Immunsystemet Flashcards
Definer det innate og det adaptive immunsystem
Immunitet forståes evnen til at modstår skade fra fremmede stoffer ex fra mikroorganismer
innate - uspecifikke immunsystem: Medfødte immunsystem, og kan træde i funktion uden at kroppen før har været i berøring med det pågældende fremmedstof. Bliver ikke mere effektiv ved gentagne angreb. Hver deltagende komponent virker med et bredt spekter af artsfremmede stoffer,
adaptive - specifik immunsystem: Udvikles efter fødslen. specifikke immunitetsmekanismer har hukommelse, og rektionen bliver stærkere af gentagne angreb. Komponenterne er rettet mod specifikke molekyler eller dele af molekyler (antigener)
BEskriv hovedkomponenterne i innat immunitet og deres funktion
Indre og ydre forsvar
Ydre forsvar:
- Hud. mekanisk barrierer mod mikroorganismer. Udskiller sved og talg, indeholder enzym som nedbryder bakteriers cellevæg. På huden lever ufarlige bakterier der hæmmer vækst af sygdomsfremkaldende bakterier. Lav Ph-værdi, hæmmet bakterivækst.
- Slimhinder: beklæder hulrum med åbninger, fordøjelseskanal, kønsorganer. Mucus som opfanger mikroorganismer. cilier i luftvejene, tranbsportere ornismer væk. Lav PH ex. urinveje og vagina. Konstant væskestrøm over mange slimhiner. Hurtig udskiftning af epithel ex tarmen.
- Mekaniske barrierr: sekret, sved, og nys.
Indre forsvar: Neutrofile, granulocytter og makrofager, og basofile, eiosinofile granulocytter, mastceller og naturalkiller celler).
Neutrofile granulycytter: Hvidt blodlegme. dannet i rødt knoglemarv. frigives til blodbanan og cirkulerer et par timer. bevæger sig ved udsendelse af lang tråd, som en amøbe. selvom den er for stor kan den derved mase sig over kapillærvæggen og ind gennem porerne i endothelvæggen. Effektiv i bekæmpelse af bakterielle infektioner, kommer først til stedet. tiltrækkes af bakteriegifte og stoffer fra beskadigt væv - kemotaksiner. Fagocyterer (cellespisning) optage/endoexocytoserer bakterien. Vesiklen i graneulocytten fyldes med enzymer fra graneulocyttens lysosomer og nedkæmpes. Opsioner er stoffer der medviker til at den spiser de endoxocytoserede vesikler, “pålæg”. Små celler som fagocyterer 5-25 bakterier før de dør. Først fremme ved inficeret væv. Frigiver også lysosomale enzymer der dræber mikroorganismer og forårsager inflammation.
Makrofager: videreudviklet monocytter. Når de bevæger sig fra blodbanen ud i cellerne bliver de 5 gange større og får flere lysosomer og mitochondrier, og kaldes nu makrofager.
De fagocyterer, flere end graneulocytterne. AKtive i den sidste faser af insektionen, fjerne døde celler og vævsrester efter graneulocytterne. producerer stoffer der fremmer immunrespons. findes i hudens frioverflader (i huden og slimhinden) og i forstørrede hulrum samt lymfeknuder.
Basofile graneulocytter: Hvidt blod legeme. dannet i rød knoglemarv. Amøbebevægelser fra blodbane til inficeret væv, frigiver stoffer der fremme inflammation. ex. histaminer og leukotriner.
Mastceller: Dannet i rød knoglemarv, findes i bindevæv tæt på kapillærer. Frigiver stoffer der fremmer inflammation hestiminer og leukotriner.
Eosinofile gernucolytter: dannet i rød knogle marv, hvidt blodlegeme, bevæger sig fra blodbane ud i vævet hvor de frigiver hæmmende inflammatoriske respons og enzymmer som dræber visse parasitter.
Naturel killer celler: Lymfocyt. Produceret i rød knoglemarv. Aktiv overfor tumorceller og virusinficerende celler. Bruger forskellige metoder: ex. frigivelse af enzym der ødelægger målcellens plasmamembran.
Komplementsystemet (ikke cellulært). 20 forskellig plasmaproteiner, som normalt cirkulerer rundt i blodet i inaktive forstadier. Dominoeffekt: når et proteinpåvirkes, påvirkes det næste osv.. kædereaktion.
“alternativ rute” aktiveres af indtrængende mikroorganismer ex ved infektion. Den af den uspecifikke immunsystem
(“den klassiske rute” aktiveres afantistoffer og supperer deres virkning. Del af det specifikke immunsystem.)
4 hovedfunktioner: 1. Oposin, hjælper fagocytter til at binde sig til bakterierne. 2.kemotaksiner, leder de neutrofile granulocytter til lokaliteten hvor inflammationen fremmes. 3. øger kapillærpermeabiliteten ved at stimulerer frigivelse af histamin fra mastceller. 4. danner komplekst der trænger ind i cellemembra, så vand og salte trænger ind i bakterien som sprænges.
• Interferon: Interferon er et protein, som udskilles af virusinficerede celler. Binder sig til overfladen af ikke-inficerede naboceller og stimulerer dem til at producere antivirale proteiner som forhindrer produktion af viral RNA/DNA og virale proteiner i cellen. Herved beskyttes nabo-cellen mod at blive ødelagt af virus. Interferon virker mod mange forskellige virustyper.
• Akutfaseproteiner: Plasmaproteiner, der dannes ved infektion eller vævsskade. Beskytter celler og væv mod at blive beskadiget i løbet af inflammationsprocessen, fordi de hæmmer virkningen af de vævsødelæggende stoffer, der frigøres fra fagocytterne.
redegør for begrebet inflammation og beskriv forløbet af den inflammatoriske proces
Ved inflammation forståes organismens lokale reaktion på infektion eller vævsskade. Mange faktorer kan forårsage inflammtion ex. infektion med patogene mikroorganismer, traume, kemiske stoffer, stråling, forbrøndinger mv. Betændelses reaktionen er ensartet uanset hvad der har fremkealdt den. 5 karakteristiske symptomer: Rødmen, varme, smerte, Hævelse og Nedsat funktion.
Formål med betændelsesreaktionen: 1. ødelægge eller inaktivere indtrængende mikroorganismer 2. fjerne beskadiget væv og cellerester 3. skabe bedst mulige forhold for helingsprocessen.
Kroppens reaktion på bakteriel infektion:
- stationære makrofager er de først eder træder til og fagocyterer de indtrængende celler, når de kommer gennem huden. Dette udgør forsvaret den første time inden neutrofile grenulocytter kommer.
- Udvidelse af blodkar pga. bakterier eller beskadiget blodkar frigiver en række kemiske stoffer (histamiiner, leukotriener) der bevirker at kapillærerne i betængdelsesområdet udvides. Bevirke øget blodgennemstrømning og flere plasmaproteiner samt fagocytterende celler til inflammationsområdet + plamaproteiner kan indtrænge i legemet. Dette giver: øget blodgennemstrømning og ses som varme og rødmen, og hævelse, idet stigende proteinkoncentration i vævsvæsken påvirker det osmotiske tryk - ødemdannelse.
- INvasion af neutrofile granulocytter efter ca 1 time, kommer strømmende fra blodet til det betændte område. Tiltrækkes af kemotaksi og bevæger sig ind i området hvor de går i gang med at fagocyttere de indtrangede mikroorganismer. Danner stoffer som stimulerer dannelse og frigivelse af neutrofile granulocytter fa knoglemarven.
- Monocytter og Makrofager:strømmer ind fra blodet, få monocytte ri blodet, knoglemarven stimuleres til monocytprodiuktion, og ved langværige inflammation tager makrofagerne over for neutrofile granulocytter.
mindre infektion: bekæmpes oftes alene af neutrofile graneulocytter. langvarig: Makrofager og lymfocytter der dominerer
Lokalinflammation: begrænset i et specifikt område
Systemisk inflammation: mange steder i kroppen
Beskriv hovedkomponenterne i adaptiv immunitet og deres funktion
Antigen: er molekyler, der kan starte en specifik immureaktion. Som regel store molekyler bestående af proteiner eller polysaccharider, hvis tsørrelse for at medvike i immunsystemet.
Fremmede antigener: kommer ind i kroppen udefra, som dele af bakterier, vira eller mikroorganismer)
Selv-antigener: molekyler producerer af kroppen selv. stimulerer immunreaktion. kan værer gavnligt: reaktion på antigener produceret fra tumor, eller skadeligt: reaktion på autoimmune sygdomme.
B- og T-lymfocytter. adaptive immunsystem består af B og T celler
Antigenepitop: Lymfocytter genkender ikke hele antigen-molekylet, men kun en lille del som kaldes antigenepitop.
Kloner: Kloner er grupper af lymfecytter som reagere på samme bestemte type antigen.
Antigenreceptorer: sidder på lymfocytternes overflade og binder sig sammen med antigenepitoppen.
Vævstypemolekyler: MHC-molekyler aktiverer lymfocytterne
MHC-KLasse 1-molekyle: Fidnes på overfladen af organismens celler. Præsenterer antigener produceret inde i cellen. præsentation af MHC-1 antigenkopleks aktiverer T–lymfocytter til at dræbe cellen.
MCH.klasse 2: Findes på overfladen af professionelle antigenpræsenterende celler (B-lymfocytter, makrofager, monocytter og dendriske celler). Celler optager fremmede antigener med andocytose, hvor det nedbrydes til mindre elementer og herefter præsenteres på cellens overflade som MHC-klasse 2. Aktiverer T-hjælpeceller, som ikke spiser hele cellen
Cytokiner: Signalmolekyler, bruges til kommunikation
Overflademolekyler: nødvendige for at aktivere lymfocytter ex. MHC-klassifikationer
Kloneekspantion:Når lymfocytklon aktiveres ved eksponering for et bestemt antigen, stimuleres celler indenfor denne klon til hurtig celledeling.
T-hjælpeceller: indgår i antistof og det cellemedierede immunforsvar og aktiverer B-cellerne og T-dræbercellerne. Ved udsættelse af et antigen sker der først en aktivering af T-hjælpelymfocytter, som derefter bruges til at stimulerer B-lymfocytterne og T-dræbercellerne.
- Aktivering af T-hjælpelymfocytter: 1. antigenpræsenterende celler optager et antigen ved endocytose og præsenterer antigenet på sin overflade sammen med MHC-molekyle. 2. T-hjælpeceller med receptorer for det pågældende antigen binder sig til MHC 2-molekylet på overfladen af den antigenpræsenterende celle. 3. T-hjælpecellen stimuleres til at dele sig og derved øge det antal T-hjælpeceller, der kan genkende antigenet.
Inddeling af det adaptive immunsystem: Antistofafhængige- og det cellemedierede immunforsvar.
Det antistofafhængige immunforsvar: B-lymfocytter og T-hjælpe-lymfocytter og involverer antostofproduktion. Det antistofafhængige immunforsvar er effektivt overfor ekstracellulære antigener (bakterier, vira, svampe, parasitter mm der befinder sig uden for celler).
Aktivering og prolifratin af B-lymfocytter: Når B-lymfocytter møder et antigen, som det genkender, binder B-receptoren antigenet til sig. I de fleste tilfælde er dette imidlertid ikke nok til at aktivere B-lymfocytten, idet den tillige skal aktiveres af en T-hjælpercelle: 1. Når antigenet binder til receptoren på B-lymfocyttens overflade, optages både receptoren og antigenet i B-lymfocytten ved endocytose 2. Inde i B-lymfocytten nedbrydes antigenet til små dele. Antigenet præsenteres herefter for T-hjælpercellen sammen med et MHC-2-molekyle på B-cellens overflade 3. Receptorer på T-hjælpecellen kan nu genkende antigenet, og T-hjælpercellen binder sig til MHC-2-antigenkomplekset på B-cellens overflade 4. B-cellen stimuleres til at dele sig hurtigt til plasmaceller samt B-hukommelsesceller.
Plasmaceller: store seller der producerer antistofmolekyler. dør efter få dages intensiv antistofproduktion
Antistofferne findes primært i plasma, og de er frit cirkulerende, dvs. ikke bundet til en celle. De kaldes også immunoglobuliner (Ig), fordi de er plasmaproteiner af typen globuliner.
oTyper af antistoffer: Der findes fem typer af immunoglobuliner: IgA, IgE, IgG, IgM, IgD .
oVirkningen af antistoffer:
1. Direkte virkning på antigener: Antistoffet kan binde sig til antigenepitopet og derved forhindre antigenet i at virke. Eller antistoffet kan binde to eller flere antigener sammen, så de ikke virker. De antistoffer, der dannes af en plasmacelle, kan binde til samme slags antigener, som den oprindelige B-lymfocyt kunne.
2. Styrker det uspecifikke immunforsvar: A. Antistoffer kan aktivere komplementssystemet (den klassiske rute) B. Kan initiere et inflammatorisk respons C. Virker som opsoniner.
Hukommelsescellerne lever længe efter, at antigenet er destrueret, nogle gange hele livet. Hvis det samme antigen kommer ind i kroppen igen, genkender hukommelsescellerne det, og antistofferne produceres derfor hurtigere og i langt større mængder, næste gang organismen udsættes for antigenet.
Det cellemedierede immunforsvar:
Antigenerne kommer ind i cellern (modsat antigenerne i det antistofafhængige immunforsvar som kun ligger i plasma).
•Det cellemedierede immunforsvar er mest effektivt overfor intracellulære antigener (vira, svampe, intracellulære bakterier og parasitter). Vigtigt i bekæmpelsen af virusinfektioner og kræftceller.
•Det cellemedierede immunforsvar forestås af T-dræberceller og T-hjælperceller.
•Aktivering af T-dræberceller: 1. En virusinficeret celle præsenterer et antigen (f.eks. et virusprotein) på sin overflade sammen med et MHC-1-molekyle 2. T-dræbercellens receptor binder til MHC-1/antigen-komplekset på den virusinficerede målcellcde (T-dræbercellen kan kun genkende antigenet, hvis den præsenteres på celleoverfladen sammen med et MHC-1-molekyle) 3. T-dræberceller aktiveres kun, hvis der samtidig sker en kostimulering ved hjælp af cytokiner frigivet fra T-hjælperceller 4. Kombinationen af MHC-1-/antigenkomplekset og cytokinerne stimulerer T-dræbercellen til at dele sig, så der dannes mange T-dræberceller og T-hukommelsesceller.
•Virkning af T-dræbercellerne:
1.De får celler til at lysere: T-dræbercellen binder sig til målcellen og frigiver kemiske stoffer, der får den til at lysere (modsat B-lymfocytterne kan T-dræbercellerne således selv uskadeliggøre antigeninficerede celler). Det kræver, at T-dræbercellen kommer direkte i kontakt med målcellen (modsat B-cellerne, der fjernstyrer angrebet ved hjælp af antistofdannelse).
2.De producerer cytokiner: T-dræbercellerne producerer cytokiner, der aktiverer andre dele af immunsystemet.
•Det cellulære specifikke immunforsvar virker længere end det antistofafhængige celleforsvar, fordi T-lymfocytterne lever længere end B-lymfocytterne.
Redegør for anatomi og funktion af det lymfatiske system
Funktion:
- Dræner vand og proteiner fra interstitialvæsken. Udskilles ca 30 liter væske fra blodkarerne til instetitialvæsken i døgnet, hvoraf 27 optages i blodkarerne igen. Lymfekapillærer optager den overskyedende væske, som bliver til lymfe. = forhindre ødemdannelse. Lymfekapillærer er mere permeable end blodkarernes og kan derfor optage store moleykler, proteiner fra intistialvæsken.
- Transport aaf kylomikroner (fedtabsorption) Absopere fedtstoffer og andre substanser i form af kylomicroner fra tyndtarmen og ud i blodbanen. (udskillel fra tarmepithel til lymfekar, og transporteres med lymfen ud i blodbanen) Lymfe indeholder Kyle og har mælkehvis farve.
- Nedbrydning af mikroorganismer og fremmede stoffer (forsvar) filtreres fra lymfen i lymfeknuderne og fra blodet i milten.Indeholder lymfocytter og makrofager der nedbryder mikroorganismer og andre fremmedstoffer.
Lymfeknuders funktion: filtrerer lymfen for mikroorganismer og andre fremmedstoffer. Makrofagerne fagocyterer bakterier og andre fremmedstoffer i lymfen, efterhånden som de passerer lymfeknuden. I lymfeknuderne angriber lemfocutterne mikroorganismer og fremmedstoffer eller sender dem videre med blodet.
Milten: 1. ødelægger defekte og udtjente røde blodlegemer. 2. fungerer som blodreserveroir 2. opdager og reagerer på fremmedstoffer i blodet. indeholder lymfatisk væv med B- og T-lymfocytter, immunreaktion vil opstår i milten hvis fremmedstoffer i blodet passerede her.
Anatomi: Lymdeknuder er små, runde eller bønneformede strukturer. Varierer istørrelse: 1-25 mm lange. Er omgivet af en bindevævhinde, kapslen. Forlængelse af kapslen danner et skrøbeligt skelet inde i selve lymfeknuden.
Fibrøst netværk gennem hele knuden. Består af 2 lag:
Yderste lag: Cortex: består af sinuser. trabecula og lymfenodular.
Inderstelag: Medulla: opbygget af irregulære forgreninger af diffust lymfevæv adskilt af sinuser.
Beliggenhed: ca 450 lymfeknuder i kroppen. ligger indskudt i forløbet af lymfekarerne, således at lymfen, der løbr igennem lymfekarrerne, passerer igennem knuderne på sin vej. Hver lymfeknude har således både nogle afferente og efferente lymfekar.
Ligger primært i adipøst væv tæt ved eller på blodkar.
De fleste lymfekar er samlety i grupper på de steder hvor lymfekar fra de forskellige legemsdele mødes
3 hovedgrupper af overfladiske lymfekar: 1. på halsen 2. i armhulen 3. i lysken.
3 hovedgrupper af dybe lemfeknuder: 1. hals 2. thorax. 3. abdomen og bækkenet.
Brystregionen har bpde overfladiske og dyb lymfedræn.
Vaccination - beskriv forskellen på passiv og aktiv immunisering
Vaccine: tilføre kroppen antigener fra sygdomfremkaldende mikroorganismer
Aktiv immunisering: individets immunsystem reagerer på et antigen og danner antistoffer.
- Naturlig aktiv immunisering: Naturlig smitte for antigen og danner B-hukommelses og T-hukommelsesceller.
- Kunstig aktiv immunisering: vaccination. Bevidst tilførsel af fremmede antigener for at stimulere immunsystemet. Antigener er behandlet så de ikke fremkalder sygdom, men virker som antigener, og stimulerer B- og T hukommelsesceller. ved næste møde reagere immunforsvaret hurtigere og kraftigere
Passiv immunisering: Når andre dyr eller mennesker danner antistoffer og de overføres til ikke immunt individ. Personen eget immunsystem aktiveres ikke. Giver kun beskyttelse i kort tid, da immunforsvaret efterhånden nedbrydes da det ikke produceres i organismen.
- Naturlig passiv; Mor til barn overførsel over moderkagen og brystmælk.
- Kunstig passitivitet: specifikke antistoffer overfører fra dyr eller mennesker der har haft en bestemt sygdom, til et ikke immun-individ. individdet opnår midlertidig beskyttelse.
Beskriv forskellige typer af vacciner
3 typer:
1. Levende, virulenssvækkende vacciner. indeholder svækkede levende organismer, der fremkalder immunitet. Virulensen skal svækkes kraftigt før man bruger dem.
Ulempe: risiko for komplikationer hos svækkede patienter. foretrække dræbte vacciner, men i nogle tilfælde er disse ikke stærke nok.
Fordel: kun 1 vaccination og immunitet består i flere år. ex. mæslinger
- Dræbte vacciner.
- Anotoksiner (antostoffer mod toksiner): afgiftede toksiner. Anotoksin er bakterietopsiner der er blevet behandlet så de er ugiftige med har beholdt deres evne til at udløse antotoksindannelse, når de sprøjtes ind i organismen. Nødvendig med flere, typisk 3, vaccinationer. ex. stivkrampe/difteri. tatanus /stivkrampe
- Dræfte vacciner eller dele heraf. Nødvendigt mere flere vaccinationer for at opnå beskyttelse. ex. HEpatitis A, influenza.
Renfremstillede overfladeantigener fra mikroorganismer. sket på laboratorier. , overflademikroorganismer udløser immunrespons, antigenepitoperne). Få bivrikninger, da de ikke indeholder taksiske komponenter fra mikroorganismer, men kun ovefladeantigener. ex. hapatitis B
Definer Autoimmune sygdomme
• Definition af autoimmune sygdomme: Sygdomme, hvor selvtolerancen svigter, og immunsystemet ikke kan skelne mellem selv-antigener og fremmede antigener. Det resulterer i, at immunforsvaret angriber organismens egne celler og ødelægger kroppens eget væv.
Angiv eksempler på autoimmune sygdomme
Systemiske: 1. Reumatoid artrit (inflammation i leddenes synovialmembran) 2. Sjögrens syndrom (inflammation i eksokrine kirtler).
Organspecifikke: 1. Diabetes type I 2. Dissemineret sclerose (destruktion af myelinskeder omkring nerveceller i CNS) 3. Ondartet blodmangel (destruktion af parietalcellerne og dermed manglende sekretion af intrinsisk faktor).
Allergi - redegøre for forekomst, patogenese, ætiologi, symptomer/fund, diagnostik, følgesyg-domme, behandling, forebyggelse, prognose og byrde for patient/samfund
Definition af allergi: En uhensigtsmæssig overreaktion på et uskadeligt antigen som ikke nødvendigvis er skadelig for kroppen (immunsystemet overreagerer).
Allergi er en immunreaktion, der er uhensigtsmæssig i forhold til det antigen, der udløste reaktionen – kaldes en allergisk reaktion eller en immunologisk hypersensitivitetsreaktion. Antigenet, der udløser immunreaktionen, kaldes et allergen.
Angive eksempler på forskellige typer af allergi
Type 1: Akut allergi: Høfeber, astma, Nældefeber, anafylaktisk chok.
Type 2: Manifesterer sig ofte som mangel på blodets formede elementer. F.eks. ved blodtransplationer
Type 3: Ses efter behandling med artsfremmede proteiner. Serumbehandling: antistoffer udviklet i dyr, sprøjtes ind i kroppen, og derved reakgere negativt.
Type 4: Kontakteksem, f.eks. nikkelallergi eller parfumer.
Allergisk rhinoconjunctivitis - redegøre for forekomst, patogenese, ætiologi, symptomer/fund, diagnostik, følgesyg-domme, behandling, forebyggelse, prognose og byrde for patient/samfund
k
Urticaria - redegøre for forekomst, patogenese, ætiologi, symptomer/fund, diagnostik, følgesyg-domme, behandling, forebyggelse, prognose og byrde for patient/samfund
j
Atopisk eksem - redegøre for forekomst, patogenese, ætiologi, symptomer/fund, diagnostik, følgesyg-domme, behandling, forebyggelse, prognose og byrde for patient/samfund
d
Fødevareallergi - redegøre for forekomst, patogenese, ætiologi, symptomer/fund, diagnostik, følgesyg-domme, behandling, forebyggelse, prognose og byrde for patient/samfund
j
Lægemiddel allergi - redegøre for forekomst, patogenese, ætiologi, symptomer/fund, diagnostik, følgesyg-domme, behandling, forebyggelse, prognose og byrde for patient/samfund
j
