Kapitel 1 - Anatomi Flashcards
Forklar kontaktepitelets (junctional epithelium) sammensætning og diskuter dets funktion (juni 2016, opg. 1)
- Kontakteepitel = 2 mm højt nonkeratiniseret pladeepitel.
- Koronalt for kontakteepitelet findes det orale sulcus epitel, mens der apikalt findes bindevæv.
- Kontaktepitelet har en fri overflade mod sulcusepitelet.
- Kontaktepitelet er tykkest koronalt, hvor det består af 15-20 cellelag, hvor der apikalt findes mellem 3-4 cellelag og derfor er tyndest her.
- Kontaktepitelet er opbygget af et basalt lag og adskillelige suprabasale lag.
- Keratiniseringsproces:
o Under den konstante fornyelse af vævet sker der en afstødelse af celler fra basallaget migrerer koronalt mod bunden af den gingivale sulcus, hvorfra cellerne afstødes.
o Cellerne i basallaget er belliggende langs basalmembranen, hvor de er hæftet til vha. hemidesmosomer.
o Basalmembranen består af to lag, lamina lucida mod epitelet og lamina densa mod det resterende bindevæv.
o I den apikale del af kontaktepitelet fortsætter lamina densa og lucida langs emaljefladen, hvor de hæfter til epitelet vha. hemidesmosomer.
o Forskellen mellem membranen på tandsiden og bidevævssiden er, at der findes anker fibre på bindevævssiden.
o Kontakteepitelet danner derfor et epitellialt fæste til tanden, men dette fæste er forholdsvist svagt sammenlignet med bindevævsfæstet og kan ikke måles klinisk, da fæstes brydes af PA-sonden. - Kontaktepitelet adskiller sig fra det orale sulcus epitel, udover den før omtalte tilhæftning, ved at cellerne er større, det intracellulære rum er større ift. vævsvolumen og cellerne er bundet sammen med færre desmosomer.
- Kontaktepitelets forløb er fladt og der findes ingen rete peges mellem epitel og bindevæv, kun hvis der er inflammation.
- Funktionen af kontakteepitelet er primært som en del af forsvarsmekanismen mod fremmed invasion barriere for de underliggende væv.
- Den konstante afstødelse kan til dels sænke invasionen, da evt. invaderede mikroorganismer afstødes hermed. Gingival væsken (GCF – gingival clearance flow) øges ved inflammation, hvorfor cellerne kan skylles ud af pochen og ud i saliva, dermed ses en rensende effekt.
- Immumceller som PMN (leukocytter) kan migrere ud igennem epitelet ud i den orale sulcus, hvor de kan udgøre first line of defense. Denne mekanisme ses ved kontaktepitelet er mere permeabelt og indeholder mange leukocytter, hvorved der sker en udveksling af substanser ind og ud af bindevævet.
Beskriv det elektronmikroskopiske billede af kontaktepitelets fæste til emaljeoverfladen.
- Kontakteepitelet er morfologisk forskellige fra det orale sulcus epitel og det orale epitel.
- Kontaktepitelet er bredest koronalt, hvor det består af 15-20 cellelag, mens det længst apikalt består af mellem 3-4 cellelag mod emalje-cement-grænsen.
- Grænsen mellem epitel og bindevæv inderholder normalt ikke rete peges, men kan forekomme, hvis der er inflammation.
- Kontaktepitelet har en fri overflade i bunden af den gingivale sulcus. Ligesom andre epitel i gingiva sker der en kontinuerlig modning af epitelceller, som sker i takt med afstødelse af disse.
- Cellerne i det orale sulcus epitel er kubiske samt keratiniseret, mens cellerne i kontaktepitelet er affladede med deres længdeakse parallelt med tandens akse.
- Kontaktepitelets celler består af et basalt lag og flere suprabasale lag.
Der er forskelle mellem det orale sulcus epitel og kontaktepitelet:
- Størrelsen af cellerne i kontaktepitelet er i relation til vævsvolumen større end det i orale epitel.
- Det intraceullære rum er i kontaktepitelet i relation til vævsvolumen bredere end i det orale epitel.
- Antallet af desmosomer er mindre i kontaktepitelet end i det orale epitel.
- Kontaktepitelet er ikke i direkte kontakt med emalje. Mellem emalje og epitel findes en elektrontæt zone og en elektron lucent zone. Den elektron lucente zone er i kontakt med cellerne i kontaktepitelet. Disse to zoner har en lignende struktur til lamina densa og lucida, som findes i basalmembranområdet. Til forskel for bindevæv, er der ingen fibre der vedhæfter lanima densa lignende struktur til zonen i emaljen.
- Kontaktepitelet udsender hemidesmosomer fra cellerne, der findes mod lamina lucida-lignende struktur. Således minder forholdet mellem emalje og epitel meget om forholdet mellem epitel og bindevæv. Kontaktepitelet er derfor ikke kun i kontakt med emaljen men er således i fysisk kontakt til tanden via hemidesmosomer.
Beskriv kort den strukturelle opbygning af den frie gingivas forskellige epitelområder.
Den frie gingiva er inddelt i 3 dele, der som udgangspunkt findes koronalt for emalje-cement-grænsen:
- Det orale epitel, som findes mod mundhulen
- Det orale sulcus epitel, som findes mod tandoverfladen
- Kontaktepitelet, som findes mod og i kontakt med tandoverfladen
Epitelet er adskilt fra bindevævet ved en basalmembran, der består af lamina densa og lamina lucida.
- Lamina densa er i kontakt med bindevævet vha. forankringsfibre, mens lamina lucida er i kontakt med epitelcellerne vha. hemidesmosomer.
- Overgangen mellem det orale epitel og det orale sulcus epitel er præget af epiteltappe, de såkaldte rete peges, som adskiller bindevævspapillerne fra hinanden, det er epiteliale udløbere, der projektere ned i det underliggende bindevæv. Disse findes ikke ved kontakteepitelet, men kan dog være til stede under inflammatoriske tilstande.
Det orale epitel er et keratiniseret flerlaget epitel med ortokeratinisering.
- Keratinproducerende celler udgør 90 % af epitelet.
- Desuden findes også melanocytter, langerhanske celler, merkels celler og inflammationsceller.
- Der findes 4 lag i dette epitel;
o stratum basale
o stratum spinosum
o stratum granulosum
o stratum corneum (dette lag findes længst mod overfladen er er herfra, hvor cellerne afstødes).
- Cellerne vandrer fra lag til lag, for til sidst at blive afstødt fra stratum corneum, denne proces tager ca. 1 måned.
Det orale sulcus epitel minder meget om det orale epitel i sin opbygning.
Kontaktepitelet adskiller sig fra de to andre lag ved følgende:
- Kontaktepitelet har større celler set i relation til vævsvolumen ift. det orale epitel
- Kontaktepitelet har et større intracellulært rum set i relation til vævsvolumen ift. det orale epitel
- Der findes færre desmosomer i kontaktepitelet ift. det orale epitel
Kontaktepitelet består af et basalt lagt og flere suprabasale lag.
- Cellerne i kontaktepitelet er affladede med deres længdeakse parallelt med tandens akse.
- Kontaktepitelet er adskilt fra bindevævet af to lag, som minder om dem, der befinder sig i basalmembranen, de kaldes for den elektrontætte zone og den elektron lucente zone. Den elektron lucente zone er i kontakt med cellerne i kontaktepitelet. Der er dog ingen fibre, der vedhæfter lamina densa lignende struktur til zonen i emaljen. Kontaktepitelet udsender hemidesmosomer fra cellerne, der findes i den lamina lucida lignende struktur. Kontaktepitelet er således ikke kun i kontakt med emaljen, men har således også en fysisk kontakt til tanden via hemidesmosomer.
- Koronalt er kontaktepitelet tykkest, hvor det består af 15-20 cellelag, mens det længst apikalt består af 3-4 cellelag.
- Epitelet har en fri overflade mod den gingivale sulcus, hvorfra der kan ske en fornyelse af epitelet i dette lag.
Gingiva består hovedsagligt af bindevæv (lamina propria). Redegør for de væsentligste bestanddele i bindevævet og beskriv kort deres funktion.
Bindevævet består hovedsageligt af kollagene fibre (60 %), fibroblaster (5 %), nerver og kar i matrix (35 %).
Celler i bindevævet:
- Fibroblaster står for at scecernere de forskellige typer af fibre samt matrix.
- Mastceller producerer komponenter i matrix og vasoaktive substanser i vesikler (b.la. histaminer, herpiner og proteolytiske enzymer). Disse celler medvirker til at regulerer blodflowet ind og ud af bindevævet.
- Makrofager syntetiserer og fagocyterer. Findes i et stort antal i inflammeret væv. De defferentieres fra monocytter i det cirkulerende blod, hvorfra de migrerer ind i vævet.
- Inflammatoriske celler:
o Neutrofile granulocytter
Herunder polymorfnukleare leukocytter.
Fagocyterer bakterier og fremmedlegemer.
o Lymfocytter
Humorale og cellulære immunrespons
o Plasmaceller
Secernerer antistoffer
Fibre i bindevævet
- Inddeles i: kollagene fibre, retikulære fibre, oxytalan fibre og elastiske fibre. Fibroblasterne producerer disse, selvom cementoblasterne og odontoblasterne også kan være i stand til dette.
- Kollagene fibre:
o Fungerer som et skelet og støtter bindevævet. Den mindste enhed er et tropokollagen. Dette består af 3 polypeptidkæder i en tripelhelix. Fibroblasterne danner tropokollagen, som de sekreterer, resten af opbygningen af de kollagene fibre sker ekstracellulært. Tropokollagen aggerer til lange protofibriller, der lægger sig i parallelle bundter som kollagene fibriller. Bundter af kollagene fibriller dannet kollagene fibre.
- Retikulære fibre:
o Ligger typisk omkring basalmembraner samt i løst bindevæv omkring blodkar. De findes altså i epitel-bindevæv samt endotel-bindevæv.
- Oxytalan fibre:
o Findes i et stort antal i PDL og lidt i gingiva. Her løber de typisk parallelt med tandens akse. Funktionen er ukendt.
- Elastiske fibre:
o Findes i assosiation til blodkar i gingiva og PDL.
- Det virker til at fibrene er tilfældigt placeret, men de fleste er velorganiseret:
o Cirkulære fibre:
Findes i den frie gingiva, hvor de omgiver tanden i en ringformeret struktur.
o Dento-gingivale fibre
I cement under emalje-cement-grænsen, hvor de løber som en vifte til den frie marginale gingiva.
o Dento-periostale fibre:
I cement under emalje-cement-grænsen, hvor de strækker sig i en vifte til periosten på crista alveolaris til den fastbudne gingiva.
o Transeptale fibre:
Forløber mellem to tænder fra cement til cement. Ligger supra-aveolært. Fibrene hæfter ikke kun mellem cement på to tænder, men også fra cement til alvolære knogle.
- Matrix i bindevævet:
o Er grundsubstans og scecerneres hovedsageligt af fibroblastre. Det er essentielt for at opretholde bindevævets normale funktioner (transport af vand, elektrolytter, ernæringsstoffer, metabolitter osv.). Det indeholder vand, proteoglykaner (kulhydratdelen er domineret af glykosaminoglykaner (GAG)) og glykoproteiner (proteindelen er dominerende).
o Eksempler på glykoproteiner er fibronectin og osteonectin.
o GAG kan binde vand og elektrolytter, mens indtrængen af makromolekyler kan forhindres. Yderligere danner de en modstand mod deformering. Dermed kan proteoglykaner regulere diffusionen og væskeflow samt opretholde det osmotiske tryk. De virker som et molekylært filter og spiller en rolle for celletransport i vævet.
Gør kort rede for, hvorledes gingivalt epitel kontinuerligt fornyes.
Det orale epitel består af 4 forskellige cellelag, som inddeles på baggrund af defferentieringsgraden af keratinproducerende celler.
• Stratum basale
o Består af kubiske/prismatiske celler i kontakt med basalmembranen. Basalceller er de eneste, der deler sig.
• Stratum spinosum
o Består af 10-20 cellelag. Disse celler har korte cytoplasmatiske udløbere, som har desmosomer, der forbinder cellerne tæt.
• Stratum granulosom
o Disse celler er mere affladede og indeholder kerattohyalingranula.
• Stratum corneum
o Består af affladede celler uden organeller.
Parakeratiniseret = med kernerester, ortokeratiniset = uden kernerester.
- Hovedparten af epitelet i gingiva forgår ved ortokeratinisering, der kan dog ses parakeratinisering ved især mastikatorisk gingiva.
Epitelfornyelse:
- Processen for epitelfornyelse sker ved at der i stratum basale sker en celledeling, hvor den ældre celle skubbes op i stratum spinosum, hvor den starter sit liv som en keratocyt, dattercellen forbliver i stratum basale.
- Når en celle vandrer fra basallaget til epitellaget øges antallet af tonofilamenter og desmosomer, samtidig reduceres antallet af mitokondrier osv., altså organeller.
- Samtidig sker der en dannelse af keratohyalingranula, hvorved cellen fyldes med keratin i stedet, dette forgår i stratum granulosom og efterfølgende corneum.
- Fra stratum corneum afstødes løbende cellerester (epiteldesquamering), så der er overensstemmelse mellem antallet af nye celler og celler, der afstødes.
- Vandringen tager cirka 1 måned. Keratiniseringen betragtes som en defferentieringsproces og ikke en degeneration, idet epitelt har en beskyttende funktion.
Kontaktepitelt består af et basallag og flere suprabasale lag.
- Det basale lag består af kubiske celler, hvor de suprabasale lag består af affladede celler med deres lange akse parallelt med tandens akse.
- Kontaktepitlets fornyelse tager ca. 1 uge, hvor der sker afstødelse af celler mod den gingivale sulcus, hvor den netop har en fri overflade imod.
- Det sker ved fornyelse gennem celledeling i basallaget, hvorefter de vandrer mod den gingivale sulcus og afstødes herfra.
Gør rede for tandfæstets, herunder parodontalligamentets, udvikling under tanderuption (juni 2007, opg. 1)
Tandfæstet omfatter dannelsen af det dentogingivale epitel samt parodontalligamentet.
Dannelsen af det dentogingivale epitel:
• Når emaljen er færdigddanet reduceres ameloblasterne i højde. Ameloblasterne danner en basallamina, som er i direkte kontakt med emaljen. Celler fra basallamina går sammen med celler fra det ydre emaljeepitel og danner det reducerede emaljeepitel.
• Det reducerede emaljeepitel omgiver tanden, når emaljen er færdigmineraliseret samt inden tanden erupterer.
• Når den erupterede tand nærmer sig det orale epitel, vil celler fra både det reducerede emaljeepitel samt fra det orale epitel udvise øget mitotisk aktivitet og migrere ind i det underliggende bindevæv, dette danner en epitelmasse mellem tand og oralt epitel. Dette sikre at der ikke ses blødning under eruption af tænder.
• Når tanden er brudt igennem det orale epitel, men ikke fuldt frembrudt, vil der i den mest cervikale del stadig ses dækning af celler fra det reducerede emaljeepitel samt ameloblastere, mens emaljen i den insicale del dækkes af kontaktepitelet.
• Senere erstattes alle disse celler af kontaktepitelet. Dette epitel er kontinuerligt med det orale epitel og hæfter tanden til gingiva.
Parodontalligamentet
• PDL og rodcement dannes fra ektomesenkym i tandsækken, der omgiver tandkappen (emaljeorganet). Kollagene fibre dannet af fibroblastre i det løse bindevæv vil senere danne de dentogingivale, dentoperiostale og de transeptale fibre.
• De rigtige PDL-fibre (de principielle fibre) dannes ifm. Tandens eruption. Først ses fibrene som indtrædende mere i den marginale knogle og senere mere i den apikale knogle. Fibrenes orientering ændres løbende under tanden seruption. Først når tænderne er i okklusion samt funktion vil fibrene få deres endelige orientering. Selve dannelsen af fibrene sker ved at fibre fra cementen og fibre fra knogle (lamina dura) bliver mere tykke og længere, hvorefter der kan ske en fusion mellem disse. Fibrene i cementen (Sharpeyske fibre) har mindre diameter, men også mere talrige end de andre fibre.
• De kollagene fibre i PDL omfatter:
o Crista alveolaris fibre
o Horisontale fibre
o Skrå fibre
o Apikale fibre.
Gør rede for parodontalligamentets opbygning og funktion, og beskriv placeringen og orienteringen af de forskellige fibergrupper (juni 2014 + opg. 7 2018), Gør rede for fibre og celler i rodhinden og diskuter deres funktion (jan. 2007, opg. 1)
PDL er et blødt, rigt vaskulariseret, specialiseret, cellulært bindevæv, der omgiver tandrod og danner forbindelse mellem rodcementen og lamina dura af alveoleknoglen. Den alveolære knogle omgiver tanden fra apex og til ca. 1 mm apikalt for emaljecementgrænsen (CEJ). I koronal retning danner PDL forbindelse med lamina propria i gingiva. Via Volkmanns kanaler i lamina dura har PDL forbindelse til alveoleknoglens marvrum. PDL er timeglasformeret og har en tykkelse på ca. 0,25 mm (mellem 0,2-0,4 mm). Parodontalligamentet er opbygget af fibre, matrix indeholdende vand, glykoproteiner og proteoglykaner. Fibrene er primært kollagene fibre og ellers elastiske fibre (findes omkring kar) samt oxytalan fibre (funktionen er ukent). De kollagene fibre er organiseret i bundter og inddeles i 4 grupper alt efter deres lejring.
• Crista alveolaris fibre
o De er horisontalt lejret og findes i relation til crista alveolaris. De modvirker horisontale og rotationsbevægelse.
• Horisontale fibre
o De findes i den øverste 1/3 del af roden. De modvirker ligesom crista alveolaris fibrene horisontale og rotationsbevægelser.
• Skrå fibre
o De er skråt lejret og findes midtrods. De modvirker de vertikale påvirkninger.
• Apikale fibre
o De findes nær apex af roden og modvirker tandens træk ud af alveolen.
Udover fibre indeholder PDL også celler i form af fibroblaster, osteoblastere, cementoblastere og osteoklastere samt epitelceller (epitelcellereter fra Hertwigs rodepitelskede, hvilket kaldes for Mallazesske epiteløer).
• Fibroblasterne danner kollagenefibre samt matrix og findes langs PDL-fibrene, de er også involveret i nedbrydelsen af bindevæv under sygdom.
o De kollagene fibre dannes når fibre fra cementen og fibre fra knoglen mødes under udviklingen. De dannes af cementoblaster ud fra tandoverfladen, hvor de efterfølgende indlejres i cementen som sharpeyske fibre
• Cementoblasterne findes i overfladen af cementen og danner cement evt. indeholdende kollagene fibre.
• Osteoblasterne findes i knogleoverfladen er er involveret i knoglemetabolismen og kan danne fibre relateret til knoglen. Der dannes gennemgående fibre ved, at fibrene mødes på midten og lejres efterfølgende i bundter.
• Osteoklaster: Findes i PDL og deltager i knoglemetabolisme.
• Epitelceller: Kaldes for Malassez epiteløer og er rester af Hertwigs’ rodepitelskede, de ligger nær cementen som et netværk.
• Mastceller: matrixdannende celler
• Makrofager: fagocyterende celler
• Nerveceller
• Udifferentierede mesenkymceller: Kan differentiere til cementoblaster, odontoblaster og fibroblaster.
Innervering og blodforsyning:
- PDL innerveres af grene fra n. trigeminus, og der findes nerver med mekano og nociceptorer, som har betydning for mastikation og tændernes taktile sans.
- Desuden modtager PDL blodforsyning fra arterier fra knoglen (via Volkmanns kanaler) samt arterier fra gingiva.
Funktionen af PDL:
- er at fastholde tænderne i position i kæbeknoglen og samtidig modstå tyggekræfterne.
- Desuden har PDL en sensorisk funktion, nemlig den taktiske følelse. Kraften overføres fra tanden og ned i alveoleknoglen, hvor den absorberes, og dermed ikke laver skade på tanden.
- Tandens mobilitet afhænger af PDLs bredde, højde og kvalitet.
Beskriv blodforsygningen af parodontiet (august 2016, opg. 1)
Underkæbens PDL:
- modtager blodforsyning fra a. alveolaris inferior
Overkæbens PDL:
- modtager fra a. alveolaris superior.
A.dentalis:
- Fra a. alveolaris udløber a. dentalis, der forsyner hver enkelt tand som en arterie.
- A. dentalis deler sig som intraseptale arterier, der findes inden i knoglen langs hele alveolens udstrækning, denne arterie afgiver i hele forløbet rami perforantes, der perforerer knoglen og løber ind i PDL i alle niveauer, hvor de anastomoserer med hinanden og derved giver fuld blodforsyning til alle dele af PDL.
- PDL modtager også blodforsyning fra a. dentalis inden denne forsyner rodkanalen med blod, det sker ved at de blander sig i netværket af rami perforantes. Blodforsyningen ernærer lamina propria, cementocytter og cementoblaster.
Gingiva modtager blod fra supraperiostale blodkar; a. mentalis, a. buccalis, a. infraorbitalis, a. sublingualis, a. facialis, a. palatinus major og a. dentalis posterior superior.
Gør rede for rodcementens sammensætning og funktion (august 2015, opg. 1), Gør rede for rodcementens opbygning og funktion og beskriv de forskellige former for rodcement. (Juni 2013, opg. 1, august 2018, opg. 9)
Overorndet om rodcement:
- Rodcementen er et sepcialiseret mineraliseret væv, der dækker rodoverfladen og til tider også den mest cervikale del af emaljen og et stykke ind i rodkanalen.
- Cement har ingen blod-, lymfekar eller nerveinnervation.
- Cement undergår ikke remodellering, men undergår konstant aflejring gennemt livet.
- Består af kollagen indlejret i en matrix.
- Mineraliseringen består af hydroxylappatit 65 %, lidt mere end knogle, der er 60 %.
- Funktionen af cementen er at fastholde PDL til rodoverfladen samt sikre en reparation af de apikale forhold i forbindelse med traumer. Desuden beskytter cementen pulpa mod eksterne påvirkninger idet cementen dækker for dentintubuli.
Der findes 4 forskellige typer af rodcement:
• Accelullære affibrillær cement (AAC)
o Findes primært dækkende den cervikale del af emaljen. AAC indeholder hverken celler eller fibre. Den danner enten isolerede øer på emaljen eller også er den i direkte i forbindelse til AEFC.
o ACC dannes, når det reducerede emaljeepitel trækker sig eller opløses, så den blottede emalje kommer i kontakt med det omkringliggende bindevæv.
• Acellulær ekstrintisk fiber cement (AEFC)
o Findes primært på den koronale og miderste del af roden. Indeholder hovedsageligt sharpeyske fiberbundter.
o AEFC dannes sideløbende med roddentinen. Ved roddannelsens begyndelse vil Hertwigs rodepitelskede være fragmenteret. Herefter begynder cementoblaster at syntentisere kollagen, som implanteres på rodoverfladen. Gennem den kontinuerlige dannelse af AEFC, vil fibrene tættest på roden blive fanget og indlejret i det mineraliserede væv. Disse udgør senere de sharpeyske fibre i PDL. Væksten af AEFC fortsætter gennem hele livet, dog med en meget langsom vækstrate.
• Blandet lagdelt cement (CMSC)
o Findes i den apikale 1/3 del af roden og i furkaturen. CMSC består af skiftevis lag af AEFC og CIFC. CIFC indeholder celler og intrinsiske fibre, der modsat de ekstrintiske sharpeyske fibre ikke forlader cementen, men er beliggende her i hele fiberens forløb. Cellerne som inkorporeres i cementen kaldes for cementocytter. CMSC dannes under tandens funktionelle periode
o CMSC indeholder vækstlinjer, der fortæller om perioden for dens dannelse.
• Cellulær intrinsisk fibrillær cement (CIFC)
o Findes primært i resorptions lakuner og indeholde intrinsiske fibre og cementocytter. Disse cementocytter er oprindeligt cementoblaster, der er blevet fanget og indlejret i cementen. Tilstedeværelsen af cementocytterne gør, at cementen er et vitalt væv. Som tidligere nævnt, er der ingen forsyning til vævet, så cementocytterne overlever ved at kommunikerer gennem deres cytoplasmatiske udløbere, der er beliggende i canaliculi i cementen. Gennem dette netværk transporteres næring og affaldsstoffer mellem cellerne og overfladen.
Beskriv den dynamiske proces der foregår når knoglevæv remodelleres, juni 2006 opg. 1
Når først knogle er blevet dannet, vil vævet reformeres og nydannes ved resorptions- og appositionsprocesser. Remodellering sker uden ændring af knoglens arkitektur. Remodellering er vigtigt ved:
• Knogledannelse → her sørger remodelleringen for at den primære knogle (wowen bone) udskiftes med lamellær knogle, som er mere resistent for load.
• Når gammel knogle erstattes af ny → dette involverer 2 processer – knogleresorption og apposition. Disse er koblet sammen og karakteriseret ved tilstedeværelsen af BMUs = knogle multicellulære units. En BMU består af:
o En front med osteoklaster på nyligt resorberet knogle = resorptionsfronten. Osteoklasterne udvikles højst sandsynligt fra blodmonocytter og selve resorptionen sker ved at de frigiver sure substanser eks. laktatsyre og hydrolytiske enzymer. Der fås et surt miljø og mineral kan opløses.
o En del indeholdende kar og pericytter
o Et lag osteoblaster på et lag nyligt dannet matrix = depositionsfronten. Den knoglematrix de danner er osteoid, der indeholder kollagene fibre, glycoproteiner og proteoglycaner. Knoglematrix undergår mineralisering ved deposition af mineraler såsom calcium og fosfat, som efterhånden omdannes til HAP.
• Kontrollen af remodellering sker ved lokale stimuli og hormoner eks. parathyroideahormon, væksthormon, leptin og calcitonin.
• Remodellering og modellering sker gennem livet, for at knoglen kan adaptere til eksterne og interne krav.
• Under aflejringen af ny knogle vil der i denne indlejres osteoblaster i knoglen, der nu kaldes osteocytter. Disse har forbindelse med hinanden og overfladen gennem canaliculi.
• Der dannes et sekundært osteon, der er en funktionel enhed indeholdende et centralt kar, så knoglen kan få næring.
