Seminar 14: Direkte krav og produktansvar Flashcards
Produktansvar: Hvad er produktansvar?
Der findes ikke nogen skarp afgrænsning af hvad begrebet produktansvar dækker over, men groft sagt kan man koge det ned til:
Definition: Et defekt produkt der gør skade på noget andet end sig selv.
Gør produktet skade på sig selv, så skal situationen behandles efter mangelsreglerne.
Produktansvar: Hvilke regler reguleres produktansvaret af?
Der findes to regelsæt som regulerer produktansvar:
(1) Det retspraksisbaserede produktansvar.
(2) Det lovbestemte produktansvar, jf. PAL.
PAL finder kun anvendelse i de tilfælde, hvor der er sket skade på forbrugerting. Derfor spiller det lovbestemte produktansvar en tilbagetrukken rolle i entrepriseretten. De lovbestemte regler vil dog finde anvendelse i de situationer, hvor der er sket skade på en person.
Erhvervstingsskader og følgerne heraf er omfattet af det retspraksisbaserede produktansvar, da sådanne skader falder uden for anvendelsesområdet for PAL.
Ved entreprenørleverancer kan E rette et produktansvarskrav mod leverandøren og producenten, og enhver mellemhandler i omsætningskæden.
Ved bygherreleverancer kan BH ikke rette noget produktansvarskrav mod E, men kun mod leverandøren og producenten, og enhver mellemhandler i omsætningskæden.
Derudover kan BH blive mødt med krav fra tredjemand, der måtte have lidt et tab som følge af det defekte produkt. Sådanne tilfælde er dog hidtil behandlet efter de almindelige erstatningsregler.
Sædvanligvis vil man også opfatte det således, at E, der handler uforsvarligt, pådrager sig ansvar i henhold til AB eller den almindelige entrepriseret over for BH, og efter den almindelige erstatningsret over for tredjemand.
Produktansvar: Hvordan kan man benytte ingrediens- og komponentlæren til at bedømmelsen af om der er tale om et produktansvar?
Et komponent kan være indsættelse af bjælker i tagkonstruktionen. Et ingrediens er derimod en tilføjelse af noget, der smelter sammen med andre ting, f.eks. en ingrediens i en betonmasse. I ingrediens-tilfældene kan ingredienserne ikke gøre skade på andre ting end sig selv, og der vil derfor ikke været tale om et produktansvar.
Produktansvar: Hvad er ansvarsgrundlaget ifølge retspraksisbaserede produktansvar? Hvilke skader er ikke erstatningspligtige som et produktansvar?
Ansvarsgrundlaget er et strengt culpaansvar, men producenten ifalder ikke erstatningsansvar i tilfælde af udviklingsskader og systemskader.
Udviklingsskader dækker over de tilfælde, hvor det ikke var muligt at opdage defekten ud fra den tekniske viden på tidspunktet for omsætningen af produktet. Ifølge EU-domstolen skal der tages udgangspunkt i den “den objektive videnskabelig og tekniske viden på det mest avancerede niveau”.
Systemskader dækker over de tilfælde, hvor produktet ikke findes uden defekten, fx cigaretter der kan medføre alvorlige sygdomme.
Mellemhandleren hæfter på objektivt grundlag for producentens fejl.
Hensynet bag det strenge ansvar er producentens mulighed for at pulverisere sit tab ved at masseproducere og sælge med fortjeneste. Derudover vil der ofte være tegnet en produktansvarsforsikring. Samtidig styrkes skadelidtes retsstilling med mellemhandlerens objektive ansvar, bl.a. af hensyn til at skadelidte ikke behøver gå til en udenlandsk producent.
Løsøregenstande er omfattet af produktansvaret. Det er uklart om fast ejendom og tjenesteydelser er omfattet af produktansvaret.
Den vanskelige holdning er hvorvidt indretning og udførelse af fast ejendom også falder ind under produktansvaret. Iversen mener under alle omstændigheder, at reglerne om produktansvar ikke tilfører nyt ift. de almindelige mangelsregler og de almindelige erstatningsbeføjelser. Iversen er dermed kritisk over for anvendelsen af de retspraksis bestemte regler om produktansvar inden for fast ejendom. Ved fremsættelse af lovbestemt produktansvarskrav, vil man ifølge Iversen formentlig ikke få en bedre retsstilling end ud fra de almindelige erstatningsregler.
Produktansvar: Hvad er ansvarsgrundlaget ifølge det lovbestemte produktansvar? Hvilke produkter er omfattet?
PAL omfatter kun personskade, tab af forsørger og forbrugertingsskader, og reglerne kan kun anvendes på løsøregenstande, jf. PAL § 3.
Bestemmelserne i PAL er præceptive, jf. PAL § 12, og kan således ikke fraviges til skade for skadelidte.
Producenten hæfter på objektivt grundlag for et defekt produkt (løsøregenstand), jf. PAL § 5.
Skadelidt skal føre bevis for skaden, defekten og årsagsforbindelsen, jf. PAL § 6.
Producenten fritages, hvis han kan godtgøre, at der var tale om en udviklingsskade eller systemskade, jf. PAL § 7.
Udviklingsskader dækker over de tilfælde, hvor det ikke var muligt at opdage defekten ud fra den tekniske viden på tidspunktet for omsætningen af produktet. Denne bevisbyrde skal producenten løfte. Ifølge EU-domstolen skal der tages udgangspunkt i den “den objektive videnskabelig og tekniske viden på det mest avancerede niveau”.
Systemskader dækker over de tilfælde, hvor produktet ikke findes uden defekten, fx cigaretter der kan medføre alvorlige sygdomme.
Produktansvar: Hvad er forholdet mellem produktansvar og AB 92 § 35, stk. 2
Ifølge U 2008.982 H blev det statueret, at ansvarsbegrænsningen i AB 92 § 35, stk. 2 ikke fandt anvendelse på E’s produktansvar, der medførte ødelæggelse af maskiner og materiel.
Højesterets afgørelse kan kritiseres med henvisning til, at der må tages udgangspunkt i en fortolkning af aftalen, når der ikke følger andet af præceptiv lovgivning og ordlyden af AB 92 § 35, stk. 2 er utvetydig og angår alene tabskategorier, men ikke skadesårsager.
Dette er nu ændret ved AB 18, hvorefter produktansvar også er begrænset til direkte tab, jf. AB 18 § 54.
Direkte krav: Hvad dækker begrebet “direkte krav” over, og efter hvilke synspunkter tillades direkte krav?
Direkte krav dækker over den situation, at en part retter et krav mod sin medkontrahents medkontrahent, eller mod andre led i kæden.
I praksis vil det typisk være BH’s direkte krav mod underentreprenører eller underrådgivere. Der kan også tænkes tilfælde, hvor der forsøges et direkte krav mod entreprenørens materialeleverandør.
Overordnet kan direkte krav fremføres i to afskygninger:
(1) Direkte krav i form af et deliktskrav, også kaldet et “retsbrudskrav”, hvilket indebærer, at kravet baseres på dansk rets almindelige regler om erstatning uden for kontrakt. Herigennem frigøres kravene for ansvarsbegrænsninger og andre kontraktvilkår i de bagvedliggende entreprise- og rådgiveraftaler.
(2) Direkte krav ud fra cessionssynspunktet, hvilket indebærer at kravet er baseret på de underliggende kontraktvilkår og derfor respekterer aftalte ansvarsbegrænsninger mv.
Der kan ikke rettes et direkte krav i form af kontraktskrav. Det er simpelthen systemstridigt, da det f.eks. giver sig selv, at den underentreprenør, som ikke får betaling fra hovedentreprenøren, ikke kan rette sit krav mod bygherren i stedet for.
Direkte krav: Hvornår kan der rettes et direkte krav mod underentreprenøren?
(1) BH kan rette et direkte krav mod UE ud fra cessionssynspunktet, hvis:
(A) at BH har et krav mod HE.
(B) at UE kan mødes af det samme krav fra HE.
Et direkte krav mod UE ud fra cessionssynspunktet indebærer, at UE bevarer de samme indsigelser og ansvarsbegrænsninger, som han kunne fremsætte over for HE.
Et direkte krav ud fra cessionssynspunktet er ubetænkeligt, idet UE’s formål er at agere E’s kontraktshjælper i forhold til E’s opfyldelse af BH’s projekt - med andre ord arbejder UE inden for rammerne af aftalen mellem BH og E.
(2) BH kan rette et direkte krav mod UE som et deliktskrav, altså et krav der hviler på reglerne om erstatning uden for kontrakt, hvis:
(A) UE har handlet minimum groft uagtsomt.
(B) Måske hvis UE har handlet simpelt uagtsomt.
Torsten Iversen er af den opfattelse, at direkte krav i henhold til de almindelige erstatningsretlige regler uden for kontrakt alene bør anerkendes, hvis der er tale om grovere tilfælde end simpel uagtsomhed. Hørlyck og retspraksis er af modsat opfattelse.
Hvis direkte krav som deliktskrav tillades ved alle former for culpa, vil det afskære en kontraktpart i entreprise fra at opnå effektive ansvarsbegrænsninger, hvilket generelt er uhensigtsmæssigt. Det forekommer derfor rimeligt, at der skal et “mere kvalificeret forhold” til førend ansvarsbegrænsningerne kan tilsidesættes.
I U.2004.114 tillod H et direkte krav i henhold til de almindelige erstatningsretlige regler uden for kontrakt for “håndværksmæssige fejl”, og der udtales ikke noget nærmere om graden af ansvaret. Da Højesteret ikke nævner noget om graden af ansvaret, og da tidligere retspraksis har fundet simpel uagtsomhed tilstrækkeligt, må det lægges til grund, at der også er adgang til deliktskrav ved simpel uagtsomhed. Ved materialefejl må adgangen måske være videre end ved udførelsesfejl, da E’s hæfter i videre omfang for materialefejl end ved udførelsesfejl, som kræver at der kan statueres professionsculpa.
Direkte krav: Hvornår kan der rettes et direkte krav mod E’s leverandør?
BH’s direkte krav mod leverandøren følger allerede af AB 92 § 5, stk. 5, hvorefter BH kan rette et krav mod leverandøren, hvis BH kan godtgøre, at et mangelskrav kun ganske vanskeligt kan gennemføres mod E. Dette direkte mangelskrav imod leverandøren er ligeledes hjemlet i AB 92 § 10, stk. 4.
Der må dog formentlig om direkte krav i løsøreforhold stilles krav om, at leverandøren har handlet groft uagtsomt eller svigagtigt.
Baggrunden er, at det forekommer unaturligt, at BH skulle aflede et krav fra E imod leverandøren, da leverandøren - til forskel fra underentreprenøren - ikke skal arbejde inden for rammerne af kontrakten mellem BH og E.
Direkte krav: Hvornår kan der rettes et direkte krav mod rådgiver?
BH’s direkte krav mod UR er accepteret i praksis, og der kan således rettes et direkte krav mod rådgiveren ud fra cessionssynspunktet eller i form af et deliktskrav, der indebærer at kravet baseres på de almindelige erstatningsregler uden for kontrakt.
I sidstnævnte tilfælde er det tvivlsomt hvorvidt der kræves grov uagtsomhed fra rådgiverens side af, eller om simpel uagtsomhed er tilstrækkeligt.
Set i lyset af praksis kan det ikke udelukkes, at simpel uagtsomhed er tilstrækkeligt, og det er f.eks. Hørlyck også fortaler for. Michael Gjedde Nielsen, Hans Lykke Hansen samt Torsten Iversen anfægter dette synspunkt som værende for vidtgående, og er fortalere for, at der kræves grov uagtsomhed, førend direkte krav som deliktskrav kan anerkendes.
Hvis direkte krav som deliktskrav tillades ved alle former for culpa, vil det afskære en kontraktpart i entreprise fra at opnå effektive ansvarsbegrænsninger, hvilket generelt er uhensigtsmæssigt. Det forekommer derfor rimeligt, at der skal et “mere kvalificeret forhold” til førend ansvarsbegrænsningerne kan tilsidesættes.
Direkte krav: Hvad indebærer den nye regel i AB 18? Hvad sagde den tilsvarende regel i AB 92?
Den nye regel i AB 18 § 8, stk. 4 og 5 fastslår, at BH’s direkte mangelskrav imod underentreprenører og leverandører sker ud fra et cessionssynspunkt, således at kravet er baseret på de underliggende kontraktforhold.
Konsekvensen er, at BH efter de nye regler i AB 18 ikke kan fremsætte et direkte krav som et deliktskrav med henblik på at komme uden om eventuelle ansvarsbegrænsninger. Derudover kan underentreprenøren modregne sit tilgodehavende mod hovedentreprenøren i BH’s krav. Det er en kærkommen ændring henset til at direkte krav ofte fremsættes i de situationer, hvor E er gået konkurs.
I AB 92 § 5, stk. 5 har den hidtil eneste betingelse for, at en bygherre kunne rette kravet imod underentreprenøren og leverandøren, været, at bygherren ikke, eller kun med stor vanskelighed, kunne gennemføre kravet imod sin kontraktpart – hovedentreprenøren. En sådan hindring er typisk, at hovedentreprenøren er gået konkurs.
