Bevægapparatet Flashcards

1
Q

Beskriv patogenesen ved discusprolaps (Ordinær 2013)

A

Ved en diskusprolaps sker der en bristning i en diskus intervertebralis af annulus fibrosus og udposning (herniering) af den bløde kerne (nucleus pulposus) ind i spinalkanalen eller et foramen intervertebrale.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
2
Q

Redegør for symptomer ved discusprolaps (Ordinær 2013)

A

Symptomernes lokalisation afhænger af, hvor prolapsen sidder. Hyppigst er lumbal og herefter cervikal diskusprolaps. Torakal prolaps er sjælden. Udposningen af nucleus pulposus kan trykke på nerverne og give udstrålende smerter (i en spinalrods dermatom) og neuroudfald (f.eks. prikken og stikken og smerter i benet eller nedsat kraft i benet). Ved tryk på cauda equina kan der forekomme vandladningssymptomer (evt. afføringssymptomer) og nedsat følelse i skridtet. Udover disse neurologiske symptomer vil der oftest være lokale smerter i ryggen.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
3
Q

Beskriv behandling ved discusprolaps (Ordinær 2013)

A

Behandlingen vil ofte konservativ. Der er store nationale forskelle på operationsfrekvens fra 10% i UK til 50% i USA. I Danmark opereres årligt ca. 5000 personer for diskusprolaps.
Konservativ behandling: Medikamentel smertebehandling og fysioterapi, herunder træning. Effekten heraf er ikke særlig godt dokumenteret.
Operativ behandling: Mindre operation fra ryggen med fjernelse af prolaps. Vil være indiceret akut ved cauda equina eller akut svær parese. Evidens for hvornår og i hvilke tilfælde man skal behandle operativt er ikke tilstrækkeligt afklaret videnskabeligt.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
4
Q

Redegør for ætiologi og patogenese til osteoporose (knogleskørhed) (Sygereeksamen 2011, Ordinær 2013)

A

Osteoporose opdeles i primær og sekundær. Den primære er en tilstand med svind af lige dele
matrix og knoglemineral ledsaget af frakturer. Efter 30-års alderen ses et irreversibelt årligt tab på 0,5-1% af den maksimale knoglemasse. Postmenopausalt øges knogletabet hos kvinder til 2-6% pr år (i columna) i nogle år efter menopausen for derefter at vende tilbage til et niveau på 0,5-1% pr år resten af livet. Det aldersbetingede tab skyldes til dels en stigning i parathyroideahormonkoncentrationen i plasma. Det postmenopausale tab skyldes bortfald af østrogen. I begge tilfælde fås en øget osteoclastaktivitet.
Sekundær osteoporose (kendt årsag) ses ved ændret belastning (apoplexia cerebri, rygmarvsskade, dissemineret
sklerose), fejlernæring (mangel på kalcium og D-vitamin), tobaksrøg, større mængder alkohol og glukokortikoider.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
5
Q

Beskriv typiske symptomer og fund hos patienter med osteoporose (knogleskørhed) (Sygereeksamen 2011, Ordinær 2013)

A

Symptomfri indtil der opstår brud – først underarmsfrakturer (Colles og Smith) begyndende i 50-års alderen, så sammenfald af hvirvler i rygsøjlen og så collum femorisfrakturer (hyppige efter 75-års alderen). Ved hvirvelsammenfald kan der forekomme tab af legemshøjde, krumning af rygsøjlen og sammenpresning af organer i thorax og abdomen.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
6
Q

Beskriv prognose og byrde for patient og samfund ved osteoporose (knogleskørhed) (Sygereeksamen 2011, Ordinær 2013)

A

Prognosen er dårlig, hvis der har været en fraktur. Især efter hoftefrakturer sker der et meget stort tab af leveår. Hvis sygdommen opdages i tidligt stadium, før der har været knoglefrakturer er prognosen god. Mange kan da helbredes og knoglevævet bygges op igen.
Hvis der ikke har været brud er livskvaliteten ofte god, mens den ofte er dårlig hvis der har været brud. En 70-årig kan miste op til 50% af sin forventede restlevetid efter et hoftebrud. De 10.000 årlige hoftebrud medfører mange indlæggelsesdage og heraf afledte kontakter optager 300.000 sengedage på hospital og koster over 1 milliard kr. i direkte sygehusudgifter. Op til 25% af tidligere selvhjulpne patienter kommer på plejehjem efter et hoftebrud.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
7
Q

Redegør for skeletmuskulaturens generelle opbygning (Sygereeksamen 2013)

A

En skeletmuskel er opbygget af muskelfibre (muskelceller) og mindre mængder af bindevæv, blodkar og nerver. Hver muskelfiber er omgivet af af et fint bindevævslag (endomysiet). Bundter af muskelfibre med hvert deres endomysium er omgivet af et kraftigere lag bindevæv kaldet perimysiet. Hver muskelbundt omgivet af et perimysium kaldes også få en muskelfasikel. En skeletmuskel består af mange fasikler bundtet sammen af et tredje og endnu kraftigere bindevævslag kaldet epimysiet eller sommetider en fascia. De forskellige bindevævskomponenter i en muskel hænger sammen og ved musklens ender er disse bindevævskomponenter igen forbundne med bindevævet i sener og periostet i knogler.
I bindevævshinderne er der nerver og blodkar og hver enkelt muskelfiber er omgivet af et kapillærnet. I perimysiet forgrener motorneuronerne sig så hver enkelt muskelfiber modtager sin egen gren af en og kun en motorneuron. Kontakten mellem aksonet og muskelfiberen kaldes for den neuromuskulære synapse (den motoriske endeplade, the neuromuscular junction).
Hver muskelfiber indeholder mange kerner der ligger lige under plasmamembranen, mens muskelfiberens indre er opfyldt med myofibriller. Andre organeller såsom mitokondrier, det sarkoplasmatiske retikulum og glykogengranula ligger mellem myofibrillerne. Hver enkelt myofibril er opbygget af 2 hovedtyper af myofilamenter, nemlig tynde (aktin) og tykkere (myosin) filamenter, der danner et velordnet mønster, som hele tiden gentages. Den mindste enhed i dette mønster kaldes for en sarkomer.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
8
Q

Definer begrebet motorisk enhed (Sygereeksamen 2013)

A

En motorisk enhed består af en enkelt motorneuron og alle de muskelfibre som den pågældende neurons nervegrene innerverer.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
9
Q

Beskriv hovedtræk i den neuronale stimulation af muskelkontraktionen (Sygereeksamen 2013)

A

1) Et aktionspotentiale propageres (spredes) langs det motoriske neurons axon til den præsynaptiske terminal
2) Aktionspotentialet foranlediger at Ca2+-afhængige spændingskanaler i den præsynaptiske membran åbnes
3) Ca2+-ioner diffunderer ind i den præsynaptiske terminal og forårsager, at acetylcholin frisættes til den synaptiske løft via exocytose
4) Acetylcholin diffunderer tværs over den synaptiske kløft og binder sig til acetylcholin receptorer (ligand afhængige Na+-kanaler) i den postsynaptiske membran (den motoriske endeplade – specialiseret plasmamembran i muskelfiberen)
5) Binding af acetylcholin til Na+-kanaler forårsager at de åbner sig og at der løber Na+-ioner ind i muskelfiberen, hvilket forårsager en lokal depolarization, som når tærskelværdien er overskredet forårsager et aktionspotentiale.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
10
Q

Angiv prævalensen af osteoartrose (slidgigt, artrose) (Ordinær 2012)

A

Osteoartrose (OA) er den hyppigste lidelse i bevægeapparatet og dermed også den hyppigste ledsygdom og en af de hyppigste forekommende sygdomme overhovedet. Samlet stiger de radiologiske påviselige artroseforandringer kraftigt gennem livet: i 30-års-alderen (under 10%), ved 50-års-alderen (ca 50%) og ved 80-års-alderen (90-100%). Hos ca halvdelen med påviselige radiologiske artroseforandringer er der symptomer (smerter).

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
11
Q

Beskriv symptomer ved osteoartrose (slidgigt, artrose) (Ordinær 2012)

A

Vigtigst er smerter, funktionstab og hævelse af leddet.
Kardinalsymptomet på OA er smerter i og omkring leddet og efterhånden ses deformering og fejlstilling med nedsat funktion af leddet. I begyndelsen er der smerter efter større anstrengelser. Ved forværring af OA udvikles smerter ved lettere aktivitet, eventuelt i form af belastningstriaden med igangsætningssmerter, lindring efter at leddet er kommet i gang og til sidst smerter ved fortsat aktivitet. Ved fremskreden OA ses smerter i hvile, eventuelt i form af natlige smerter.
Andre symptomer omfatter kortvarig ledstivhed efter længere tids inaktivitet (ofte om morgenen), bevægeindskrænkning forårsaget af osteofytosen (og efterhånden skrumpning af kapsel og periartikulært væv (muskler og sener)), hævelse af leddet (osteofytose og vekslende grader af inflammation med periartikulært ødem og ansamling i leddet), hørlig skuren (krepitation) og fejlstilling af leddet (skævt slid på brusken og sammenfald af ledfladen). Det vigtigste symptom ud over smerten er funktionstab. Alle de øvrige faktorer (inklusiv muskelatrofi grundet smertebegrænset brug af leddet) summeres op i et gradvist tab af muskelkraft over leddet og dermed ringere funktion, der fører til dårligere styring af leddet og risiko for yderligere skader.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
12
Q

Redegør for behandling af osteoartrose (Slidgigt, artrose) (Ordinær 2012)

A

Den vigtigste behandling af OA er vedligeholdelse af ledfunktionen med træning, så vidt muligt uden de belastninger, der slider leddet ned. Smerter kan behandles med simple analgetika (e.g. paracetamol), mens morfika kan være indicerede i senstadier med nedslidning af bruskfladen og udtalte hvile/natte smerter. I perioder med inflammation gives NSAID og ved mere akutte anfald gives injektion af glukokorticoid i leddet. Behandlingen ved udtalte og vedvarende smerter i knæ eller hofte kombineret med funktionsnedsætelse er en alloplastik, det vil sige kirurgisk isætttelse af en ledprotese.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
13
Q

Redegør kort for funktionen af det sarkoplasmatiske retikulum og t-tubuli (t-rør) (Ordinær 2011, sygereeksamen 2011)

A

Sarkolemma har langs sin overflade mange rørlignende invaginationer, der kaldes T-tubuli. Disse T-tubuli gennemtrænger muskelfiberen i hele dens tykkelse og snor sig omkring sarkomererne, der hvor aktin- og myosinmolekylerne overlapper. Udspændt mellem T-tubuli er et specialiseret glat endoplasmatisk retikulum kaldet det sarkoplasmatiske retikulum. Det sarkoplasmatiske retikulum indeholder store lagre af Ca2+, der frisættes til cytoplasmaet når et aktionspotentiale udløst fra den motoriske endeplade spreder sig ud i overflademembranen og videre ned i T-tubuli, hvorved en kontraktion starter. Frigørelsen af Ca2+ fra det sarkoplasmatiske retikulum slutter, når aktionspotentialet er forbi. Det sarkoplasmatiske retikulum har specielle proteiner (Ca2+-ATPaser), som pumper Ca2+ tilbage fra cytoplasmaet og ind igen i det sarkoplasmatiske retikulum.

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
14
Q

Beskriv en isometrisk, isoton, concentrisk og eccentrisk kontraktion (Ordinær 2011, sygereeksamen 2011)

A

Ved en isometrisk kontraktion ændres musklens længde ikke, men den udviklede spænding stiger i løbet af kontraktionen (eksempel: man forsøger at løfte et bord, hvorpå der sidder en elefant).

Ved en isotonisk kontraktion er den udviklede spænding konstant i løbet af kontraktionen samtidig med at musklens længde ændres (eksempel: man løfter eller sænker et bord uden en elefant).

En concentrisk kontraktion er en isotonisk kontraktion hvor musklen forkortes, altså hvor spændingsudviklingen er stor nok til at overkomme den ydre belastning (eksempel: at man kan løfte det tomme bord).

En eccentrisk kontraktion er en isotonisk kontraktion hvor musklen forlænges (eksempel: når man sænker det løftede bord – musklen yder en bremsende effekt).

How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
15
Q

Definer begreberne artritis, myositis, osteitis, vaskulitis, arteritis, og synovitis (Ordinær 2010, Ordinær 2011)

A
Disse begreber er anatomiske stedbetegnelser for den lokaliserede inflammatoriske proces:
artritis – ledbetændelse
myositis – muskelbetændelse
osteitis – knoglebetændelse
vaskulitis – karbetændelse
arteritis – arteriebetændelse
synovitis – ledhindebetændelse
How well did you know this?
1
Not at all
2
3
4
5
Perfectly
16
Q

Redegør kort for patogenensen ved reumatoid artritis (leddegigt) (Ordinær 2011, Ordinær 2010)

A

Reumatoid artrit (RA) er en inflammatorisk, polyartikulær, symmetrisk ledlidelse, som især involverer håndled, grundled på hænder og fødder, fingrenes mellemled samt knæled. RA kan vise sig som en enkeltstående episode, som klinger af efter nogle måneder, men er hyppigere en kronisk sygdom med et langstrakt, ofte livslangt forløb. Patofysiologien er karakteriseret ved, at RA er en autoimmun lidelse, som primært via cellulære mekanismer medfører inflammatoriske forandringer i synoviale hinder i led, seneskeder og bursae. Den synoviale inflammation medfører synovial proliferation indeholdende inflammatoriske aktive celler, pannus. Fremvæksten af pannus understøttes af karnydannelse og kan invadere de lednære strukturer (brusk, knogle og ligamenter) ved hjælp af matrixnedbrydende enzymer. Dette fører til dannelse af erosive forandringer i leddene. Ved RA ses ofte forekomst af autoantistoffer mod Fc-delen af IgG, såkaldte reumafaktorer.

17
Q

Redegør kort for symptomerne ved reumatoid artritis (Ordinær 2011, Ordinær 2010)

A

Symptomer debuterer hos 2/3 gradvist over få måneder og hos 1/3 akut til subakut over dage til uger. Der udvikles typisk tiltagende symmetrisk ømhed og stivhed af fingrenes grund- og mellemled samt håndled. Herefter følger hævelser af leddene med knyttedefekt og nedsat kraft i hånden (muskelatrofi). Hos ca. 20% kan sygdommen starte som en monoartikulær lidelse i mellemstore og store led. Sygdomsdebut er ofte ledsaget af uspecifikke symptomer i form af træthed, myalgier og evt. subfebrilia. Ved længerevarende sygdom kan ses ekstraartikulære manifestationer i form af subkutane noduli reumatica, vasculitis, pleuritis og pericarditis og dysfunktion af exokrine kirtler (e.g. Sjögrens sygdom). Hos en betydelig del af patienterne medfører RA en progredierende og irreversibel funktionsnedsættelse i bevægeapparatet samt en øget mortalitet.

18
Q

Beskriv kort den histologiske opbygning af en knogle (Sygereeksamen 2010)

A

Ligesom andet støttevæv består knoglevæv af celler (osteoblaster, osteocytter og osteoclaster) og en grundsubstans. Knoglevævet på knoglernes overflade er tæt pakket og kaldes kompakt (eller corticalt) knoglevæv og består af grundsubstans, der danner lag (lameller), hvor knoglecellerne (osteocytterne) befinder sig i små hulrum (lacunae) i lamellerne. Lamellerne er hovedsageligt arrangeret koncentrisk omkring længdeforløbende kanaler (Haverske kanaler), der indeholder blodkar og nervetråde. Inde i knoglerne ligner knoglevævet en svamp med et netværk af tynde bjælker (trabeculae) adskilte af hulrum. Dette svampeagtige knoglevæv kaldes spongiøst knoglevæv. Mange knogler har store hulrum, marvhuler, der er udfyldt af rød (producerer blodceller) eller gul (hovedsagelig fedtceller) knoglemarv. Knoglerne er på deres overflade og ind mod marvhulen (og spongiøse hulrum) dækket af en tynd bindevævshinde kaldet henholdsvis periost og endost.

19
Q

Redegør kort for funktionen af osteoblaster, ostecytter og osteoclaster (Sygereeksamen 2010)

A

De tre celletyper i knoglevævet er osteoblaster, osteocytter og osteoklaster. Osteoblasterne producerer knoglesubstansen, der består af en blanding af organisk materiale (kollagen og proteoglykaner) og uorganisk materiale (calciumfosfat - hydroxyapatit). Osteocytterne, der dannes ud fra osteoblasterne, vedligeholder knoglesubstansen, og osteoklasterne nedbryder den.

20
Q

Beskriv hvorledes knogleremodellering foregår (Sygereeksamen 2010)

A

Under hele vækstforløbet, dvs. i barndommen og den tidlige ungdom, forbliver knoglerne af nogenlunde samme ydre form. Dette skyldes, at der i hele vækstperioden foregår en modellering af knoglens ydre og indre overflader, idet der henholdsvis pålejres og resorberes knoglevæv i forskellige områder. Allerede tidligt i livet påbegyndes en anden proces i knoglevævet betegnet remodelering, der består i udskiftning af allerede dannet (gammelt) knoglevæv med nyt. Ca. 10% af knoglemassen fornyes i løbet af et år ved et tæt samarbejde mellem osteoklaster og osteoblaster, og denne proces fortsætter hele livet igennem.

21
Q

Beskriv collum femoris fraktur (brud på lårbenshalsen) (Ordinær 2009)

A

Knoglebrud i den proximale femurende er en meget hyppig fraktur og opdeles i forhold til den anatomiske lokalisation i collum femoris frakturer og trokantære frakturer (pertrokantære frakturer og subtrokantære frakturer). Incidensen i Danmark er ca. 275 per 100.000 indbyggere (dvs. ca 15.000 om året), hvor 60% er collum femoris frakturer og 40% er lokaliseret til trochanter regionen. Incidensen er stigende med alderen og gennemsnitsalderen er 75-80 år. Det er især kvinder over 70, der får disse brud.

22
Q

Beskriv behandling af collum femoris fraktur (brud på lårbenshalsen) (Ordinær 2009)

A

Behandlingsmuligheder omfatter:

  1. Konservativ behandling. Indkilede frakturer er forsøgt behandlet konservativt, men mange frakturer skrider under mobilisering, hvorfor mange vælger primært at operere og stabilisere også den indkilede fraktur.
  2. Kirurgisk behandling (osteosyntese). Hos børn eller yngre voksne, hos hvem fraktur i øvrigt er sjælden, bør frakturen opereres så hurtigt som muligt med eksakt reposition pga. høj risiko for caputnekrose. Collum femoris frakturer (Garden 1-4) kan opereres med 2-3 skruer eller glideskrue på tohulsskinne. Ældre patienter med dislocerede frakturer opereres med hemialloplastik eller, hvis de har artrose, da en hoftealloplastik. Der er dog ikke enighed om, hvilken behandlingsmetode der er bedst for de forskellige typer og patientkategorier.
  3. Strækbehandling. Tidligere anvendtes strækbehandling, som i dag er forladt de fleste steder, med mindre frakturen er svært disloceret og patienten behøver en længere periode til at blive optimeret medicinsk til operation. Når patienten er klar til operation, optimalt inden et halvt døgn, foretages osteosyntese af frakturen efter reposition i røntgengennemlysning.
23
Q

Angiv de almindeligste komplikationer ved knoglebrud (Ordinær 2009)

A

En angivelse af 3-4 af nedenstående komplikationer må anses for en tilfredsstillende besvarelse:

  1. Akut kompartmentsyndrom (opstår hvor kar, nerver og muskler kan afklemmes i deres forløb igennem en muskelloge, omgivet af ueftergivelige fascier).
  2. Skader på kar, nerver eller sener (kan opstå i forbindelse med selve traumet eller i forbindelse med behandlingen. Frakturen kan kompliceres med infektion).
  3. Dyb venøs trombose (kan opstå på baggrund af traumet og/eller den efterfølgende immobilisering).
  4. Ledstivhed, nedsat bevægelighed. (Hvis et led har været immobiliseret pga. en nærliggende fraktur vil det være blevet relativt ”stift”, når bandagen fjernes, typisk efter 6 uger.)
  5. Forsinket heling og pseudoartrose. (Visse frakturer vil være meget lang tid om at hele, og nogle heler aldrig. Hvis knoglekanalerne omkring frakturlinjen er lukkede bedømt radiologisk, taler man om pseudoartrose, idet der er kommet et fibrøst led.)
  6. Dissemineret intravaskulær koagulation (DIC) (er en systemisk intravaskulær koagulation udløst af vævstromboplastin og opstår ofte som komplikation til store vævsbeskadigelser. Benævnelsen fedtembolisyndrom var tidligere benyttet pga. påvisning af fedtperler i blodet).
  7. Refleksdystrofi (er en tilstand præget af smerter, hævelse og ledstivhed og kan opstå efter selv mindre traumer og frakturer, som følge af et abnormt vasomotorisk sympaticusrespons på smertestimuli. Kan principielt opstå omkring alle ekstremiteter, men ses især efter Colles-fraktur hos 5-10% af patienterne).
  8. Specielt for collum femoris frakturer er der mulighed for caputnekrose.
24
Q

Inddel muskulatur i 3 typer (ordinær 2009)

A

Skeletmuskulatur (tværstribet muskulatur), hjertemuskulatur og glat muskulatur.

25
Q

Beskriv hovedtræk af forskelle imellem disse 3 muskeltyper med hensyn til motorkontrol, motorendeplader, anatomisk organisation af muskelceller og lokalisation i kroppen (Ordinær 2009)

A

Skeletmuskulaturen er fæstnet til skelettet ved hjælp af sener og består af lange, multinukleære, cylinderformede, parallelle celler (fibre), der muliggør at knoglerne (ved hjælp af led) kan bevæges i forhold til hinanden. Muskelcellernes indre er tætpakket med myofibriller, som indeholder myofilamenterne aktin og myosin. Den velordnede organisering af myofibriller og myofilamenter giver muskelfiberen det tværstribede udseende. Muskelfibrene er også kendetegnet ved at indeholde det sarkoplasmatiske retikulum (specialiseret endoplasmatisk retikulum, der fungerer som Ca2+ depot) og de rørformede indbøjninger i overflademembranen, de såkaldte T-tubuli (T-rør). Kontraktionerne i skeletmuskulaturen reguleres af det viljestyrede, somatiske, motoriske nervesystem, og de enkelte muskelfibre står ikke i elektrisk kontakt med hinanden. Hver muskelfiber innerveres af én enkelt gren af et motorneuron, der via aktivering af acetylkolinreceptorer i en specialiseret del af muskelcellens plasmamembran (motorendepladen) aktiverer den pågældende fiber.
Hjertemuskulaturen findes kun i hjertets vægge og er tværstribet på samme måde som skeletmuskulaturen og har et veludviklet system af sarkoplasmatisk retikulum og T-tubuli. I modsætning til skeletmuskulaturen består hjertemuskulaturen af korte forgrenede celler, der er bundet sammen i et fast netværk. Hjertemuskulaturens kontraktioner styres af det autonome nervesystem, der via hjertets ledningssystem udløser aktionspotentialer, der spreder sig fra celle til celle gennem åbne celleforbindelser, de såkaldte gap junctions.
Det meste af den glatte muskulatur findes i væggene i kroppens hulorganer og rørstrukturer, fx væggene i fordøjelseskanalen, urinblæren, livmoderen samt i dele af blodkarsystemet, luftvejene, øjnene og huden. De glatte muskelceller er de mindste muskelceller og har ingen tværstribning grundet manglende organisering af aktin- og myosinfilamenterne. De glatte muskelceller mangler T-tubuli og har kun et ringe udviklet sarkoplasmatisk retikulum. Den glatte muskulaturs aktivitet kontrolleres af det autonome nervesystem, men kun et fåtal af muskelcellerne kontaktes direkte af en nervefiber. I stedet spredes transmitterstof fra opsvulmninger på nervefibrene, der forgrener sig i muskelvævet, ud over et større område og påvirker et stort antal muskelceller, der har receptorer spredt ud over hele cellemembranen i stedet for lokaliseret i en enkelt motorendeplade.

26
Q

Angiv opdelingen af (årsag til) smerter i ryggen (Sygereeksamen 2009)

A

Uspecifikke rygsmerter (årsagen kendes ikke) udgør ca 70-80% af alle rygsmerter.

Specifikke rygsmerter udgør ca 20-30% (nedenfor angivet i henhold til pensum):
• degenerative lidelser i cervikal og lumbaldelen (slidgigt)
• facetledssyndrom (hold i ryggen, hekseskud)
• diskusprolaps
• osteoporotisk sammenfald
• spinalstenose
• kræft
• infektion

27
Q

Redegør kort for patofysiologi og symptomer ved en diskursprolaps i lænden (Sygereeksamen 2009)

A

Ved diskusprolaps sker der en degenerativ beskadigelse af diskus intervertebralis. Der kan herved dannes sprækker i den yderste fibrøse del af diskus. Ud igennem disse sprækker kan der ske en udposning af den bløde kerne, nukleous pulposus. (Hos ældre er prolaberingen ofte mere fast og fibrøs). Denne udposning kan trykke på nerverne og give neurologiske symptomer (f.eks. prikken, stikken og smerter i benet eller nedsat kraft i benet). Ved tryk på cauda equina kan forekomme vandladnings (afførings) symptomer og nedsat følelse i skridtet. Udover disse neurologiske symptomer vil der oftest være lokale smerter i ryggen.

28
Q

Beskriv principperne for behandling af en diskursprolaps i lænden (Sygereeksamen 2009)

A

Ved diskusprolaps sker der en degenerativ beskadigelse af diskus intervertebralis. Der kan herved dannes sprækker i den yderste fibrøse del af diskus. Ud igennem disse sprækker kan der ske en udposning af den bløde kerne, nukleous pulposus. (Hos ældre er prolaberingen ofte mere fast og fibrøs). Denne udposning kan trykke på nerverne og give neurologiske symptomer (f.eks. prikken, stikken og smerter i benet eller nedsat kraft i benet). Ved tryk på cauda equina kan forekomme vandladnings (afførings) symptomer og nedsat følelse i skridtet. Udover disse neurologiske symptomer vil der oftest være lokale smerter i ryggen.

29
Q

Beskriv principperne for behandling af en diskusprolaps i lænden (Sygereeksamen 2009)

A

Ofte vil man klare sig med konservativ behandling. Der er store nationale forskelle på operationsfrekvens fra 10% i UK til 50% i USA.
Konservativ behandling: Medikamentel smertebehandling og fysioterapi, herunder træning. Effekten heraf er ikke særlig godt dokumenteret.
Operativ behandling: Mindre operation fra ryggen med fjernelse af prolaps. Vil være indiceret akut ved cauda equina eller akut svær parese. Evidens for hvornår og i hvilke tilfælde man skal behandle operativt er ikke tilstrækkeligt afklaret videnskabligt.