Noter Flashcards
Lymfocytter og deres cirkulation mellem blod, væv og lymfoide organer
Lymfocytter: B- og T celler. Dannes i rød knoglemarv. B-celler modnes i Rød knoglemarv, T-cellerne modnes i Thymus. De kan bliver måneder og år gamle
Transport: Transportere i det lymfatiske væv til perifære lymfatiske organer: milt, lymfeknuder, mandler, lymfatisk væv i fordøjelseskananlen, luftveje, og fortsætter delingsprocessen.
Recirkulation mellem blodkar, væv, lymfevæv og lymfoide organer. Kommer i kontakt med mange mikroorganismer. mødet sker ofte i de perifære lymfatiske organer.
B-lymfocytterne bekæmper priæmert bakterier, og er en del af antistofimmunsystemet. T-lymfocytterne bekæmper primært virus og kræftceller, og er en del af celle.. immunsystemet
Dannelse og modning af lymfocytterne starter ved fostertilstand og fortsætter hele livet
innate og adaptive immunsystem
Immunsystem: envev til at modstå skade fra fremmede stoffer ex. mikroorganismer eller farlige kemikalier
Innate immunsysten: Det uspecifikke, det medfødte immumsystem. Er funktionsdygtigt selvom kroppen ikke før har mødt antigenet. Bliver ikke stærkere ved gentagne møder.
Adaptive immunsystem: Det spicifikke. Udvikles af kroppen selv. Hver komponent i specifikke immunsystem er udviklet og rettet mod et specifikt antigen/molekyler/dele af molekyler. Udvikles efter fødslen og har hukommelse, derfor bliver reaktionen stærkere for hver gang samme antigen angriber
Beskriv hovedkomponenterne i det innate immunforsvar
Innate immunsysten: Det uspecifikke, det medfødte immumsystem. Er funktionsdygtigt selvom kroppen ikke før har mødt antigenet. Bliver ikke stærkere ved gentagne møder. Opdeles i indre og ydre immumforsvar
Ydre: hindre at mirkoorganismer kommer ind i organismen.
1. Hud: fysisk/mekanisk barrierer. Lav PH-værdi (syrer) der hæmmer bakterivækst. Enzymer der nedbryder bakteriernes cellevæg. Udkskillelse af sved og talg
Indre: Hindre stofferne spreder sig hvis de alligevel kommer ind. Opdelt i uspecifikke celleforsvar og ikke-cellulære faktorer
Uspecifikke celle forsvar: Udøves primært af neutrofile granulocytter og makrofager + mastceller, basoflle granulocytter, eosinofile granulocytter, naturkiller celler.
Neutrofile granulocytter: hvide blodlegemer. Dannes i rød knoglemarv. bevæger sig via blodbanen og bevæger sig ind i celle ved amøbiøse bevægelser, kaster lang tråd hvorefter den maser sig ind i vævet. Typisk den første immuncelle som er fremme ved inficeret væv. Tiltrækkes af kemotoksiner - består af bakterie gifte og stoffer fra beskadiget væv. Fagocyterer bakterier ved exocytose, hvor enzymer fra granulocyttens lysomerne nedbryder bakterien. Opsoniner “pålæg” som er med til at bakterier og andre mikroorganismer bedre fagocyteres. Neutrofile granulocytter frigiver ogse lysom enzymer der dræber mikroorganismer og øger inflammation. Nedbryder ca 5-25 bakterier før de går til grunde
Makrofager: udvikles fra monocytter med flere mitrochondier og lysomer. Større end neutrofile granulocytter, kan nedkæmpe større og flere bakterier inden de forgår. Fagocyterer. Aktive i det sidste fase i infektionen. producerer frie stoffer som fremmer immunrespons. Findes som stabile makrofager, der ligger ex under huden eller i slimhinder.
eosinefile nutrofile granulocytter: Hvide blodlegemer. dannet i rød knoglemarv. Bevæger sig fra blodbanen og ud i vævene. Frigiver hæmmen inflamatorisk respons og enzymer der dræber visse parasitter.
Basofile nutrofile granulocytter: Hvidt blodlegeme dannes i knoglemarven. motile. frigiver tsoffer der frammer inflammation ex. histaminer. minder om mastceller. Årsag til allergisk respons
Mast celler: Dannet i rød knoglemarv. findes i bindevæv tæt på kapillærer. Øger inflammation og frigiver ex. histaminer. Årsag til allergisk respons
Naturkiller: prikker hul på cellemembranen hos bakterierne/mikroorganismerne så de dør.
Ikkecellulære faktorer; komplementsystemet. 20 forskellige plasmaproteiner. Cirkulererinaktive rundt i blodet, og aktiveres af indtrængen mikroorganismer. Starter en dominoeffek/kædereaktion ved at aktiverer hinanden med deres forskllige funktioner. Hovedfunktioner: 1. fungere som opsiner/pålæg, så mikroorganismerne bliver nemmere at fagocyttere for fagocyterende celler. 2. Fungerer som kemotaksiner og leder fagocytterende celler til området og inflammationen fremmes 3. Øger kapillærpermebraliteten ved stimulerer mastcellernes histaminfrigivelse. 4. Dannar komplekser, så vand og salte trænger ind i cellen og den eksploderer.
Interferon: et protein der udskilles af ikke-inficerede celler. binder sig til overfladen af ikke inficeret nabocelle som beskyttelse mod at nabo-cellen bliver udelagt af vira, ved produktion af RNA/DNA i cellen.
Akutfaseprotein:Plasma proteiner der dannes ved infektion og beskytter omkringliggen væv og celler mod inflammationen.
Adaptive immune system - hovedkomponenter og deres funktion
Antigener: Molekyler, proteiner elle rpolysaccharider, de rkan starte en specifik immunreaktion. Som regel store molekyler da det kræver en hvis størrelse af blive opdaget af immunsystemet. 2 opdelinger:
- Fremmede antigener: komme ri nd i kroppen udefra.
- Selv-antigener: kroppen selv producerer. Skadelige: autoimmune sygdomme. Gavnlige: reagere på antigener fra kræftceller/tumorer.
Lymfocytter: T- og B-lymfocytter. De har antigenreceptorer på deres overflade, som kan binde sig til antigenepitop på antigen molekylet
Antegenepitop: Den lille del af antigenmolekylet som lymfocytterne genkender
Kloner:Grupper af samme lymfocytter der reagere på samme antigen. Hver klon reagerer kun på en specifik type antigen. Klonekspansion: hurtig celledleing af kloner
Cytokiner: signalmolekyle som immumsystemets celler bruger til at kommunikerer med
Overflademolekyler: kan være nødvendige for at aktiverer lymfocytterne.
Vævtypemolekylerne: MHC-molekyler 1 og 2
1. MHC-1-molekyle “dræb mig”. Findes på overfladen af organismens celler og præsenterer at der er et antigen produceret inde i cellen. MHC-1/overfladekomplekset stimulerer T-dræber celler, der spiser hele den inficerede celle.
2.MHC-2-molekyler. Findes på overfladen af professionelle antigenrepræsentanter ex. B-lymfocytter og makrofager. Efter exocytose nedbrydes antigenet til mindre elementer, som præsenteres på cellens overflade, og aktiverer T-dræbercellen, men dræber ikke den professionelle antigenrepræsentant celle.
T-hjælpeceller: Aktiverer B-cellerne og T-dræbercellerne. Ved møde med antigen stimuleres først T-hjælpeceller, som aktiverer B-lymfocytterne og T-dræbercellerne. Aktivering: 1. B-celler exocytere antigen som præsenteres på overfladen sammen med MHC-2 molekylet. 2. aktiverer T-hjælpecelle med samme antigenreceptorer binder sig til antigenet 3. T-hjælpeceller stimuleres til at dele sig, og det givet et øget antal at T-hjælpeceller, flere til at genkende et antigen.
Antistofafhængige immunforsvar (B-celleforsvaret) Antigenet ligger i plasma.
B-celler: Når C-lymfocytter har bundet deres receptorer til antigenets antiepitop, exocyteres receptor og antigen, præsenteres på b-lymfocyttens overflade, og aktiverer T-hjælpecellen som genkender antigenet og deler sig, samt aktiverer T-dræbercellen. B-lymfocytterne deler jeg hurtigt til plasmaceller og B-hukommeelsesceller.
Plasmaceller: producerer antistofmolekyler.
Antistoffer: Produceres i plasma og er dannet af proteiner og globuliner, kaldes: immunglobuliner. 5 styk (Alle Er Gode Mod Død): IgA, IgE, IgG, IgM og IgD. Virkning: Binder sig til antiepitopet eller binder to antigener sammen for at forhindre deres virke.
Imminglobulinerne kan også styrke det uspecifikke immunforsvar: 1. Aktiverer komplementærsystemet “klassiske rute” hvorfor plasmaproteinerne begynder at fungere som opsiner, kemotaksiner, øger kapillærpermeabiliteten og danner komplekser så der trænger væske og salte ind i bakteriernes cellemembran så der springer. 2. initierer inflammatorisk respons. 3. virker som opsiner.
Hukommelsescellerne lever længe efter antigenet er destrueret. større reaktion ved næste møde pga- hurtigere antistof produktion.
Cellemedierede immunforsvar (T-celleforsvaret: T-dræber-, T-hjælperceller og MHC-1-molekyler) Her er antigenerne kommet ind i cellen, intracelleulære antigener ex. virus og kræftceller. Aktivering:1. virusinficeret celle præsentere antigen + MHC-1-molekyle på celleoverfladen. 2. T-dræber-cellers receptor binder til MHC-1 hvis det genkender antiget 3. T-dræberceller aktiveres kun hvis der er cytosiner frigivet af T-hjælpeceller. 4. MHC-1 + cytosiner stimulerer T-dræbercellen til at dele sig og danne mange T-dræberceller og T-hukommelses-celler mod dette specifikke antigen. Virkning: ved binding til målcellen , kontakt, frigives kemiske stoffer der får målcellen til at lysere. T-dræbercellen producerer cytokiner der aktiverer andre dele af immunsystemet. Cellulære specifikke immunsystemt virker længere tid end antistof specifikke pga. T-dræberceller lever i længere tid end B-lymfocytterne.
Redegør for forløb af inflammation
Organismens lokale reaktion på infektion eller vævsskade. forårsages af ex infektion, traume, kemiske stoffer, stråling. Uanset hvad er inflammationsreaktionen den samme.
5 symptomer: Rødmen, hævelse, varme, smerte, nedsat funktion.
3 formål: 1. ødelægge indtrænge organismer 2. fjerne beskadiget væv og cellerester 3. skabe bedst mulige forhold for helingsprocessen.
Kroppens reaktion på bakteriel infektion:
1. stationære makrofager fagocyterer indtrængende celler når de trænger igennem huden. Forsvar i den første time. 2. Bakterier og beskadiget væv udskiller kemiske stoffer som histaminer, der bevirker at kapillærerne i området udvider sig -> øget blodgennemstrømning og flere fagocytterence celler til området samt plasmaproteiner kan trænge ud i vævet og producerer antistoffer. Øget blodgennemstrømning giver rødmen og varme. Øget proteinkoncentration påvirker det osmotiske tryk -> ødem -> hævelse. 3. invasion af neutrofile granulocytter: kryber gennem kapillærvæggen efter 1 time. tiltrukket af kemotoksin. Fagocyterer indtrængende mikroorganismer og udskiller stoffer som påvirker produktionen af nutrofile granulocytter i knoglemarven. 4. Makrofager. kommer til sidst, da kun monocytterne er i blodet, og makrofagerne vokser ude i cellerne. Fagocyterer bakterierne, mikroorganismer og stimulerer monocytproduktionen i knoglemarven. Makrofager er hovedansvarlige for fagocytosen efter dage/uger.
Ved mindre infektion: bekæmpes kun med nutrofile granulocytter.
Mankan skelne mellem lokal inflammation, 1 sted, og systemisk inflammation, flere steder.
Allergi
Uhensigtmæssig overreaktioin på et uskadeligt antigen, som ikke nødvendigvis var skadeligt for kroppen. Antigenet kaldes allergen.
Kendetegn ved allergen: reaktionsstyrken og karakteren de antigener der reageres på. indeles i 4 typer:
Type 1. Akut allergi / IgE-allergiske strakreaktioner (høfeber, astma). B-lymfocyt afhængig allergiform. Ved tidligere møder med de uskadleige antigener, har kroppen produceret IgE. IgE-molekylerne binder sig til mast-cellerne, og ved kontakt med antigen, stimulerer mast-cellerne en masse histaminer -> kraftig inflammation. Reaktionnes sværhedsgrad afhænger af placering, ex. injektion (analfysiske chock), i lungerne (vejrtrækningsproblemer)
Type 2. “drab af egne celler” Antistofafhægige cytotiksine reaktion. Fremkaldes af IgG og IgM. ANtistof bindes til individets egne celler, aktiverer komplementkaskaden, og cellen lyseres eller fagocyteres. (årsag til mangel på blodlegemer)
Type 3. “Vævskade grundet inflammation” Immunkompleks-induceret inflammation . Ved nutrofile granulocytters fagocyterende aktivitet frigøres en række enzymer, som forårsager vævskade. Organismens “pris” for bekæmpelse af antigen. komplikation: 1. kronisk inflammation, stor vævskade. 2. udviklig af antistoffer mod uskadelige organismer, hypiigst i lungen, kronisk inflammation i lungerne. 3. injicerede proteiner som le di behandling, reagere ved antistofkompleks.
Type 4. “Sen allergi” Forsinket overfølsomhedsreaktion. Reaktion udløst cytokiner. T-lymfocyt afhængig. Inflamation udløst af cytotoksiner frigivet af T-lymfocytter. Latenstid 18-24 timer. Ex. kontakteksem, Nikkel: trænger igennem huden og bindes til MHC-2 molekyler på antigenet, præsenteres for T-lymfocytter, frigivelse af cytosiner og reaktion i form af inflammation: rødmen, fortykkels eog små blærer hvor der var kontakt.
Autoimmune sygdomme + eksempler
Organismen angriber egne celler og ødelægger kroppens eget væv. immunsystemet kan ikke skelne mellem selv-antigener og fremmede antigener
eksempler:
systemiske: Reumatoid Artrit. Inflammation i ægte leds synovialvæske.
Organspecifikke: Diabetes type 1. , Dissemineret sclerose, destrution af myelonskeden omrkring nerveceller i CNS.
HIV og AIDS
Forekomst: 300 om året. 60 mio i verden. Ingen kurativ behandlingsform, kun livslangs behandling som ikke nedsætter livslængden.
Ætiologi og patogenese: Virus. Enkelsttrengen RNA med indeholdende enzym, som gør at RNA kan transkripteres til DNA. Virussen redublikerer sig selv i organismens raske celler ved at bruge deres organeller. Smitteveje: blod, vaginal sekret, sæd, modermælk. Binder sig til CD4-molekyler som primært findes på T-celler. Inficerer t-hjælpeceller og nedsætter deres funktion og antal. NEdsætter immunsystemets funktion, og øger sårbarheden overfor en række sygdomme, opportuniske infektioner (infektioner pga. nedsat immunsystemsfunktion)
Forløb:1. 1-4 uger primærenfektion, mange symptomeR: træthed, feber. svedture, led- og muskelømhed, hævede lymfeknuder mm. Hiv-virus meget aktiv, meget smittende. 2. kronisk stadie: ikke specielle symptomer. Der dannes HIV-antistoffer som kæmper, men ikke bekæmper hiv-virussen. Antallet af T-hjælpecelle i plasma falder gradvist. 3. AIDS: T-hjælpe celler faldet
Lymfesystemt - anatomi og funktion
BEstår af: Lymfekar, lymfe kapillærer. lymfe, lymfeknuder, leukacytter (hvide blodlegemer som Nutrofile granulocytte rog makrofager), lymfatiske organer (milt, mandler og thymus)
Funktion.
- dræner vand og proteiner fra institialvæsken. Lymfesystemet optage den overskyende væske fra blodkarerne (30 liter væske udskilles af blodkarer pr. døgn, kun 27 optages igen). På den måde forhindres ødem dannaelse. Lymfekar er mere permeable end blodkapillærer, og kan derfor optage store proteiner, moleklyer fra institialvæsken.
- Transportere kylomikroner (fedtabsorption). Fedtstoffer og andre substanser indeholdende kylomicroner, transporteres fra tyndtarmen ud i lymfekar og ender ude i blodbanen. Lymfe består af Kyle, kilomicroner.
- Immunforsvar - Nedbrydning af mikroorganismer og fremmstoffer. Mikroorganismer og fremmedstoffer filtreres fra i lymfesystemet. indeholder lymfatiske system med lymfocytter og makrogager der nedbryder.
Væskestrømme
Lymfekarerne starter i stærkt forgrenet netværk ude mellem cellerne og opsamle den overskydende væske fra blodkarerne. Væsken i lymfekarerne kaldes lymfe, og transporterer op af størrer og størrer lymfekar, for til sidst at udmunde i de hovedlymfekar (ductus lemphatics dexter og ductus thoracis) som udtømmes i de store vener i Thorax.
Lymfekar er udstyret med klapper så lymfen kun passere en vej igennem karerne. på vejen gennemkarerne passerer lymfen gennem lymfeknuderne. Lymfe består af Vand, næringsstoffer, ioner, luftartet (elementer fra plasma), enzymer, hormoner, affaldsstoffer (elementer udskilt fra cellerne). Lymfekarsystemet opdeles i overfladisk drænage, dræner hud og underhud, og dyb drænage, dybere dele af organismen. Findes stort set i alle kroppens væv.
Hovedtræk i anatomi
Lymfeknuder er små, runde eller bønneformede strukturer. 1-25 mm. Omgivet af en bindevævshinde, som i forlængelse danner skelettet inde i lymfen. Består af to lad: Ydre: cortex, og indre:Medulla.
Beliggenhed
450 lymfeknuder i kroppen. ligger indskudt i lymfekarforløbet. hver lymfe har afferente (fører ind til) og efferente (væk fra) lymfekar. Ligger primært i fedtvæv eller ved blodkar. samlet i grupper hvor lymfekar forskellige organer mødes. Overfladiske lymfeknuder: Hals, armhule og lysken. Dybe lymfeknuder: hals, thorax og adomen og bækken. Brystregionen har begge.
Miltens funktion: ødelæggge defekte og udtjente røde blodlegemer. Blodreserveoir. slagmark for B- og T-cellers nedbrydning af mikroorganismer og fremmede stoffer.
Angive at nervesystemet kan inddeles i det centrale og det perifere nervesystem, og beskrive elementerne i hvert af disse systemer.
Centrale nervesystem består af hjernen og rygmarven
Perifere nervesystem: består af sanserereceptorer, nerver, ganglia pg pluxus udenfor CNS.
Grænsen mellem CNS og PNS er der hvor dura holder op.
Elementer i det Centrale nervesystem:
nuclei: Samlinger af nervecellelegemer hedder inden for CNS.
Elementer i det perifere nervesystem
Sansereceptorer: opfatter stimuli som lys, berørring, smerte, belastning, lyde, temperatur, lugte mm. Befinder sig i hud, muskler, speicelle sanseorganer, led, indre organer.
Nerver: 12 kranie nerver og 31 spinalnerver. Bundter af axoner omgivert af støtteceller og fibrøst bindevæv, som forbinder CNS med de sansoriskereceptorer, kirtler og muskler.
Ganglier: samlinger af nervecellelegemener uden for CNS
Plexer: omfattende netværk af axoner udenfor CNS
Perifere nervesystem kan yderligere opdeles i sensoriske og motoriske perifere nervesystem:
- Senroriske perifere nervesystem: (efferent) Aktionspotensitiale fra sansoriskereceptorer til CNS
2, Motoriske perifere nervesystem: (afferent) Aktionspotentiale fra CNS til effektororganer: Kan opdeles i:
- Somatisk nervesysen: Viljestyret. Aktionspotentialer fra CNS til skeletmusklerne.
Kotrollerer skeletmuskler. Er viljestyret. 1 nerveceller forbinder musklen med CNS. Nervecellen er i det ventrale horn i den grå substans i medulla spinalis eller kranienerven. Axonerne er myeliniseret. Neutransmitterstoffet er Acetylcolin. Stimulerer altid musklen, og styrer bevægelse
- Autonome nervesystem: ikke viljestyret. Aktionspotentiale fra CNS til hjertemuskler og glat muskulatur ex kirtler eller mavesækkens vægge.
1. Sympatiske: forberede kroppen på fysisk aktivitet.
2. Parasympatiske: Regulerer hvile eller fordøjelsesfunktioner (prut og parre).
3. enteriske nervesystem. Regulerer fordøjelse, består af plexuser i fordøjelseskanelens væg. funktion: styrer kroppens indre miljø og reaktioner på stress-situationer. Hæmmer eller stimulerer målorgan.
Elementer: Kontrollere glat muskulatur, hjertemuskulatur og kirtler. 2 nerveceller forbundet med synapse forbinder musklen/kirtlen med CNS. (præsynapsterminal og postsynapsterminal)
Præsynapsterminal: ligger i CNS, myeliniseret. Grå substans i medulla spinalis eller kranienerver.
Postsynapsiskterminal: PNS: autonome ganglier. ikke myeliniseret.
Parasympatisk: neurotransmitterstof: acethyl colin. sympatisk: Noradrenalin
Definere det somatiske og det viscerale nervesystem.
Somatiske nerveesystem: Forbindelser til kroppens bevægelsesorganer og hudens sanseorganer.
Motorisk /efferent: sender aktionspotentiale til skeletmuskulatur og sørger for bevægelser
Afferent /sensorisk: aktionspotentiale sendes fra sensoriskereceptorer i hud, øjne, ører, næse, mund til CNS
Viscerale nervesystem: Nerveforbindelser til kroppens indre organer og visse kirtler
Efferent /motorisk: sender aktionpotentiale fra CNS til hjerte og glat muskulatur. Er ikke underlagt viljens kontrol og kaldes derfor også autonom
Afferent/sensorisk: sender information fra organerne i det kardiovaskulære, respiratoriske, fordøjelse, urin og reproduktionssystemet til CNS. (hvorfor disse: sende information vedr. blodtryk, blodsukker, iltmangel, kemisk koncentration i fordøjelsessytemet osv. til hjernen for at kunne påbegynde feed-back mekanismer)
Definere grå og hvid substans og redegøre kort for disses opbygning.
I CNS.
Gråsubstans: Dendritter og cellelegemer, samt ikke myeliniserese axoner i CNS. Findes i cortex, dybeste del af hjernen og i sommerfugleformet struktur i medulle spinalis.
Hvis substans: Myeliniserede axoner, hvide pga. lipidindhold. Findes i midterstelag i hjernen (cerebrale medulla) og uden om den grå suubstans i medulla.
Redegøre for nervecellers opbygning og funktion, herunder for betydningen af de cellulære elementer.
Består af nervecellelegeme, dentrit og axon. funktion: stimulerer og lede aktionspotentiale tuik andre neuroner eller målorgan
Nervecellelegeme: Relativt stort, kerne placeret centralt, omfattende groft endeplasmatisk retuculum og gilgiapparat. Funktion: proteinsyntese.
Dendrit: cytoplasmatiske uløbere fra nervecellelegemet. ofte forgrenede. Funktion: “in-put”delen. Modtager aktionspotentiale, den stimuleres og genererer elektrisk strøm der transmitteres til nervecellelegemet.
Axoner: Lang udløber fra nervecellelegemet. Enten 1 lang struktur eller sidegrene. Der hvor det sidder fast på nervecellelegemet hedder Axon Hillock. Starten af axonet heller inistialsegmentet = tilsammen “Triggerzonen”. Her generes aktionspotentialet, depolariseringen, derfor mange NA+-kanaler her. Længde på Axon: mm. 1 meter. diameter konstant. For enden forgrenes i præsynaptisk terminal. Vesikler med neurotransmitterstof i vesikler ex. Acethylcolin. Axonernes plasma hedder axoplasma og membranen hedder axolemma. Kan være myeliniseret: i CNS af obliodendrycytter og i PNS af Scwann celler.
Funktion: stimuleres af input fra dendrit, der sendes information til cellelegemet, starter aktionspotentiale i triggerzonen, (Na+ kanaler åbnes, NA+ ind, K ud) aktionspotentialet stimulerer præsynaptiske terminal.
Forskellige nerveceller:
Multipolære nerveceller: mange dendritter og 1 axon
Bipolære nerveceller: 1 dentritter og 1 axon.
Unipolære: ingen dendritter og 1 axon, som også har påtaget sig dendritfunktionen.
Beskrive neuronernes struktur angive neuronklassifikation på basis af struktur og funk-tion.
Neuroner klassificeres på baggrund af struktur og funktion:
Klassifikation på baggrund af funktion:
- Sensoriske nervecelle: Afferente nerveceller. sender aktionspotentiale til CNS. Ligger i spinalganglierne.
- Motoriske nerveceller/ efferente. Sender aktionspotentiale til skelet muskulatur og kirtler. ligger i grå substans i medulla spinalis.
- Interneuroner: transportere aktionspotentiale mellem nerveceller i CNS. (intern)
KLassifikation på baggrund af struktur:
Multipolære: mange dendritter og 1 axon. Mange motorneuroner og neuroner i CNS.
Bi-polære. 1 dendrit og 1 axon. få sensoriske nerveceller ex. øjet.
Unipolære nerveceller: Kun 1 udløber fra cellelegmet, fungere som axon. PErifere ende af udløberen reagere på stimuli og producerer aktionspotentiale som ledes til cellekroppen. Axonet kan også lede aktionspotentiale. primært i sensoriske nerveceller
Beskrive nervesystemets støtteceller.
Nervesystemets støtteceller kaldes gliaceller. funktion at beskytter og støtte nervecellerne. 10 gange flere støtte end nerveceller. 4 former for støtteceller i CNS og 2 former i PNS
CNS
1. Astrocytter: stjerneformede, danner støttende netværk. sikre dannelse af blodhjerne-barrieren, og forhindre toksine stoffer i blodet beskadiger neuronerne.
Ependymalceller: Dækker indersiden af hjernens ventrikel og den centrale kanal i medulla spinalis. udskiller cerebrospinalvæsken. har ofte cilier og bevæger cerebrospinalvæsken inde i hjernens hulrum.
Oligodendrocytter - cytoplasmatiske udløbere som vikler sig rundt og axoner og danner en myelinskede, ved at vikle sig mange gange rundt om axonen. 1 oligodendrocyt myeliserer flere axoner
Mikroglia: Forsvar i CNS, fungere som makrofager og fagocyterer mikrooganiske og fremmede stoffer med inflammation.
PNS
Schwann-celler: vinkler dig rundt om axoner i PNS og danne en myelinskde. 1 Schwann celle vikler sig rundt om 1 axon.
Sattelitceller: omgivernervecellelegemer i ganglier, giver støtte og næringsstof til neuronerne
Redegøre for hvilemembranpotentialet, herunder hvordan det vedligeholdes og betydningen af iongradienter.
Definition: Den elektriske spændingsforskel, der er imellem den umiddelbare inderside og den umiddelbare yderside af en celle, når cellen er ustimuleret.
I ustimuliret tilstand (hvile) er cellens inderside negativt ladet, i skelet og nerve celler er hvilemembranpotentialet -90–70 mV inde i cellen. Ydersiden af cellen er positivt ladet.
Hvilemembranpotentialet er et resultat af 1 Cellemebranens permeabilitetegenskaber i ustimuleret tilstand. (lækage-ioner) 2. Iongradienten. Forskellen i ionkoncentrationen i den intra- og den ekstracellulære væske.
Etablering af hvilemembranpotentialet:
K+ (kaliums) betydning: største betydning for hvilemembranpotentialet. I ustimuleret tilstand er cellemebranen relativ permeabel for K+ pga. lækageionkanaler. Samtidig er koncentrationen af K+-ioner større inde i cellen end udenfor cellen. K+ har derfor en tendesn til at diffundere ud af cellen gennem lækega-ionkanalen. Hverved bliver indersiden af cellen lige indenfor cellemembraen negativt ladet, men sden umiddelbare yderside af cellen bliver positivt ladet. Det bevirker at K+-ioner tiltrækkes tilbage mod cellens inderside. Hvilemembranpotentialer opstår, når der ligevægt af K+s tildens til at diffundere ud af cellen (pga. iongradienten) og tiltrækningskraften mellem den negative inderside af cellen og de positive K+.
I hviletilstand er der meget begrænset bevægelse f ioner over cellemembranen.
Na+, Ca+ og Cl- har meget begrænset indflydelse på hvilemembranpotentialet.
Na+: Koncentrationen er størst uden for cellen. Ustimuleret er cellenmembranen 50-100 gange mindre permeabenl for Na+ end K+, og derfor har Natrium begrænset effekt.
Ca+: Koncentration størst udenfpr cellen. Når cellen er ustimuleret, er den ikke særlig permabel for Ca+ og derfor har Ca+ ionen begrænset betydning
Cl- Størst udenfor cellen. I hvile er cellen relativ permeabel for Cl- men ionen afstødes imidlertid af den negative ladning inden for cellemembranen, og har derfor begrænset betydning.
NA+ Ka- pumpens betydning for etableringen og opretholdelse af hvilemembranpotentialet: Betydning på omkring 15mv. For hvert ATP molekyler trækkes 2 K- ind og 3 Na+ ud. Pumpen er derfor med til at gøre cellens indre negativt ladet.
Ved samme mekanik opretholder pumpen hvilemembranpotentialet i cellens indre.
Redegøre kort for forskellige typer af membrankanaler.
Kanalerne i cellemembranen består af proteiner.
Lækageioner: er altid åbne. Er ansvarlige for cellemembranens permeabilitet når cellen er i hvile. Er specifikke overfor bestemte ioner.
Portstyrede ionkanaler: kan inddeles i:
Spændingsstyrede kanaler: åbner som følge af ændringer i spændingsforskellen over cellemembranen.
Redegøre for aktionspotentialets generering, propagering og elektrofysiologiske karak-teristika, herunder alt-eller-intet princippet og betydningen af myelinisering.
Aktionspotentiale
En stor ændring i membranpotentialet, der propageres over store afstande på cellemembranen uden at aftage i styrke. Et aktionspotentiale generes som følge af en række permeabliitetsændringer i cellemembranen der opstår, når en depolariserende lokalt potentiale når tærskelværdien (treshold). I løbet af aktionspotentialet bliver cellens indre positivt ladet, mens ydersiden bliver mindre negativt ladet. (aktionspotentiale er positivt). Aktionspotentiale i nerveceller varer generelt 1-2 ms.
Lokale potentialer:1. et lokalt potentiale er en ændring i hvilemembranpotentialet, der kun opstår på et lille område af plasmamebranen. 2. lokal potentialer kan skyldes: lagander, der bindes til deres receptorer, ændring i spændingsforskel over plasmamembranen, temperaturændringer, mekanisk stimulering, ændring i membranpermabiliteten. 3. Lokale membranpotentialer kan være både - depolariserende(membranpotentialet bliver mindre negativt) eller - hyperpolariterende (menbranpotentialet bliver mere negativt). 4. et lokalt potentiale kan graduere i styrke, afhængig af styrken af stimulans. Flere lokale potentialer kan summeres og give et samlet større styrke. 5 Lokalt potentiale aftager hurtigt i styrke når det spreder over cellemembranen.
Generering: Aktionpotentiale genereres kun hvis et lokalt potentiale når tærskelværdien. kun depolariserende lokale potentialer kan generer aktionspotentiale. Aktionpotentialet generes oftes i neuronens trigger zone.
Aktionsfaser: Depolarisering, repolarisering og efterpotentiale (disse faser gælder kun for nerveceller og skeletmuskulatur, ikke hjerte og glat muskulatur):
Depolarisering: Influx af Na+: Det lokale potentiale over tærskel værdie åbner for mange spændingstyrede Na+-ionkanaler i cellemembranen. Na+ kanalerne består af 2 porte: 1. Aktiveringsporen og 2. inaktiveringsporten. Når aktionspotentialet begynder, er inaktiveringsporten åben., mens aktiveringsporten er lukket. Uder depolarisering åbner aktiveringsporten, og NA+ kanalen er åben. NA+-ioner diffunderer ind i cellen og bevirke depolarisering. Positiv feedback: åbner flere Na+ionkanaler.
Repolarisering:Efflux af K+
1. Inaktiveringsporten i Na+-ionkanalen lukkes, fald i permabilitet for NA+. 2. Spædingsstyrede K+-kanaler er nu helt åbne, hvilke bevirke at strømmer ud af cellen - repolarisering.
Efterpotentiale: Efflux af K+
Ofte indtræder der efterpotentiale umiddelbart efter aktionspotentialet. efterpotentialet er en kortvarig hyperpolarisering, der skyldes at lidt flere K+-ioner end nødvendigt for at vende tilbage til hvilemembranpotentialet er diffunderet ud af cellen, før de spændingstyrede K+-kanaler lukkes. 3. Aktiveringsporten i NA+-kanalen lukker sig, og inaktiveringsporten i NA+-kanalen åbner sig igen, og Na+ kanalen er tilbage i sin hvilepotention.
Propagering af aktionspotentiale og betydning af myelinisering: Aktionspotentialer propageres langs med cellemembranen uden at aftage i styrke under propaganringen. et aktionspotentiale et sted på cellemembranen udløser et aktioinspotentiale på en næliggende el af cellemembranen og aktionspotentialet spredes derfor ligesom en række dominobrkker. Forskelligt i myeliniserede og ikke-myeliniserede axoner
Ikke myeliniserede: Aktionspotentialerne udløses lige ved siden af hinanden/aktionenspotentialet. Der hvor det først eaktionspotentiale er udløst er ladningen på indersiden af cellen positiv og på ydersiden af cellen negativt. OMvendt i det tilstødende område. IOnerne omkring aktionspotentialet tiltrækker nærliggende ioner, og der skabes en lokal strøm således at området ved siden af aktionspotentialet bliver depolariseret. Derved spredes aktionspotentialet langs cellemembranen i samme retning (kan ikke løbe tilbage, absolutte refraktær periode).
Myeliniserede axoner: Aktionspotentialet springer fra myelinskedeåbning/snøring til den næste. Myelinskederingene skaber en isolation der får strømmende til at bevæge sig fra myesinindsmøring til myesininsmøring.
Faktorer med betydning for hastighed; 1. myelinskede: hurtigere. 2. Myelinskedens tykkelse: jo tykkere des hurtigere. 3. Axonsets diameter. JO større des hurtigere propagering.
Aktionspotentialers elektrofysiologiske karakteristika
“Alt eller intet princippet” Det lokale potentiale skal nå tærskelværdi, eller udløses ingen aktionspotentiale. Dette aktionspotentiale har samme styrke og varighed uanset styrken af det lokale potentiale. “alt”. Hvis det lokale potentiale ikke når tærskelværdi, “intet)
Refaktærperiode: Den absolutte refraktærperiode er lige efter aktionspotentialets start, hindre nyt potentionpotentiale og dermed forhindrer et aktionspotentiale i propagerer den forkerte vej i axonet. Den relative refraktærepriode er lige efter en absolutte, og har kan ved lokal potentiale højere end tærskelværdi udløse nyt aktionspotentiale.
Angive at der findes kemiske og elektriske synapser og beskrive kort deres anatomiske strukturer.
Kemisk synapse: aktionspotentialet påvirker den præsynaptiske terminal. Når aktionspotentialet når den præ-synaptiske terminal, stimuleres spændingsreguelrende Ca+porte i den præsynatiske ternimal til at åbne, og Ca+ diffundere ind i cellen. Vesikler i den præsynaptiske terminal påvirkes af Ca+, og frigiver neurotransmitterende stoffer (Ex. acethylcolin) via exocytose, i den synaptiske kløft. Neurotransmitterne diffunderer over den synaptiske kløft og binder sig til receptorer på den post-synaptiske terminal. , hvor receptorstyrede ionkanaler åbnes i den post-synatiske terminal.
Afhængigt af hvilken ionkanal de neurotransmitterende stoffer har åbnet, vil bestemte ioner enten diffundere ind eller ud af den post-synaptiske terminal, og har derfor betydning for om der sker en de- eller hyperpolarisering.
(Depolarisering: Åbning af NA+ kanaler og NA+ diffundere ind i cellen. stimulerer til udløsning af aktionspotentiale i postsynaptisk celle. Præsynaptisk neuron= exicatorisk.
Hyperpolarisering: Åbning af K+ eller Cl kanaler i den postsynaptiske terminal, og K+ og Cl diffunderer ud af postsynaptiske celle. = hæmmer udløsning af aktionspotentiale og kaldes inhibotorisk neuron.
Fjernelse af neurotransmitterende stoffer fra den synaptiske kløft: 1. Sker ved enzymer (ex acthylcorase) 2. Optages i postsynaptiske celle via aktiv transport 3. diffundere et andet sted hen væk fra den synaptiske kløft.
sygdomspåvirkning:
Mangel på neurotransmitterstof: Parkinson. mangel på dopamin.
Manglende frigørelse af neurotransmitstof: Pølseforgiftning. giftstoffer hæmmer frigivelse af neurotransmitteren acethylcolin, lammer muskler, vejrtrækningsproblemner og kan føre til død.
Blokering af postsynaptiske receptorer: slange eller pilegift: giften binder sig til postsynaptiske receptorer, giver lammesle og kvælningsdød. Kunne også være autoimmune sygdomme, Mystenia gravis, hvor acethylcolin receptorerne ødelægges.
Medicinsk behandling:
Binding til receptorer på den postsynaptiske celle:
1. Angonister: Binding til receptorer som giver samme virkning som det naturlige transmitterstof. ex. parkinsin, kunstig dopamin.
2. Antagonister: blokade. binder men aktivere ikke receptorer. ex. betablokkere til behandling af hypertension og hæmmer den sympatiske påvrikning på hjertet og nedsætter frekvens.
Blokerer genindtag af neurogransmittorer
Forhindre nedbrydning af neutransmittorer i den synaptiske kløft
Fremme eller hindre syntese af neurotransmitterende stoffer.
beskrive postsynaptiske potentialer og angive forskellen på exitatoriske og inhibitoriske postsynaptiske potentialer.
afhænger af hvilke kanaler i den postsynaptiske membran som neurotransmitterne åbner op for.
Na+ kanaler: Natrium diffunderer ind i postsynaptiske celle, og der sker en depolariseing, og et aktionspotentiale generes i nervencellen. Hvis der sker en depolarisering er det postdynaptiske potentiale exitatorisk
Hvis der sker en hyperpolarisering, og neutransmitterne åbne p for K+ eller Cl ion-kanaler, hvor K+ diffundere ud og Cl- diffundere ind i cellen, så har den postsynaptiske celle et inhibitatorisk potentiale. Dette hæmmer aktionspotentialet, dvs. der generers ikke noget aktionspotentiale
Angive de vigtigste neurotransmittere.
- Acethyl colin, ca. 50% af alle neurotransmittorer består af acethylcolin.
- Monoaminer: dopamin, histamin, Noradrenalin, serotonin
- Aminosyrer: Glycin, Glutamat. Gamma-animo-… (GABA)
- Nutrix oxid
- Neuropeptider. Endorphiner, enkehaliner, Substance P
Beskrive at neuroner via deres mange synapser indgår i neurale kredsløb, som kan æn-dre informationsflowet i neuronerne f.eks. i form af negativ feedback, positiv feedback eller lateral inhibition.
Konvergente: Mange præsynaptiske neuroner danner synapser med 1 eller få postsynaptiske neuroner. Gør det muligt for forskellige dele af nervesystemet at stimulerer eller inhibere en bestemt del af nervesystemet. (ex. en del af nervesystemet stimulerer de nerver som får en muskel til at bevæge sig, men en andel del af nervesystemet inhibere nervden så musklen stopper med at bevæge sig)
Divergent kredsløb: Få eller kun 1 præsynaptisk nerver har forbindelse til mange postsynaptiske nerver. Muliggør at den del af nervesystemet påvirker mere end en del af nervesystemet på en gang (ex. sanseinput både sendes til medulla spinalis og hjernen).
OScillerende kredsløb: Rindgformet. Sender aktionspotentiale i et ringformet kredsløb, positiv feedback, indtil udtrætning ag synapser eller inhibiring af andre neuroner. Responstimulusen forlænges hermed.
Angive at der findes 12 par kranienerver.
12 par kranier nerver Nr. 1. fra storhjernen/cerebrum Nr.2 fra mellemhjernen /mesenchephalon Nr. 3-10 + 12 fra hjernestammen/ Nr. 11 udgår fra medulla spenalis /rygmarven
Opdeling af hjernen
Storhjernen- cerebrum, består af 2 cerebrale hemisfære, som ligger i hver sine væskefyldte hulrum, og udgør hver i sær 1. og 2. ventrikel eller sideventrikel.
Mellem hjernen - dienchephalon. Ligger under hemisfærerne. Sidevæggende hedder thalamus. 3 ventrikel
Hypothalamus - underhjerne, ligger under mellemhjernen/dicenchepalon
Midthjernen - mesenchephalon. Gennem midthjernen går aquaductus, en smal kanal mellem 3. og 4. ventrikel.
cerebellum - lillehjernen
Den forælngede marv/medulla oblongata - den bagerste del ag lillehjernen.
Medula spinalis - rygmarven . rørformet neuralrør fra lillehjernen/medulla oblongate.
Angive at der findes 31 par spinalnerver. Angive, at der er nerveplekser samt disses funktion og lokalisation.
Der findes 31 par spinal nerver
Fordeleling:
- cervikale nervepar (starter ovde den først enakkehvivel)
- thorakale par
- Lumkale narvepar
- scrale nervepar
- par i halebenet, coggybalnervepar
Nervekomplekser: Et nervekomplexs er et stærkt forgrenet fletværk af nerver. Findes 5 nervekomplekser:
- Plexus certicalis - halsnervefletningen
- Plexus brachialis - armens nervefletning, sidder under plexus cervicalis)
- Plexus lumbalis og plexus saccralis = Plexus lumbosaccracalis. Den største nervefletning placeret på lumbalt og saccrelt niveau.
- Plexus coccygealis - meget lille plexus placeret ved halebenet.
Nervepleksers funktion: Fra nervekomplekserne fordeler nervefiberne sig igen i enkeltstående nerver. NArver har som regel axoner fra mere end én spinalnerve og dermed fra mere end ét rygmarvssegment. Derved kan aktionspotentialer fra forskellige steder irygmarven fordeles til forskellige steder i kroppen.
Redegøre for medulla spinalis (rygmarvens) anatomi og funktion, herunder alfa- og gamma-motorneuroner.
Anatomi:
Cylinderrisk streng af nervevæv.
Ligger i hvirvelkanalen i columna. Øverst sidder den sammen med medulla oblongata ved armen magnum. Strækker sig ned til d. 2. lumbale ryghvirvel. Efterefter indeholder hvirvelkanalen kun spinalnerverødder, cauda equina (hestehale, kun lange tråde). Rygmarven er kortere en columna, hvilkes udnyttes når man fx skal tage prøver ad cerebrospinalvæsken.
Fra medulla spinalis udgør nerverødderne, der løber sammen i de 31 nervepar. De forlader columna via mellemrum memme hvirvelbuerne.
Medulla spinalis er inddelt i rygmarvssegmenter; Cervicale, thoracale, lumbale, saccrale og coccyg.) Hver segment danner signal nervepar, og huden inddeles i zoner, hvor hver af disse zoner har sit eget sensoriske nerveforsyning fra et segment (homo-mand i bogen)
Længden af medulla spinalis er hos en voksen ca 45. cm,
Den er ikke ensartet i diameteren. Tyk i toppen, og langsomt smallere, dog udviddelser hvor nerverne udløber til øverste (cervikale niveau) og mellemste (lumbale niveau)
funktion
Er den del af CNS, vigtig i forhold til overordnede funktion af nervesystemet. Fungerer som hovedkommunikatør mellem hjernen og PNS. Sender sensorisk information fra PNS til hjernen og motoriske information fra hjernen til PNS:
Producerer respons gennem refleksmekanismer og er vigtig koblingspunkt for mange reflekser
Alfa og gammamotor neutroner - begge spiller en vigtig rolle i strækrefleksen
Gamma-motorneutroner: Motoriske neutroner med lille aondiameter. Udløber fra medulla spinalis og innerverer sansereptorer, muskeltener, som findes i skeletmuskler. Musklerne består af 3-10 specialiserede skeletmuskelceller. Muskeltenen fungerer som receptor, der registrerer musklen stræk/grad af kontraktion. Gammamotorneuronerne sørger hele tiden for at holde muskeltenen tilpas udstrakt, så den kan registrerer musklernes grad af kontraktion
Alfemotorneuroner: Stor axon diameter, udgår fra medulla spenalis og innerverer skeletmuskler.
Redegøre kort for hjernehindernes anatomi og funktion.
Hjernen er medulla spinalis er omgivet af de samme 3 hinder: Piamater, Arachnoidea og duramater, som tilsammen kaldes mininges.
Duramater: Det yderste og tykkeste hinde. Danner en sæk rundt om ragmarven (thecal sac). Denne sæk sidder fast på randen af forarm magnum og strækker sig ned til 2. saccrale ryghvirvel (længere ned en medulla spinalis). Hænger sammen/kontinuer med duramater rundt om hjernen, og de bindevævshinder der omgiver spinalnerverne. Duramater og periost et tæt forbundet, og støtter hjernen.
Archnoidea mater: mellemste hinde. tynd og edderkoppespind agtigt. Hulrumet mellem archnoidea og dura mater kaldes subduralrummet og indeholder en lille smule serøs væske.
Pia mater: det inderste hinde. Tæt forbundet med hjernens overflade. Mellem achnoidea mater og pia mater er archnoidearummet der indeholder cerebrospinalvæske og blokar.
Redegøre for ventral- og dorsalrødder, spinalganglier og spinal nerve.
Ventral- og dorsalrødder
Smånerveceller udgår fra medulla spinalis på både højre og venstre side. Ca. 6-8 stykker ventralt (ventrikel, anterior) som løber sammen til de ventrale nerverødder. 6-8 andre smårødder løber sammen dorsalt (ryg, posterior) og er dorslae rødder. Ventrale- og dorsale nerverødder går gennem archnoidea mater og duramater og samler sig i en spinalnerve.
- Sensoriske nervefibre passere ind i rygmarven dorsale rødder (snesorerne kommer ind af døren)
- Motoriske nervefibre forlader af rygmarven ventralerødder
Spinalnerverne: er de 31 nervepar der udgår fra de ventrale og dorsale rødder i medulla spinalis.
OPbygning: Spinalnerver består af axoner, Schwannske celler og bindevæv. de schwannske celler omriver axonet. Endoneurium er bindevøv som omgiver Schwancellerne. Axonerne er ordnet i bundter, fasikler, som er omgivet af bindevævshinden perineurium, som igen i bundter er omgivet er epineurium bindevæv. dette udgør tilsammen en spinalnerve som indeholder både sensoriske og motoriske nerveceller.
Forløb:Forlader hvirvelkanalen via de intervertebrale foramina mellem ryghvivlernes hvivelbuer. Når spinalnervene har forladt columna deler de sig i en forreste/ventral og bagerste/dorsla gren/rami. Dorsal rami forsyner hud og muskler i nakke og ryg. Ventrale rami forsyner resten af kroppen.
PÅ thoracalniveau danner de ventrale rami intercostalnerver, som løber gennem ribbenene. I øvrige niveau løber verticalnervene sammen i de segmenterede nervekomplekser.
Spinalganglier: hver dorsal spinalnerverod indeholder spinalganglie. Spinalganglier er ansamlinger af sensoriske nervecellers cellelegeme
Beskriv tværsnit af medulla spinalis
Grå substans og hvid substans: Den midterste del af medulla spinalis består af grå substans, der er formet som en sommerfugl, og en hvis substans
Den grå substans: Består af cellelegemer, dendritter og ikke-myelineserede axoner. Formet som en sommerfugl. Vinger der vender mod forsiden hedder ventrale horn/ forhorn, bagsiden dorsale horn/baghorn. Ventrale forhorn er tykke og indeholder nervecellelegemer for de motoriske nerveceller. Dorsale horn indeholder celleelegemer fra de sensoriske nervecellerrødder. I De dele af medulla spinalis som er associeret med det autonome nervesystem Ti-L1 og S2-S4, er der sidehorn til disse.
Hvid substans: Indeholder myeliserede axoner, der løber parallelt med medulla spinalis(rygmarven). De fedtrige myelin skeder giver den hvide farve. De er inddelt i 3 søjler, som igen er opdelt i op og nedadgående.
To sulcus: De 2 fure i medulla spinalis deler rygmarven i 2 halve. Posterier median sulcus og anterior median fissure.
Central kanal: midt i medulla spinalis sommerfuglen er central kanalen
PLacering: Sensoriske nervecellelegemer ligger i spinalganglierne, men danner synapse i rygmavens baghorn/dorsal. Samotiske-motoriske nervecellelegemer ligger i rygmarvens forhorn. Autonome nerveceller ligger i rygmarvens sidehorn
Redegøre for de fysiologiske forhold ved en frivillig muskelbevægelse.
Frivillig muskelbevægelse
Starter i præmotorisk cortex i frontallappen. HEr planlægges og organiseres bevægelsen.
Sendes aktionspotetiale til motorisk cortex i frontallappen, hvor en øvre motorneuron (der har nervecellelegeme i motorisk cortex) aktiveres.
Den øvre motorneurons axon descendrer igennem motoriske nervetractus’er i medulla spinalis: (det antages at der er tale om en muskel bevægelse der forgår under hovedniveau og som kræver præcision. Motor neuronen vil da descendrer igenne tractus certicospinalis, som passerer igennem pyramiderne i medulla oblangata. I 80% af tilføldene vil neuronen krydse over til modsatte side af oblongata, i 20 % af tilfældene krydser den over til modsatte side i medulla spinalis hvor den danner synapse med den nedre motorneuron (gælder bevægelser i nakke og øvre legemsdel.)
I den grå substans i medulla spinalis danner den øvre moterneuron synapse med den nedre interneuron.
I interneuronen dannes synapse med den nedre motorneuron, som har nervecellelegeme i den ventrale forhorn i den grå substans.
Den nedre Motor neurons axon forlader cNS via den ventrale rødder og løber igennem perifere nerver til den muskel, der skal bevæges. Via neurmuskulære synapse stimuleres et aktionspotentiale i muskelcellen således at musklen kotraherer.
(basalganglierne og cerebellum hjælper cortex med at planlægge og koordinere bevægelsen
Definere en refleks.
Aktiviteten i legemets muskler og kirtler reguleres i høj grad automatisk og ubevidst. Dette sker via reflekser, der udløses, når bestemte sanseceller stimuleres. Reflekser er vigtige for at undgå vævskade.
Definition: En automatisk respons på en stimulis der udløses via en refleksbus
Automatisk: refleksen sker ubevidst, ukontrolleret, ikke viljestyrker/voluntær kontrol.
Refleksbue: Består af:
1. sanserereceptorer
2. sanse neuron
(3. evt intern neuron (nervecelle derforbinder nerveceller i CNS)
4. En motorisk neuron
5. Et effektororgan (muskel eller kirtelcelle)
Sansecellerne sender impuls gennem sensorisk nervecelle til rygmarven eller hjernestammen. De sensoriske fibre er koblet til motoriske nerceller, der sender nerveimpulser til muskler eller kirtler.
Somatiske reflekser: Funktion at holde kroppen væk fra farlige stimuli
Autonome reflekser: opretholder konstant blodtryk, CO2 indhold i blodet, vandindtag.
Simple reflekser: inkluderer 1 eller slet ingen neuroner
komplekse reflekser: med mange interneuroner
Redegøre for strækrefleks og flexorrefleks.
Strækrefleks
Bevirker at en muskel bliver strukket , pr refleks konstreherer. Er vigtig når man skal holde isg oprejst: Hvis man begynder at hælde til den ene side, vil skeletmuskulaturen på kroppens modsatte side ustrækkes. Ved hjælp af strækrefleksen vil antagonist-musklerne begynde at trække sig sammen, og personen holdes oprejst. Dette er den simpleste refleks, spinalrefleksen, og er et 2-neuron-system, dvs. ingen interneuroner
Forløb: 1. muskeltenen registrer at musklen bliver strukket. 2. Sensoriske nerveceller sender aktionspotentiale til medulla spinalis via dorsal rødderne 3. I medulla spinalis danner de sensoriske nerveceller synapse med alphamotorneuronerne., som sender aktionspotentiale til musklen, og musklen kontraherer. 4. De sensoriske nerveceller fra muskeltenen danner også synapse med ascenderen neuroner i medulla spinalis, som sender besked til hjernen om at musklen er blevet strukket.
Strækrefleksen understøttes af recibrok/antagonist innervation: Sørger for at den recibrokke/antagonist musklen afslappes, så den ikke stopper reflekskontraktionen, Mekanismen; De sensoriske nerveceller fra muskeltenen danner synapse med inhiberende interneuroner, som hæmmer aktiviteten i de alphamotorneuroner der innerverer den recibrokke muskel..
Flexorrefleks/Tilbagetrækningsrefleks
Flexor - trækker tilbage. Fjerner en kropsdel fra en smertefuld stimules før smerten opfattes bevidst ex finger på varm plade, trækker sig automatisk tilbage.
Spinalrefleks: 3-neuronsystem (lidt “langsommere”)
forløb: 1. Smerte receptorer registrerer en smertefuld stimulus. 2. den sensoriske nervecelle sender aktionspotentialer til medulla spinalis via dorsalrødderne. 3. i medulla spinalis danner danner de sendoriske nerveceller rødder synapse med internneurron, 4.som danner synapse med alphamoterneuroner. 5. Alphamotorneuronerne sender aktionspotentiale ud til musklen, flexormusklen. 6. Musklen kontraherer, så legemsdelen fjernes fra smertepunktet/smerte stumulus. 7. Sensoriske nerveceller danner også synapse med ascenderende neuroner i medulla spinalis, som sender besked til hjernen om den smertefulde stimulus. ( man mærke det ofte efter refleksen er sket).
Flexorrefleksen understøttes af recibrok innnervation og kryds-ektensionsrefleksen
Recibrok innervation (inhiberin af antagonist muskel): bevirker at den modsatrettede extensor-muskel slapper af, så den ikke modvirker flexorrefleksen. Mekanisme: de sensoriske nerveceller fra smertereceptorerne danner i medulla spinalis synapse med inhibitoriske interneuroner, der inhiberer aktiviteten i alfemotorneuronerne, som går til den modsatte extensionsmuskel/antagonist.
Krydsekstensions-refleksen: Bevirker at når man flytter det ene ben, strækkes det andet pr refleks, så man ikke falder. Mekanisme: Inerneuroner i medulla spinalis krydser over til modsatte side af medulla spinalis og danner synapse med exitatoriske alfemotorneuroner, som stimulerer ekstensions.muskler på modsat side af kroppen
Angive at hjernen består af storhjerne (cerebrum), lillehjerne (cerebellum), mellem-hjerne (diencephalon) og hjernestamme; hjernestammen er en samlebetegnelse for midthjerne (mesencephalon), hjernebro (pons) og den forlængede marv (medulla ob-longata).
Hjernen består af Storhjernen - Cerebrum Lillehjernen - cerebellum Mellem-hjernen - diencephalon Hjernestammen
Hjerne stammen består af: midt-hjernen (mesencephalon, pons og medulla oblongata
Angive væsentlige anatomiske kendemærker for disse områder, og redegør kort for områdernes funktion.
Hjernestammen: Nederste del af hjernen. Regulerer en række livsnødvendige reflekser såsom hjertets minutbvolumen, vejrtrækning og fordøjelse. Selv mindre skader på hjernestammen kan medføre død. Fra neden:
Medulle oblongata: Anatomi: Nederste del af hjernestammen. Lokaliseret superioer for medulla spinalis og inferior for pons. Indeholder pyramiderne, som pyramidebanerne går igennem. Indeholder 2 ovale strukturer af nuklei (samlinger af nerveceller ligger inden for CNS= hjernekerne/nuclei). Udspringer fra kraniernerve: 5, 5, 11, 12. Funktion; Center for vigtige reflekser, sådam hjerterytme, blodkardiameter, vejrtrækning, synkebevægelse, opkastning, hikke, hoste nyse. Nuclei spiller en rolle i forbindelse med balance, koordinering af bevægelser samt lydmodelation. Decentrerende og ascentrerende nervetractusser går igennem medulla oblongata. Flere nervetrractusser krydser over til modsat side i medulle oblongata.
PONS: Lokaliseret superier for medulla oblongata og inferier for mesencephalon, anterier for cerebellum. Indeholder descenderende og ascenderende nervetractusser samt nuclei. Udspringer fra kraniernervene: 6,7,8 og 9. Funktion: Forbinder lille hjerne /cerebellum) med storehjernen (cerebrum). Indeholder søvncenter og vejrtrækningscenter, og samarbejder med medulla oblongata om at kontrollere vejrtrækningen.
Mesencephalon: Midthjernen. Superior for pons. inferior for mellemhjernen (diencephalon). Indholder nuclei. I loftet består 4 nuclei. Funktion: hørelse, visuelle reflekser, regulation af refleksbevægelser på forskellige stimuli ex. refleks hvor man vender hovedet ved berøring.
RAS = retikulære aktiveringsystem: ligger spredt i hele hjernestammen. Netværk af nervecellelegemer. Funktion: regulerer overgangen fra bevidstløshed/søvn til vågen tilstand. Visuelle eller akustisk stimuli samt mentale aktiviteter stimulerer RAS til at opretholde vågenhed og opmærksomhed. Hvis ingen stimuli: fører til døsighed og søvn ex. mørk lokale. Hvis RAS er ufunktionsdygtig, er folk i koma og kan ikke vågne
Mellemhjernen- diencephalon: ligger superior for hjernestammen og inferior for storhjernen.
inkluderer: Thalamus, hypothalamus, subthalamus, epithalamus.
Thalamus: Største del af diencephalon, udør 4/5. Består af en masse nuclei, form som en yoyo. Funktion: vigtig rolle mht sanseindtryk, sensoriske nervefibre med sanseindtryk går gennem thalamus til cortex. (ikke lugtesans, mere epihtalamus). Influerer på stærke følelser såsom vrede og frygt, forbundet med limbiske system.
Subthalamus: lille område under thalamus. indeholder nervetractusser og nuclei. Involveret i kontrol af motoriske bevægelser.
Epithalamus “emotionel respons” på lugte. posterior og superier for thalamus.
Hypothalamus: Nederste del af mellemhjernen, inferior for thalamus. Består en række nuclei og nervetractusser. En stilk forbinder hypothalamus med neurohypofysen. Funktion: mange variende funktioner 1. Forbindelse mellem nervesystemet og det endokrine system ved at hypothalamus påvirke sekretion og hormoner fra hypofysen. 2. overordnetkontrol af ANS (hjertefekvens, tømning af urinblære, blokardiameter, propulsion i fordøjelseskanaler). 3. temperaturregulering (sved, kulderystninger) 4. Regulering af væsker. og fødeindtag. Sult, mæthed og tørstcenter. 5. følelser. 6 seksuael drift.
Lillehjernen / cerebellum: Posterior for hjernestammen, med nervetractusser til mesencephalop, pons og medulla spinalis som forbinder dem. Opbygning: Yderste cortex af grå substans, midterste medulla af hvis substans og inderste nuclei er grå substans. 2 hæmisfærer. Funktion: Balance, bevægelse og finmotorik. Modtager information fra storhjernen om de ønskede bevægelser, og samtidig information fra ørets ligevægtsprganer, sanseceller og musklerne om de foretagne bevægelser. sørger for at forskellen mellem ønskede og faktiske bevægelser bliver minimeret mest muligt, og gør bevægelser jævne og koordinerede. Koordinerer med primær motorisk, præmotorisk og præfrontale cerebrale cortex, og gør menneske ri stand til at lære meget komplekse og specialiserede bevægelsesaftiviteter.
storhjernen (cerebrum)
Den største del af hjernen, udgør vægtmæssigt 90 %. Kvinder 1,2 kg , mænd 1,4 kg). Hæmisfærer:2 næsten helt adskilte hjernehavldele, hemisfærer, opdelt af longitunel fissure/fue. Axoner i hjernebarken forbinder de to hæmisfærer.
Gyri og sulcus: overfladen af cerebrm er foldet i hjernevindinger. Cerebrum har derfor meget stor overflade. Furerne mellem gyri og sidefyren mellem (solcus lateralis, der adskiller temporal/tindingelappen fra de øvrige lapper.
Lapper:hæmisfære er inddelt i 4 lapper: frontallap, peritallap, tindingelappen og nakkelap.
Cortex: Det yderste lag af cerebrum består af grå substans 2-4 cm tykt.
Cerebrale medulla: det midsterste lag i cortex består af hvid substans, og består af nervetractusser der forbinder cortex med andre dele af cortex eller andre dele af CNS:
Funktion:Bevidst! Bevidste oplevelser af sanseindtryk, bevidst styring af legemets bevægelser. Kognitive funktioner.
De to hæmisfæres funktioner: Venstrehjernehalvdel modtager sanseindtryk fra og kontrollerer højre halvdelen af kroppen. Højre ghjernehalvdel modtager sanseindtryk og og kontrollere venstre del af kroppen.
Venstre hemisfære: Sprog og matematiske funktioner
Højre hæmisfære: Rumlig perception, musikalske evner, ansigtgenkendelse.
Primære centre if associations center: Cortex er indent i forskellige områder med forskellige funktioner ex. sensorisk cortex, motorisk cortex..
Lappefunktion:
Occipitallap/nakke lap (øjne i nakken): visuel cortex
PArietallap: (klør sig på hovedet når man ikke forstår det) reception og bedømmelse og generelle sanseindtryk. Forståelse og formulering.
Frontallap: 1. Motorisk sprogcenter. olfaktorisk cortex (lugtesans). primær og præmotoriske cortex. 5. motivation og humør. agression
Tindingelap: (skudt i hovedet - abstrakt, huske) hukommelse, hørelse, abstraktænkning.
Redegøre kort for hjernehindernes anatomi og funktion.
Hjernehinden er beklædt med 3 bindevæv, meningis.
Yderste lag: Duramater, bindevæv som er tæt forbundet til priost. følger kontinuerligt videre til hjernestammen og ned rundt om medulla oblongata og nedulla spinalis ned til den 2. lumbale ryghvirvel. HEr stopper CNS
mellemste hinde: Archnoidea. Meget tyndt og næsten edderkoppespindelsvævsagtigt. mellem duramater og archnoidea er subdurarum med lidt serøs væske.
Inderste hinde - pia mater. tæt bundet til hjernens overflade. Mellem piamater og archnoidea er det subarchnoideahulrummet med cerebronalspinal væske og blodkar.
Angive de fire hjerneventrikler.
Hjernen inholder 4 hulrum, ventrikler.
1+2 laterale ventrikler: Lokaliseret i cerebrum, 1 i hver hæmisfære. De største ventrikler.
3. ventrikel. I midten af mellemhjernen - mesencephalon
4. ventrikel. Lokaliseret nederst i pons og øvert i medulla (hjernebarken)
Beskrive cerebrospinalvæskens dannelse, cirkulation og resorption.
Cerebrospinalvæske = CSV
Dannelse: Produceres i hjernens ventrikler, primært i letrale ventrikler (80-90%). lidt i 3. og 4. ventrikel. Produceres i de choroide plekser, der sidde rpå indersiden af ventriklerne og består af ependymalceller, blodka og bindevæv. Man ved ikke helt hvordan det sker.
Cirkulation; CSV findes i subarcnoidealrummet, den centrale kanal i medulla spinalis og ventriklerne i hjernen. CSV flyder fra de laterale ventrikler til 3. og 4 ventrikel, hvor det via aquaducten flyder ned i subachnoidearummet og i rygmarvens centrale kannal.
Reabsorption: Videre ud i dura mater, ud i blodet og tømmes ude i veneblodet.
Funktion: støtte og beskytte hjernen og medulla spinalis. Giver næring til CNS.
bestanddele: minden om serum, men uden de fleste proteiner. 23 ml i ventrikler og 120ml i subarchnoidearum.
Redegøre kort for blod-hjerne-barrieren, samt angive tilstande hvor den er defekt (can-cer, infektioner, traumer).
Blodhjernebarrieren: endothelceller i kapillærerne i hjernen er forbundet med tætte celleforbindelser (tight junction). Pga. de tætte forbindelser mellem cellerne, kan stoffer ikke passerer imellem kapillærernes endothelcelle, men skal igennem dem. Denne barrierer mellem blod og hjerne kaldes Blod-hjerne barrieren..
Kun fedtopløselige stoffer kan diffundere igen endothelcellerne og kan derved passerer barrieren.
Vandopløselige stoffer skal aktivt transporteres gennem endothelcellerne og kan derfopr kun vanskeligt trænge igennem fra blod til hjerne.
Tilstande hvor blodhjerne er defekt: infektion, cancer traumer
Beskrive lokalisationen af hvid substans i hjernen, herunder definere associations-, kommisur- og projektionsfibre.
Samme opbyg ing i cerebrum og cerebellum
Gråsubstans i cortex og cerebrums centrale indre (nuclei)
Imellem cortex og nuclei er der hvis substans, som består af myelineserede axoner, kaldes cerebrale medulla.
Associationsfibre: forbinder med andre dele cortex inden for samme hemifære
Kommisur: forbinder en hemisfære med en anden
Projektionsfibre: forbinder med andre dele ag hjernen og rygmarven /CNS.
Angive forskellige kemiske stoffer, der påvirker centralnervesystemet, og beskrive hvordan de virker.
Stuímulanter ( Stimuler aktiviteten i CNS)
- kokain, speed, amfetamin: Hæmmer genoptag i præsynaptiske kløft af noradrenalin og dopamin, dvs øger tilgængelighed af naturlige transmittorstoffer.
- Ecstacy:Øger frigørelsen af serotonin (neurotransmitterende stof) fra præsynaptisk kløft
- Nikotin og koffein: virker også som stimulanter.
Depressanter (hæmmer aktiviteten i CNS)
Opiater; (opium, morfin, heorin, metadon) Virker som agonister(substutuerer) for hjernens naturlige opioder (endorfiner og enkephaliner). Lindrer derfor smerte og medfører stærk følelse af velvære. Ven gentaget brug, nedsætter hjernen egen produktion, og der opstår ubehag ved ophør og man er fysisk afhængig.
Alkohol: Virker neurotransmitteren GABA. Øger mængden af GABA og hæmmer derved normale funktioner der fx kan føre til generthed
Hallucinogener; fx LSD. virker som antagonist for serotonin, og forårsager hallusiationer.
Beskrive hvad man kan se på EEG (søvn, coma, epilepsi).
Elektro-encphalo-gram. EEG er måling af den elektriske aktivitet i hjernen. Målinger foretages ved at placerer elektroider på personens isse.
Det mest eaf tiden er bølgerne på EEG uregelsemæssige, men da den elektriske aktivitet ikke er synkrom. i visse situationer kan der imidlertid agttages specifikke mønstre
Alfabølger: hvilende tilstand, normalt menenske
Betabølger: intenst mental aktivitet.
Thetabølger: somregel hos børn, men også voksne med visse hjernelidelser
Deltabølger: dyb søvn, spædbørn, og voksne med alvorlige hjernelidelser
På EEG kan man se:
Søvn: dyb søvn = Alphabølger.4 søvnstadier.
Epilepsi: bruges til at diagnosticerer epilepsi. Da elektrisk aktivitet i hjernen betydeligt påvirkes under epileptiske anfald. gentagne spikes: kortvarige potentialer med høj amplitude.
Koma: Ingen aktivitet , alt for mange alphastråler
Kort beskrive de basale gangliers funktion.
d
Epilepsi - redegøre for forekomst, patogenese, ætiologi, symptomer/fund, diagnostik, følgesyg-domme, behandling, forebyggelse, prognose og byrde for patient/samfund ved:
ca. 1 % af befolkningen .
Forbigående gentagne anfald af ukontrollerede neuroal aktivitet, medfører cerebronal dysfunktion. Minimum 2 anfald før der er tale om epilepsi. Man skelner mellem partielle og genrealliserende anfald.
Ætiologi:
Idiopatisk epilepsi: igen anden sygsom en epilepsi.
Sekundær epilepsi: anden hjernesygdom er årsag til epilepsien. Nogel kan være arvelige.
Patogenese:
1.Anfald skyldes en unormal hypersynkronisering af dendritternes potentiale, så aktionspotentialet genereres i flere nruroner samtidig. Hypersynkronisering syldes formentlig ændringer i neuronernes neurotranmitstoffer eller membranegenskaber.
2. Generaliserede anfald: udløses centralt i cortex og holder sig fokalt i hjernen eller hjernestammen og spredes til begge hemisfære. Partielle anfald udløses i cortex og holder sg fokalt i hjernen.
Symptomer:
Partielle anfald: 1. simple: bevidsthed bevares. 2. Komplekse anfald: bevidsthed er påvirket. symptomer afhænger af hvilken del af cortex anfaldet går ud fra. kan være censoriske, autonome og psykiske.
Generaliserede anfald:
1.Anscencer; pludselig bevidsthedstab uden kramper eller tab af muskeltons. varer få sekunder. påtient ofte uvidende om at anfaldet har fundet sted. ses ofte hos børn (ex. dreng der sidder og laver lektier og hele tiden falder ud)
2.Myoklonier: kortvarig, rykvise muskelkontraktioner af en eller flere muskel grupper
3. generaliserede kloniske anfald: starter med pludelig bevidsthedstab. kort tonisk fase hvor kroppen stivner. efterfulgt af rykvise, rytmiske muskelkramper/kontraktioner. ofte efterfulgt af blåfarvning pga mnaglende ilt. mundfråde, tungebid… varer 30-60 sek. efter anfald er patient ikke til ta komme i kontakt ,ed i et par minutter,
Behandling: medicensk: Antiepilepsi. starter først efter andet anfald ved idiopatisk epilepsi. Monoterapi tilstræbes pga. interkation mellem medikamenter, med dikamentel behandling bliver 80% anfaldsfrie elleer får markant redeuceretr anfald.
Kirurgisk behandling: i medicinskresistente tilfælde.
Forebyggelse: ukendt årsag. men undgå alkoholmisbrug, forebygge apopleksi
Meningis - redegøre for forekomst, patogenese, ætiologi, symptomer/fund, diagnostik, følgesyg-domme, behandling, forebyggelse, prognose og byrde for patient/samfund ved:
ca 200 tilfølde i DK om året
Alvorlig infektion i CNS
kernesymptomer: nakke-rygstivhed, hovedpine, høj feber, lysskyhed, bevidsthedspåvirkning.
Diagnose stilles ved undersøgelse af cerebrospinalvæsken
Behandling: intravenøs antibiotika er vigtig for en god prognose ved bakteriel meningis.
Inflammation i pia og archnoidea mater. Man skelner mellem nakteriel og viral meningitis.
Bakteriel meningitis; højere motalitet end viral. Skyldes hyppigst meningokokker eller pneumakokker. Forskellige bakterier forårsager typisk sygsommen hos forskellige aldersgrupper, smitter ved dråbeinfektion,. bakterierne trænger igennem slimhinderne i respirationsvejene og transporteres med blodet til meninges.
Symptomer: opstår pludeligh. feber. hovedpine. kvalme. opkast. nakke-ryg stivhed. træthed
Behanlding store doser pencil in. vigtigt me dhurtig behandling. hjælp ved intrakaniøst tryk eller respirationspåvirkning.
Forløb: ubehandlet: 50-100% martalitet. . ve dbehandling er matalitet og men raten høj
Forebyggelse: vaccination fungerer mod nogle typer. og forhindre smitte af det nære milj.
Viral meningis: infektion med bakterien Borrelia Burgdorferi. overføres med bid fra infiserede insekter. af enn enteovirus
Bliver sansynligvis rask af sig selv efter 1 uge. ellers samme som bakterielt forløb (kvalme, stivhed i nakke ryg, feber..)
Spændingshovedpine og migræne uden aura
prævalens: over livstidsperiode: knap alle voksne har prøvet at have hovedpine.
Hovedpine defineres som smerte lokaliseret i kraniet eller nakken. sondres mellem : primær (ingenstrukturel årsag), strukturel årsag,. anden sygdom ex en tumorer er årsag.
primær former: 1. migræne.2 spændingshovedpine. 3. klyngehovedpine.4. andre former ex antrengelser eller kulde.
Migræne: findes i arvelig form. fleste kender ikke årsagen til det. formentlig er vaskulære ændringer i hjernen en del af årsager ne migræne (abnorn udvidelse eller konstriktion af blodkarrene i hjernen) muligvis tale om øget aktivitet i 5 kranienerve.
Symotomer: Unilateral: 1 side af hovedet, dunkende , pulserende smerte. kvalme opkast. forværres af lys. varer nogel timer. ikke mere end 2 dage.
forebyggende: betablokkere eller calciumantagonister.
behandling: smertestillende (NSAID). hvile
Spændingshovedpine: arvelig. associeret med myoser i nakken og skulderregion. relateret til stress, anstrengelse og kropsholdning.
symptomer: trykkende, pulserende smerte. mildere smerte end migrene. bilateral: begge sider af hovedet. kan blive kronisk. varer ofte længere tid end migræning
behanlding smertestillende NSAID. effekt af massage og fysioterapi. kronisk spændingshovedpine er svær at behandle fører ofte til medicin overforbrug som giver mere ondt i hovedet (programmer om folk der tager overforbrug af piller pga hovedpine, og derved fpr hovedpine.).
Forebyggelse: mindre stress,
Demens
Alzheimer - demens.
1 % af de 65-69 år
20 % af 85-89 årige
Skyldes Alzherimer eller vaskulær demens, som skyldes patologiske ændirnger af hjernens blodgennemstrømning.
medfører nedsat funktionsevne i dagligdagen. Ingen kurativ behandling, kun udskydelse af progression. forebyggelse rettes modcerebrovaskulære risikofaktorer somhypertension, højtkolesterol tal osv
diagnose: klinisk, da undersøgelse af hjerne først kan ske efter død.
Alzherimer 80 % af demenssygdom
sympytomer: hukommelsessvigt, sprogvanskeligheder trlthed, dømmekræft
unga kan også få det, men ikke så dokumenteret . måske 5000
PArkinson
6000-8000 i DK. langsom progressivt og neurogenerativ sygdom
definition: fremadskridende lidelse i basalganglierne med manglende dopaminproduktioin
ukendt hvorfor
patogenese: ved parkinson sker et tak af det produktion ag det neurotransmitstoffet dopamin. produktinen af dopamin nedsættes og nedbrydning er kontant hvilket giver et underskud. Da postsynaptiske membraner beholder deres dopamin receptorer, er det muligt at tilføre dopamin udefra.
symptomer: 1nedsat bevægelig he’d, hypokinisi. langsomme bevægelser. stivhed, træthed,2 symptomer strater gradvist, og udvikler sig langsomt.3 først træthed, rystelser når man hviler sig. starter typysk i overekstremiteten, fingre. forværres med nervøsistet. senere nedsat bevægelighed, længsommere og stivhed, ses i ansigtmimik. sløret og svag tale. savlen. vanskelig/langsom igangsætning.
Behandling; medikament behandling. erstatte dopamin. eller hæmme nedbryderne. protein som fremmer dopaminen overlevelse. kirurgisk: ikke så normalt. udvikler isg værre og værre, progeredierende. MEdikamenter hjælper godt de først 2-5 år, hefter aftager behandlingshjælpen.
Multipel sklerose
1 ud af 1000 i DK. Kronisk sygdom. inflammation og demyelinisering af det hvide substans på axonerne i hjerne og rygmarv. nedsat signalhastighed i Nerveceller i CNS. Sygsommen er karakteriseret ved tilbagevende attakker, dvs. ud fald der løbende kommer.
Demyelinisering ag neuroner i CNS på grund af inflammatioin
ætiologi: ukendt, arveligt, andre sygsome, miljø, ex. tidligere virusinfektion.
Pato: debut i 20-40 års alderen, hyppigst kvinder. Alle dele i CNS kan rammes (ikkePNS). Inflammatorisk proces medfører demyelinisering af neuroner. Myeliniseringen scleroserer (bliver hårdt) , danner sclerotiske plaques i hvid substans. NEDBRYDER blod-hjernebarrieren og kymfocytter og makrrfager infiltrerer området.
PLagues varierer i størrelse fra mm til cm.
Symptomer: sensoriske forstyrrelser. 4 . Motoriske forstyrelser, halvsidig lammelse af begge ben. talaforstyrrelser, balance- og koordinationsbesvær, træthed, koncentrations- og hukommelsesbesvær.
Forløb: Meget forskellig. Hastigt prodigerende, dødeligt forløb eller enkle attacker uden bliven men. 2 oftes er sygdommen præget af attack-agtigt forløb med gentagne anfald adskiolt af remission. efterhånden dog blivende neurologiske udfald immelem/efter attack.
Forbyggelse: ingen kurative. akutte attacker behandles antiinflammatorisk virkning. Behandling med beta-interferon, nedsætter attack hyppigheden med 30 % og reduktionne betyder færre antal plaques. Er sekundær forebyggelse.
apopleksi
Blodprop i hjernen. PLudseligt opstået neurologiske symptomer. ca. 12.000 danskere rammes hvert år. 85% skyldes iskæmisk apopleksi og skyldes blodprop i hjernen.
Hæmoragisk apopleksi 15% skyldes en hjerneblødning.
(hæmoragi: blødning, iskæmi:manglende blodtilførsel)
3.hyppiste dødsårsag i DK. Fokale neuroliske symptomer med varighed over 24 timer forårsaget af iskæmi eller hæmorage. Oftes iskæmi, blodprop.
Symptomer: afjænger af lokation og størrelse. kan være: Kognitiv, motorisk og sensorisk. rigtig mange forskellige symptomer men afhænger hvor i hjernen ex sprog, syn, styreevne (motorisk osv..)
BEhanlding; 1. Akut behandling. Redde penumområder hvor blodgennemstrømningen er ophørt, men vævet endnu ikke er dødt ved at holde normalt tryk osv. blodtransfusion. 2. Trombolysebehanlding: ved iskæmi (blodprop) inden for 3 timer, ellers risikeres hæmorage/blødninger.3. forebygge nye apoplekser:ved diabetes: kontrollere sukkerindhold. Behandle hyperintension. antikoagulationsbehandling (iskæmi), Ændre livsstil, undgå tobak og alkohol. Forhondre dyslipædemi, som er forstyrrelser i blodet indhold af lipider. Rehabilitering; læger, talepædagoger, plejere sov. tværfagligt regi,
primær forebyggelse: ungå overvægt, rygning. øge fysisk aktivitet. behandling af hypertension (forhøjet blodtryk)
Neuromuskulære sygdomme
syringomyeli: centrale kanal i medulla spinalis forfalder og udvides, så der dannes et langstrakt væskefyldt hulrum i medulla spinalis. kan være medfødt eller erhvervet. Symptomer afhænger af lokaltion kan være: smert elang en nerve, ,,, predigeredet forløb
amytrofisk leteral sklerose: sklerose/tilgrunding af motoriske hjerneceller i hjernebarken i kranienerverne og rygmarven. starter distalt, senere praksimalt. til sidst bliver man hjælpeløs pga. svigt. behandling: igen, kan forlænge leve tid i 3 måneder. dør efter 3-5 år.
Traume: traume/skade på de- eller ascenderende nervetractusser som følge af fald eller trafikuheld. OPstår primær mekaniske skade og sekundær vævsskade forårsaget af inflammation, ødem og iskæmi i nervevævet
Behandling: anatomisk reponering af columna, holder formen. antiinflammatorisk medkamenter. forebyggelse: dumheder…
Tumor i spinal kanalen: hyppigst metastaser, sjældent med primærer tumorer. kan være uden for medulla (ekstra modullærer) eller inden for meduller (intermodullæere)
Symptomer afhænger af placering, kan være sensorisk og eller motoriske. Behanlding: fjernelse af tumor.
o epiduralt hæmatom
o subaraknoidalblødning
o subduralt hæmatom
Hæmaton - blødninger i PNS.
Beskrive at det perifere autonome nervesystem består af en sympatisk, en parasympa-tisk og en enterisk del.
Det autonomenervesystem styrer glat muskulatur, hjertemuskulatur og visse kirtler. Ikke styret af viljens kraft, AUTONOMt. selvstyrende reflekser i dette nervesystem hedder autonome reflekser. Styres af hypothalamus. Opretholder hemostase med nedgativ feedback mekanismer. på baggrund af struktur og funktion opdeles ANS i sympatiske, papasympatiske og enteriske del.
Sympatiske: øger kroppens fysiske evnerer, aktiveres ved stress og fysisk aktivitet
Parasympatiske: høj aktivitet i hvilefunktion. stimulerer blandt andet fordøjelsen
Enteriske nervesystem. komplekst nerværkt af neuroner i fordøjelseskanalens væg, med virker til regulation af fordøjelsen.
Redegøre for anatomiske og fysiologiske forskelle på det sympatiske og det parasym-patiske nervesystem.
SYMPATISK
Lokalisering: cellelegemerne/præganglionære sympatiske celleneuroner ligger i i de laterale horn i medulle spinalis, i thoracale og lumbale hvirvler (T1 til L2). Ganglierne ligger som perler på en snor langs rygsøjlen
Neurotrabsmitterstof: præganglionær nervecelle: Acethylcolin. Postprganglionær nervecelle: noradrenalin for det meste, ellers acothycolin.
Aktiveres ved fysisk aktivitet og stress. Øger kroppens fysiske ydeevne og gør kroppen ready for fight. Aktiveres ved frygt, stress og sysisk krævende sistuationer
Fungerer som EN FUNKTIONEL ENHED!Tværforbindelser mellem ganglier, de sympatiske ganglier er bundet med flere axoner fra rygmarvssegmentet, og derfor påvriker det sympatiske nervesystem flere forskellige målorganer på én gang! Påvirker også binyren som transportere noradrenelin og adrenalin rundt i blodet
PARASYMPATISK
Ligger i hjernestammen eller i de laterale horn i medulla spinalis sccralregionen. (S2-S4). ganglier ligger tæt på målorganers vægge eller tæt på. præ- og postganglioler påvirker af neurotransmitterstoffer acethyl colin.
Funktion; høj aktivitet i hvilesituationer og stimulerer balndt andet fordøjelsen. Fungerer IKKE som en funktionel enhed! INGEn tværforbindelser mellem ganglier, påvirker derfor kun 1 målorgan af gangen.
SAMSPIL
De fleste organe ri kroppen som er under autonom kontrol, innerveres af både ysmpatiske og papasympatiske nervfibre. Virker stortset altid modsat.
Dog kan begge systemer virke stimulerende og inhiberende/hæmmende. ex blodkarer: nedsat sympatisk aktivitet medfører vasodilatio
Angive bestanddelene af plasma (ca. 90% vand, ca. 7% protein, ca. 3% elektrolytter, næringsstoffer, affaldsprodukter mv.).
Plasma består af ca.
90% vand
7% protein
3% elektrolytter, næringsstoffer, affaldprodukter, gasser, enzymer, hormoner)
Beskrive plasmaproteinernes hovedfunktioner.
60 % Albumin,
35% Globolin,
5% Fibrinogener
Albulin: Stort plasmaprotein som er for stor til at passerer igennem kapillærvæggen og derfor er med til at opretholde blodets osmotiske tryk, bevægelsen mellem blod og væv
Tranportmolekyle for andre molekyler: Theroideahormon, Fedtsyrer og bilirubin
Globuliner: nogle er en del af immunsystemet. Transport for lipier, kulhydrater, og hormoner
Fibrinogener: indgår i dannelse af blodkoageler og er ansvarlig for blodets koagulation
Anføre de vigtigste elektrolytter i plasma (natrium, klorid, kalium, calcium, fosfat).
natrium (na+) , klorid (cl-), kalium (K), calcium (Ca2+), fosfat(PO43).
Anføre de gasser som findes opløst i plasma (ilt, kuldioxid, nitrogen).
O2 ilt
Kuldioxid Co2
Nitrogen N
- angive omtrentlig størrelse og form samt at erythrocytterne er meget eftergivelige.
Som er werthers original. Runde, fladtrykte bikonkav celle - formen øger overfladen og gør at luftarter nemmere kan diffundere ind og ud af cellen.
støørelse 7 um og 2 i højde
Erythocytter er bøjelige og eftergivelige, så de kan komme ind i selv de midste kappilærer - gør de én - efter - en. Folder sig for at kunne komme igennem.
- angive at modne erythrocytter ikke har en kerne.
modne erythrocytter har ikke en kerne når de er modne
- angive at hovedbestanddelen af erythrocytter er hæmoglobin.
1/3 af erythrocytten består af hæmoglobin.
Hæmoglobinet farver erythcytten rødca 250.000 hæmoglobiner pr erythrocyt. Derudover indeholder den lipider, ATP, enzymer
- angive at hæmoglobin består af 4 polypeptidkæder, hver med en jernholdig hæm-gruppe som hver binder et ilt-molekyle.
Hæmoglobinet består af 4 peptidkæder, med hver sin jernholdige hæm-gruppe. O2 tranporteres rundt i blodet ved at binde sig til det jernholdige hæm-gruppe. 4 grupper, derfor kan det transportere 4 iltmolekyler. ca 98 % af ilt i blodet transporteres ved at binde sig til hæmoglobin. (resten flyder frit i blodet).
(co2 binder sig til amino-delen, ca 23%. )
- redegøre for hæmoglobins funktion (se endvidere Respirationsfysiologi).
Transportemolekyle -blandt andet for luftarterne Co2 og O2
ilt: bindes til hæm-gruppen. ca. 98% af iltet i blodet transporteres via hæmoglobinmolekyler. 4 hæmgrupper = muligt at transportere op til 4 ioltmoleklyer af gangen. Herved at hæmoglobinet mættet (saturation: ledige pladser på hæmoglobinet som ilty-molekylerne ikke optager)
Tranport af for CO2. bindes til amino-delen. 23% af Co2 i blodet.
Transport af Nitcric. Kemisk signalstof der produceres i endothel
- beskrive erythropoisen og regulationen heraf.
Dannelse af røde blodlegemer, erythrocytter. Sker i den røde knoglemarv. tager 4 dage.
Stadier: stamcelle -> reticulocyt - > erythrocyt.
Reticulocyt: øget antal fortælle om øget reproduktion af erythrocytter ex efter blodmangel
Nødvendigt: ved produktionen er det nødvendigt med vitamin b12 og folinsyre til celledeling og DNA-syntesen. Produktionen af hæmaglobin kræver også jern. -> derfor måles jern niveau og gives jernpiller efter blodonor. JERN ER NØDVENDIGT for hæmoglobin produktionen!
Regulation: reproduktion af røde blodlegemer stimuleres af blodets iltindhold. produktion styres af hormonet EPO, som dannes i nyrerne. proces: iltindholdet i blodet falder - øget produktion af epo i nyrerne - øger produktionen af erythrocytter i den røde knoglemarv - antallet af erythrocytteri blodet stiger, og dermed flere ledige hæm-pladser til iltmolekylerne. Sker osm naturlig proces hvis man opholder sig i bjergene hvor ilt-niveauet er lavt,
- beskrive den normale livscyklus for erythrocytter; herunder kort beskrive hæms og jerns cykli.
120 dage for mænd 110 dage for kvinder.
1 % nydannes hver dag. har ingen kerne. 4 dage om at blive dannet i den røde knoglemarv. Cellen begynder i sin levetiat degrederer: dårligere og langsommere til at transportere ilt osv. skrøbelig plasmamembran - når der går hul på denne, sker ofte i milten, kommer makrofagerne og nedbryder hæmaglobinen.
Hæm-delen: bliver til bilirubin i makrofagen og udskille si plasma. HEr binder det med albumin og transporteres til leveren.. Leveren gør bilirubin vandopløseligt, og udskilles herefter som galde i tyndtarmen. I tarmen nedbrydes bilirubin til pigmenter som farver afføringen. Noglepigmenter absoperes i tarmen og udskilles i urinen
Globin-delen. Nedbrydes i makrofagen til aminosyrer, som bruges til produktion af protein.
Jern_ transporteres tilbage til den røde kboglemarv og bruges til produktion af nye erytcrocytter eller oplagre si diverse væv til senere brug, i sær i milt eller lever
- beskrive hovedfunktioner for leukocytter.
At beskytter og forsvarer organismen mod indtrængende organismer. Rydder op efter cellerester og døde celler
Egenskaber: har en kerne. Granucytter, basofile og eosine har et kornet udseende.
Lymfecytter og monocytter har ikke i så stor stil.
Bevæger sig typisk amøbeagtigt med en udløber, som de trækker sig efter. Nogle af dem er lidt store og derfor maser de sig gemmen kapillærvæggen.
Tiltrækkes af kemotaksin: giftstof som udskilles af bakterer og døde celler.
- definere leukocytose og leukopeni.
Normalt er der 5000-10000 celler pr ul i blodet
Hvis der er mere: leukocytose ex. ved leukæmi. forhøjet antal hvide blodlegemer
Hvis der er mindre: Leukopeni: for lavt antal hvide blodlegemer i blodet. forekommer ved undertrykkelse af knoglemarvens funktion ex. efter radioaktiv stråling eller tumor –> derfor kræftpatienter har et lavt immunsystem, årsagen er fald i produktione af hvide blodlegemer
- anføre opdeling af leukocytter i granulocytter, monocytter og lymfocytter.
Leukocytter kan deles op i
Granulocytter: kornede i udseende. herunder også eosinfile og basofile granulocytter
Monocytter og lymfocytter. monocytter udvikler sig til makrofager ved at producerer flere organeller som mitochrindrier og plasmatiske reticulum.
- definere differentialtælling og give eksempler på dets brug.
Den procentvise fordeling af de hvide blodceller i blodet. bruges til diagnosticering fx ved bakteriel infektion -> forhøjet antal granulocytter. Ved allergisk reaktion -> forhøjet antal basofile og eosinefile granulocytter.
- beskrive thrombocytternes rolle i hæmostase og koagulation.
Homæstasen
1. at danne thrombopropper
2. at fremme dannelsen og sammentrækningen af blodkoageler.
Dannelse fa thrombocytprop: Binder sig til de kallogene fibre fra de ødelagte celler. Danner en bro mellem fibrene og thrombocyttens receptor. Thrombocytten er aktiveret og exocytesere blandt andet ADP og Tromboxan, hvilket tiltrækker andre thrombocytter. Thrombocytterne svumler op og får “fangearme” som de fanger frie fibrinogener med, som flyder rundt i plasma. De virker som lim, og hjælpe thrompocytterne med at aggerer og holde og klumpe sig sammen til en thrompocyt prop. fortsættes indtil proppen tætter blodkaret.
Koagulation
under koagulationprocessen, efter fibernetværket er dannet, sætte rthrombocytterne sig fast i fibernetværket hvor koagelet dannes. efter knap en time begydner kaegelet at trække sig sammen, sårets sider trækkes sammen, sker via actin og myosin i thrombocytterne kontraherer.
- angive at blodet består af plasma (ca. 55%) og formede elementer (ca. 45%).
PLasma 55%
Består 90% af vand
7% plasmaproteiner (albumin, glubylin, fibrinogen)
3% alt muligt, næringsstoffer, affaldsstoffer, luftgasser, enzymer, hormoner
Formede elementer 45%
Heraf 95% røde blodlegemer erythrocytter
5% hvide blolegemer
knap 70 % granulocytter og knap 30% lymfecytter og monocytter
- definere hæmatokrit og angive normalområde (mænd: 40-54%; kvinder: 37-47%).
Hæmatokrit: antallet af røde blodlegemer i det totale blodvolumen
MÆnd: nomalområde 40-50%
Kvinder 37-47%
De røde blodlegemer produceres i den røde knoglemarv, og mænd har mere knoglemasse end kvinder - derfor?
- anføre hæmostasens tre faser (vasokonstriktion, thrombocytaktivering, koagulation).
Hæmostasen har 3 faser
Der er gået hul på blodkaret og dette reparerer/genoprettes ved hjælp af hæmostasens 3 faser.
1. Vaskonstriktion: Blodkarene kontrahere for at mindske hullet.
2. Thrompocytternes receptorer binder til endothelcellernes kollagenfribre, dette aktiverer thrombecytterne så blandt andet udskiller/exocytere ADP og thromboxan, som tiltrækker flere thrombocytter.
Koagulation
- beskrive den vasokonstriktoriske fase.
Glatmuskulatur i blodkar trækker isg sammen
Kontraktionen udløser nervøse reflekser eller kemiske stoffer ex. tromboxaner
Vasokonstriktionen reducerer blødningen indtildannelse af thrombocytprop
Kan vare op til en halv time. jo større beskadigelse, des stærkere konstriktion
- beskrive thrombocytaktiveringsfasen (thrombocyt aggregation).
Samling af thrombocytter der kan tætne små huller i blodkarret (thrombocyt= blodplade)
kan opdeles i 3 trin
- Når et blodkar ødelægges blotlægges kolagenfibrene fra bindevævet i endothelcellerne. Thrombocytterne binder til koollagenfibrene med deres receptyorer.
- Thrombocytterne aktiveres og udskiller blandy andet ADP og thromboxan, som tiltrækker flere thrombocytter
- Thrombocytterne får fandearme, og kan tindfange fibrinogener som virker som lim for thrombocytterne, er med til tiltrække flere og samler på dem så de til sidst danner en thrombucytprop fortsætter indtil hullet er tætnet.
Sker kun i beskadiget endothelvæv, da ubeskadiget endothel udskiller et stof som forhindre thrombocytterne i at binde sig.
- beskrive hovedtræk i koagulationsprocessen.
VEd større skade er vasokonstruktionen og thrombocetprop ikke nok til at standse blødningen. I en sådan situation dannes et blodkoagel
definition af blodkoagel: et netværk af trådeagtige proteinfibre, fibrin, som opfanger blodceller, blodblader og væske, så der dannes et geleagtig masse.
Koagolationfaktorerne: Dannelsen afhænger af en række proteiner, som kaldes koagulationsfaktorer som findes i plasma. Normalt er de inaktive, men de aktiveres ved skade. Der sker en kædereaktion, så de kan producerer et blodkoagel. Når en faktor er aktiveret, aktiverer det, det næste, forstætter indtil de har dannet fibrin
Kaskaderaktion: en faktor påvirker den næste indtil der dannet fibrin.
Når fibrinnetværker er dannet opfanger det blodlegemer således at der dannes en geleagtig masse
Koagelkontraktionen: når det at kondensere til et mere kraftig struktur. koagel retraktion: keagelet trækker sig sammen via actin og myosin i thrombocytterne.trækker hinderne modhinanden
- beskrive hvorledes koagulationsprocessen kan aktiveres via ydre og indre aktiverings-system.
Koagulationsprocessen kan aktiveres via ydre eller indre system.
kaskadereaktion af koagelfaktorerne kan startes af kemiske stoffer udefra som aktiverer dem, eller af kemiske stoffer inde i blodet som aktiverer kaskaden
- anføre at der findes en række koagulationsfaktorer i plasma og i thrombocytter som er nødvendige for sufficient hæmostase.
Der findes en række koagelationsfaktorer som er nødvendige for sufficient hæmostase.
disse faktorer flyder inaktive rundt i blodet, og aktiveres af kemiske stoffer, som udløses ved en vævsbeskadigelse. en kaskadereaktion blandt faktorerne starte, dvs. de aktiverer hinanden en efter en og danner koagel
- redegøre for vitamin K’s betydning i hæmostasen.
K vitamin er vigtig, da prothrombin produceres af vitamin K. Prothrombin er en del af kaskadereaktionerne som sker i dannelsen af blodkaogel i hæmostasen.
Vitamin K får man via kosten 50%, og bakterier i tyktarmen 50%.
nyfødte får ofte en indsprøjtning af vitamin K ved fødslen.
VEd vitamin K mangel nedsættelse hæmostatsen. Mangel til vitamin kan skyldes dårlig ernæring, er, da det er et festopløseligt stof og skal optages fra tarmen, vil denne proces hæmmes af hvis galdeblæreren ikke virker optimalt, ex ved galdesten
- beskrive heparin, antithrombin III og thrombins’s rolle i antikoagulationen.
Antikoagulation: et stof der forhindre koagulationsfaktorerne i at danne blod koagel, og begrænser det til kun at ske der hvor skaden sker. Koagulation sker kun der hvor koagulationsfaktorerne overstiger virkningen af antikoagulationsfaktorerne
Antithrombin III: PLasmaprotein fra leveren, som bevirker ved langsomt at inaktiverer thrombin. Hrparin forstærke dens virkning, så det sker hurtigere.
Thrompin: medvirke ri koagulationen, ved at aktivere dannelsen af den opløselige plasmaprotein fibrinogen til det uopløselige fibrin.. 90% af den dannnede thrim virker på skadestedet, den thrombin der bevæger sig væk fra skadestedet, inaktiveres afg antithrombin III . og så er virker thrombin også ved at aktivere opløsning af fibrin.
- beskriv fibrinolyse.
den proces for fibrinopløses/nedbrydes, sker umiddelbart efter at koagelet er dannet, men det sker langsomt. koagelet bliver som g´regel nedbrudt efter inden for et par dage efter dannelsen.
Fibrinolyse sker med at plasmaproteinet plasminogen omdannes til det aktive enxzym plasmin. Omdannelsen katalyserer thrbrin, faktor 8 og lysomale enzymer. plasmin angriber fibrintråde så koagrlrt nedbrydes,
- redegøre for ABO og RH blodtype systemet.
Blodtypesystemerne bruges til at bestemme hvilket blod der kan gives ved en transfusion
ABO systemet findes der 4 blodtyper
Typer: A, B, AB, og 0
De er opdelt efter om de har antigener på overfladen af røde blodlegemer og om de har antistoffer i plasma:
Type A: Har type A antigener, og Anti B-antistoffer
Type B: har type B-antigener og anti A-antistoffer.
Type AB: Har type A og B - antigener og har hverken type anti A eller anti B antistoffer
Type 0: Har hverken type A eller B antigener, men har både type A og type B atistoffer
Normalt danner man først antistoffer mod et antigen når man har været disponeret for det. Men som det ses, danner en person, der mangler et bestemt type antigen i AB-systemet et antistof mod dette antigen uden tidligere at have været disponeret. antistofdannelsen starter ved 6 månedern alderen.
Rhesus-systemet
RH systemet findes 2 blodtyper: Positiv og negativ
Opdeles i D-antigen på overfladen af røde blodlegermeog antistoffer mod type D-antigen.
Rhesus positiv: har et d-antigen på overfladen af rode blodlegemer,
Rhesus negativ: Har ikke, men kun et antistof mod type d-antigen, hvid den tidligere er blevet eksponeret.
Kombinationen af AB- og RH systemet normalt anvendes for at angive en blodtype
- kort beskrive principperne for transfusionsbehandling.
En transfussion sker når man overfører blod fra en person til en anden.
Årsag: ved blodmangel ex. efter en ulykke/traume, operation eller graviditet
folige blodtyper: Man skal helst anvende forlige blotyper, dvs. de er ens i forhold til blosystemerne og antigen/antistoffer. Derved mindskes risikoen for agglutinationsreaktion / en reaktion, som kan forårsage klumper i blodet og derved danne kredsløbsschok. Der kan også ske hæmolyse.
Man kan lave cross-matsch hvorved man tjekker om der sker en reaktion i et glas, inden transfusionen sker.
Anæmi (megaloblastær, jernmangel, kronisk sygsom, hæmolytisk)
Tilstand hvor blodets indhold af hæmoglobin er for lavt i det venøse blod. for kvinder under 7mmol pr liter og mænd under 8mmol pr liter.
Årsager:
Vitamin B12, jernmangel HYPPIGSTE 1 % af voksne, kronisk sygdom eller hæmolytisk
forekomst: 10% hos hjemeboende 65 årige. 50% hos 65-årige på plejehjem
Forebyggelse: kost, behandling: jerntilskud. behandle tilgrunslæggende sygdom ex. hæmmende absorption.
Megaloblastær: Mangel på vitamin B12 påvirker /hæmmer produktionen af røde blodlegemer/erythrocytter, da, da vitamin B12 er en nødvendighed ved DNA syntesen i den røde knoglemarv. Hvor mangler man B12?
Jernmangel: Et hæmaglobin inluderer 4 jernatomer, ved jernmangel produceres ikke hæmaglobin
Kronisk sygdom: som leukæmi hvor der er sygdom i knoglemarven
hæmolytisk: blodmangel, efter truame, fødsel el. lign. er normalt, men aghænger af antallet af de små erychytter som er i gang med at blive dannet (erythropoisen) om det er ok eller ej.
mangel på fosylsyrer
Jernmangel er den hyppisgste årsag til anæmi DK og globalt
Hvorfor: fejlernæring, ikke nok jern i kosten optimal 10 mg om dagen, mere for gravide og ammende mødre
fysiologisk behov: ved blødninger ex. menstration
Nedsatabsorption i tarmen
- skitsere hjertet (frontalt gennemskåret), lungekredsløbet og det systemiske kredsløb med angivelse af blodstrømmens retning samt angivelse af højre og venstre atrier og ventrikler, truncus pulmonalis, arterie pulmonalis sin et dxt., vena cava inf. et sup., aorta, septum intraventriculare, seminulærklapperne, tri- og bicuspidalklapperne, apex, basis.
Do it do it!
- beskrive hjertets ydre væg (perikardium, epikardium, myokardium, endokardium).
Hjertets ydre vægge
inderfra:
Hjertets inderside, dvs det bindevæv som klæder indersiden af hjertet ved blodet, heder endokardiet.
Det næste væg er myokardium, som består af muskler, hjertemuskulaturen . tværstribede muskler. er ansvarlig for at hjertet kontraherer når det pumper blodet ud.
Hjertes ydre lag hedder epikardiet.
Hjertet ligger nede i en perikadium, hjertesækken, som bevirker at hjertet ligger beskyttet, som hvios man tager en knytnnæve og pressen den ned på en ballon (som ikke er pustet helt op). Dette støtte og beskytter hjertet
Pericardiet har 2 lag, serøse og fibrøse perikardium. med en pericardie hule imellem sig, hvor der er en smule pericardievæske:
Indersiden af perikardiet,kan deles op i 2; Det viscerale (som også er epikardiet) og det peritale pedicardium. Begge består af serøs bindevæv.
ydreste væv: fibrøst bindevæv, kaldes peritale perocardium. Holder hjertet på plads i midanen og sørger for at det ikke klapper sammen.
Oversigt; Lag i hjertet indefra: Endokardium, Myokardium, epikardium / viscerale epikardium, perikardiehulen, perifere pedikardium og fibrøse pedikardium
- beskrive cuspidalklappernes sammenhæng med papillærmusklerne via cordae tendinae.
Hver ventrikel indeholder kegleformede muskelsøjler, der kaldes papillærermuskler. Disse er forbundet til AV-klapperne (cuspidadalklapperne) via tynde senetråde kaldet cordea tindineae.
Når ventriklen kontraherer, kontraherer papillærtrådene og cordea trindinea trækker i AV-klapperne/cuspidalklapperne og begrænser klappernes bevægelse så de ikke presses udad.
Dog er det ikke corndae som bevirker klapperne åbne, det er en passiv proces der sker når trykket i arterierne er strre end trykket i venerne, blodet presser sig igennem klappen.
- beskrive hjertets egen blodforsyning og drænage (a. coronariae sin. et dxt., sinus co-ronarius).
Hjertet er forsynet med blod gennem højre og venstre coronar arterie. Disse afgør fra aorta lige efter at aorta har forladt venstre ventrikel. Ligger i sulcus coronarius. (fordubning er hjertets overflade, der adskiller ventriklerne og arterierne) og ventrikkelskillevæggen.
Højre coronar arterier: : Som regel mindre i diameter end venstre og indeholder mindr blod. Forsyner højre atrium, det meste af højre ventrikel, bagerste del af ventrikelskilllevæggen., AV-knuden og dele det Hisske bundst.
Venstre kronor arterie, lidt større end højjre, forsyner resten afhjertet. Ramus interventricularis anterior udgår fra venstre coronar arterie og forsyner forreste del af venstrikelskillevæggen samt tilstødende dele af ventrikelvæggen Det er ofte her der forekommer blodpropper.
Højr eog venstre kronorar arterie forgrener sig i mindre arteirer der fordeler sig over hjertets overflade. De fleste dele af myokardiet modtager blod fra mere end en arterie og der er endvidere mange direkte forbindelse mellem arterierne. Hvis en arterie blokeres, er det derfor muligt at den pågældende del af hjertet forstsat kan forsynes gennem an anden arterie
Drænage: Den store go lille hjertevene: Den store hjertevene dræner venter del af hjertet, og den lille hjertevene dræner højre del. På bagsiden af hjertet løber disse vener sammen til sinus coronoarinus, og løber til højre atrium,
- redegøre kort for regulationen af blood flow i coronar kredsløbet.
Blood flow i coronarkredsløbet varierer under hjertes cyklus;
Systole: hjertemusklulaturen kontraherer: coronar arterien sammenpresses og der er et mindre bloodflow.
Diastolen; Hjertemuskulaturen afslappes -> øget blood flow gennem coronararterien. Flowflow er størt i første del af diastolen.
Blood flow er autoreguleret:
Myogen auto/muskel aktivitet Øget blodtryk medfører distension af blodkar, glat muskulatur kontraherer for at nedsætte gennesmstrømningen.
Ved fysisk aktivitet; Behov for ilt og nærinsstoffer øges. selv i hvile afgives 70% af ilten i coronarkredsløbet, dvs den afgivne mængde ilt kan ikke øges ret meget. og hjertet er derfor meget afhængig af større blodtilførsel.
obs: diastolen aftager under fysisk aktivitet, og blood flow formindskes
- skitsere membranpotentialer under en hjertecyklus i en sinusknude celle (pacemaker-potentiale) samt beskrive de tilgrundliggende mekanismer.
Sinusknuden: generer aktionspotentialer i spontant og rytmisk/regelmæssigt. Et aktionspotentiale i sinusknuden opstår, når et spontant genereret lokalt potentiele, præpotentialet, når tærskelværdien.
Membranpotentialet i en sinusknudecelle gennemløber 3 faser i løbet af en hjertecyklus:
Præpolarisering:
NA+ kanaler åbner og Na+ diffunderer ind i cellen hvilket medfører en spontan depolarisering
Ca2+ kanaler begynder så småt at åbne.
Depolarisering:
Ca+ kanaler åbner, Ca+ strømmer ind og er ansvarlig for størstedelen af depolariseringen. Tærskelværdien opnåes og et aktionspotentiale sendes ud.
K+-kanaler er stadig lukkede
Repolarisering:
Ca+-kanaler lukkes, og K+ åbnes
- beskrive hjertemusklens aktionspotentiales faser (depolarisation, tidlig repolarisation, plateau, repolarisation, hvilepotentiale).
I hvile er hjertemuskulaturen meget permabel for K+, men kun permeabel for Na+ og Ca2+ (hvilket/modsat skeletmuskulaturen). Hvilemembranpotentialet i hjertemukulatur er -85mv.
- definere den absolutte refraktære periode (i hjertemuskelceller) og anføre betydningen af denne.
Den absolutte refraltærer periode omfatter: deplariseringsfasen, pleteaufasen og den tidligere repolariseringsfasen.
Det er den tidspariode lige efter elektrisk stimulus (aktioinspotentiale) hvor cellen er upåvirket overfor yderligere stimulering.
- beskrive den normale impulsudbredelse i hjertet.
Den normale pulsudbredelse i hjertet:
- kort beskrive hvorledes hjertets elektriske aktivitet kan illustreres ved et EKG
Se tegning med beskrivelse
- angive de celletyper i hjertet, der besidder manifeste eller latente “pacemaker” egen-skaber.
Manifeste pacemaker egenskaber:
Sinusknuden fungere normalt som hjertet pacemaler, da denne genererer den højeste frekvens 60-70 slag i min. Latante pacemekares frekvens er lavere
Latante pacemakere: Når aktionspotentialet ikke forekommer i sinusknuden, kan følgende træde i karakter som latante pacemakere:
AV-knuden: kan generer aktionspotentialer i freksvens på 40-60 slag i min.
Hiss-ke bundt: 30 slag i min.
Og De pukiske fibre kan også..
De latente pacemakere har en lavere frekvens end sinusknuden, jo tættere på apex, des lavere frekvens.
Årsager til brug af latente pacemakere:
1. Funktionel dysfunktion hos sinusknuden. 2 eller passage mellem sinusknude og andre dele af hjerte blokeres. 3. De latente pacemakers cellemembraner beskadiges og bliver mere permeable end sinusknuden, og kan deved generer højere freksens end sinusknuden.
- definere atrieflagren, atrieflimren, ventrikulær tachycardi, ventrikelflimren og asystoli.
Aterieflagen: Regelmæssige men hurtige kontraktioner i atrierne 200-250 kontraktioner i min. Normalt overledes kun hver 2,3 eller 4 slag til ventriklerne, så ventikelrytmen er lav men regelmæssig.
Artrieflimren: hurtig, ukoordineret og hvirvelstrømsagtig aktivitet i atrierne. attriekontraktionen er ophævet, og atriernen sitrer, giver uregelsemæssig ventrikelrytme.
Ventrikulær tachycardi: hjertefrekvens over 100 slag i min. udløst i ventriklerne
Ventrikelflimren: mere end 359 ventrikelkontaktioner i minuttet, igen egentlig kontraktioner og derfor klinisk hjertestop. Patienten besvimer pga manglende puld og ophævet respiration
Asystoli: hjertestop. ingen sammentræninger af hjertets ventrikler EKG viser ingen vintrikelkomplekser eller tegn på ventrikelflimmer. kun en linje uden udsving
- beskrive hjertets autonome innervation.
Hjertet innerverer af både det parasympatiske og sympatiske nervesystem
Sympatiske nervesystem:
ganglionære nervecelle udgang fra thoracalt nivau, løber til den sympatiske grænsestreng og danner synapse med postganglionære nerveceller, som løber til hjertet nerver. De innerverer på sinusknuden, AV-knuden, coronor-blokarrene og atrie- og ventrikelmyokardiet.
Transmitterstrof: Noradrenalin
Funktion: stimulerer og øger hjertefrekvensen/kontraktioner
Parasympatiske nervesystem:
sendes var medualla oblondata og videreføres af vagusnerven til hjertenervene og danner synapse med: Sinusknuden, AV-knuden, atriemyocardie, coronar-blodkrrerne.
neurotransmitstsof: Acethylcolin
Funktion: nedsætte hjertefrekvens
- redegøre for hjertets kontraktionscyklus hos en hvilende person ved for venstre hjerte-halvdel på samme tidsakse at tegne venstre ventrikels volumen- og tryk-variationer, tryk variation i venstre atrium og i aorta, samt placeringen af 1. og 2. hjertelyd; herun-der anføre ventriklens systoliske og diastoliske fase.
5 Faser for hjertets kontraktionscyklus.
Ventriklens systoliske fase, dvs. hvor den kontraherer sker i 1 + 2 fase.
Ventriklens dystoliske fase, hvile/ingen kontraktion af ventriklen ske ri faser 3-5
Fase 1: systoliste kontraktion: Atrie vene klappen er åben, og blodet strømmer ind i ventriklen. Ventrikelkontraktionen starter og trykket i ventriklen stiger. AV-klapperne lukker.
Fase 2: systolisk ejektion. Kontraktionen øges. trykket i ventriklen øges. semilunarklapperne åbnes pga. trykket og blodet flyder ud i aterierne.
Fase 3. Diastole afslapning. Ventriklen afslappes og trykket falder, medfører at blodet begynder at flyde fra arterierne og ind i ventriklen, hvilket får semilunarklapperne til at lukke. Begge klapper er nu lukkede.
Fase 4. Diastole passiv fyldning. Ventriklerne er afslappede hvilket får AV klapperne til at åbne, og ventriklen fyldes med veneblod fra atrium
Fase 5. Diastole aktiv fyldning: Atrium trækker sig sammen (pga. aktionspotentiale fra sinusknuden), hvorved trykket i atrium fylder ventriklen helt op mens ventriklen er afslappet.
Hjertelyde = lukning af hjerteklapper
- hjertelyd: sker i 1 systole fase, hvor AV-klapperne lukkes.
- hjertelyd: sker i 3 diastale fase hvor semilynarklapperne lukkes.
- angive hvorved kurver for højre hjertehalvdel adskiller sig fra ovennævnte.
Trykket i højre hjertehalvdel er langt lavere end trykket i venstre hjertehalvdel. Selvom der er trykforskel, så pumper de stortset lige megegt blod rundt
Tryk i højre atrium: 8 mmHg
Tryk i venstre atrium: 80 mmHg
Tryk i højre ventrikel: 25 mmHg
Tryk i venstre ventrikel: 120 mmHg
- anføre størrelsesordenen af hjertets minutvolumen (cardiac output) i hvile (ca. 5 ltr/min) samt anføre at dette kan øges med en faktor 5-6 under maksimalt fysisk arbej-de hos fysisk veltrænede personer.
definition af minut volumen
Frekvens: antal slag i minuttet 60-75 slag pr minut i hvile
Volumen: liter pr slag omkring 70-72 ml.
Minut volumen: Frekvens x volumen
I hvile er hjertets minutvolumen ca. 5 liter/min
Ved fysisk aktivitet kan hjertes minutvolumen øges med faktor 5-6 under maksimal fysisk aktivitet hos fysisk veltrænede personer, minutvolumen kan komme op på 25-30 liter pr minut. Hos normale mennesker øget minutvolumen typisk til: 70 ml x 190 slag pr minut: 13 liter/pr minut.
- anføre relationen: minutvolumen = frekvens × slagvolumen.
Minutvolumen = volumen af blod der pumpes ud af hjertet pr minut
Frekvens: hvor mange gange der pumpes pr minut
slagvolumen: hvor meget blod der pumpes ud pr gang/frekvens
- redegøre for regulationen af hjertets frekvens (“pulsen”): autonom regulation (sympa-tikus [inklusive adrenalin] og parasympatikus) som vigtigste parametre.
Autonom regulation - autonome nervesystem.
Hvis hjertet var helt upåvirket var hjertefreksen ca 100 slag pr minut. Hjertet påvirkes af den nervøse mekanisme (autonome nersystem) og hormonelle mekanismer.
Nervøse mekanismer - hjertet innerverer af symptatiske og parasympatiske fibre. hjertefrekvensen reguleres af forold mellem bremsende effekt af parasympatisk aktivitte og accelerende effekt af sympatisk aktivitet.
Parasympatisk: præganglioler fra medulla oblongata som sendes signal gennem vagusnerven som påvirker hjertenerven og påvirker Sinusknuden, AV-knuden, coronar blokar og atrie myokardiet, ved at hæmme inhibilere stimuli. Frigiver acethylcolin som neurotransmitsstof
Effekt på hjertets frekvens: færre slag pr minut, dvs. færre kontraktioner i ventriklerne. nedsat frekvens
Sympatisk: præganglioler fra thorakalt niveau som dannaer synapse med postgonglioler hjertenerver, påvirker coronar blodkar, atri- og ventrikelmyoceller, sinusknuden og av-knuden. Frigiver noradrnalin som neurotransmitstof. stimulerer kontraktioner , dvs. flere slag pr. minut.
Hormonelle mekanismer sekretion af adrenalin og noradrenalin fra binyren- Øger sympatisk aktivitet. transporteres med blodet til hjertemuskelcellerne og øger hjertefrekvens og kontraktion.
Parasympatisk påvirker i hvile, til hvilefrekvens på 60-70 slag pr minut, da frekvensen uden ville være på 100 slag pr minut
- anføre størrelsesordenen af hjertefrekvensen hos et rask hvilende menneske, samt un-der maksimalt fysisk arbejde.
Hvile
Frekvens: antal slag i minuttet 60-75 slag pr minut i hvile
Volumen: liter pr slag omkring 70-72 ml.
Minut volumen: Frekvens x volumen
I hvile er hjertets minutvolumen ca. 5 liter/min
Ved fysisk aktivitet kan hjertes minutvolumen øges med faktor 5-6 under maksimal fysisk aktivitet hos fysisk veltrænede personer, minutvolumen kan komme op på 25-30 liter pr minut. Hos normale mennesker øget minutvolumen typisk til: 70 ml x 190 slag pr minut: 13 liter/pr minut.
- redegøre for og definere de faktorer som bestemmer hjertets slagvolumen.
Slagvolumen: hvormegt blod der transporteres ud af hjertet pr slag
Endodyastolisk: hvor meget blod hjertet indeholder i slutningen aff diastolen.
Endosystolen: hvor meget blod der er i hjertet ved slutningen af systolen
Slagvolumen = Endodyastole - endosystole
Øgning af hjertets slagvolumen; kan ske i øgning af endediatolisk volumen eller fald i endosystolisk volumen, eller kombination af dette
- skitsere relationen mellem slutdiastolisk tryk og slagvolumen.
Op til en hvis grad vil en øget endediatolisk volumen øge slagvolumen, da øges endodiastolisk volumen øger preload, graden af udstrækning i ventriklen før kontraktion. Hjertemuskelcellerne (har ligesom skeletmusklerne) en optimal udstrækningslængde, som giver størst kraft. Denne udstrækningslængde og dermed kraft, udnyttes ikke normalt, men ved stimuli som giver øget preload, udnyttes kraften mere, da hjertemusklerne strækkes mere end normalt med preload.
stigning ag endodyastolisk volumen kan ske ved
- øget fysisk aktivitet, øget blodvolumen, sympatisk aktivitet, øget respiratoriske bevægelser.
Fald kan skyldes øget sympatisk aktivitet, som medfører fler ekontraktioner som kommer hurtigerre efter hinandne, hvilket mindsker tiden for ventrikelopfyldning i diastolefasen.
- beskrive i hovedtræk den neuro-endokrine regulation af hjertets pumpefunktion.
Endokrin regulerings sker via adrenalin og noradrenelin fra bbinyren, som sendes via blodet, stimulerer til øget hjertefrekevns og kontratilitet.
Her bruges baroreceptorer-refleksen og kemoreflektorerrefleksen.
Baroreceptorer: er lokaliseret i de store arterier i hals og thoras, i sær i aorta buen. Registrer ændirnger i blodtryk ved at registrer træk i blodkarernes væg.
Ved fald i blodtryk registreres det ar baroeceptorerne, som nedsætter frekvens af aktionspotentiale til kardioregulatoriske center i medulla oblongata. som reagerer ved: 1.øget sympatisk stimulering af hjertet ved at sende signal om at frigive noradranalin 2. NEdsætter parasympatiske stimulering - giver øget hjertefrekvens.- 3. stimulerer binyren til at frigive mere adrenalin og noradrenalin.
Ved stigning i blodtrtk. baroreceptorer registrer i bblokarernes væg, sender flere aktionspotentialer til medulla omblongata, som reagere ved: Øge stimuleringen af parasympatiske (nedsætter hjertefrekvens) frigiver acethylcolin. 2.nedsætter sympatiske sttimulering, nedsætter hjertefrekvens og kontraktil. 3 nedsætter binyrens udskillelse af adrenalin og noradrenalin.
KemoreptoreR (forbundet i de kardiovaskulære center i medulla oblongata) perifere kemoreceptorer registrerer ændringer i blodets Co2 indhold. Centrale kemoreceptorer registrer blodets indhold af CO2 og PH værdi. sidder i medulla spinalis.
Funktion: opretholde iltindhold, Co2-niveau og Ph-værdi ved hjælp af receptorer.
Ved øget indhold af Co2 og lav Ph sender recceptorerne signal til medulla oblangata, som stimulerer , med noradrenalin og sympatisk, hjertets pumpevolumen. og sympatisk stimulation af binyren, mere blod transporteres rundt, mere co2 udskilles, og Ph-værdien øges.
- beskrive i hovedtræk lokalisationen og funktionen af kemo- og trykreceptorerne.
Baroreceptorer: er lokaliseret i de store arterier i hals og thoras, i sær i aorta buen. Registrer ændirnger i blodtryk ved at registrer træk i blodkarernes væg.
Ved fald i blodtryk registreres det ar baroeceptorerne, som nedsætter frekvens af aktionspotentiale til kardioregulatoriske center i medulla oblongata. som reagerer ved: 1.øget sympatisk stimulering af hjertet ved at sende signal om at frigive noradranalin 2. NEdsætter parasympatiske stimulering - giver øget hjertefrekvens.- 3. stimulerer binyren til at frigive mere adrenalin og noradrenalin.
Ved stigning i blodtrtk. baroreceptorer registrer i bblokarernes væg, sender flere aktionspotentialer til medulla omblongata, som reagere ved: Øge stimuleringen af parasympatiske (nedsætter hjertefrekvens) frigiver acethylcolin. 2.nedsætter sympatiske sttimulering, nedsætter hjertefrekvens og kontraktil. 3 nedsætter binyrens udskillelse af adrenalin og noradrenalin.
KemoreptoreR (forbundet i de kardiovaskulære center i medulla oblongata) perifere kemoreceptorer registrerer ændringer i blodets Co2 indhold. Centrale kemoreceptorer registrer blodets indhold af CO2 og PH værdi. sidder i medulla spinalis.
Funktion: opretholde iltindhold, Co2-niveau og Ph-værdi ved hjælp af receptorer.
Ved øget indhold af Co2 og lav Ph sender recceptorerne signal til medulla oblangata, som stimulerer , med noradrenalin og sympatisk, hjertets pumpevolumen. og sympatisk stimulation af binyren, mere blod transporteres rundt, mere co2 udskilles, og Ph-værdien øges.
- anføre beliggenheden (medulla oblongata) og funktionen (integration af neural regula-tion) af det kardioregulatoriske (kardiovaskulære) center.
Medulla oblongata er center af kardioregulationscentret. Basoreceptorer, kemoreceptorer og autonomt nervnesystem som påvirker hjertets pumpen, sender informatioin hertil.
- definere arterier som blodkar der leder blodet væk fra hjertet.
en arterie leder blodet væk fra hjertet
- opdele arterierne på basis af deres størrelse, funktion og karvæggens bestanddele: ela-stiske (konduktive) arterier ==> muskulære (distributive) arterier ==> arterioler ==> termi-nale arterioler og metarterioler ==> kapillærer.
En arterierne opdeles på baggrund af størrelse, funktion, og karvægge. der er en glidende overgang mellem de 3 forskellige typer. Overordnet set: fra hjertet til kapillærerne indeholder aterievæggende relativt indre og mindre elestisk væv, og relativt mere muskelvæv
Elatiske Arterie: Har mange elastiske muskelfibre, flere end alle andre arterier. kan konduktere, udvide sig, og disse arterier findes tæt på hjertet
Muskulære (distributive) arterier: har mange muskelceller i det mellemste lag, media tunica. Gør det muligt for små muskulære arterierne at vasokontraktion (trække sig sammen) og disolation (udvide sig). de innerveres af det sympatiske nervesystem.
Arterioler: sidste arterie inden kapillærerne. De mindste arterier. Kan vasodilatere og vasokontraherer. Rig på sympatisk innervation
- anføre at arterier hos voksne oftest (men ikke altid: truncus pulmonalis med grene) in-deholder iltmættet blod.
Alle arterier hos voksne, bortset fra arte truncus pulmonalis, indeholder iltmættet blod
- redegøre for hovedtræk af karvæggens opbygning: tunica intima (endothel celler, bin-devæv, indre elastisk membran), tunica media (glat muskulatur), tunica adventitia (kollagent og elastisk bindevæv).
tunica intima (endothel celler, bindevæv, indre elastisk membran) - Det inderste væv som har kontakt med blodet. indeholder en indre elatisk membran tunica media (glat muskulatur) - tunica adventitia (kollagent og elastisk bindevæv).
- beskrive ilt- og næringsstofforsyningen af store arterier (vasa vasorum).
Arterier og vener med diameter over 1 mm, har selv brug for blodfornyning, fordi karret er for bredt til at de kan forsynes tilstrækkeligt med næringsstoffer via diffusion. Denne blodforsyning sker via vasa vasorum, som trænger ind fra ydersiden af blodkarret og danner et kapillærnetværk i tunica midia og tunica advantitia
- beskrive i hovedtræk mikrocirkulationens opbygning (terminale arterioler, metarterio-ler, kapillærer, venoler, præ-kapillærer sphinktere, kollateraler) og herunder anføre omtrentlig længde af kapillærer (
Terminale arterier: arterierne “lige inden afgang” til kapillærene.
Metaarteriolerne: der hvor blodet løber igennem metaarteriolerne starter kapillærnetværket
Gennemløsbkanal: fra metaarterionel løber blodet igennem en gennemløbskanal over til venolen. Ud fra gennemløbskanalen udgår flere forgreninger som kaldes kapillærerne. De kapillærer tættest på metaarteriolerne kaldes arteikapillærer, og de kapillære tættes på venolerne, kaldes venøsekapillære.
Prækapillære sphinktere: er en glat muskulatur som sidder i starten af kapilærforgreningen. De regulerer blodforsynen, på baggrund af autoregulation, og påvirker bloodflow ved at kontraherer (mindre flow) og dilaterer (øge bloodflow).
Kallateraler:Hvis en hovedarterie lukkes, sker der en udvidelse af mindre arterier for at sikre blodforsyningen til det samme væv. dette kaldes kollaterale arterier.
Kapilærlængde: diamtere på 1mm eller derunder.
- anføre at pre-kapillære sphinktere ikke er nervøst innerverede.
Pre-kapillære sphinktere er ikke nervøst innerveret, men kontrolleres lokalt vha. autoregulation
- definere vener som blodkar der leder blodet mod hjertet.
vener leder blodkar hen mod hjertet. I det store kredsløb er venerne fyldt med iltfattigblod. I det lille kredsløb/lungekredsløbet er venerne fyldt med iltet blod
- anføre at venesystemets kar i princippet er opbygget som arteriesystemet, men med et mindre indhold af elastisk, kollagent og (glat) muskulært væv.
Venesystemtes kar er i princippet påbygget som arteriesystemet, men med mindre indhold af elastisk, kollagent og glat muskulært væv.
Veners bloodflov bliver påvirker af det sympatiske nervesystem, som kan øge konstriktionen af venerne, og få blodet til at løbe hurtigere mod hjertet.
fysisk aktivitet starter vene pumpen, skeletmuskulaturen, at presse veneblodet mod hjertet, og på den måde øge flowet. Derfor har de ikke behov for så meget muskelvæv.
Venerne er udstyret med venelkapper, for at blodet ikke skal løbe den “forkert vej”, væk fra hjertet. Vene med diameter >1mm
- anføre at større (> 1mm i diam.) vener indeholder veneklapper (ekstremiteter) og redegøre for disses funktion.
Venerne er udstyret med venelkapper, for at blodet ikke skal løbe den “forkert vej”, væk fra hjertet. Vene med diameter >1mm
- angive at ca. halvdelen af blodvolumenet befinder sig i de små vener, der udgør et mobiliserbart reservoir, idet denne del af venesystemets kapacitet er stor og variabel.
Ca halvdelen af blodvolumen befinder sig i de små vener, som derfor udgør et blodreservoir, som kan forandre mængden af oplagret blod, afhængigt at kroppens behov
- angive, at det venøse reservoir styres via det sympatiske nervesystem.
Det sympatiske nervesystem kan stimulerer bloodflow i venerne, fordi de kan øge konstriktionen af venerne, så det venøse resovior kan løbe mod hjertet
- redegøre for mekanismerne bag blodets strømning gennem venesystemet, herunder for betydningen af muskelvenepumpen og respirationsbevægelser.
Fra venekappilærerne er trykket i venen 10 mmHg, og i højre atrium hvor vena cava inferior og superior mødes, er dette tryk 0 eller mindre. Dette tryk er dog alligevel nok, til at få blodet til at løbe op til hjertet
Muskelvenepumpen er den funktion skeletmusklerne har på venerne, ved fysisk aktivitet. Når de kontraherer presser de let på venerne, som gør at blodet presses hurtigere igenem, og preload øges. På den måde øges slagvolumen i hjertet, da mere blod tilføres ventriklen i diastolen.
vener over 1 mm indeholder veneklapper, som gør at blodet ikke flyder modsatte vej
Respiration: ved øget respiration er der sat gang i det sympatiske nervesystem, som stimulerer venernes bloodflow, og det venøse reservoir løber mod hjertet.
- redegøre for kredsløbets hovedfunktion, som består i stofudveksling mellem blod og væv.
Kredsløbes hovedfunktion er stogudveklingen mellm blod I arteriekapillærerne udvekles ilt og næringsstoffer fra blod til væv. I venekappillærerne udvekles Co2+ og affaldsstoffer fra væv til blodet
Andre funktioner:
- transport: blodet transportere næringsstoffer, luftgasser, affaldstoffer, hormoner, komponenter af immunsystemet, enzymer, koagolationsfaktorer mv rundt i kroppen
- Regulerer blodtryk: Hjertet og periferer kredsløb hjælper med at regulerer blodtrykket
Dirigere blood flow: det perifere kedsløb kan dirigere blod til væv ved med behov for mere blodtilførsel
- Temperatur: kan regulere temperaturen i kroppen ved at dirigere blodet ud mod oveflade for at nedsætte temperaturen, og modsat holde det inde i centrum, for at holde på temperaturen.
- opdele kredsløbet i pulmonal- og systemisk cirkulation, og anføre normal fordeling af blodvolumen imellem disse (10-20% henholdsvis 80-90%).
Det pulmonale kredsløb starter i højre atrium og pumper blod u dtil tractis pulmonalis, vider etil pulmonal arterierne, lungekapillærerne hvor blodet bliver iltet, samlet i de 4 lunge vener, og tilbage til hjertets venstre atrium.
I lungekredsløbet er kun 10-20% af kroppens blodvolumen og et meget lavere tryk end i i det systemiske kredsløb
Det systemiske kredsløb starter i venstre ventrikel hvor blodet pumpes ud til aorta, videre gennem arterierne som bliver mindre og mindre elastiske, mere muskulære, videre til atriolerne, metaarteriolerne, arteriekappillærer, venekappællærerne, venoler, små vener, mellem og store vener, vena cave inferior og vena cava superior og samles i højre atrium. Det systemiske kredsløb indeholder 80-90% af kroppens blosvolumen, og har et højere tryk end det pulmonale kredsløb.
- angive normal tal for det totale blodvolumen og fordeling af blodvolumen i det syste-miske kredsløb (75% i venesystemet, 20% i arteriesystemet, 5% i kapillærsystemet).
Ca 7-8% af kroppens vægt, dvs. 70 kg = 5 liter blod i kroppen.
Fordeling i det systemiske kredsløb:
75% i venerne, venerne virker som et blod resuvior
20% i arterierne
5 % i kapilærerne
- beskrive opdelingen af det systemiske kredsløb.
Det systemiske kredsløb starter i venstre ventrikel hvor blodet pumpes ud til aorta, videre gennem arterierne som bliver mindre og mindre elastiske, mere muskulære, videre til atriolerne, metaarteriolerne, arteriekappillærer, venekappællærerne, venoler, små vener, mellem og store vener, vena cave inferior og vena cava superior og samles i højre atrium. Det systemiske kredsløb indeholder 80-90% af kroppens blosvolumen, og har et højere tryk end det pulmonale kredsløb.
- definere blodgennemstrømningshastighed (blood flow) som det volumen blod som strømmer gennem et (eller flere) blodkar på en given tid.
Udtrykkes normalt i ml/min eller L/min. Der den mængde blod der strømmer igennem et (eller flerr) blodkar pr minut
- anføre at blodet strømmer som følge af en trykgradient langs blodkar(rene).
Blodet strømmer osm følge af en trykgradient lang blodkarerne. Det høje tryk skabes når hjertet pumper blodet ud, fx. i artor er et højt tryk, og derfor strømmer blodet gennemkredsløbet mod højre atrium, da trykket her er lavt, nærmest 0.
- redegøre for relationen mellem blood flow (F), trykgradienten (ΔP) og modstanden mod flow (R) (F = ΔP/R).
Bloodflow: F = ΔP/R
Trykradient: ΔP
modstand: R
- redegøre for de faktorer som bestemmer modstanden (R) mod flow (R = karlængde × viskositet/(radius4)).
R = karlængde × viskositet/(radius4)
KArlængden har i praksis ikke betydning
visokosiviteten: er blodets tryktflydelighed. detter ca 3-4,5, hvor avnd er = 1. dvs. der skal højere tryk/mere kraft til at bevæge blod end vand. Jo højere hæmoglobin % des højere vasokosivitet
Blodkarets radius har stor inflydelse, kan ses ved at det er opløftet i 4. Ved vasokontriktion nedsættes karrenes radius, hvilket nedsætter blood flowet.
- definere total perifer modstand.
Er den samlede modtsand i det systemiske kredsløb, i praksis lig med modstanden i ateriolerne.
- redegøre for relationen mellem hjertets minutvolumen (cardiac output [CO]), middel arterie trykket (mean arterial pressure [MAP]) og total perifer modstand (total periph-eral resistance [TPR]) (CO = MAP/TPR).
CO = MAP/TPR
Hvis hjertets minutvolumen eller totale perifere modstand stiger, falder middelarterietrykket.
- definere blodets strømningshastighed (velocity) som den distance blodet passerer på en given tid.
Den distance blodet passerepå en given tid. måles oftes i mm/sek
- beskrive at blodets strømningshastighed er omvendt proportionalt med blodkarrets tværsnitsareal.
I et sammenhængende rørsystem som det menneskelige blodkredsløb, må der pr-. tidsenhed passerer lige store væskemængder gennem hvert trærsnit pr. tidsenhed. dvs. blood flow i et tværsnitsareal af rørsystemet er konstant. Derfor : når det samlede tværsnitsareal stiger, falder blodets strømningshastighed og amvendt. Ex. det SAMLEDE tværsnitareal i kapillærerne er stort: derfor er blodets strømingshastighed lavt (tværsnit af ALLE kapillærer!)
Ex 2: I artor og vena cava er det SAMLEDE tværsnitsareal lille, derfor er blodgennemstrømshastigheden lav!
Formel: Strømningshastighed = bloow flow / samlet tværsnitsareal.
- skitsere ændringer i blodtrykket hen over det systemiske kredsløb (aorta ==>==> vv. ca-vae) med anførsel af de relative forhold i tværsnitsareal.
se noter
- på ovennævnte skitse anføre normalværdier for blodtrykket hen over det systemiske kredsløb hos et hvilende menneske.
Aorta: 100 mmHg (systole 120, diatolisk 80 mmHg) - arterier: 100- 85 mmHg - arterioler 85-30 mmHg - Kapillærer 30- 10 mmHg - vener: 10- 0 mmHg.
- skitsere ændringer i blodets strømningshastighed og blodkarrenes tværsnitsarel hen over det systemiske kredsløb.
strøming er højest hvor tværsnitarealet er mindst, ex. aorta. strømningshastigheden er lav hvor tværsnitsarealet er højt ex. kapillærer.
hvorfor: fordi at det er et sammenhængende rørsytem, og at der skal være et konstant hastighed i hele systemet.
- kortfattet beskrive regulationen af blood flow, herunder:
o at der i arterioler, terminale arterioler, metaterioler og visse venoler oprethol-des en basal vasomotorisk tonus, hvorfra både vasokonstriktion og vasodilata-tion udgår.
o betydningen af sympatikus og parasympatikus for blodkar i hjerte og skelet-muskulatur.
Kan reguleres af nervøs og hormonel påvirkning, og/eller autoregulering.
arteriolerne og terminalearterier innerveres af det sympatiske nervesystem. Ved stimuli sker en vasokonstriktion, dvs. mindre/lavere blodforsyning til det pågældende væv. Det kunne f. eks være fordøjelsessystemet ved fysisk aktivitet
Ved nadsat stimuli, sker en vasodilation, og blodforsyningen øges. ex. til skeletmuskulaturen ved fysisk aktivitet.
Det parasympatiske nervesystem har ikke indflydelse på bloodflow.
Udksillelse af hormoner adrenalin og noradrenealin fra milten, påvirker øget sympatisk aktivitet og dermed vasookonstriktion
Autorerugalation blodkarerne har egen autoregulering, ex. i sphinkterne i kapillærerne.
Samspillet mellem autoregulation og nervøs/normonel:
Generelt spiller de sammen. Dog kan autoreguleringen overrule det mervøse/homonelle reguleringssystem, gælder f.eks. har blodkarrerne i hjerne og hjerte færre sympatiske fibre end andre muskulature, hvilket gør det nemmere for autoreguleringen at overrule. Styres mere af metabolisme, dvs. ved fysisk aktivitet sørger autoreguleringen også for vasodilation til skelet, hjerte og hjerne muskulatur, pga. øget metabolisme.
- kortfattet redegøre for autoregulationen af blood flow, herunder:
o beskrive autoregulation som sammentrækning eller afslapning af glat muskula-tur i de pre-kapillære sphinktere som respons på ændringer i det lokale miljø (pH, PO2, PCO2, temperatur, metaboliske/kemiske faktorer) samt myogent re-spons og ikke som følge af hormonal eller nervøs stimulation.
autoregulation som sammentrækning eller afslapning af glat muskula-tur i de pre-kapillære sphinktere:
Sphrinktere autoregulerer afhængigt af vævets behov, metabolismen i vævene. derfor reagere de på det lokale miljø: pH, PO2, PCO2, temperatur, metaboliske/kemiske faktorer) samt myogent re-spons og ikke som følge af hormonal eller nervøs stimulation.
Vasodilation af sphrinkterene og bloodflow øges ved:
pH-værdi: Ved lav PH-værdi neutraliserer
PO2 = lav O2 værdi i blodet
PCo2 = høj/meget Co2 i blodet
Temperatur: høj temperatur
Metabolisme: Høj metabolise, øget behiov for næringsstoffer og O2 samt flere affaldsstoffer som skal transporteres væk, ADP og Co2.
Myogent respons: opretholdes af hæmostase.
Ex. ved øget fysisk aktivitet; vasodilation i prinkterne pga. øget metabolisme, flere affaldsstoffer (stigning i Co2, lav Phværdi pga. mælkesyrer, ADP) - vasodilation så forsyningen til de pågældende væv øges.
- redegøre for det arterielle blodtryk og anføre normale værdier for trykket i aorta ascendens.
Det arterielle blodtryk i et normalt rask ungt mennske i hvile er ca. 100 mmHg i aorta. Ved systolisk tryk er det ca 120mmHg, og diastolisk 80 mmHg. Dette tryk udlignes i arterierne, så kapillærerne modtager samme blodtryk.
- beskrive princippet bag blodtryksmåling med en blodtryksmanchet.
Blodtryksmanchet:
sættes på arterie bronchialis i armen, lige over albuen.
trykket i manchetten øges, og lukker derved blodgennemstrømningen i arterien
Trykket i manchetten lettes gravist, og blodet kan så småt passerer igennem ved systolisk tryk, dette tryk kan hører i stetoskopet, . blodet løber turbulent
Det systolisk stryk, er det fæørste tryk der høres i stetoskopet.
Efterhånden som trykket o manchetten falder, løbet blodet også igennem ved diastole, og blodet begynder at flyde normalt, ens retning, og lyden forsvinder i stetoskopet når det diastolske tryk omnår at blodet flyder igennem.
Fordele: simpelt, og kræver ikke indgreb. intet ubehag hos patient og kan bruges i kliniske sistuationer.
Ulemper: ike så præcisr, som måling med indførelse af manometer
- redegøre for det arterielle middelblodtryk ved fysisk arbejde, fysiske og psykisk stress-situationer, søvn og stigende alder.
Det arterille blodtryk stiger med 20-60mmHg ved fysisk aktivitet og fysiske og psykiske stressistuationer:
Aktiviteterne er påvirker det symptatiske nervesystem, som innerverer arterierne og hjertets pumpefrekvens og volumen.
Blotrykket falder ved søvn, da det parasympatiske neervesystem her nedsætter hjertes funktion, dvs. lavere frekvens men med større volumen, pga. længere diastolefase.
Stigende alde: stiger med alderen, normalt blodtryk 130 mmHg,. ved aldring bliver blodkarrerne mindre elastiske, og kompliance falder
- redegøre for reguleringen af det arterielle blodtryk, herunder de arterielle trykrecepto-rer og deres afferente nerver, de kardioregulatoriske (kardiovaskulære) centre i medul-la oblongata, højere centre af betydning for blodtryksreguleringen, hjertets innervati-on, arteriolernes innervation og venernes innervation, blod volumen og viskositet, re-nin-angiotensin systemet.
Medualle oblongata er central for det vaskulære kredsløb. og regulering og stimulerer vie nervøse nevesystem foregår gennem medulla oblongata. Her går nerveceller til hjertet, coronar blodkarerne, basereceptorer i karvæggene og kemoreceptorer, som registrerer blodets kemiske sammensætning ex. ph-værdi, ilt- og Co2 indhold, alle sammen sender information til Medulla oblongata, som herefter reagerere på information ved at sende para- eller sympatiske stimuli eller nedsætter det.
Hvis blodtryk falder producerer man mindre urin.
(det finder jeg ud af under nyrerne.)
- angive, at nettofiltrationen fører til lymfedannelse typisk med en hastighed på 3-5 liter pr. døgn.
Filtration: væske bevæger sig henover en membran pga tryk. Væsketransport over kapillærmembranen er derfor afhængig af at trykket på hver sin side af membranen er forskellig.
Hydrostatiske tryk: trækker proteinfritvæske ud af kapillærerne og ind i cellen.
Osmotisketryk: trækker proteinfri væske fra væv ind i kapillærerne.
Nettofiltration = hydrostatisk tryk - Osmotisketryk. ca. 9/10 af al væsken filtreres ind i blodkarerne igen, den sdiste 1/10 op tages i lymfekarne som lymfe.
På arterie siden i kapillærerne er trykket ca 13mmHg, og på vene siden ca 7mmHg. hvilket er årsag til at ikke lige så meget væske presses den anden vej ind i blodkaret igen
- redegøre for de størrelser som er bestemmede for nettodannelse af lymfe
det hydrostatiske tryk og osmotiske tryk er bestemmende for nettodannelse af lymfe
Nettodannelse af lymfe = hydrostatisk trygforskel - osmostisk trykforskel
- redegøre, med udgangspunkt i ovenstående, for mulighederne for fremkomst af ødem.
påvirke hydrostatiske tryK:
- hvis blodtrykket i venesiden er for højt, medfører at mindre væske filtreres over i venekapilærerne (de har ikke sphinktere til at autoregulerer) -> skabe ødem
Påvirke osmotisk tryk:
- Kapillærmembranan bliver mere permeabel for proteinmolekyler, påvirker dette væskekoncentrationen i den institialvæsken, -> øget koncentration tiltrækker vand pga. homostase, -> opstår ødem
- Fald i plasmaproteiner i blodet (ex forårsaget af leversygdom eller proteinfattig kost): medfører at mere væske filtreres ud af blodkaret, og mindre væske filtreres tilbage igen på venesiden (fald i osmotisk tryk) -> ødem
- redegøre for lymfekarsystemet som et “overflow-system”.
optager den 1/10 af væsken som ikkke filtrerer ind i blodkarerne på vene siden igen, man kan betegne lymfesystemet som et overflow system af det væske som blodet ikke reabsorbere. Lymfedrænage!
- angive at lymfekarrene indeholder klapper, at lymfekarrene hovedsageligt følger vene-systemets kar, at lymfekarrene samles i tiltagende større kar for slutteligt at lede lym-fen ind i venesystemet tæt på hjertet.
Lymfesystemet starter som et stærkt forgrenet netværk af lymfekapillærer. Disse smales til størrer kar, og følges venerne op til de store vene kar, og tømmes i Vena cava inferior eller superioer. Lymfekarne er udstyret med klapper, for at sikre væskestrømmen løber mo hjertet
- redegøre for at ødem principielt dannes som følge af en øget netto-udfiltrering af væ-ske fra kapillærerne.
lymfekarsystemet optager den væske som de venøse kapilæærer ikke filtrerer ind, svarer ca til 1/10 af al væsken
Når der sker det, at væskebalanceren påvirkes ex. højt venøst blodtryk, mangel på plasmaproteiner, og udskiller mere end 1/10 af væsken, som lymfekarsystemet heller ikke kan optage, opstår ødem
- redegøre for faktorer som medfører ovenstående: 1) øget tryk i kapillærerne. 2) øget antal åbne kapillærer. 3) øget permeabilitet af kapillærvæggen, specielt for protein. 4) nedsat kolloid-osmotisk tryk i plasma.
ja osm sagt, så er det årsag til ødem, beskrevet tidligere
- angive komponenterne i det lymfatiske system (lymfekar, lymfeknuder, lymfe, leuko-cytter, lymfatiske organer [thymus og milt]).
(lymfekar, lymfeknuder, lymfe, leuko-cytter, lymfatiske organer [thymus og milt).
- beskrive lymfesystemets funktion (drænage af vand og proteiner fra interstitialvæsken; transport af kylomikroner; nedbrydning af mikroorganismer og fremmede stoffer.
er med til at rense blodet for fremmede migroorganismer, da lymfesystemt inholder hvide blodlegeme, leukocytter, og makrofager, som en del af immunforsvaret.
lymfedrænage fjerne den overskynde væske og proteiner fra interstitialvæsken og forebygger herved ødem
Transport af kylomekroner: Kylomikroner udskilles ra tyndtarmensepithellet til specielle lymfekar, og transporteres med lymfen rundt i blodet. kaldes også Kyle. Lymfesystemet absorbere herved fedtstoffer.
- beskrive væskestrømningen i lymfesystemet.
lymfesn forløb: starter i forgrenet netværk, lemfekapillærerne som optager der overskydende væske og protein i interstitialvæsken. væsken transporteres i lymfekareren som bliver samlet og derfor bliver størrer og større på deres vej op til de store vener.
På vejen kommer de oigennem lymfeknuderne.
Lymfekarrerne har klapper for derved at sikre one-way flow.
Overfladisk drænage: huden og dyb drænage: ligger dybere i kroppen.
Lymfrens bestanddele: Vand, elementer fra plasma og elemeneter fra udskildt af cellerne (luftarter, affaldsstoffer, næringsstoffer, hormoner, lymfocytter, kyle, ioner)
- beskrive lymfekapillæret.
Findes i næsten alle væv, bort fra CNS, knoglemarv og væv uden blodforsyning såsom brusk.-
OPbygning mener meget om blodkapillærer, bortset fra at pladeeprhithellet overlapper mere løst, og er derfor mere permeabel for større proteinmolekyler/proteiner generelt end blodkarrerne. Dette bevirker, at proteinkomcentrationen i interstistialvæsken holdes lav
- redegøre for hovedtræk i lymfeknuders beliggenhed og anatomi.
Anatomi: lymfeknuder er små bønnedeformere strukturer i størrelsen 1-25 mm. Er omgivet af bindevæv og har fibrøst netværk igennem hele knuden. opdelt i ydre lag (cortex) og indre lag (medulla).
Beliggendehed: 450 lymfeknuder. har afferente og efferente lymfekar, dvs. lymfen strømmer igennem lymfekarrene. ligger primæert i fedtvæv/adipøst væv.
Overfladisk: hals, armhule og lysken
Dybe: hals, thorax, abdomen og bækkeb.
bryst har det hele
- redegøre kort for lymfeknuders og miltens funktion.
at filtrerer lymfen for mikroarganismer og fremmede stoffer. Makrofagerne i lymfeknuderne fagocyttere bakterierne og fremmedstoffer i lymfen, efterhånden som den passerer knuderne-. I knuderne sker slagets gang mellem lyfocytter og mikroorganismer.
Milten: ødelægger defekte og udtjente røde blodlegemer. fungerer osm blodreservoir. opdager fremmedstoffer i blodet. indeholder lymfatisk væv med B- og T-celler og der vil opstå en immunreaktion hvis fremmedstoffer passerer milten.
aterosklerose
1/3-del af alle dødsfald i DK
forårsager fornævring eller tillukning af arterier, udposning og springning kan også forekomme.
ca. 150.000 forkomster hvert i i DK. Den hyppigste årsag til død, invadilitet og nedsat livskvalitet. knap
Typisk placering; Store og mellem store arterier, hjerte og hjerne, samt i benene.
risikofaktorer: rygning, højt indtag af kolestorol, højt blodtryk. kan forebygges med ændret livsstil eller midicin
symptomer afhænger af hvor i kroppen der er. Udvikles henover hele livet, og i 75% af tilfældene ses symptomet i form af pludselig død eller akut blødning/myokardieinfakt.
følgesygdomme: neurologiske sygdomme, pga. apopleksi (blodprop) i hjernen.
Behanlding; kirurgisk eller midikamenter
LDLC prøver at komme igennem tunica intime - aktiverer makrofager - plaguea vokser - påvriker inde
definition: Ateriosklerose er kendetegnet ved aflejring af fedt, bindevæv, blod og kalk i aterivæggen, hvorved væggen fortykkes og blier stivere og arterien deformes.
Påvirker primært store og mellemstore arterier, og ses hyppigt i Arta, coronararterien, hjernen arterier og underekstreminetens arterier (farmors ben, årerforkalkning).
Udvikling af sygdom: Fedtaflejring: Kan ses i tunica intima: Dannes pga. fokal ophobnig af makrofager som har optaget fedt i form af kolesterol, som ophobes i makrogaernes plasma.
PLageus: fra 30-årsalderen begynder makrofagerne at sætte sig i tunica intima, og påvirker regularitetn i vævet, således at vævsbladerne sætter isg fast. Makrofager og vævsplader frigiver vækstfaktorer, og fremmer væksten af glatmuskulatur i tuunica media. Makrofager og glatte muskelceller optager lipider, og får et skumlignende udseende, kaldet derfor skumceller. Kaldes plagues
Fibrøs kapsel: glattemuskelceller producerer kollagene væv og bindevæv og danner en fibrøst bindevævskapsel rundt om plaguen, lige under endothelet.
Eftermåneder/år opstår: 1. kalkaflejring 2. sårdannelse:Endothelcellerne i karvæggen ødelægges/rives væk, pga mangelende underlag. subendothellet i tunica intima eksponeres, og risko for koagulations systemet aktiveres og der skabes thrombedannelse og blodprop. 3. Destruktion af tunicamedia pga. manglende diffusion af ilt og næringsstoffer, dette skaber et svag blodkar. 4 blødninger. Svage blodkar øger risikoen for blødninger, da vaso vasorum forsøger at danne nye blodkar, men da de er svage kan der opstå blødninger.
komplikationer: 1. Stenose (forsnøvring af karvolumen) mindsker blodforsyning til væv,. 2. Thromber: thrombedannelse på plagues på karvæggen. 3. sårdannelse i plagues kan danne embolier, som kan tillykke blodkar4. Lokale udvigelser af blodkar, som gør at blodkarerne til sidst springer. Hvis dette sker i Aorta er der stor risko for død.
Iskæmisk hjertesygsygdom
Stabil angina pectoris
nedsat iltforsyning til hjernen. ca. 100.000 danskere. diagnose: elektrokardiografi.
Akut koronart syndrom - ca. 40.000 o året indlægges. baseret på symptomer, ekg-forandringer. opstår som følge af nedsat iltforsyning til hjertemuskulatur. karakteriseres ved brystsmer i hvile.
- angive de vigtigste hovedgrupper af mikroorganismer.
De vigsigste hovedgrupper af sygdomsaorganismer er Parasitter, svampe, bakterier og virus
- angive forskelle mellem pro- og eukaryote celler.
En prokaroter er celler i bakterier. De har en nukleus uden membran, ribosomer, stiv cellevæg og sekretion af enzymer og DNA-syntese i cellemembranen. Cellekernen har 1 kromosom
Mennesker og dyr er opbygget af Eukaryote celler, som indeholder cellekerne med membran, organeller, og flere kromosomer i nukleus
- definere hvad der forstås ved et patogen.
Et patogen er en mikroorganisme som hkan give anledning til sygsomme
- redegøre for begrebet virulens.
Virulens - den sygdomsfremkaldende evne hos en goven mikroirganisme. Den trænger ind i organis e ns levende væv og formerer sig. Dette fremkalder skadleige virkninger.
Grader af virulens:
Lav: mikroorganismen kan kun i ringe grad trænge ind i organismens celle rog formele sig og forvolde skade.
Højvirulente: kan fremkalde en dødelig infektion
Virulensstigning: er ikke en fast egenskab, men kan udvikles i kontajt med værtsorganismen, ved kontakt med værtorganismen overlever de fleste mikroorganismer, og med fortsat smitte far menneske til menneske kan de fortsat overleve.
