Herpesvirus

Question 1

Hvilken type virus er Herpesviridae?

Answer 1

Herpesviridae er en familie af virus, der tilhører gruppen af DNA-vira. Disse vira indeholder et dobbeltstrenget DNA-genom som deres genetiske materiale.

Otte humane herpesvirusarter er kendt. Alle har evnen til at gå ind i en latent tilstand efter den primære infektion af deres naturlige vært og blive reaktiveret på et senere tidspunkt. Imidlertid varierer den nøjagtige molekylære karakter af latens og hyppigheden samt manifestationen af reaktivering afhængigt af herpesvirusets type.

Question 2

Beskriv strukturen af herpesvirus

Answer 2

Herpesvirus har en kompleks struktur, der omfatter følgende komponenter:
- Kapsid: Dette er den centrale proteinstruktur, der indeholder virussens genetiske materiale. Kapsiden har en ikosaedrisk form, hvilket betyder, at den har 20 ligesidede trekanter, og den omgiver virussens DNA.
- Membran (envelope): Herpesvirus er indkapslet i en membran, der stammer fra værtens cellemembran. Denne membran indeholder glycoproteiner, der er vigtige for virussens evne til at binde sig til værtsceller og trænge ind i dem.
- Tegument: Mellem membranen og kapsiden findes et amorft proteinholdigt materiale kaldet tegument. Dette tegument indeholder forskellige virale enzymer og transkriptionsfaktorer, der er afgørende for starten af den infektiøse cyklus.
- Genom: Herpesvirus har et lineært, dobbeltstrenget DNA-genom. Dette genom indeholder gener, der koder for forskellige virale proteiner og en række regulatoriske elementer, der styrer virusreplikationen.

Sammen udgør disse komponenter herpesviruspartiklen, der er i stand til at inficere værtsceller og replikere sig selv ved at udnytte værtsens cellulære maskineri. Virionsstrukturen varierer lidt mellem de forskellige herpesvirusarter, men grundlæggende er den samme.

Question 3

Beskriv klassifikationen af herpesvirus

Answer 3

Herpesviridae kan ikke let differentieres morfologisk i elektronmikroskopet, da de alle har lignende udseende. Dog er Herpesviridae blevet opdelt i tre underfamilier, primært baseret på biologiske karakteristika.

Alphaherpesvirinae
- Denne underfamilie af herpesvirus omfatter vira med en relativt hurtig, cytocidal eller lytisk vækstcyklus. Disse vira har evnen til at etablere latent infektion i nerveganglier.
- Eksempler inkluderer herpes simplex- virus type 1 og 2 (HSV-1 og HSV-2) samt varicella-zoster-virus (VZV).
- HSV-1 og HSV-2 deler betydelig nukleotidhomologi og har lignende træk i replikation og patogenese.
- VZV har et mindre genom end HSV, men de to vira har mange gener, der deler sekvensidentitet.

Betaherpersvirinae
- Denne underfamilie inkluderer vira med en relativt langsom replikationscyklus, hvilket resulterer i dannelse af karakteristiske, multinukleære, gigantiske værtsceller. Latens etableres i ikke-neurale væv, primært lymforetikulære celler og kirtelvæv.
- Eksempler omfatter human cytomegalovirus (HCMV) samt humane herpesvirus type 6 og 7 (HHV-6 og HHV-7).

Gammaherpesvirinae
- Denne underfamilie af herpesvirus replikerer i mucosal epithelium og etablerer latent infektion primært i B-celler. Disse vira inducerer celleproliferation og immortaliserer lymfoblastoidceller.
- Et velkendt eksempel er Epstein-Barr-virus (EBV).

Question 4

Beskriv replikation af herpesvirus

Answer 4

Herpesvirus replikerer i cellekernen og følger det grundlæggende mønster for replikation af DNA-virusser. Regulering af herpesvirus-transskription kaldes “kaskadekontrol,” idet udtryk for en første række gener kræves for udtryk for en anden række, som igen er nødvendig for udtryk for en tredje række gener.

Virusadsorption og penetration
- Herpesvirusser adsorberer på værtsreceptorer, der kan variere afhængigt af virusarten og det inficerede væv.
- Virale enveloppe glykoproteiner fremmer fusion af enveloppen med cellens plasmamembran, hvilket deponerer nukleokapsidet og tegumentproteinerne i cytosolen.
- En tegumentprotein fungerer som en RNase, der nedbryder værtscelle-mRNA’er og slukker for værtens proteinsyntese. Fordi dette proteins nukleolytiske aktivitet forekommer før starten af viral mRNA-syntese, er den selektiv for værts-RNA’er.

Viral DNA-replikation og samling af virioner
- Nukleokapsiden transporteres til en nuklear pore, hvorigennem viral DNA frigives i cellekernen.
- Et andet tegumentprotein aktiverer cellulær RNA-polymerase, der starter transkription af virale umiddelbart tidlige gener, der koder for regulerende funktioner.
- Forsinkede tidlige gener koder primært for enzymer, der er nødvendige for replikation af viral DNA, såsom DNA-polymerase, helicase og thymin kinase.
- Som det er tilfældet med andre DNA-vira koder sene gener for strukturelle proteiner i virion og proteiner involveret i samling og modning af virale afkom.

Viral enveloppeacquisition
- Ny-syntetiserede envelopeproteiner ophobes på den nukleære membran, og nukleokapsider, der er blevet samlet i kernen, erhverver deres enveloper ved at knoppes gennem membranen.
- Det færdige virus transporteres til celleoverfladen ved hjælp af en vakuole.
- Yderligere kopier af envelope glykoproteiner transporteres også til plasmamembranen og forårsager fusion af naboceller.

Latens
- Herpesvirusser kan gå i en hvilende, latent tilstand, hvor de ikke producerer aktive virale partikler.
- Latens sker ofte i specifikke celler, f.eks. nerveganglier, og kan vare i lang tid.
- Genekspression under latens er begrænset, men virusgenomet forbliver til stede i cellen og kan reaktiveres.

Reaktivering og tilbagevendende infektion
- Under visse betingelser, såsom stress eller nedsat immunforsvar, kan herpesvirus reaktiveres fra latens og begynde at replikere igen.
- Dette kan føre til tilbagevendende infektion og produktion af aktive virale partikler, hvilket ofte resulterer i gentagne udbrud af sygdom.

Question 5

Beskriv epidemiologien af Herpes Simplex Virus type 1

Answer 5

Global udbredelse: HSV-1 er udbredt globalt og påvirker mennesker på tværs af geografiske regioner og socioøkonomiske grupper.

Høj forekomst: En stor del af verdens befolkning er inficeret med HSV-1. Mange mennesker erhverver infektionen i barndommen eller ungdommen.

Overførselsveje: HSV-1 overføres primært ved direkte kontakt med inficerede legemssekreter, især spyt. Dette kan ske gennem kys, deling af drikkevarer eller tæt personlig kontakt.

Herpes labialis: HSV-1 er den primære årsag til herpes labialis, der manifesterer sig som forkølelsessår eller blister på eller omkring læberne og mundområdet. Infektionen kan også involvere orofaryngeal slimhinde.

Livslang latent infektion: Efter primær infektion etablerer HSV-1 en livslang latent infektion i sensoriske nerveender, især trigeminusnerven. Dette gør det muligt for virusset at reaktivere og forårsage tilbagevendende udbrud.

Question 6

Beskriv den kliniske signifikans af Herpes Simplex Virus type 1

Answer 6

Herpes labialis (Forkølelsessår): Den mest almindelige manifestation af HSV-1 er oral herpes, der præsenterer sig som forkølelsessår eller blister på eller omkring læberne. Disse sår er smertefulde og kan være genstand for gentagne udbrud.

Orofaryngeale infektioner: HSV-1 kan forårsage infektioner i orofarynx, hvilket kan føre til symptomer som ondt i halsen, hævelse og smerte ved indtagelse.

Keratitis: Infektion af hornhinden (keratitis) kan forekomme, hvilket kan føre til synsproblemer og ubehag.

Generaliserede infektioner: I sjældne tilfælde kan HSV-1 forårsage generaliserede infektioner, der påvirker indre organer og kan være livstruende, især hos personer med nedsat immunforsvar.

Reaktivering og tilbagevendende infektioner: Efter den primære infektion kan HSV-1 etablere latent infektion i nerveender, især trigeminusnerven, og forårsage tilbagevendende udbrud af symptomer, især under perioder med nedsat immunforsvar eller stress.

Question 7

Hvordan diagnosticeres for Herpes Simplex Virus type 1?

Answer 7

Diagnosen stilles ud fra kliniske fund med grupperede vesikler ofte lokaliseret som herpes labialis (forkølelsessår).
- Prodrom symptomer med kløe og svie før udbruddet

Ved tvivl kan demonstration af HSV ved inokulering af humane cellekulturer bruges som den endelige metode til påvisning af infektion.

Question 8

Hvordan behandles Herpes Simplex Virus type 1-infektioner?

Answer 8

Acyclovir er en guanin analog, der er selektivt effektiv mod HSV, fordi den kun bliver en aktiv hæmmer af DNA-syntesen efter først at være blevet fosforyleret af HSV-thymidinkinase.

Acyclovir kan administreres topisk eller oralt, afhængigt af sværhedsgraden af infektionen.

Question 9

Hvordan forebygges mod Herpes Simplex Virus type 1?

Answer 9

Forebyggelse mod Herpes Simplex Virus type 1 (HSV-1) involverer primært at tage forholdsregler for at undgå direkte kontakt med virusbærende sekretioner eller læsioner på slimhinder eller hud.

Question 10

Beskriv epidermiologien af Herpes Simplex Virus type 2

Answer 10

Epidemiologien af Herpes Simplex Virus type 2 (HSV-2) er karakteriseret ved dens primære transmission gennem seksuel kontakt.

Seksuel transmission: HSV-2 overføres hovedsageligt gennem seksuel kontakt, især vaginal eller anal samleje. Risikoen for transmission er højere, når der er aktive læsioner, men det kan også ske asymptomatisk.

Neonatal herpes: Hvis en kvinde er smittet med HSV-2 under graviditeten, kan der være risiko for neonatal herpes, hvor spædbarnet bliver smittet under fødslen.

Prævalens: HSV-2 er en af de mest almindelige seksuelt overførte infektioner globalt. Prævalensen varierer betydeligt mellem forskellige populationer og regioner.

Question 11

Beskriv den kliniske signifikans af Herpes Simplex Virus type 2

Answer 11

Genital herpes: HSV-2 er hovedårsagen til genital herpes, en almindelig seksuelt overført infektion. Infektionen karakteriseres ved udvikling af smertefulde sår og blærer i det genitale og anale område.

Symptomer og udbrud: Infektion med HSV-2 kan forårsage gentagne udbrud af symptomer, herunder smerter, kløe, rødme og dannelse af sår og blærer. Udbruddene kan variere i hyppighed og sværhedsgrad.

Asymptomatisk bærerskab: En betydelig andel af personer inficeret med HSV-2 oplever ingen symptomer eller kun milde symptomer. Dette asymptomatiske bærerskab øger risikoen for uvidende spredning af virusset.

Neonatal herpes: Gravide kvinder, der er smittet med HSV-2, kan overføre virusset til spædbarnet under fødslen, hvilket kan resultere i alvorlig neonatal herpes, der kan have alvorlige konsekvenser.

Reaktivering og tilbagevendende infektioner: Efter den primære infektion kan HSV-2 etablere latent infektion i nerveender, især sakrale og lumbale ganglier, og forårsage tilbagevendende udbrud af symptomer, især under perioder med nedsat immunforsvar eller stress.

Question 12

Hvordan diagnosticeres for Herpes SImplex Virus type 2?

Answer 12

Lægen vil stille diagnosen ud fra de typiske symptomer med smertefulde blærer og sår. Ved et af de første udbrud vil lægen ofte tage en prøve med vatpind fra blærer eller sår og sende prøven til et laboratorium for at påvise herpesvirus.

Question 13

Hvordan behandles Herpes Simplex Virus type 2?

Answer 13

Der findes ingen medicin, som helbreder genital herpes. Der findes medicin, som hæmmer virus, fx aciclovir og valaciclovir, og som nedsætter risikoen for at overføre smitte.
- Acyclovir er en guanin analog, der er selektivt effektiv mod HSV, fordi den kun bliver en aktiv hæmmer af DNA-syntesen efter først at være blevet fosforyleret af HSV-thymidinkinase.
- Acyclovir kan administreres topisk eller oralt, afhængigt af sværhedsgraden af infektionen.

Question 14

Hvordan forebygges mod Herpes Simplex Virus type 2?

Answer 14

Forebyggelse mod Herpes Simplex Virus type 2 (HSV-2) involverer primært at tage forholdsregler for at undgå direkte kontakt med virusbærende sekretioner eller læsioner på slimhinder eller hud, og ved sikker seksuel praksis.

Question 15

Beskriv epidemiologien af Varicella-Zoster-Virus

Answer 15

Epidemiologien af varicella-zoster-virus (VZV) er kendetegnet ved, at virusset primært spredes fra person til person gennem luftbårne dråber og direkte kontakt med inficerede væsker fra vesikulære udslæt.

Smitteveje: Transmission af VZV sker hovedsageligt ved indånding af respiratoriske dråber, der indeholder viruspartikler fra hostende eller nyser personer med varicella (chickenpox) eller herpes zoster (helvedesild). Direkte kontakt med vesikulære udbrud kan også føre til overførsel af virus.

Question 16

Beskriv patogenesen af Varicella-Zoster-Virus

Answer 16

Overførsel af VZV sker normalt via respiratoriske dråber og resulterer i initial infektion af luftvejsslimhinde efterfulgt af spredning til regionale lymfeknuder.

Afkomsvirus kommer ind i blodbanen, gennemgår en anden runde af multiplikation i celler i leveren og milten og spredes i hele kroppen via inficerede mononukleære leukocytter.

Endotelceller i kapillærerne og til sidst hudens epitelceller bliver inficerede, hvilket resulterer i de karakteristiske vesikler med virus i chickenpox, der vises 14 til 21 dage efter eksponering.

Den inficerede person er smitsom 1 til 2 dage før udseendet af exanthem (udslæt), hvilket antyder, at vira reinficerer celler i luftvejsslimhinden nær slutningen af inkubationsperioden.

Vesikulær væske fra chickenpox-udslættet er også meget smitsom og kan sprede sig til ikke-immune personer, hvis den bliver luftbåren.

Efter den primære infektion migrerer VZV til sensoriske nerveganglier, hvor det etablerer en latent infektion. Virussen forbliver inaktiv i nerveganglierne og forårsager normalt ingen symptomer i denne fase.

Reaktivering af VZV kan udløses af forskellige faktorer som immunosuppression, aldring eller andre sygdomme. Ved reaktivering bevæger virussen sig tilbage langs nervefibrene til hudens overflade, hvilket kan føre til herpes zoster (helvedesild).
- Helvedesild karakteriseres af et smertefuldt udslæt, der normalt er begrænset til en bestemt dermatom (område serviceret af en enkelt spinal nerve).

Question 17

Beskriv den kliniske signifikans af Varicella-Zoster-Virus

Answer 17

Varicella-Zoster-Virus (VZV) er ansvarlig for to klinisk signifikante sygdomme: skoldkopper (varicella) og herpes zoster (helvedesild).

Varicella (Skoldkopper)
- Symptomer: Skoldkopper præsenterer sig med symptomer som feber og et karakteristisk udslæt, der udvikler sig til væskefyldte blærer.
- Udbredelse: Sygdommen er meget smitsom og overføres normalt gennem luftvejene ved kontakt med dråber fra hostende eller nysende personer.
- Børnesygdom: Varicella er almindelig hos børn og er normalt mild, men det kan være mere alvorligt hos voksne eller personer med svækket immunforsvar.
- Selvbegrænsende: Sygdommen er normalt selvbegrænsende og helbreder sig selv over tid. Efter genvinding forbliver virus i en latent tilstand i nerveganglier.

Herpes Zoster (Helvedesild)
- Reaktivering af virus: Helvedesild opstår som følge af reaktivering af latent VZV, normalt mange år senere.
- Symptomer: Det præsenterer sig med smertefulde udslæt og blærer, der er begrænset til et dermatom (et bestemt område i kroppen serviceret af en spinal nerve).
- Smerte: Smerten kan være intens og vedvarende, og det kliniske forløb kan være kompliceret af postherpetisk neuralgi, hvor smerten fortsætter efter, at udslættet er helet.
- Riskofaktorer: Risikofaktorer for herpes zoster inkluderer aldring, immunosuppression og andre sygdomme.
- Overførsel: Helvedesild kan overføres til personer, der ikke har haft vandkopper gennem direkte kontakt med den smittede persons udslæt.

Question 18

Hvordan diagnosticeres Varicella-Zoster-Virus?

Answer 18

Laboratoriediagnose af ukompliceret skoldkopper eller herpes zoster er generelt ikke nødvendig og gøres normalt ikke på grund af de typiske kliniske træk og fordelingen af læsioner. Dog, hos immunokompromitterede patienter, hvor behandling er påkrævet, er det vigtigt at skelne mellem VZV-infektion og andre lignende eksantheme (udslæt).

Klinisk vurdering: Typisk er diagnosen baseret på den karakteristiske kliniske præsentation af sygdommen. Lægen vurderer udseendet og fordelingen af hudlæsioner, samt patientens symptomer og sygehistorie.
Laboratorietest:
- Direkte påvisning: Prøver fra vesikler (væskefyldte blærer) kan undersøges ved mikroskopi eller molekylærbiologiske metoder for at påvise tilstedeværelsen af VZV. Dette kan omfatte immunofluorescens eller PCR (polymerasekædereaktion).
- Serologiske test: Blodprøver kan tages for at påvise antistoffer mod VZV. IgM-antistoffer indikerer en nylig infektion, mens IgG-antistoffer indikerer tidligere eksponering eller vaccination.

In situ hybridisering: Denne molekylærbiologiske metode bruges til at påvise VZV-specifik DNA ved at bruge specifikke sonder.

Question 19

Hvordan behandles Varicella-Zoster-Virus-infektioner?

Answer 19

Skoldkopper går over af sig selv. Man benytter ingen medicin mod selve virusset til børn/unge, der ellers er raske.

Til personer over 12 år og til personer med svækket immunsystem, som har været udsat for skoldkopper, og hvor der er mistanke om, at de er ved eller kan udvikle skoldkopper, anbefaler man behandling med virusdæmpende medicin (acyclovir). Det gives også i andre særlige situationer.
- Acyclovir har været lægemidlet af valg til sådanne patienter, men kræver intravenøs administration for at opnå effektive serumniveauer.

Tidlig administration af oral acyclovir reducerer varigheden og den akutte smerte ved helvedesild.
- Ved lettere tilfælde kan du behandle med smertestillende håndkøbsmedicin, fx paracetamol. Udslættet skal holdes rent og tørt for at undgå infektion med bakterier. Det skal afdækkes med en tør bandage, der ikke klæber.
- Hvis smerterne er stærke, kan der i det akutte forløb være behov for morfinlignende midler.

Question 20

Hvordan forebygges mod Varicella-Zoster-Virus-infektioner?

Answer 20

Forebyggelse af Varicella-Zoster Virus (VZV) infektioner involverer normalt vaccination. Vaccinen mod VZV kaldes varicella-vaccine og er effektiv til at forhindre skoldkopper (varicella) og dens reaktivering som helvedesild (zoster). Vaccination er sædvanligvis anbefalet som en del af rutinebørnevaccinationsprogrammer for at beskytte mod varicella.

For voksne, især dem i fare for alvorlige komplikationer, kan en anden vaccine kaldet zoster-vaccine være tilgængelig for at reducere risikoen for helvedesild og dens komplikationer. Det er vigtigt at konsultere sundhedspersonale for rådgivning om vaccination og immunisering mod VZV baseret på individuelle sundhedsmæssige forhold og risikofaktorer.

Question 21

Beskriv epidemiologien af Cytomegalovirus

Answer 21

Epidemiologien af cytomegalovirus (CMV) er kompleks, da CMV er udbredt og kan påvirke mennesker i alle aldersgrupper og socioøkonomiske grupper over hele verden.

CMV overføres hovedsageligt gennem direkte kontakt med inficeret spyt, urin, blod, eller andre kropsvæsker fra en inficeret person. Transmission kan også ske ved transplantation af organer eller blodtransfusion.

CMV kan også overføres fra en gravid kvinde til hendes ufødte barn under graviditeten, hvilket kaldes kongenital CMV-infektion. Dette kan have alvorlige konsekvenser for det nyfødte barn, herunder neurologiske problemer og høretab.

CMV-infektion forekommer ofte i barndommen eller tidlig ungdom og kan forblive latent (inaktiv) i kroppen efter den primære infektion. Nogle mennesker kan forblive livslange bærere af CMV uden at udvikle alvorlige symptomer.

Question 22

Beskriv patogenesen af Cytomegalovirus

Answer 22

Indtræden og replikation i epitelceller: CMV trænger normalt ind i kroppen gennem slimhinder i luftveje, fordøjelseskanalen eller urinveje. Den primære replikation finder sted i epitelceller i disse områder.

Spredning i kroppen: Efter den initiale infektion spredes viruset via blodbanen (viremi) og inficerer forskellige organer og væv. Dette inkluderer nyrer, lever, centralnervesystem og andre organer.

Latens i monocytter og makrofager: CMV har evnen til at etablere latent infektion i monocytter og makrofager. Dette betyder, at viruset kan forblive i disse celler uden at forårsage akut sygdom. Latens i disse celler er forbundet med gentagen virusudskillelse.

Gentagen virusudskillelse: En karakteristisk egenskab ved CMV-infektion er gentagen og langvarig virusudskillelse, selv hos personer uden symptomer. Dette bidrager til spredning af viruset i samfundet.

Reaktivering: I visse situationer, såsom når immunsystemet svækkes, kan CMV gennemgå reaktivering. Dette kan føre til akutte infektioner og symptomer hos personer med nedsat immunitet.

Påvirkede organer: Symptomer og komplikationer af CMV-infektion kan variere. De mest almindeligt påvirkede organer inkluderer nyre, lever, centralnervesystem, luftveje og gastrointestinalt væv.

Question 23

Beskriv den kliniske signifikans af Cytomegalovirus

Answer 23

Den kliniske betydning af Cytomegalovirus (CMV) varierer afhængigt af patientens immunstatus.

I Raske Personer:
- Primær CMV-infektion hos raske individer er ofte asymptomatisk eller kan præsenteres med milde symptomer, der ligner influenza.
- CMV kan forblive latent i kroppen efter den primære infektion, og det kan reaktivere senere, især når immunsystemet er svækket.
- I nogle tilfælde kan primær CMV-infektion hos voksne præsentere sig med symptomer, der ligner infektiøs mononukleose (IM), såsom feber, muskelsmerter og forstørrede lymfeknuder.

Kongenit CMV-infektion:
- Infektion med CMV under graviditeten kan resultere i kongenital CMV-infektion hos fosteret.
- Kongenital CMV kan forårsage forskellige medfødte defekter, herunder høretab, synsnedsættelse og neurologiske problemer.
- Sværhedsgraden af kongenital CMV-infektion kan variere, og nogle nyfødte kan være asymptomatiske ved fødslen, mens andre kan opleve alvorlige sundhedsproblemer.

Immunsupprimerede patienter:
- CMV-infektion kan have alvorlige konsekvenser hos personer med svækket immunforsvar, såsom organtransplantationsmodtagere og personer med HIV/AIDS.
- Organskader, især i lungerne, leveren og maven-tarmkanalen, kan forekomme.
- CMV-infektion kan føre til livstruende tilstande som CMV-lungebetændelse hos disse patienter.

HIV/AIDS-patienter:
- CMV er en betydningsfuld opportunistisk infektion hos personer med avanceret HIV-infektion og lavt antal CD4+ lymfocytter.
- Det kan forårsage en række problemer, herunder retinitis, encephalitis, og andre alvorlige infektioner.

Ældre voksne:
- CMV-infektion kan have en vis klinisk betydning hos ældre voksne, især dem med nedsat immunforsvar.

Question 24

Hvordan diagnosticeres Cytomegalovirus-infektioner?

Answer 24

Serologiske tests:
- ELISA (Enzyme-Linked Immunosorbent Assay): Denne metode bruges til at påvise antistoffer mod CMV i blodet. IgM-antistoffer indikerer en nylig infektion, mens IgG-antistoffer viser en tidligere infektion.

PCR (Polymerase Chain Reaction):
- PCR-analyser kan påvise CMV-DNA i patientens blod, urin eller andre kropsvæsker. Denne metode er særlig nyttig for at bekræfte en aktiv infektion.

Virusisolering:
- CMV kan isoleres fra patientens blod, urin eller spyt og dyrkes i laboratoriet for yderligere identifikation.

In situ hybridisering:
- Denne teknik bruges til at påvise tilstedeværelsen af ​​CMV-DNA i vævsprøver ved hjælp af specifikke DNA-prober.

Antigenpåvisning:
- CMV-antigener kan påvises ved hjælp af specifikke antistoffer. Denne metode anvendes normalt til at påvise CMV i vævsprøver.

Question 25

Hvordan behandles Cytomegalovirus-infektioner?

Answer 25

Behandling af HCMV-infektion er primært indiceret hos immunsupprimerede patienter. Acyclovir er ineffektiv, da HCMV mangler sin egen thymidinkinase.

Der er dog tre hæmmere af HCMV DNA-polymerase tilgængelige:
- Ganciclovir: Det er en guaninanalog, der hæmmer CMV DNA-polymerase. Ganciclovir administreres ofte intravenøst og kan også anvendes lokalt, for eksempel i form af en intraokulær implantat til behandling af CMV-retinitis.
- Cidofovir: Dette er en deoxycytidanalog, der hæmmer viral DNA-polymerase. Cidofovir anvendes også intravenøst og kan være et alternativ i tilfælde af ganciclovir-resistens.
- Foscarnet: En anden mulighed er foscarnet, der ikke er relateret til guaninanalogerne. Det hæmmer også viral DNA-polymerase og kan anvendes hos patienter, der ikke responderer på de andre antivirale midler.

Question 26

Beskriv epidemiologien af Human Herpesvirus type 6

Answer 26

Human Herpesvirus type 6 (HHV-6) er et almindeligt forekommende herpesvirus, og de fleste mennesker bliver smittet i barndommen.

Forekomst: Infektion med HHV-6 er udbredt, og de fleste mennesker bliver smittet i løbet af de første leveår. Incidensen stiger med alderen, og ved 2-års alderen er en stor procentdel af børnene allerede smittet.

Transmission: HHV-6 overføres hovedsageligt via orale sekretioner, såsom spyt. Det kan også overføres fra mor til barn under fødslen, og det er muligvis til stede i modermælk. Der er også risiko for transmission via blodtransfusioner og organtransplantationer.

Klinisk præsentation: HHV-6-infektion hos børn manifesterer sig ofte som roseola infantum eller eksantem subitum, der er en mild, febril sygdom med udslæt. Infektion hos voksne og immunosupprimerede individer kan være mere alvorlig og forårsage forskellige symptomer.

Latens og reaktivering: Efter primær infektion etablerer HHV-6 en latent tilstand i kroppen, hvorfra det kan reaktiveres senere i livet, især når immunsystemet svækkes.

Asymptomatisk bærertilstand: Mange mennesker, især børn, kan have asymptomatiske eller milde infektioner med HHV-6 og kan fungere som bærere af virusset uden at udvikle alvorlige symptomer.

Question 27

Beskriv den kliniske signifikans af Humant Herpesvirus type 6

Answer 27

Den kliniske signifikans af Human Herpesvirus type 6 (HHV-6) omfatter primært infektioner hos spædbørn og personer med nedsat immunforsvar. Her er nogle aspekter af den kliniske betydning:

Primære infektioner hos Spædbørn:
- Symptomatisk roseola infantum (eksantem subitum)/Tredagesfeber er en almindelig manifestation af primær HHV-6-infektion hos spædbørn.
- Roseola infantum er kendetegnet ved høj feber, der varer i flere dage, efterfulgt af et karakteristisk udslæt.
- Infektionen kan forårsage akut feber og feberkramper hos spædbørn, selvom udslættet måske ikke altid er til stede.

Febrile sygdomme hos Spædbørn:
- Primær HHV-6-infektion kan være årsagen til mange akutte febrile sygdomme hos spædbørn, og det kan være ansvarlig for en betydelig andel af besøg på skadestuen og feberkramper i denne aldersgruppe.

Reaktivering hos immunsupprimerede patienter:
- Immunsvækkede individer, såsom dem, der gennemgår organtransplantation eller dem med HIV-infektion, kan opleve reaktivering af latent HHV-6.
- Dette kan føre til alvorlige komplikationer, herunder interstitiel pneumonitis, hepatitis, encephalitis og andre systemiske manifestationer.

Forholdet til HIV og AIDS:
- Der er en associeret risiko for acceleration af HIV-sygdomsprogression hos dem, der er også er inficeret med HHV-6A.
- HHV-6A kan udvide rækkevidden af celler inficeret med HIV og øge hastigheden af celledød i koinficerede celler.

Encephalitis hos AIDS-Patienter:
- En almindelig manifestation af HHV-6-infektion hos AIDS-patienter er encephalitis, hvilket kan være en alvorlig og potentielt livstruende tilstand.

Question 27

Beskriv patogenesen af Human Herpesvirus type 6

Answer 27

Patogenesen af Human Herpesvirus type 6 (HHV-6) indebærer flere trin, der begynder med virusindtrængning i værtsceller og slutter med etablering af latent infektion og mulig reaktivering.

Indtrængning og replikation:
- HHV-6 inficerer primært celler i oropharynx, især T-lymfocytter og mononukleære celler.
- Virus binder til specifikke receptorer på værtscellen og trænger ind i cellen.
- Viralt DNA replikeres i cellekernen ved hjælp af virusets egne enzymer og maskineri.

Udbredelse og spredning:
- Virussen spredes fra inficerede celler til sunde celler ved lytisk cyklus eller cellefusion.
- HHV-6 kan formere sig i B- og T-lymfocytter, hvilket bidrager til en bred distributionsmekanisme i kroppen.

Klinisk manifestation:
- Primærinfektion hos børn manifesterer sig ofte som roseola infantum (eksantem subitum), en mild febril sygdom med karakteristisk udslæt.
- Hos voksne og immunsupprimerede individer kan primærinfektion føre til mere alvorlige symptomer, herunder feber, hepatitis, og neurologiske symptomer.

Latens og reaktivering:
- Efter den primære infektion går virus i en latent tilstand, hvor det ikke producerer aktive virioner.
- Virusgenomet forbliver indlejret i værtens celle-DNA, og viruset kan reaktivere senere i livet under forhold med nedsat immunforsvar.
- Reaktivering kan resultere i gentagne episoder af virusudskillelse og muligvis kliniske manifestationer.

Interaktion med immunsystemet:
- HHV-6 har evnen til at manipulere og undgå værtsimmunresponsen for at bevare sin egen overlevelse.
- Virus kan påvirke værtens immunsystem og muligvis bidrage til forskellige immunopatologiske tilstande.

Question 28

Hvordan diagnosticeres Human Herpesvirus type 6-infektioner?

Answer 28

Det er nemt at stille diagnosen, da symptomerne på
roseola infantum/Tredagesfeber er høj feber efterfulgt af blegrødt, plettet udslæt er meget tydeligt for tredagesfeber.

Question 29

Hvordan behandles Human Herpesvirus type 6-infektioner?

Answer 29

På grund af dens genetiske forhold til HCMV hæmmes HHV-6 generelt af de samme lægemidler (ganciclovir, cidofovir og foscarnet).

Acyclovir er ineffektiv, da HHV-6 mangler sin egen thymidinkinase.

Question 30

Beskriv epidemiologien af Epstein-Barr Virus

Answer 30

Mononukleose: Epstein-Barr-virus er mest kendt for at forårsage infektiøs mononukleose (IM) eller kyssesyge. IM forekommer ofte hos unge voksne, der bliver inficeret for første gang. Det er kendetegnet ved symptomer som feber, ondt i halsen og hævede lymfeknuder.

Almindelighed af infektionen: EBV er et af de mest almindelige menneskelige vira, og næsten alle mennesker over hele verden bliver inficeret med det på et tidspunkt i deres liv.

Primær infektion: Den primære infektion med EBV forekommer ofte i barndommen eller i teenageårene. Symptomerne kan variere fra milde til moderate, og nogle mennesker kan have en asymptomatisk infektion.

Smittekilde: EBV overføres primært via spyt. Direkte kontakt med inficeret spyt, såsom kys eller deling af drikkevarer og bestik, er en almindelig måde at sprede virus på. Derudover kan det også overføres gennem blodtransfusioner og organtransplantationer.

Asymptomatisk bærerskab: Efter den primære infektion går virus ofte i en latent tilstand. Mange mennesker forbliver livslange bærere af EBV uden at udvikle symptomer eller blive syge.

Forbindelse til visse kræftformer: EBV er også blevet forbundet med udviklingen af visse kræftformer, herunder Burkitts lymfom, nasopharyngeal cancer og visse typer lymfomer og leukæmier.

Question 31

Beskriv patogenesen af Epstein-Barr Virus

Answer 31

Patogenesen af Epstein-Barr-virus (EBV) omfatter flere stadier, og virussets evne til at etablere latens i B-lymfocytter er en central del af dets livscyklus.

Indgang og primær replikation:
- Det initiale sted for virus replikation synes at være orofaryngeal epitel, hvorefter nogle af de producerede vira inficerer B-lymfocytter.
- B-celle receptoren for EBV er komplementkomponent C3b-receptoren.
- Under B-celle infektion syntetiseres kun et begrænset antal tidlige proteiner. Ekspressionen af disse genprodukter resulterer i latent infektion og immortalisering af B-cellen.

Latens og replikation i B-lymfocytter:
- EBV har evnen til at etablere en latent infektion i B-celler, hvor virussen forbliver inaktiv.
- I denne fase udtrykker virussen kun et begrænset antal gener, primært Epstein-Barr Nuclear Antigen 1 (EBNA1).
- Latente B-celler er i stand til at overleve i kroppen i lang tid uden at blive ødelagt af immunsystemet.
- EBV-infektion af B-celler forårsager også induktion af en række cellulære lymfokiner, herunder B-celle vækstfaktorer. I modsætning til andre herpesvirus inducerer EBVs tidlige gener cellemultiplikation og immortalisering i stedet for celledød.
- Derfor inducerer infektion en polyclonal B-celle proliferation og en ledsagende uspecifik stigning i total IgM, IgG og IgA.

Reaktivering fra latent fase:
- Under visse betingelser, som f.eks. nedsat immunforsvar, kan EBV reaktiveres fra den latente fase.
- Når virus reaktiveres, begynder det at udtrykke yderligere gener, herunder EBNA2 og LMP1 (latent membrane protein).
- Dette kan føre til produktion af nye virale partikler og øget spredning af virussen.

Question 32

Hvorfor forårsager Epstein-Barr Virus hepatomegali og splenomegali?

Answer 32

Hepatomegali (forstørret lever) og splenomegali (forstørret milt) er to af de kliniske manifestationer, der kan observeres ved Epstein-Barr-virus (EBV)-infektion, især når det forårsager infektiøs mononukleose (IM).

Immunrespons:
- EBV-infektion udløser en kraftig immunrespons fra kroppen.
- Aktiverede immunceller, især T-lymfocytter, infiltrerer leveren og milten for at bekæmpe infektionen.
- Dette kan føre til inflammatoriske processer og midlertidig forstørrelse af disse organer.

Mononukleære celler:
- Infektiøs mononukleose er kendetegnet ved en stigning i antallet af mononukleære celler, især atypiske lymfocytter.
- Disse forstørrede og unormale celler kan ophobe sig i leveren og milten, hvilket bidrager til organforstørrelse.

Virusets tropisme:
- EBV har en vis tropisme for B-lymfocytter og kan replikere i disse celler.
- Akkumulationen af virale partikler og inficerede celler i lymfoidt væv, herunder lever og milt, kan bidrage til organforstørrelse.

Det er vigtigt at bemærke, at hepatomegali og splenomegali normalt er reversible og aftager, når immunresponsen mod EBV-infektionen falder, og kroppen klarer infektionen.

Question 33

Beskriv den kliniske signifikans af Epstein-Barr Virus

Answer 33

Den kliniske betydning af Epstein-Barr-virus (EBV) er varieret og afhænger af forskellige faktorer, herunder alder ved infektion, immunstatus og individuel modtagelighed.

Infektiøs Mononukleose (IM): EBV er mest kendt for at forårsage IM, især når infektionen sker i ungdomsårene eller i tidlig voksenalder. IM præsenterer sig med symptomer som feber, ondt i halsen, forstørrede lymfeknuder og træthed. Denne tilstand er også kendt som kyssesyge på grund af dens transmission gennem spyt.

Asymptomatisk Infektion: I mange tilfælde forårsager EBV asymptomatiske infektioner, især når den forekommer i barndommen. Dette betyder, at nogle individer kan bære virusset uden at udvikle klare symptomer.

Risiko for maligniteter: EBV er blevet associeret med udviklingen af visse kræftformer, herunder Burkitt lymfom, nasopharyngeal carcinoma (NPC) og visse former for B-celle-lymfomer. Disse kræftformer forekommer sjældent og er mere almindelige hos personer, der er smittet med EBV.

Immunosupprimerede patienter: Immunokompromitterede individer, såsom dem med HIV/AIDS eller dem, der gennemgår organtransplantation, har øget risiko for komplikationer og alvorlige sygdomme som følge af EBV-infektion. Dette kan omfatte lymfoproliferative lidelser og andre opportunistiske infektioner.

Hairy Leukoplakia: Dette er en læsion, der kan forekomme på tungen hos personer med nedsat immunforsvar, såsom dem med HIV/AIDS. Det er ofte forbundet med EBV-infektion.

Question 34

Hvordan diagnosticeres Epstein-Barr Virus?

Answer 34

Mononukleose har ret typiske symptomer:
- Feber
- Ondt i halsen
- Hævede lymfekirtler
- Man føler sig alment syg

Når lægen ser ind i munden, kan hun se store, hævede mandler, som ofte har en hvidlig belægning. På halsen kan hun føle forstørrede lymfekirtler, som kan være ømme. Af og til kan lægen også føle en forstørret lever og en sjælden gang også en forstørret milt.
- En hurtigtest, i form af en blodprøve, kan give diagnosen i løbet af få minutter. Med andre ord, en positiv test tyder på mononukleose. Men testen kan være negativ, hvis det er tidligt i forløbet af sygdommen
- Man kan også sende en blodprøve til Statens Serum Institut for at få en mere pålidelig test for antistoffer mod mononukleose.
- Man får som regel også taget blodprøver for at vurdere, i hvilken grad leveren er påvirket af infektionen

Atypiske lymfocytter (cytotoksiske T-celler) kan observeres i blodudstrygningen fra en patient med IM.

Den klassiske test for IM, Paul-Bunnell-testen, er baseret på den ikke-specifikke stigning i alle immunglobuliner, herunder heterofile antistoffer, der specifikt agglutinerer heste- og fårrøde blodlegemer, under polyclonal stimulation af B-celler ved EBV-infektion.

Question 35

Beskriv behandlingen mod Epstein-Barr Virus

Answer 35

Der er ingen specifik antiviral behandling rettet mod Epstein-Barr-virus (EBV). Behandlingen er primært symptomatisk og sigter mod at lindre symptomerne på infektiøs mononukleose (IM), som er den mest almindelige kliniske manifestation af EBV-infektion.