Eksamenslæsning F7, F8, F9 Flashcards Preview

Fysiologi > Eksamenslæsning F7, F8, F9 > Flashcards

Flashcards in Eksamenslæsning F7, F8, F9 Deck (25):
1

Hvor store receptive felter har henholdsvis tappe og stave?

Tappe har små receptive felter, 1 tap til 1 bipolær celle, mens der er 15-30 stave pr. bipolær celle. 

2

Nævn de vigtigste celler i retina samt overordnet funktion.

Overordnede celletyper i retina:

- Fotoreceptor (stave og tappe)

- Bipolære celler (laver ikke aktionspotentialer, - hyperpolariserer eller depolariserer)

- Horisontale celler (mediale og laterale interaktioner mellem fotoreceptorer og bipolære celler, som opretholder evnen til at se kontraster ved forskellige lysintensiteter.

- Amakrine celler (mange forskellige typer, nogle vigtige for stavsignalering)

- Interplexiforme celler (tillader interaktion imellem det ydre og indre retina).

- Ganglieceller (umylieniseret, men bliver myeniliseret, når de bliver til discus n. optici.

- Müller celler (vigtige for den indre geometri af retina og deres ydre ender giver ophav til, ved hjælp af tight junctions med de indre segmenter af fotoreceptorerne, "outer limiting membrane").

 

 

3

Beskriv den overordnede struktur af tappe og stave

Tappe har et kort ydre segment, - discne er formet af indfoldninger af membranen.

Stave har et langt ydre segment, - membrandiscs hænger ikke sammen med plasmamembranen.

Discsne er rige på fotopigment, men stave har flere. Dermed er stave mere følsomme over for lys. Til gengæld har tappe tre forskellige fotopigmenter. Disse absorberer bedst lys ved 419 nm (blå), 533 nm (grønne) og 564 nm (røde). Bemærk at de overlapper i absorption, og at fx de røde stave faktisk absorberer mest i ved gul (564).

Stave har kun rhodopsin.

4

Hvad er 'macula lutea' ?

Macula lutea er her, hvor vores central syn er. Viser sig som en fortykkelse af retina og en bleg farve. Fovea, som viser sig som en lille fordybning heri, har den højeste visuelle opløsning på grund af den høje densitet af tappe. Når vi ser skarpt, bliver lyset fokuseret her. Mange af lagene er skubbet til side, sådan lyset bliver transmitteret bedst muligt.

5

Beskriv hvordan fotoreceptorerne sender signaler.

Når lys rammer fotoreceptorerne, vil rhodopsin absorberer lys. Dette får 11-cis-retinal til at isomerisere sig til 11-trans retinal og opsin fraspaltes. Denne proces aktiverer et G-protein kaldet transdusin. Transducin aktiverer cyklisk guanosin monophosphate phosphodiesterase, som hydrolyserer cGMP til 5'-GMP og dermed formindsker cGMP koncentrationen. Dette fører til lukning af de cGMP-gatede Na+ kanaler, hvilket leder til hyperpolarisering af fotoreceptormembranen og en reduktion af frigivelse af transmitterstof (glutamat). cGMP virker altså som en "second messenger" i at oversætte absorptionen af en foton til en ændring i membranpotentiale.

 

Pigmentcellelaget står for at omdanne all-trans retinal tilbage til 11-cis retinal, - bl.a. ved først at omdannes til retinol i pigmentcellelaget.

6

Hvad består rhodopsin af?

Rhodopsin består af 11-cis-retinal kombineret med et glycoprotein ved navn opsin.

7

Hvad er en fotoreceptors membranpotentiale i mørke?

De er en lille smule depolariseret (-40 mV) på grund af de cGMP-gatede Na+-kanaler er åbne. Dermed er konduktansen for natrium højere, hvilket driver potentialet mod natriums ligevægtspotentiale. Som konsekvens af dette, bliver der konstant frigivet gluatmat ved synapserne.

8

Tappes fotopigment adskiller sig fra staves. Men hvordan?

Det er opsindelen, der adskiller sig fra opsinet, som er fundet i rhodopsin. Der er tre forskellige pigmenter i tappene. Man siger, at der findes en blåt, et grønt og et rødt pigment. Når man er farveblind, er der noget galt med et eller flere af disse fotopigmenter. Normalt siger man, at man er trichromat. Farveblinde, som har tabt en pigmenterne fuldstændigt kaldes dichromat. Som farveblind behøver man dog ikke at tabe hele fotopigmenter. Man kan stadig have alle tre pigmenter, men en af pigmenternes gensekvens kan være ændrede.

 

Som en sidenote nævnes det lige, at der findes altså 4 fotopigmenter i alt. Èn i stave (rhodopsin) og tre i tappe.

9

Definér refraktionsanomalier

Refraktionsanomalier defineres som tilstande, hvor øjets dimensioner ikke er i perfekt overensstemmelse med dets lysbrydende styrke.

10

Definér nærsynethed (myopi) og fortæl hvilken linse, man skal bruge for at korrigere problemet.

Øjet er "for langt", - billedet dannes foran nethinden. Man skal bruge en spredelinse.

11

Definér langsynethed (hypermetropi) og fortæl hvilken linse, der skal bruges.

Er en tilstand hvor det ikke akommoderende øje fokuserer på billedet bag nethinden. Det kræver altså akkommodation for at se skarpt på afstand og endnu mere akkommodation for at se tæt på. Ens nærpunkt rykkes altså ud, da en del af akkomodationsevnen går til at kompensere for langsynetheden. Man bruger en samlelinse for at korrigere problemet.

12

Hvordan akkommoderer øjet? I denne forbindelse ønskes en forklaring af tilstanden presbyopi.

Ens akkomodationsevne sidder i linsen. Ved at kontrahere m. ciliare vil zonulatrådene afslappes, og dermed vil linsen blive mere sfærisk og få en højere brydningsstyrke. Presbyopi er aldersbetinget tab af akkomodationsevnen, - skyldes stivhed i linsen. Nærpunktet rykkes altså væk fra øjet, da linsen ikke kan ændre form lige så lidt. Korrigeres med samlelinser. Fjernpunktet er dog uændret.

13

De stimuli, som vi opfatter som smag, består af en blanding af fem elementære elementer. Hvilke?

Salt, sød, sur, bitter og umami.

14

Hvordan er et smagsløg opbygget?

Et smagsløg er opbygget af 50-150 receptorceller, samt støtteceller og basalceller (supporting and basal cells). Kemoreceptorcellerne synapser basalt med primære afferente nervefibre. Cellerne har apikalt mikrovilli, og de danner tilsammen en smagspore. Kemoreceptormolekylerne er hver specialiserede for et type stimulus, og de sidder på mikrovilli af kemoreceptorcellerne. Hver kemoreceptor responderer på flere forskellige stimuli, - dog mest intest til en type stimuli. 

Na+ og H+ (salt og sur) kan direkte gå ind i cellen og depolarisere det eller åbne kationkanaler, sådan der dannes et receptorpotentiale. Andre (sucrose, quinine og glutamate), - henholdsvis sød, bitter og umami) aktiverer en second messenger, som enten kan åbne en kation kanal eller direkte aktivere intracellulær Ca++ depoter.


I begge tilfælde dannes et generatorpotentiale, som resulterer i frigivelse af en excitatorisk neurotransmitter og dermed et aktionspotentiale i de primære afferente fibre, som bliver sendt til CNS. 

 

Se figur 8-29 side 152.

15

Hvad er basalcellernes (i et smagsløg) funktion?

De differentierer sig til kemoreceptorceller. Kemoreceptorcellerne lever kun 10 dage, og bliver dermed ofte erstattet.

16

Forklar overordnet den smagsstimuli sendes til hjernen.

N. facialis (VII), n. glossopharyngeus (IX) og n. vagus (X) sender afferente fibre til medulla, hvor de forløber i tractus solitarius. De synapser i nucleus solitarius, som i projicerer fibre direkte op til den ventroposterior mediale nucleus fra thalamus (VPMpc). Herfra sendes fibre i cortex (insula og S1).

Banen er ukrydset i modsætning til mange andre.

17

Hvor sidder de olfaktoriske kemoreceptorer?

De sidder i den olfaktoriske mucosa, - en specialiseret del af nasopharynx. De ikke-bevægelige cilier på overfladen detekterer kemikalier opløst i mucuslaget. Fra den basale del af cellen afgives umyelineret axoner, som pentererer lamina cribrosa ossis ethmoidalis. Disse nerver synapser i bulbus olfactorius, som er basalt i kraniet lige under frontallappen.

18

Hvilke processer sker der, når vi lugter til noget?

Duftstuffer bindes til mucus til et protein, som er secerneret af en kirtel. Vi har 350 funktionelle duftreceptorer på vores celler, - største population af G-protein koblede receptorer i genomet.

Kodning af signalet minder om smag. Hver receptor kan binde flere forskellige duftstoffer, - dog med forskellig styrke. Duften afhænger af mønsteret af aktivtet og intensiteten afhænger af den samlede mængde af afferente aktivitet.

 

19

Forklar hvordan de olfaktoriske kemoreceptorer synapser.

Receptorcellernes axoner ender i bulbus olfactorius. Her findes mitralceller og interneuroner. Mitralcellernes dendritter danner de postsynaptiske koponenter af glomeruli. De afferente fibre fogrener sig, når de nærmer sig disse glomeruli og synapser. Hver glomerulus synapser med tusinder af olfaktoriske afferenter, som alle deler den samme type receptor. Dette er fantastisk, da neuronerne regeneres ofte, og de skal dermed findes tilbage til de rigtige glomeruli.

Når mitralcellerne aktiverer, aktiverer de interneuronerne, som inhiberer glomeruli og naboglomeruli. Dette giver en mulighed for kontrast ligesom horizontalcellerne i retina, men også en måde hvorpå, man kan adaptere på.

20

Forklar receptorpotentialets dannelse og  overordnet de olfaktoriske baner ind til hjernen.

Et receptorpotentiale dannes i receptorcellens cilier. Denne spredes passivt til axon hillock, hvor der dannes et aktionspotentiale. Dette aktionspotentiale sendes op til bulbus olfaktorius, hvor de synapser med mitralcellerne. Axonerne fra mitralcellerne dannes den olfaktoriske bane. Overordnet kontakter denne bane amygdala, thalamus (og igennem denne til den prefrontale og orbitalefrontale cortex). Eneste sensoriske bane, som kan kontakte cortex uden at gå igennem thalamus først.

21

Hvad er presbyakusis?

Aldersbetinget høretab. De høje frekvenser rammes først.

22

Angiv endolymfen og perilymfens sammensætning.

Endolymfen (som findes i ductus cochlearis) har et højt indhold af kalium og et lavt indhold af natrium. Dermed har det et højt potentiale (80+) i ift. perilymfen.
Perilymfen har samme sammensætning som cerebrospinalvæsken. Dvs. højt indhold af natrium og lavt indhold af kalium.

23

Hvordan skelnes imellem frekvenser?

Basilarmembranens tykkelse varierer. Basalt i cochlea har den en bredde på 100 mikrometer  og 500 mikrometer ved apex. Den har også en højere spænding ved basen. Det viser sig, at ved høje frekvenser, vil basilar membranen bevæge sig mest basalt ved højfrekvente toner, og mest ved apex ved lavfrekvente toner. Hårcellerne er placeret forskelligt, og de er "tuned" til forskellige frekvenser. Basilarmembranen og det cortiske organ danner altså et tonotopisk kort. "Place theory of hearing".

24

De afferente fibre kan ikke sende aktionspotentialer hurtigt nok, hvis frekvensen bliver for høj. Hvad gør hjernen så?

Ved højfrekvente toner er det i stedet summen af afferenterne, som signalerer frekvensen. Derfor kan vi godt høre højfrekvente lyde. 

Ved lavfrekvente lyde kan afferenterne fyre hurtigt nok "phase locking".

Varighed af signalet er signaleres ved varigheden af aktiviteten i fibrene. Intensiteten signaleres med mængden af aktivtet i fibrene, men også antallet af fibre, som fyrer.

"frequency theory of hearing"

25