Herpesvirus Flashcards
(37 cards)
Hvilken type virus er Herpesviridae?
Herpesviridae er en familie af virus, der tilhører gruppen af DNA-vira. Disse vira indeholder et dobbeltstrenget DNA-genom som deres genetiske materiale.
Otte humane herpesvirusarter er kendt. Alle har evnen til at gå ind i en latent tilstand efter den primære infektion af deres naturlige vært og blive reaktiveret på et senere tidspunkt. Imidlertid varierer den nøjagtige molekylære karakter af latens og hyppigheden samt manifestationen af reaktivering afhængigt af herpesvirusets type.
Beskriv strukturen af herpesvirus
Herpesvirus har en kompleks struktur, der omfatter følgende komponenter:
- Kapsid: Dette er den centrale proteinstruktur, der indeholder virussens genetiske materiale. Kapsiden har en ikosaedrisk form, hvilket betyder, at den har 20 ligesidede trekanter, og den omgiver virussens DNA.
- Membran (envelope): Herpesvirus er indkapslet i en membran, der stammer fra værtens cellemembran. Denne membran indeholder glycoproteiner, der er vigtige for virussens evne til at binde sig til værtsceller og trænge ind i dem.
- Tegument: Mellem membranen og kapsiden findes et amorft proteinholdigt materiale kaldet tegument. Dette tegument indeholder forskellige virale enzymer og transkriptionsfaktorer, der er afgørende for starten af den infektiøse cyklus.
- Genom: Herpesvirus har et lineært, dobbeltstrenget DNA-genom. Dette genom indeholder gener, der koder for forskellige virale proteiner og en række regulatoriske elementer, der styrer virusreplikationen.
Sammen udgør disse komponenter herpesviruspartiklen, der er i stand til at inficere værtsceller og replikere sig selv ved at udnytte værtsens cellulære maskineri. Virionsstrukturen varierer lidt mellem de forskellige herpesvirusarter, men grundlæggende er den samme.
Beskriv klassifikationen af herpesvirus
Herpesviridae kan ikke let differentieres morfologisk i elektronmikroskopet, da de alle har lignende udseende. Dog er Herpesviridae blevet opdelt i tre underfamilier, primært baseret på biologiske karakteristika.
Alphaherpesvirinae
- Denne underfamilie af herpesvirus omfatter vira med en relativt hurtig, cytocidal eller lytisk vækstcyklus. Disse vira har evnen til at etablere latent infektion i nerveganglier.
- Eksempler inkluderer herpes simplex- virus type 1 og 2 (HSV-1 og HSV-2) samt varicella-zoster-virus (VZV).
- HSV-1 og HSV-2 deler betydelig nukleotidhomologi og har lignende træk i replikation og patogenese.
- VZV har et mindre genom end HSV, men de to vira har mange gener, der deler sekvensidentitet.
Betaherpersvirinae
- Denne underfamilie inkluderer vira med en relativt langsom replikationscyklus, hvilket resulterer i dannelse af karakteristiske, multinukleære, gigantiske værtsceller. Latens etableres i ikke-neurale væv, primært lymforetikulære celler og kirtelvæv.
- Eksempler omfatter human cytomegalovirus (HCMV) samt humane herpesvirus type 6 og 7 (HHV-6 og HHV-7).
Gammaherpesvirinae
- Denne underfamilie af herpesvirus replikerer i mucosal epithelium og etablerer latent infektion primært i B-celler. Disse vira inducerer celleproliferation og immortaliserer lymfoblastoidceller.
- Et velkendt eksempel er Epstein-Barr-virus (EBV).
Beskriv replikation af herpesvirus
Herpesvirus replikerer i cellekernen og følger det grundlæggende mønster for replikation af DNA-virusser. Regulering af herpesvirus-transskription kaldes “kaskadekontrol,” idet udtryk for en første række gener kræves for udtryk for en anden række, som igen er nødvendig for udtryk for en tredje række gener.
Virusadsorption og penetration
- Herpesvirusser adsorberer på værtsreceptorer, der kan variere afhængigt af virusarten og det inficerede væv.
- Virale enveloppe glykoproteiner fremmer fusion af enveloppen med cellens plasmamembran, hvilket deponerer nukleokapsidet og tegumentproteinerne i cytosolen.
- En tegumentprotein fungerer som en RNase, der nedbryder værtscelle-mRNA’er og slukker for værtens proteinsyntese. Fordi dette proteins nukleolytiske aktivitet forekommer før starten af viral mRNA-syntese, er den selektiv for værts-RNA’er.
Viral DNA-replikation og samling af virioner
- Nukleokapsiden transporteres til en nuklear pore, hvorigennem viral DNA frigives i cellekernen.
- Et andet tegumentprotein aktiverer cellulær RNA-polymerase, der starter transkription af virale umiddelbart tidlige gener, der koder for regulerende funktioner.
- Forsinkede tidlige gener koder primært for enzymer, der er nødvendige for replikation af viral DNA, såsom DNA-polymerase, helicase og thymin kinase.
- Som det er tilfældet med andre DNA-vira koder sene gener for strukturelle proteiner i virion og proteiner involveret i samling og modning af virale afkom.
Viral enveloppeacquisition
- Ny-syntetiserede envelopeproteiner ophobes på den nukleære membran, og nukleokapsider, der er blevet samlet i kernen, erhverver deres enveloper ved at knoppes gennem membranen.
- Det færdige virus transporteres til celleoverfladen ved hjælp af en vakuole.
- Yderligere kopier af envelope glykoproteiner transporteres også til plasmamembranen og forårsager fusion af naboceller.
Latens
- Herpesvirusser kan gå i en hvilende, latent tilstand, hvor de ikke producerer aktive virale partikler.
- Latens sker ofte i specifikke celler, f.eks. nerveganglier, og kan vare i lang tid.
- Genekspression under latens er begrænset, men virusgenomet forbliver til stede i cellen og kan reaktiveres.
Reaktivering og tilbagevendende infektion
- Under visse betingelser, såsom stress eller nedsat immunforsvar, kan herpesvirus reaktiveres fra latens og begynde at replikere igen.
- Dette kan føre til tilbagevendende infektion og produktion af aktive virale partikler, hvilket ofte resulterer i gentagne udbrud af sygdom.
Beskriv epidemiologien af Herpes Simplex Virus type 1
Global udbredelse: HSV-1 er udbredt globalt og påvirker mennesker på tværs af geografiske regioner og socioøkonomiske grupper.
Høj forekomst: En stor del af verdens befolkning er inficeret med HSV-1. Mange mennesker erhverver infektionen i barndommen eller ungdommen.
Overførselsveje: HSV-1 overføres primært ved direkte kontakt med inficerede legemssekreter, især spyt. Dette kan ske gennem kys, deling af drikkevarer eller tæt personlig kontakt.
Herpes labialis: HSV-1 er den primære årsag til herpes labialis, der manifesterer sig som forkølelsessår eller blister på eller omkring læberne og mundområdet. Infektionen kan også involvere orofaryngeal slimhinde.
Livslang latent infektion: Efter primær infektion etablerer HSV-1 en livslang latent infektion i sensoriske nerveender, især trigeminusnerven. Dette gør det muligt for virusset at reaktivere og forårsage tilbagevendende udbrud.
Beskriv den kliniske signifikans af Herpes Simplex Virus type 1
Herpes labialis (Forkølelsessår): Den mest almindelige manifestation af HSV-1 er oral herpes, der præsenterer sig som forkølelsessår eller blister på eller omkring læberne. Disse sår er smertefulde og kan være genstand for gentagne udbrud.
Orofaryngeale infektioner: HSV-1 kan forårsage infektioner i orofarynx, hvilket kan føre til symptomer som ondt i halsen, hævelse og smerte ved indtagelse.
Keratitis: Infektion af hornhinden (keratitis) kan forekomme, hvilket kan føre til synsproblemer og ubehag.
Generaliserede infektioner: I sjældne tilfælde kan HSV-1 forårsage generaliserede infektioner, der påvirker indre organer og kan være livstruende, især hos personer med nedsat immunforsvar.
Reaktivering og tilbagevendende infektioner: Efter den primære infektion kan HSV-1 etablere latent infektion i nerveender, især trigeminusnerven, og forårsage tilbagevendende udbrud af symptomer, især under perioder med nedsat immunforsvar eller stress.
Hvordan diagnosticeres for Herpes Simplex Virus type 1?
Diagnosen stilles ud fra kliniske fund med grupperede vesikler ofte lokaliseret som herpes labialis (forkølelsessår).
- Prodrom symptomer med kløe og svie før udbruddet
Ved tvivl kan demonstration af HSV ved inokulering af humane cellekulturer bruges som den endelige metode til påvisning af infektion.
Hvordan behandles Herpes Simplex Virus type 1-infektioner?
Acyclovir er en guanin analog, der er selektivt effektiv mod HSV, fordi den kun bliver en aktiv hæmmer af DNA-syntesen efter først at være blevet fosforyleret af HSV-thymidinkinase.
Acyclovir kan administreres topisk eller oralt, afhængigt af sværhedsgraden af infektionen.
Hvordan forebygges mod Herpes Simplex Virus type 1?
Forebyggelse mod Herpes Simplex Virus type 1 (HSV-1) involverer primært at tage forholdsregler for at undgå direkte kontakt med virusbærende sekretioner eller læsioner på slimhinder eller hud.
Beskriv epidermiologien af Herpes Simplex Virus type 2
Epidemiologien af Herpes Simplex Virus type 2 (HSV-2) er karakteriseret ved dens primære transmission gennem seksuel kontakt.
Seksuel transmission: HSV-2 overføres hovedsageligt gennem seksuel kontakt, især vaginal eller anal samleje. Risikoen for transmission er højere, når der er aktive læsioner, men det kan også ske asymptomatisk.
Neonatal herpes: Hvis en kvinde er smittet med HSV-2 under graviditeten, kan der være risiko for neonatal herpes, hvor spædbarnet bliver smittet under fødslen.
Prævalens: HSV-2 er en af de mest almindelige seksuelt overførte infektioner globalt. Prævalensen varierer betydeligt mellem forskellige populationer og regioner.
Beskriv den kliniske signifikans af Herpes Simplex Virus type 2
Genital herpes: HSV-2 er hovedårsagen til genital herpes, en almindelig seksuelt overført infektion. Infektionen karakteriseres ved udvikling af smertefulde sår og blærer i det genitale og anale område.
Symptomer og udbrud: Infektion med HSV-2 kan forårsage gentagne udbrud af symptomer, herunder smerter, kløe, rødme og dannelse af sår og blærer. Udbruddene kan variere i hyppighed og sværhedsgrad.
Asymptomatisk bærerskab: En betydelig andel af personer inficeret med HSV-2 oplever ingen symptomer eller kun milde symptomer. Dette asymptomatiske bærerskab øger risikoen for uvidende spredning af virusset.
Neonatal herpes: Gravide kvinder, der er smittet med HSV-2, kan overføre virusset til spædbarnet under fødslen, hvilket kan resultere i alvorlig neonatal herpes, der kan have alvorlige konsekvenser.
Reaktivering og tilbagevendende infektioner: Efter den primære infektion kan HSV-2 etablere latent infektion i nerveender, især sakrale og lumbale ganglier, og forårsage tilbagevendende udbrud af symptomer, især under perioder med nedsat immunforsvar eller stress.
Hvordan diagnosticeres for Herpes SImplex Virus type 2?
Lægen vil stille diagnosen ud fra de typiske symptomer med smertefulde blærer og sår. Ved et af de første udbrud vil lægen ofte tage en prøve med vatpind fra blærer eller sår og sende prøven til et laboratorium for at påvise herpesvirus.
Hvordan behandles Herpes Simplex Virus type 2?
Der findes ingen medicin, som helbreder genital herpes. Der findes medicin, som hæmmer virus, fx aciclovir og valaciclovir, og som nedsætter risikoen for at overføre smitte.
- Acyclovir er en guanin analog, der er selektivt effektiv mod HSV, fordi den kun bliver en aktiv hæmmer af DNA-syntesen efter først at være blevet fosforyleret af HSV-thymidinkinase.
- Acyclovir kan administreres topisk eller oralt, afhængigt af sværhedsgraden af infektionen.
Hvordan forebygges mod Herpes Simplex Virus type 2?
Forebyggelse mod Herpes Simplex Virus type 2 (HSV-2) involverer primært at tage forholdsregler for at undgå direkte kontakt med virusbærende sekretioner eller læsioner på slimhinder eller hud, og ved sikker seksuel praksis.
Beskriv epidemiologien af Varicella-Zoster-Virus
Epidemiologien af varicella-zoster-virus (VZV) er kendetegnet ved, at virusset primært spredes fra person til person gennem luftbårne dråber og direkte kontakt med inficerede væsker fra vesikulære udslæt.
Smitteveje: Transmission af VZV sker hovedsageligt ved indånding af respiratoriske dråber, der indeholder viruspartikler fra hostende eller nyser personer med varicella (chickenpox) eller herpes zoster (helvedesild). Direkte kontakt med vesikulære udbrud kan også føre til overførsel af virus.
Beskriv patogenesen af Varicella-Zoster-Virus
Overførsel af VZV sker normalt via respiratoriske dråber og resulterer i initial infektion af luftvejsslimhinde efterfulgt af spredning til regionale lymfeknuder.
Afkomsvirus kommer ind i blodbanen, gennemgår en anden runde af multiplikation i celler i leveren og milten og spredes i hele kroppen via inficerede mononukleære leukocytter.
Endotelceller i kapillærerne og til sidst hudens epitelceller bliver inficerede, hvilket resulterer i de karakteristiske vesikler med virus i chickenpox, der vises 14 til 21 dage efter eksponering.
Den inficerede person er smitsom 1 til 2 dage før udseendet af exanthem (udslæt), hvilket antyder, at vira reinficerer celler i luftvejsslimhinden nær slutningen af inkubationsperioden.
Vesikulær væske fra chickenpox-udslættet er også meget smitsom og kan sprede sig til ikke-immune personer, hvis den bliver luftbåren.
Efter den primære infektion migrerer VZV til sensoriske nerveganglier, hvor det etablerer en latent infektion. Virussen forbliver inaktiv i nerveganglierne og forårsager normalt ingen symptomer i denne fase.
Reaktivering af VZV kan udløses af forskellige faktorer som immunosuppression, aldring eller andre sygdomme. Ved reaktivering bevæger virussen sig tilbage langs nervefibrene til hudens overflade, hvilket kan føre til herpes zoster (helvedesild).
- Helvedesild karakteriseres af et smertefuldt udslæt, der normalt er begrænset til en bestemt dermatom (område serviceret af en enkelt spinal nerve).
Beskriv den kliniske signifikans af Varicella-Zoster-Virus
Varicella-Zoster-Virus (VZV) er ansvarlig for to klinisk signifikante sygdomme: skoldkopper (varicella) og herpes zoster (helvedesild).
Varicella (Skoldkopper)
- Symptomer: Skoldkopper præsenterer sig med symptomer som feber og et karakteristisk udslæt, der udvikler sig til væskefyldte blærer.
- Udbredelse: Sygdommen er meget smitsom og overføres normalt gennem luftvejene ved kontakt med dråber fra hostende eller nysende personer.
- Børnesygdom: Varicella er almindelig hos børn og er normalt mild, men det kan være mere alvorligt hos voksne eller personer med svækket immunforsvar.
- Selvbegrænsende: Sygdommen er normalt selvbegrænsende og helbreder sig selv over tid. Efter genvinding forbliver virus i en latent tilstand i nerveganglier.
Herpes Zoster (Helvedesild)
- Reaktivering af virus: Helvedesild opstår som følge af reaktivering af latent VZV, normalt mange år senere.
- Symptomer: Det præsenterer sig med smertefulde udslæt og blærer, der er begrænset til et dermatom (et bestemt område i kroppen serviceret af en spinal nerve).
- Smerte: Smerten kan være intens og vedvarende, og det kliniske forløb kan være kompliceret af postherpetisk neuralgi, hvor smerten fortsætter efter, at udslættet er helet.
- Riskofaktorer: Risikofaktorer for herpes zoster inkluderer aldring, immunosuppression og andre sygdomme.
- Overførsel: Helvedesild kan overføres til personer, der ikke har haft vandkopper gennem direkte kontakt med den smittede persons udslæt.
Hvordan diagnosticeres Varicella-Zoster-Virus?
Laboratoriediagnose af ukompliceret skoldkopper eller herpes zoster er generelt ikke nødvendig og gøres normalt ikke på grund af de typiske kliniske træk og fordelingen af læsioner. Dog, hos immunokompromitterede patienter, hvor behandling er påkrævet, er det vigtigt at skelne mellem VZV-infektion og andre lignende eksantheme (udslæt).
Klinisk vurdering: Typisk er diagnosen baseret på den karakteristiske kliniske præsentation af sygdommen. Lægen vurderer udseendet og fordelingen af hudlæsioner, samt patientens symptomer og sygehistorie.
Laboratorietest:
- Direkte påvisning: Prøver fra vesikler (væskefyldte blærer) kan undersøges ved mikroskopi eller molekylærbiologiske metoder for at påvise tilstedeværelsen af VZV. Dette kan omfatte immunofluorescens eller PCR (polymerasekædereaktion).
- Serologiske test: Blodprøver kan tages for at påvise antistoffer mod VZV. IgM-antistoffer indikerer en nylig infektion, mens IgG-antistoffer indikerer tidligere eksponering eller vaccination.
In situ hybridisering: Denne molekylærbiologiske metode bruges til at påvise VZV-specifik DNA ved at bruge specifikke sonder.
Hvordan behandles Varicella-Zoster-Virus-infektioner?
Skoldkopper går over af sig selv. Man benytter ingen medicin mod selve virusset til børn/unge, der ellers er raske.
Til personer over 12 år og til personer med svækket immunsystem, som har været udsat for skoldkopper, og hvor der er mistanke om, at de er ved eller kan udvikle skoldkopper, anbefaler man behandling med virusdæmpende medicin (acyclovir). Det gives også i andre særlige situationer.
- Acyclovir har været lægemidlet af valg til sådanne patienter, men kræver intravenøs administration for at opnå effektive serumniveauer.
Tidlig administration af oral acyclovir reducerer varigheden og den akutte smerte ved helvedesild.
- Ved lettere tilfælde kan du behandle med smertestillende håndkøbsmedicin, fx paracetamol. Udslættet skal holdes rent og tørt for at undgå infektion med bakterier. Det skal afdækkes med en tør bandage, der ikke klæber.
- Hvis smerterne er stærke, kan der i det akutte forløb være behov for morfinlignende midler.
Hvordan forebygges mod Varicella-Zoster-Virus-infektioner?
Forebyggelse af Varicella-Zoster Virus (VZV) infektioner involverer normalt vaccination. Vaccinen mod VZV kaldes varicella-vaccine og er effektiv til at forhindre skoldkopper (varicella) og dens reaktivering som helvedesild (zoster). Vaccination er sædvanligvis anbefalet som en del af rutinebørnevaccinationsprogrammer for at beskytte mod varicella.
For voksne, især dem i fare for alvorlige komplikationer, kan en anden vaccine kaldet zoster-vaccine være tilgængelig for at reducere risikoen for helvedesild og dens komplikationer. Det er vigtigt at konsultere sundhedspersonale for rådgivning om vaccination og immunisering mod VZV baseret på individuelle sundhedsmæssige forhold og risikofaktorer.
Beskriv epidemiologien af Cytomegalovirus
Epidemiologien af cytomegalovirus (CMV) er kompleks, da CMV er udbredt og kan påvirke mennesker i alle aldersgrupper og socioøkonomiske grupper over hele verden.
CMV overføres hovedsageligt gennem direkte kontakt med inficeret spyt, urin, blod, eller andre kropsvæsker fra en inficeret person. Transmission kan også ske ved transplantation af organer eller blodtransfusion.
CMV kan også overføres fra en gravid kvinde til hendes ufødte barn under graviditeten, hvilket kaldes kongenital CMV-infektion. Dette kan have alvorlige konsekvenser for det nyfødte barn, herunder neurologiske problemer og høretab.
CMV-infektion forekommer ofte i barndommen eller tidlig ungdom og kan forblive latent (inaktiv) i kroppen efter den primære infektion. Nogle mennesker kan forblive livslange bærere af CMV uden at udvikle alvorlige symptomer.
Beskriv patogenesen af Cytomegalovirus
Indtræden og replikation i epitelceller: CMV trænger normalt ind i kroppen gennem slimhinder i luftveje, fordøjelseskanalen eller urinveje. Den primære replikation finder sted i epitelceller i disse områder.
Spredning i kroppen: Efter den initiale infektion spredes viruset via blodbanen (viremi) og inficerer forskellige organer og væv. Dette inkluderer nyrer, lever, centralnervesystem og andre organer.
Latens i monocytter og makrofager: CMV har evnen til at etablere latent infektion i monocytter og makrofager. Dette betyder, at viruset kan forblive i disse celler uden at forårsage akut sygdom. Latens i disse celler er forbundet med gentagen virusudskillelse.
Gentagen virusudskillelse: En karakteristisk egenskab ved CMV-infektion er gentagen og langvarig virusudskillelse, selv hos personer uden symptomer. Dette bidrager til spredning af viruset i samfundet.
Reaktivering: I visse situationer, såsom når immunsystemet svækkes, kan CMV gennemgå reaktivering. Dette kan føre til akutte infektioner og symptomer hos personer med nedsat immunitet.
Påvirkede organer: Symptomer og komplikationer af CMV-infektion kan variere. De mest almindeligt påvirkede organer inkluderer nyre, lever, centralnervesystem, luftveje og gastrointestinalt væv.
Beskriv den kliniske signifikans af Cytomegalovirus
Den kliniske betydning af Cytomegalovirus (CMV) varierer afhængigt af patientens immunstatus.
I Raske Personer:
- Primær CMV-infektion hos raske individer er ofte asymptomatisk eller kan præsenteres med milde symptomer, der ligner influenza.
- CMV kan forblive latent i kroppen efter den primære infektion, og det kan reaktivere senere, især når immunsystemet er svækket.
- I nogle tilfælde kan primær CMV-infektion hos voksne præsentere sig med symptomer, der ligner infektiøs mononukleose (IM), såsom feber, muskelsmerter og forstørrede lymfeknuder.
Kongenit CMV-infektion:
- Infektion med CMV under graviditeten kan resultere i kongenital CMV-infektion hos fosteret.
- Kongenital CMV kan forårsage forskellige medfødte defekter, herunder høretab, synsnedsættelse og neurologiske problemer.
- Sværhedsgraden af kongenital CMV-infektion kan variere, og nogle nyfødte kan være asymptomatiske ved fødslen, mens andre kan opleve alvorlige sundhedsproblemer.
Immunsupprimerede patienter:
- CMV-infektion kan have alvorlige konsekvenser hos personer med svækket immunforsvar, såsom organtransplantationsmodtagere og personer med HIV/AIDS.
- Organskader, især i lungerne, leveren og maven-tarmkanalen, kan forekomme.
- CMV-infektion kan føre til livstruende tilstande som CMV-lungebetændelse hos disse patienter.
HIV/AIDS-patienter:
- CMV er en betydningsfuld opportunistisk infektion hos personer med avanceret HIV-infektion og lavt antal CD4+ lymfocytter.
- Det kan forårsage en række problemer, herunder retinitis, encephalitis, og andre alvorlige infektioner.
Ældre voksne:
- CMV-infektion kan have en vis klinisk betydning hos ældre voksne, især dem med nedsat immunforsvar.
Hvordan diagnosticeres Cytomegalovirus-infektioner?
Serologiske tests:
- ELISA (Enzyme-Linked Immunosorbent Assay): Denne metode bruges til at påvise antistoffer mod CMV i blodet. IgM-antistoffer indikerer en nylig infektion, mens IgG-antistoffer viser en tidligere infektion.
PCR (Polymerase Chain Reaction):
- PCR-analyser kan påvise CMV-DNA i patientens blod, urin eller andre kropsvæsker. Denne metode er særlig nyttig for at bekræfte en aktiv infektion.
Virusisolering:
- CMV kan isoleres fra patientens blod, urin eller spyt og dyrkes i laboratoriet for yderligere identifikation.
In situ hybridisering:
- Denne teknik bruges til at påvise tilstedeværelsen af CMV-DNA i vævsprøver ved hjælp af specifikke DNA-prober.
Antigenpåvisning:
- CMV-antigener kan påvises ved hjælp af specifikke antistoffer. Denne metode anvendes normalt til at påvise CMV i vævsprøver.
