
Beskrive at neuroner via deres mange synapser indgår i neurale kredsløb, som kan æn-dre informationsflowet i neuronerne f.eks. i form af negativ feedback, positiv feedback eller lateral inhibition.
Konvergente: Mange præsynaptiske neuroner danner synapser med 1 eller få postsynaptiske neuroner. Gør det muligt for forskellige dele af nervesystemet at stimulerer eller inhibere en bestemt del af nervesystemet. (ex. en del af nervesystemet stimulerer de nerver som får en muskel til at bevæge sig, men en andel del af nervesystemet inhibere nervden så musklen stopper med at bevæge sig)
Divergent kredsløb: Få eller kun 1 præsynaptisk nerver har forbindelse til mange postsynaptiske nerver. Muliggør at den del af nervesystemet påvirker mere end en del af nervesystemet på en gang (ex. sanseinput både sendes til medulla spinalis og hjernen).
OScillerende kredsløb: Rindgformet. Sender aktionspotentiale i et ringformet kredsløb, positiv feedback, indtil udtrætning ag synapser eller inhibiring af andre neuroner. Responstimulusen forlænges hermed.
Angive at der findes 12 par kranienerver.
12 par kranier nerver Nr. 1. fra storhjernen/cerebrum Nr.2 fra mellemhjernen /mesenchephalon Nr. 3-10 + 12 fra hjernestammen/ Nr. 11 udgår fra medulla spenalis /rygmarven
Opdeling af hjernen
Storhjernen- cerebrum, består af 2 cerebrale hemisfære, som ligger i hver sine væskefyldte hulrum, og udgør hver i sær 1. og 2. ventrikel eller sideventrikel.
Mellem hjernen - dienchephalon. Ligger under hemisfærerne. Sidevæggende hedder thalamus. 3 ventrikel
Hypothalamus - underhjerne, ligger under mellemhjernen/dicenchepalon
Midthjernen - mesenchephalon. Gennem midthjernen går aquaductus, en smal kanal mellem 3. og 4. ventrikel.
cerebellum - lillehjernen
Den forælngede marv/medulla oblongata - den bagerste del ag lillehjernen.
Medula spinalis - rygmarven . rørformet neuralrør fra lillehjernen/medulla oblongate.