Kapitel 4 - Mucosa Flashcards
Redegør for hvorledes tykkelsen af mucosa i området for isættelse af et implantat, kan have betydning for det periimplantære ophelingsresultat.
• Uanset hvor tyk slimhinden er, der hvor implantatets isættes, sker der altid en opheling med ca. 2 mm kontaktepitel (ved implantater kaldet barriereepitel), og derunder ≥ 1 mm supraalveolært bindevæv. Isættelse af et implantat i tynd slimhinde vil derfor altid føre til knogleresorption af den marginale knogle for at give plads til dette bindevævsfæste. Dette minimums-bindevævsfæste dannes formentlig for at beskytte osseointegrationen mod faktorer fra plaquebakterier o.lign.
• Osseointegration – forudsætninger
o Implantatmaterialet skal være biokompatibelt
o Implantatoverfladen skal være ren
o Atrumatisk kirurgi
Langsom indsættelse med bor, uden at brænde knogle af.
o Der skal være primær stabilitet
o Uforstyrret helingsfase.
Beskriv den histologiske forskel mellem en tands og et implantats forankring i kæben
Gør rede for strukturelle forskelle mellem gingiva og peri-implantært mukosa.
Ligheder
• Slimhinden i begge tilfælde er blegrød og har en fast konsistens.
• Begge har et kontakt/barriereepitel, som er omkring 2 mm tykt og en zone med supraalveolært bindevæv, som er mellem 1-1,5 mm.
o Det frie gingivas orale epitel består af keratiniseret, flerlaget pladeepitel, som kontinuerligt går over i et kontaktepitel, der har kontakt til emaljen.
o Den ydre overflade af det peri-implantære mukosa er ligeledes dækket af et flerlaget keratiniseret pladeepitel, som går over i et tynd lag epitel, der vender mod abutment-delen (den del, hvortil der sker tilhæftning af kronen/broen/protesen) af implantatet. Dette kaldes ved implantater ikke kontaktepitel, men barriereepitel.
• Gingiva og periimplantær mucosa har samme immunologiske respons på langvarig plakakkumulation.
• Begge har hemidesmosomer til tand/implantat.
Forskelle
• En af de største forskelle mellem tænder og implantater er at implantater ikke har PDL. Der er derfor ikke den samme taktile sans ved implantater.
• Implantatoverfladen er ikke belagt med cement, og de kollagene fibre i den periimplantære mucosa er derfor anderledes lejret, de ligger parallelt med implantatet og knoglens overflade.
• Det periimplantære bindevæv er mere fiberrigt og indeholder færre fibroblaster – sammensætningen er som en slags arvæv.
o (80 % vs. 60 % fibre)
o (3 % vs. 5-15 % fibroblaster)
• Den biologiske bredde (kontaktepitel + bindevæv) er smallere ved implantater ift. ved tænder.
• En anden væsentlig forskel ligger i blodforsyningen. Da implantater ikke har PDL, får den periimplantære mucosa derfor udelukkende sin blodforsyning fra supraperiostale kar. Gingiva omkring tænder forsynes af både supraalveolære (i PDL) og supraperiostale kar.
• En inflammationsproces i den periimplantære mucosa vil hurtigere udvikle sig apikalt end ved en tand. Det skyldes vævenes organisering, bl.a. fibrenes lejring.
Diskuter pålideligheden af pochedybdemåling ved tænder og dentale implantater:
Forhold der har betydning for den sonderbare parodontale poche er:
• Sondens tykkelse:
o En tyndere sonde kommer dybere i pochen.
• Malplacering af sonden i pochen
o som følge af fx anatomiske strukturer, calculus eller for skrå placering af sonden, så det ikke er den reelle dybde, der måles.
• Sonderingstrykket
o Man skal måle med 25g tryk, for lidt tryk giver for lille pochedybde og for stort tryk kan lædere pochebunden/kontaktepitelet og giver en dybere poche.
• Graden af inflammation i pochen og tilstedeværelsen af pseudopocher
o Jo mere inflammation desto løsere og eftergivelig væv (kollagen nedbrydes) og desto dybere kan sonden komme i pochen. En pseudopoche vil desuden give et dybere pochemål, selvom der ikke ses fæstetab.
• Måleskalaens inddeling
o Det kan være svært at aflæse præcist på pochedybdemåleren.
• Der kan være uoverensstemmelser i intra- og interobservatør-målinger.
Tænder vs. Implantater
- Optimalt set skal pochemåleren føres ned til den apikale del af kontaktepitelet (ved tand)/barriereepitelet (ved implantat).
- Undersøgelser har vist, at ved sund gingiva når pochedybdemåleren ikke helt ned til den apikale del af kontaktepitelet, men ved målinger på implantater bliver pochedybdemåleren ført længere apikalt end barriereepitlet tyder på, at fæstet mellem implantat og mucosa er svagere end fæstet mellem tand og gingiva (da der ikke er nogen dentogingivale og dentoperiostale fibre).
- Andre undersøgelser har vist, at ved måling af pochedybde omkring implantater skal der altså bruges et lettere tryk end omkring tænder.
- Konklusionen, at der ved normalt sonderingstryk kan nås ca. den samme pochedybde ved både tand og implantat.
- Når man måler i inflammerede væv, viser det sig, at spidsen af måleren kommer tættere på knoglekammen pga. større penetration.
