Kapitel 16 - Okklusionstraumer: Periodontale væv og Kapitel 18 - Ikke-plakinduceret inflammatoriske gingivale læsioner Flashcards
Beskriv ændringerne i det parodontale væv under jiggling-type-trauma, når parodontiet er sund og af normal højde.
Hvad forstås ved traumatisk belastning af ”jiggling” karakter? Hvordan påvirker tilstedeværelsen af plak en tand, der udsættes for ”jiggling? s. 318
Ingen tilstedeværelse af plak
- Jiggling-type-traumer er det traume der sker, hvis tanden påvirkes af kræfter i flere forskellige retninger.
- Jiggling-type trauma kan f.eks. skyldes:
o uhensigtsmæssige okklusale forhold som bruxisme
o insufficient fyldningsterapi (for høj fyldning) manglende støttezoner i tanden (som følge af tab af tænder, som alt kraft bliver koncentreret et sted)
- Der opstår ingen rene træk- eller trykzoner (T (tension) og P (pressure)-zoner), men derimod en kombination af træk og tryk på begge sider af tanden.
- Ved traumatisk okklusion på en tand med sundt parodontium sker der en fysiologisk adaptation i parodontiet, hvor der ses øget bredde af PDL samt:
o Inflammatoriske ændringer i ligamentvævet
o Aktiv knogleresorption (fysiologisk adaption) – årsagen til at PDL udvides (mere plads)
o Tegn på gradvis stigende mobilitet af tanden
Når PDL efterhånden udvides (som sker som en kompensation for kræfterne), sker der adaptation og inflammationstegnene ophæves. Tanden er hypermobil, men mobiliteten er ikke længere progressiv.
Hvis kraftpåvirkningerne elimineres, så vil der igen deponeres knogle og PDL vil vende tilbage til dens normale bredde, ligesom mobiliteten af tanden vil mindskes.
I tilfælde hvor værtens parodontium er sundt, vil det supraalveolære bindevæv ikke blive berørt af de okklusale kræfter. Dette betyder at et gingiva, der er sundt forinden, altså ikke bliver påvirket af jiggling-kræfter og dermed også er sundt efterfølgende.
Et sundt parodontium med reduceret højde har samme kapacitet til at adaptere til de ”vrikkende” kræfter, som et parodontium med normal højde.
Tilstedeværelse af plak:
- Ved tilstedeværelse af plak og samtidig traumatisk okklusion, så vil traumet ikke kunne forværre en plak-associeret parodontal sygdom, hvis den traumatiske okklusion har en størrelse, hvor der er mulighed for adaptation.
- Hvis den traumatiske okklusion har en størrelse, således at der ikke er mulighed for adaptation, så vil den traumatiske okklusion under visse omstændigheder godt kunne forøge progressionshastigheden. Den traumatiske okklusion er altså således en co-faktor i den destruktive proces.
Figur 16-10 - mulighed for adaptation
- På en tand med lav højde af PDL, subgingival plak, lavt knoglefæste men uden vertikal defekt vil der ligesom de to ovenstående tilfælde ske patologiske og adapterende ændringer som følge af traumatisk okklusion.
- Der vil ses knogleresorption med udvidet PDL (således at der gøres plads til det udvidet PDL) og øget tandmobilitet, men der vil ikke ske tab af bindevævsfæste.
- Ved okklusal tilpasning vil PDL-bredde igen blive reduceret og tanden mindre mobil.
Figur 16-13 - ikke mulighed for adaptation - vertikal knogledefekt
- Ved en tand, hvor der er lav højde af PDL, subgingival plak, der har ført til infiltreret blødtvæv og vertikal knogledefekt (inflammeret væv nede omkring alveoleknoglen), vil en traumatisk okklusion og “vrikkende” bevægelser øge progressionshastigheden og virke som en co-faktorer i ødelæggelsen af vævet. I dette tilfælde vil der ske tab af bindevævsfæste og yderligere nedvandring af dentogingival epitel.
- I tilfælde af okklusal tilpasning, vil der ses reduktion i PDL-bredden og tanden vil blive mindre mobil, men fæsteniveuaet vil ikke ses forbedret.
Diskuter betydningen af traumatisk okklusion og øget tandmobilitet i relation til behandlingen af parodontitis.
Før behandling:
- Inden en individuel parodontitisbehandling starter: tjek for traumatisk okklusion.
o Hvis der er traumatisk okklusion, fjernes den hårde kontakt (ved beslibning af tanden), så parodontiet får ro til selv at reducere tandens mobilitet ved at gendanne fibrene i parodontalligamentet. Herefter iværksættes parodontitisbehandlingen.
Ved okklusionstraumer opstår der tryk- og trækzoner i de marginale og apikale dele af parodontiet. Tanden bliver temporært mobil, indtil den befinder sig i en position, hvor den ikke længere påvirkes af kræfterne og heling kan finde sted.
Det er vigtigt at gøre sig klart, at traumatisk okklusion alene ikke kan forårsage PA, men hvis pt. allerede har parodontitis, vil det ofte forværre vævsdestruktionen, altså fungere som en co-faktor og øge progressionen af PA.
På samme måde er det vigtigt at vide, at man ikke kan helbrede parodontitis ved udelukkende at fjerne den traumatiske okklusion, den plak-associeredelæsion vil forblive der.
Tilføj evt. alveolær resorption + PDL-udvidelse i forbindelse med temporært mobil.
Ekstra:
Mobilitet vurderes normalt ved påvirkning af kronen. Det er vigtigt at huske at højden af knoglen betyder meget for mobiliteten af kronen og det kan derfor diskuteres om kronens horisontale bevægelse er et godt mål for tandens mobilitet. En tand kan jo godt have et sundt parodontium, bare med reduceret højde, pga. tidligere sygdom. PDL kan, som skrevet ovenover, også godt være udvidet uden det er inflammatorisk betinget.
Derfor skal kravet til en patologisk mobilitet være, at den er progressiv over en tidsperiode.
Gingivalt erytem kan optræde uden sammenhæng med plakforekomst. Gør rede for de tilstande hvor det forekommer
For kliniske manifestationer se kompendium.
Ikke-plak-inducerede gingivale sygdomme kan være:
1. sygdomme forårsaget af bakterier.
2. sygdomme forårsaget af virus.
3. sygdomme forårsaget af svampe.
4. arvelige sygdomme.
5. systemiske sygdomme. (Herunder findes de medicinsk-inducerede samt allergiske)
6. traumatiske sygdomme. (Herunder findes fremmedlegemereaktioner)
7. Medicininducerede sygdomme
8. Idiopatiske/lokale lidelser
Ikke-plakinduceret gingivale sygdomme giver ikke anledning til parodontitis, men kan føre til øget plakakkumulation, som derved forøger risikoen for udvikling af parodontitis.
For uddybende - se flashcards noter s. 62-66
Beskriv de mulige kliniske manifestationer af leukæmi i gingiva (der ønskes maks. 100 ord i besvarelsen).
Overordnet om leukæmi:
- Leukæmi er en malign hæmatologisk sygdom med abnorm proliferation og udvikling af leukocytterne.
- Typisk vi leukocytterne ses cirkulerende i blodbanen i en umoden form.
- Det kan involvere alle leukocytter; polymorfnukleære leukocytter, lymfocytter eller monocytter.
Orale manifestationer:
- hævelse af gingiva, ulcerationer, petekkier og erythem ses mere udtalt hos de akutte patienter.
- Det udtale gingivale hævelse ses ofte som et led i plakinduceret inflammation, da en streng plak-kontrol ser ud til at mindske hævelsen (Barret 1984).
- Der ses også blødning af gingiva, hvilket ofte skyldes de manglende thrombocytaktiviteter, og bleghed kan forekomme som respons på de manglende/defekte erytrocytter.
- Desuden ses hyppigt at der sker nekrose af interdentalpapillerne.
