Eksamensopgaver Flashcards Preview

Fysiologi > Eksamensopgaver > Flashcards

Flashcards in Eksamensopgaver Deck (134):
1

Ledning af aktionspotential i myeliniserede axoner

Under et aktionspotentiale depolariserer det membranområde, hvor de spændingsafhængige Na+ kanaler er åbnet, hvorved der opstår en spændingsgradient i intracelluærrummet imellem det membranområde, hvor kanalerne er åbnet og det hvilende membranområde, der ligger foran aktionspotentialet. Denne spændingsgradient skaber sløjfer af depolariserende strøm, som løber foran aktionspotentialet ud i de hvilende membranområder foran aktionspotentialet. Disse strømme depolariserer membranpotentialet i de hvilende membranområder til over tærskelværdien, hvorved aktiveringen af de spændingsafhængige Na+ kanaler og dannelsen af et aktionspotentiale spredes til disse områder også.  

 

Det tykke isolerende lag myelin betyder, at kapacitansen er lav. Dette, sammen med den høje membranmodstand, bevirker, at depolariseringen ved AP’ets spids skrider meget hurtigt frem til den næste Ranvierske indsnøringe med minimalt tab (saltatorisk udbredning). Herved lukkes strømsløjfen, og de spændingsafhængige Na+ -kanaler i den næste indsnøring aktiveres, hvorved spidspotentialet boostes op til fuld størrelse igen.

[En skitse, der viser et øjebliks billede af strømsløjfen, vil gavne besvarelsen.]

2

Demyelinisering: Tab af vibrations- og stillingssans og prikkende fornemmelse i underekstremiteten

Vedr. tab af vibrations- og stillingssansen: Ved områder, hvor myelin skeden er beskadiget eller mangler, bliver kapacitansen væsentlig større, og modstanden mellem intra- og ekstracellulære væsken reduceret. Den lokale strøm kan derfor ikke brede sig nær så effektivt, og AP’et bremses eller blokeres fuldstændigt (se skitsen). Jo længere nervebane, des mere sandsynligt at den udsættes for læsioner af myelinskeden. Såfremt de baner, der formidler vibrations- og stillingssansen fra underekstremiteterne (som løber i bagstrengene) er beskadiget, når informationen ikke frem til det sensoriske cortex, og opfattelsen af sanserne udebliver.

Vedr. paræstesi: Såfremt nerven er blottet pga. skaden på myelin, kan den påvirkes af ændringer i de ekstracellulære omgivelser såsom lokale strømme og/eller ionkoncentrationer (K+ i særdeleshed). Aktivitet kan derfor opstå et lokalt sted på nervebanens forløb (”cross-talk”) [se figuen] og brede sig i begge retninger. Når ortodrom aktivitet når frem til de områder i hjernen, der formidler den subjektive fornemmelse, vil den opfattes som om aktiviteten opstår der, hvor de pågældende sanseorganer er lokaliseret (”Doctrine of specific nerve energies”). Dette kan resultere i føleforstyrrelse i huden i form af snurrende, brændende, sovende eller kløende fornemmelser, som er typiske for paræstesi.

3

Beskriv hvordan man undersøger for tonus og reflekser i underekstremiteterne

"Tonus" undersøges ved palpation og passive bevægelser af ekstremiteterne ved forskellige hastigheder (langsom og hurtig stræk af musklerne).

De fasiske reflekser undersøges ved at påføre en muskel et hurtigt stræk. For underekstremiteten kan det bl.a. dreje sig om at udsætte m. quadriceps for et hurtigt stræk ved at slå på senen med en reflekshammer lige under patella. 

4

) Forklar hvordan øget tonus og hyperrefleksi kan opstå hos en patient med dissemineret sklerose.

Demyelinisering af nervebaner kan jf. ovenstående både udløse øget og nedsat aktivitet i de påvirkede neuroner.

Herunder kan øget tonus skyldes overaktivering af γ-motoneuroner, således at der er mere eller mindre konstant aktivitet i refleksbuen med en vis kontraktion til følge.

Hyperrefleksi kan skyldes nedsat aktivitet i descenderende fibre, der aktiverer en række inhibitoriske indskudsneuroner med betydning for den inverse strækrefleks, reciprok-, recurrent- og præsynaptisk hæmning i rygmarven.

5

Redegør for, hvorledes hårcellerne i cochlea formidler oplysninger om en lyds frekvens og styrke.

Figuren viser, at hårcellen har en bestemt lydfrekvens, som den er mest sensitiv overfor (in casu 4000 Hz), idet den for denne lydstyrke producerer de fleste aktionspotentialer pr. tidsenhed i den associerede nervefiber. Endvidere er aktionspotentialefrekvensen ved 4000 Hz tilnærmelsesvis proportional med lydstyrken, udtrykt i decibel.

Dette stemmer overens med, at høreområderne i hjernen analyserer lydstyrke på basis af aktionspotentialefrekvensen i bestemte hårceller. Diskriminationen af forskellige frekvenser opnåes ved at de enkelte hårceller har forskellig sensitivitet for forskellige frekvenser. Forskellene i frekvenssensitivitet er knyttet til hårcellernes tonotopiske placering i basilarismembranen i det indre øre, således at hårceller der befinder sig tæt på basis og stapes reagerer på høje frekvenser, fordi basilarismembranen her er stram og smal, mens bastoner registreres af hårceller ved apex, hvor basilarismembranen er slap og bred. 

6

På hvilke måder foregår varmeudveksling mellem en person og omgivelserne?

Varmeudvekslingen med de koldere omgivelser (14o C) sker ved konduktion, konvektion og stråling, men først og fremmest ved fordampning af sved sammen med den øvrige vandfordampning fra lunger og hudoveroverflade (perspiratio insensibilis).

7

Redegør for ventriklens H+ -sekretion og den hormonelle regulering heraf.

Ventriklens syresekretion foregår i parietalcellerne, der er forsynet med en H+ ,K+ -ATPase i deres apicale membran. [Illustration en god ide]. Syrepumpen udveksler H+ for K+ under forbrug af ATP, (hvorfor parietalcellen har et stort antal mitochondrier. Til at understøtte udpumpningen af H+ over den apicale membran har cellen en betydelig K+ -konduktans apicalt). H+ mobiliseres fra CO2’s reaktion med H2O katalyseret af den cytosolære carboanhydrase. Den tiloversblivende HCO3 - udbyttes basolateralt for Cl- . Cl- forlader cellen gennem en apical kanal, og den samlede sekretion bliver da HCl. Den hormonelle regulering af syresekretionen omfatter aktivering af histamin-receptorer (H2) på blodsiden af epitelet, der stimulerer sekretionen. Herudover kan syresekretionen hormonelt stimuleres vha. specifikke receptorer for gastrin.

8

Redegør for konsekvenserne af et større proteinrigt måltid for organismens syre-base status i perioden ind til næste hovedmåltid.

Som nævnt i a) efterlader ventriklens H+ -sekretion en tilsvarende mængde HCO3 - på blodsiden af epitelet. Det vil sige, at personen efter et måltid vil have en metabolisk alkalose i perioden fra den begyndende H+ -sekretion og til tømning af ventrikelindholdet i duodenum (alkaline tide).

Udskillelsen af HCO3 - fra pancreas sker i en mængde, som neutraliserer tarmindholdets pH, hvorved personens syre-base status over tid genoprettes. Proteiner i føden vil bufre den secernerede H+ i ventriklen, og forstærker herved processen ved at tillade en større H+ sekretion.

9

Hvordan påvirker atrieflimmer preload?

Pga. de hurtige depolariseringer i hjertets forkamre vil disse ikke kunne trække sig sammen på normal vis. Derfor vil effektiviteten, hvormed ventriklerne fyldes, nedsættes. Da preload er betinget af de samlede faktorer, der bidrager til ventriklernes vægtension i slut-diastolen, vil en insufficient atrietømning nedsætte preload.

10

Hvordan finder man ud af, i hvilken afstand fra den artielle ende af en kapillær at nettoflux=0?

Ved at finde flux i starten og i slutningen. Derefter kan man lave en lineær regression og finde hvor det hydrostatiske tryk er lig med det osmotiske sug

11

Redegør for, hvordan organismens øgede iltbehov ved hårdt fysisk arbejde dækkes i en rask person og i en hjertetransplanteret patient. Operationsteknisk er det ikke muligt at genetablere nerveforsyningen til det transplanterede hjerte.

Rask person: 

  • Muskelpumpe -> øget venøst tilbageløb, kompenserer for reduceret fyldningstid
  • øget CO --> øget ilttransport
  • Metabolitter --> vasodilation
  • Baroreceptorer --> øget sympatikus og nedsat parasympatikus
  • Øget ventilation --> Øget PAO2/PaO2
  • Nedsat transittid i alveolekapillærer --> ikke diffusionsligevægt for ilt
  • Iltmætning bevarer AV-difference

Patient:

  • Samme omlægninger minus sympatikus
  • Dårlig pulsstigning(kun binyren)
  • Øget muskelpumpe giver øget fyldning

 

12

Giv forslag til hvordan det kan være, at en person som har sovet vejer mindre end da han lagde sig til at sove

Vægttab kan skyldes:

  1. metabolisme, hvor kulstoffet i kulhydrater, fedt og aminosyrer eksspireres som CO2. (Evt. uddybet med en forklaring af energiforbrug under forbrænding af kroppens depoter af kulhydrater, fedt og aminosyrer. Men dette genererer også vand. For RQ = 1 bliver al O2 omdannet til CO2, så det er kun vægttabet af kulstof. Resten af energikilderne bliver til vand, som forbliver i kroppen eller indgår i vægttabet. Ved en blandet omsætning er RQ i intervallet 0,7-1,0 og her medgår en del af ilten til dannelse af vand. Tab af kropsmasse ved forbrænding ved 6 timer i hvile kan dog højst forklare 75 g ud af de 120 g.)
  2. Vandtab ved sved og udluftning af respirationsluft er den væsentligste årsag til vægttabet. (Urin og fæces kan ikke medregnes, da der ikke har været toiletbesøg.)

13

Redegør for øget tørstbehov ved en ketoacidotisk diabetespatient

Patienten lider af tørst, fordi han har store vandladninger, der skyldes en osmotisk diurese betinget af glukose. 

Resultatet er, at der fra fra nyrerne foregår et tab af glukose og Na+ med tilhørende vand, hvilket medfører et nedsat blodvolumen og derfor nedsat blodtryk. Da situationen er akut, kan patienten desuden være hyperosmolær, hvilket ligesom nedsat blodtryk virker stimulerende på tørsten.

14

Angiv hvordan furosemid påvirker nyrens evne til at producere koncentreret urin

Na+ ,K+ ,2Cl- -cotransportøren i den luminale membran af det tykke ascenderende ben af Henles slynge er ansvarlig for Na+ og Cl- absorptionen fra nefronets lumen. 

Da det tykke ascenderende ben har en meget lav vandpermeabilitet, danner absorption af salte et væsentligt grundlag for den høje osmolytkoncentration i interstitialvæsken i nyrernes marv. Hæmmes Na+ ,K+ ,2Cl- cotransportøren med f.eks. furosemid vil mængden af osmolyter øges i de distale tubuli, med reduceret vandresorption og øgede diureser til følge.

Med andre ord er de osmolytter, der skulle have været inde i nyre-marven og trække vand ud af urinen, nu inde i samlerørene og holder vandet i lumen.

[Det vil være positivt, hvis det også beskrives, at Cl- forlader epitelcellerne basolateralt via en kanal og at K+ re-cycles over den apikale membran vha. en K+ kanal.]

15

Der er stor forskel på fluxen af væske igennem kapillærmembranen i et kapillærgebet og igennem karnøglet i en glomerulus i nyrerne, hvor fluxen er meget større. Redegør for de tilgrundliggende forskelle, som kan forklare dette.

Glomerulus:

  • Større hydrostatisk tryk
  • Forskel i kapillærtæthed
  • Kolloidosmotisk tryk stiger, men ikke til mere end det hydrostatiske --> udfiltrering

 

Kapillær:

  • Kolloidosmotisk tryk uændret --> overstiger hydrostatisk tryk
  • Både filtration og reabsorption

 

16

En person har øget TLC, RV og FRC og sænket FEV1/FRC og han har hypoxæmi.

Hvad skyldes dette?

Og hvad skyldes hypoxæmien?

Et fald i FEV1/FVC er normalt et udtryk for øget luftvejsmodstand. Luftvejsmodstanden afhænger af lungernes elasticitet, [idet de små luftveje er delvist udspændt af et træk fra det omgivende lungevæv].

Den syge person har øget TLC og klart (forstørrede lunger), hvilket tyder på (tab af elastisk væv).

Hypoxæmien kunne enten skyldes hypoventilation eller en øget A-a-forskel, men da PaCO2 er normal er der (ikke tale om hypoventilation). Årsagen kan da være (en shunt, forøget diffusionsvej eller en ventilations-perfusions-ubalance). Set i sammenhæng med den forøgede luftvejsmodstand, er den sandsynligste årsag til hypoxien en (lokal hypoventilation), hvilket vil sige en (ventilationsperfusions-ubalance).

17

Luise kan ikke se ting tæt på. Hvad fejler hun?

Louise er fakultativt hypermetrop: Hun kan se ting på lang afstand, fordi hun ved akkommodation er i stand til at kompensere for sin for korte øjeakse, men den hertil påkrævede akkommodation gør, at hun ikke kan se skarpt over korte afstande.

18

En 45-årig kvinde henvender sig til egen læge med klage over vægttab trods normal appetit. Hun har ikke andre symptomer, der kan lede tanken hen på hyperthyreose. Hun anfører, at hendes afføring er blevet meget lys, ildelugtende, flyder ovenpå i toilettet og er blevet svær at skylle ud. Den fysiske undersøgelse indikerer anæmi og mange blå mærker.

Redegør for mulige årsager til hvert af de beskrevne symptomer og fund, og angiv med begrundelse den mest sandsynlige årsag til det samlede sygdomsbillede.

Diagnose muligheder: Vægttab trods normal appetit: Malabsorption, hyperthyreose (øget SEOH). Lys, ildelugtende, let afføring: Manglende absorption af fedt pga. manglende lipaser (= pancreassygdom), manglende galdesure salte (manglende syntese = leversygdom, eller manglende absorption og dermed kredsløb af galdesure salte), tarmbetinget malabsorption.

Anæmi: Insufficient kost og/eller malabsorption af jern, folat, Vitamin B-12 (vitaminet selv eller intrinsic factor), manglende EPO, defekt knoglemarv.

Mange blå mærker: leversygdom (syntesedefekt af koagulationsfaktorer), Vitamin K-mangel (insufficient kost eller manglende absorption - vitamin K er et af de fedtopløselige vitaminer), thrombocytopeni.

Sammenfattende: Manglende fedtabsorption forårsaget af en leverlidelse, pancreaslidelse eller intestinal malabsorption er den mest sandsynlige årsag til vitamin K manglen og kan også forklare fæces fremtoning, vægttabet, anæmien og koagulationsdefekterne.

19

En person med en legemsvægt på 70 kg udfører et ydre arbejde med en bruttonyttevirkning på 20 % over en periode på ½ time. Under arbejdet har personen et energiforbrug på 625 W. Varmetabet ved konvektion, konduktion og stråling er 300 W, og varmetabet ved fordampning er 128 W.

Ændres legemstemperaturen under arbejdet, og i givet fald med hvor meget?

Legemstemperaturen vil stige, hvis varmeudviklingen overstiger det, man skaffer sig af med ved svedproduktion samt ved konduktion, konvektion og stråling til omgivelserne.

Varmeproduktionen er (100 – 20)% . 625W = 500W

Det totale varmetab (ved konvektion, konduktion, stråling og fordampning) er 128W + 300W = 428W

Der akkumuleres over en 30 minutters arbejdsperiode: 30 min.

(500 – 428)W = 129,6 kJ.

Temperaturstigning regnes ud fra formel for varmefylde: c = Q/m .

ΔT som omskrives til : ΔT = Q/m . c = 129,6 kJ / (70 kg . 3,47 kJ. kg-1. K-1) = 0,53 K.

(Vi har brugt en standardværdi for varmefylden af organismens væv på 3,47 kJ. kg-1. K-1)

20

Angiv D-vitamins virkning på calcium-homeostasen

  • Forstadie dannes i huden --> lever(25) --> nyre(1)
  • Reguleres af PTH via 1-alpha-hydroxylase(som også stimuleres af lav plasma-fosfat
  • Øgning af plasma calcium
  • Øgning af plasma fosfat
  • Øgning af intestinal absorption af calcium
  • Øgning af fosfat og magnesium absorption

 

21

En nyrepatient får hypocalcæmi.

Angiv mindst 1 akut virkning af dette på excitable celler

  • Surface charge screening: excitabilitet 
  • Tærksel for aktionspotentialer sænket

Ved hypocalciæmi kan ses øget aktivitet af nerver og muskler pga øget membranal excitabilitet, [idet extracellulært Ca2+ og andre divalente kationer dæmper excitabiliteten pga skærmning (”screening”) af negative ladninger på membranproteiner.

Tærsklen for aktionspotentialer sænkes og den spændingsudløste indstrømning af Na+ øges.] Klinisk kan ses hypocalcæmisk tetanus med øget spontan muskelaktivitet (larynx; carpopedale (Trousseau’s tegn); faciale spasmer (Chvostek’s tegn)), eller føleforstyrrelser (parasthesier), (epileptiske kramper) og (hjertearytmi).

Man kan også principielt tænke sig en (nedsat frigivelse af neurotransmitter og hormoner), pga nedsat drivkraft for Ca2+ indstrømning i nerveterminaler, samt (hæmmet koagulation).

22

I forbindelse med et forsøg placeres en person i et rum med nedsat ilttryk.

Redegør for, hvorledes det nedsatte ilttryk vil påvirke personens ventilation, og hvordan ændringen er reguleret.

Akut vil hypoxien via perifere kemoreceptorer udløse en øget ventilation. Dette skyldes, at de perifere kemoreceptorer lokaliseret i aorta og carotider er følsomme for en nedsættelse af PaO2 (med stigende grad af følsomhed med stigende nedsættelse). Kemoreceptorerne har afferent forbindelse til respirationscentret i medulla oblongata, som derved stimuleres. Stigningen i ventilationen begrænses dog af, at den øgede ventilation fører til udluftning af CO2 med faldende PaCO2 og alkalose til følge. Det faldende PaCO2 nedsætter virkningen af CO2 som respirationsstimulus via perifere såvel som centrale kemoreceptorer, og endvidere hæmmer alkalosen respirationen via de perfere kemoreceptorer. Stimulus for de centrale kemoreceptorer er CO2, der diffunderer fra blodet ind i hjernen og her fører til dannelse af H+ .

23

Definer receptoradaptation og angiv generatorpotentialets rolle heri.

Når en receptor udsættes for et vedvarende stimulus af konstant styrke, ses en (med tiden) faldende impulsfrekvens i dens afferente nerve. Dette fænomen kaldes receptoradaption og skyldes, at receptorens generatorpotentiale udviser en faldende amplitude ved konstant stimulation.

24

Beskriv adaptationsforholdene for: 

  1. berøringsreceptorer (taktile receptorer)
  2.  temperaturreceptorer
  3. smertereceptorer (nociceptorer).

  1. Taktile receptorer i huden udviser varierende grad (hastighed) af adaption afhængig af typen. Trykreceptorerne er enten langsomt eller hurtigt adapterende, medens de vibrationsfølsomme receptorer er meget hurtigt adapterende.
  2. Kutane termoreceptorer inddeles i kulde- og varmereceptorer, som begge udviser både et fasisk respons (dvs. hurtigt adapterende), der kun udløses under temperaturændringer, og et tonisk respons, der er vedvarende. Det (relative bidrag fra det fasiske og toniske respons) er afhængig af den aktuelle hudtemperatur.
  3. Nociceptorer formidler somatisk eller visceral smerte, og udviser i ringe grad adaption overfor mekanisk, kemisk eller termisk stimulation. [De to modaliteter af kutan smerte, hurtig og langsom smerte, er ikke et resultat af adaption, men afspejler formentlig forskelle i de afferente nervefibre.]

25

Redegør for patienter med Bartters syndroms evne til at lave:

en meget koncentreret urin

en meget fortyndet urin

Na+ ,K+ ,2Cl– -cotransportøren (NKCC2) i nyrens tykke ascenderende ben (TAL) af Henles slynge er selve grundlaget i urinopkoncentreringsmekanismen. Transport af NaCl fra tubulus ud i medullære interstitser opbygger den medullære hyperosmolaritet, der tillader vand at passere ud af samlerørene ved højt niveau af antidiuretisk hormon (ADH). Hvis en person har en genetisk defekt i NKCC2 vil vedkommende ikke kunne danne en osmotisk gradient i nyrepapillen. Urinkoncentreringsevnen vil derfor være kompromitteret hos disse personer, med den observerede polyuri til følge.

 

NKCC2 er også ansvarlig for, at præurinen bliver stærkt hypoton ved udgangen af TAL. Dette skyldes, at co-transporten fjerner salte fra præurinen, uden at vand kan følge med, da vandpermeabiliteten i TAL er meget lav. Dette fænomen danner normalt grundlaget for, at en fortyndet urin kan udskilles, når et lavt ADH-niveau forhindrer vandreabsorption i samlerørene. Derfor vil også evnen til at udskille en meget fortyndet urin under vandbelastning være kompromitteret hos de førnævnte personer.

26

Redegør for forhøjet renin ved Bartters syndrom

  • Tab af væske --> baroreceptorer --> sympatisk til nyren --> reninfrigivelse
  • Lavt tryk --> nedsat stræk i præglomerulære kar --> reninfrigivelse
  • Lavt blodtryk --> nedsætte GFR --> lav NaCl ved macula densa --> reninfrigivelse

 

Reabsorptionsdefekten hos personer med genetisk defekt i NKCC2 vil have et betydeligt tab af NaCl med nedsat ekstracellulær volumen (ECV) og blodtryk som konsekvens. Dette vil via såvel højtryks- som lavtryksbaroreceptorerne medføre en øget sympatikusaktivitet også i nyrens sympatiske nerver. Dette vil via β(1)-receptorerne på de reninholdige celler føre til en øget reninsekretion. Det lave blodtryk vil desuden øge reninsekretionen via et nedsat stræk i de præglomerulære kar. Endelig vil det lave blodtryk i kombination med en afferent vasokonstriktion (sympatikus via α1-receptorer) nedsætte GFR og dermed tilbuddet af Cl- (eller NaCl) til macula densa. Dette vil igen medføre en macula densa-medieret stimulation af reninsekretionen.

27

Forklar princippet bag lateral hæmning i sensoriske systemer

Lateral hæmning indgår i flere sensoriske systemer, og bygger på, at nært beliggende sensoriske enheder eller neuroner gensidigt hæmmer hinanden. Princippet i denne mekanisme er, at sensoriske enheder, der bliver eksciteret kraftigt af et givet stimulus (typisk dem, der ligger centralt i det stimulerede område), aktiverer inhibitoriske interneuroner, der danner forbindelser til tilgrænsende sensoriske enheder. Når sidstnævnte kun bliver moderat eksciteret af et givet stimulus, vil nettoeffekten blive en hæmning af disse. Resultatet af denne modifikation er en kontrastforstærkning, hvor oplevelsen af stimulationens udbredelse samtidig indsnævres.

28

Giv en kort beskrivelse af lateral hæmnings betydning for synssansen

Synsbanerne: Interneuroner i retina, horisontalcellerne, danner kontakter til bipolære celler, hvorved der kan ske lateral hæmning. Denne mekanisme er baggrunden for, at gangliecellernes fyring øges, dæmpes, eller forbliver uændret afhængig af, om belysningen falder i den centrale eller perifere del af receptorfeltet – eller diffust i hele feltet. Konsekvensen af dette er, at relative forskelle i lysintensitet/kontraster bliver forstærket, hvorved evnen til at skelne konturer og former forbedres.

29

Angiv alle typer shock

Kredsløbsshock er en tilstand, hvor kredsløbet ikke er i stand til at opretholde en tilstrækkelig perfusion og derved kompromitterer vævenes normale funktion.

Shock kan underinddeles i:

  • Hypovolæmisk shock, cardiogent shock, vasogent shock. (Ved hypovolæmisk shock forstår man en tilstand, hvor kredsløbet kollapser på grund af manglende volumen. Hjertet har så at sige for lidt blod at pumpe rundt og kan derved ikke tilfredsstille vævets behov for ilt, næringsstoffer og fraføring af CO2.
  • Ved cardiogent shock forstås en tilstand med svigtende pumpefunktion, således at hjertefunktionen begrænser iltforsyningen til vævene.
  • Ved vasogent shock forstår man en tilstand, hvor der opstår uhænsigstmæssig vasodilatiation, således at hjertet ikke længere formår at opretholde et rimeligt blodtryk.) Ved diarré tabes store mængder væske gennem tarmen.
  • Hvis væsketabet pr. tidsenhed er så stort, at man ikke formår at erstatte dette væsketab, risikerer patienten at udvikle hypovolæmisk shock.

30

Beskriv digitalis virkning

Digitalis hæmmer specifikt cellens Na+ ,K+ -ATPase (fra ekstracellulærsiden). De aktivt transporterede ioner vil efterhånden gå mod en Donnan-ligevægt pga. overskuddet af negativt ladede makromolekyler inde i cellen. Na+ vil diffundere ind i og K+ ud af cellen. Foruden overskuddet af makromolekyler vil der også blive et overskud af diffusible ioner inde i cellen. Det osmotiske tryk bliver derfor størst inde i cellen, som vil optage vand ved osmose, svulme og til sidst lysere.

31

Angiv sarins virkning

Symptomerne kan alle forklares, hvis sarin virker fremmende på kolinerg transmission i det autonome nervesystem samt i den neuromuskulære endeplade. Det er derfor nærliggende at foreslå, at sarin virker som et parasympatikomimetikon eller som en acetylkolinesterase (AchE)-hæmmer. Begge vil fremme acetylkolins effekt (i samtlige autonome ganglier,) i hele det parasympatiske nervesystem, de steder hvor det sympatiske nervesystem anvender acetylkolin som transmitter (fx ekkrine svedkirtler), samt i den neuromuskulære endeplade.

32

Redegør for de faktorer, der bestemmer peak expiratory flow (PEF) under en maksimal forceret eksspiration.

  • Det drivende lufttryk
    • Lungernes elastiske recoil
  • Luftmodstanden i luftvejene
  • Ekspirationsmusklernes styrke

Overordnet bestemmes luftstrømningshastighederne i luftvejene af det drivende lufttryk og luftmodstanden i luftvejene [R&T, side 330]. Det drivende tryk skabes af lungernes elastiske recoil, der trykker på lungeluften, og, hvis the equal pressure point endnu ikke er nået, af eksspirationsmusklerne, der via brystvæggen trykker på lungerne. Ved en maksimal forceret eksspiration opnås Peak Expiratory Flow (PEF), før dannelsen af et equal pressure point i luftvejene giver anledning til en luftstrømningshastighed [R&T, side 332], der er uafhængig af muskelkraft. PEF bestemmes derfor af eksspirationsmusklernes styrke, af størrelsen af lungernes elastiske recoil og af luftvejsmodstanden.

33

Forklar effekten af β-agonisten på peak expiratory flow (PEF).

Luftvejsmodstanden afhænger af luftvejenes samlede tværsnitareal. Konstriktion af luftvejenes glatte muskulatur vil derfor øge luftvejsmodstanden og nedsætte PEF. Astma er netop karakteriseret ved en sådan konstriktion af luftvejenes glatte muskulatur. Behandling med β-adrenerge agonister vil via β2-receptorer udløse relaksation af den glatte muskulatur, hvorved luftvejenes tværsnitareal og dermed luftvejsmodstanden normaliseres

34

Redegør for årsager til lavt pulstryk og forøget pulsfrekvens ved en blodtab på 30%

Pulstrykket er alt andet lige tæt korreleret til slagvolumenet, idet det arterielle tryk afhænger af de arterielle kars kompliance og det volumen blod, der står i dem. Når pulstrykket er faldet, må det volumen blod, arterierne tilføres under hvert slag (=slagvolumenet), derfor også være faldet.

Slagvolumenet er på grund af Starlingmekanismen tæt forbundet med det slutdiastoliske ventrikulære volumen, der afhænger af fyldningstiden og fyldningstrykket. Fyldningstrykket er det centrale venøse tryk, der ligesom det arterielle tryk afhænger af det volumen blod, der står i karrene. Da blødningen nedsætter det centrale venøse volumen, vil hjertets fyldning også være nedsat. Fyldningen vil yderligere begrænses af den forøgede puls, der nedsætter fyldningstiden.

[Hvis studenterne diskuterer betydningen af øget sympatisk aktivitet på hjertets kontraktilitet er det godt, men det behøves ikke].

Hjertets pulsfrekvens er steget. Dette skyldes, at det nedsatte slagvolumen får minutvolumenet til at falde, hvorved det arterielle blodtryk falder. Dette giver en nedsat aktivitet i de arterielle baroreceptorer, der via baroreceptorrefleksen udløser en stigning i det sympatiske drive og et fald i det parasympatiske drive på hjertet, hvorved pulsen stiger.

35

Redegør hvorfor en patient med et blodtab på 30% er bleg, svedende og let cyanotisk

Bleg og cyanotisk: Under blodets passage af vævene falder ilttrykket i blodet i takt med at vævene optager ilt fra blodet. Hvor meget ilttrykket falder, afhænger af, hvor meget ilt vævet bruger, og hvor stor gennembødningen er. På grund af den øgede sympatiske aktivitet udløst af det arterielle blodtryksfald, vil modstandskarrene i huden konstrikteres, hvorved hudens gennemblødning nedsættes markant, og iltekstraktionen tilsvarende øges.

Cyanosen skyldes en følgende høj koncentration af deoxy-hæmoglobin i hudens kapillærer. Den blege farve skyldes tilsvarende nedsat blodvolumen i huden.

 Sved: Svedkirtlerne er innerveret af en muskarinerg gren af den sympatiske nervesystem, og vil derfor stimuleres til øget svedafgivelse af den høje sympatiske tonus.

36

Forklar hvordan hæmatokritværdien påvirker modstanden mod blodets flow gennem et kar

Tilstedeværelsen af blodlegemer forårsager en ”ikke-newtonisk” opførsel af blodet. Viskositeten er betydeligt forøget på grund af blodlegemernes form, elasticitet og tendens til aggregering. Stigning i hæmatokritværdi fører til stigning i viskositetskoefficienten og dermed en stigning i modstand mod strømning.

37

Begrund om effekten af en stigning i hæmatokritværdi på modstanden vil være størst i hvile eller under muskelarbejde

Her spiller aggregeringen af de røde blodlegemer den største rolle, og effekten vil være mest synlig ved lave flowhastigheder (dvs. i hvile).

38

Redegør for, hvordan binyremarvhormoner kan forårsage blodtryksforhøjelse

Patientens tumor frisætter højst sandsynligt adrenalin og/eller noradrenalin. Begge stoffer virker i høje koncentrationer karkonstrikterende (medieret via α1-receptorer), og en universel vasokonstriktion vil øge kredsløbets totale modstand.

Adrenalin og noradrenalin vil også aktivere hjertets β1-receptorer, og dermed:

  1. øge hjertefrekvensen (positiv kronotropisk effekt); 
  2. forøge kontraktiliteten (positiv inotropisk effekt).

Blodtrykket vil da stige: BT=CO x TPR. (Der kan spekuleres over, hvorvidt parasympatikus-aktiviteten øges som kompensatorisk mekanisme udløst af baroreceptorrefleksen (men virker fortrinsvis på frekvensen). På den anden side, forventes fuldstændig adaptation af baroreceptorerne efter få dage med kroniske højt BT.)

39

Redegør for den forventede virkning på patientens tarmfunktion og blodsukker ved en hormonproducerende tumor i binyren

  • Obstipation: Katekolaminer nedsætter tarmmotiliteten primært ved at hæmme (via α2 receptorer) frigivelsen af eksitatoriske neurotransmittere i tarmens plexi. [R&T fremhæver dette som den mest betydende årsag (p. 455), medens tabel 6.1 angiver en direkte virkning af katekolaminerne på de glatte muskelceller i tarmen. Dette er derfor også et korrekt svar.] (Tilstanden kan forværres af den samtidige karkonstriktion i splanknicus gebetet.) Sfinktere holdes lukket (gennem en postganglionær, direkte virkning på sfinktermuskulaturen).
  • Hyperglycæmi-diabeteslignende billede. Skyldes dels katekolaminernes glykogenolytiske virkning og dels en hæmning af insulinsekretion (via α2-receptorer på β-cellerne i langerhanske øer). 

40

Angiv virkningen af thyroideahormon

Thyroideahormonerne virker direkte på: 

  • metabolismen, som øges. Dette forårsager vægttab og varmeintolerance
  • CNS og giver de neurologiske symptomer.

 

41

Patienter med hypoparathyreoidisme (nedsat funktion af parathyreoidea) har ofte muskelspasmer i hænder, fødder og svælg, samt prikkende eller snurrende fornemmelser omkring munden og i finger‐ og tåspidser. I behandlingen af disse patienter indgår injektion af et vitaminpræparat.

Redegør for årsagen til disse symptomer, og giv et begrundet forslag til hvilket vitamin, det drejer sig om.

D-vitamin

  • Manglende PTH: Fald i P-Ca2+
    • Nedsat osteoklaster
    • Nedsat reabsorption
    • Nedsat vitamin D syntese
  • Nedsat P-Ca2+
    • Neuromuskulær excitabilitet
  • Vitamin D
    • Fremmer absorption af Ca2+ i tarmen via calbindin
    • Calcium-mobilisering i knogler
    • Calcium-reabsorption i nyren via calbindin

42

Smerte registreres i hjernen, når aktivitet opstår i nogle bestemte smerteformidlende neuroner i dorsalhornet. Disse neuroner underkastes normalt en konstant inhibitorisk påvirkning fra indskudsneuroner, der anvender GABA og/eller glycin som transmitter.   Ved visse neurologiske lidelser hæmmes ekspressionen af den cotransporter, som står for efflux af K+ og Cl‐ fra de smerteformidlende neuroner i dorsalhornet.   Forklar, hvorledes den ændrede KCl‐transport kan være årsag til, at stimuli, som normalt ikke udløser smerte, kan fremkalde smerte hos disse patienter (allodyni).  

  • GABA og glycin
    • Ionotropiske inhibitoriske receptorer
    • Åbner kloridkanaler
  • Dorsalhornets neuroner
    • Klorid ud af cellen via K+,Cl--symporter(KCC)
    • Lav klorid inde i cellen
    • Negativt membranpotentiale
  • GABA-aktivering
    • Klorid influx og hyperpolarisering
  • Fjernelse af KCC
    • Øge intracellulær kloridkoncentration
    • Mindre negativt ligevægtspotentiale for klorid
  • Mindre hæmning 
    • Smerteinputs som før blev hæmmet sendes nu til hjernen

 

43

En rask person rejser fra Danmark og tager længerevarende ophold i tropiske, meget varme og fugtige omgivelser, hvor han dagligt udfører hårdt fysisk arbejde.   Redegør for de ændringer (”akklimatisation”), der forekommer i svedsekretionen hos denne person. Beskriv herunder kort den fysiologiske hensigtsmæssighed af disse ændringer.

Akklimatisation opnået ved ophold i varme fugtige omgivelser og regelmæssig udøvelse af muskelarbejde under sådanne forhold påvirker

  1. Svedsekretionshastigheden, der øges, idet følsomheden for cholinerg stimulation af svedkirtlerne øges – dette er hensigtsmæssigt, fordi muligheden for varmeafgivelse dermed øges svarende til behovet.
  2. Svedens sammensætning, idet Na+ -koncentrationen falder, da Na+ -reabsorptionen i svedkirtlernes udførselsgange øges som følge af en øget aldosteronsekretion stimuleret af varmepåvirkning, saltog væsketab samt muskelarbejde – dette er hensigtsmæssigt, fordi salt (= NaCl)-tabet derved mindskes, hvorved væsketabet i mindre grad kommer fra ECV. Derved beskyttes plasmavolumen, og faren for kredsløbschok nedsættes. Det er også fordelagtigt, at den tabte væske har et lavt elektrolytindhold, da væsketabet dermed i stort omfang kan erstattes med indtagelse af rent vand med begrænset risiko for udvikling af intracellulært ødem.
  3. Fordelingen af svedningen, der bliver mere ensartet over kroppens overflade, idet den andel af sveden, som kommer fra ekstremiteterne, øges – dette er hensigtsmæssigt, fordi den samlede overflade til rådighed for svedning øges og dermed muligheden for varmeafgivelse svarende til behovet.

44

Forklar, hvordan den monosynaptiske strækrefleks kan påvirkes ved præsynaptisk inhibition. Herunder ønskes en beskrivelse af, hvordan descenderende baner kan styrke eller svække strækrefleksen.

  • Præsynaptisk inhibition af den monosynaptiske strækrefleks
    • Formidles af synpaser med direkte kontakt med den præsynaptiske nerveterminal
    • Præsynaptisk fiber oprinder fra inhibitorisk neuron
  • GABA nedsætter aktionspotentialet
    • Nedsat Ca2+
    • Nedsat frisættelse af neurotransmitter

 

  • Descenderende baner kan modulere strækrefleksen ved:
    • Aktivitet i sidste indskudsneuron i kæden ændres
      • Descenderende baner er excitatoriske
      • Aktivering af spinale interneuroner
  • Spinale interneuroner
    • Præsynaptisk inhibition af glutamaterge terminaler fra muskeltene
  • Descenderende baners aktivitet modulerer altså strækrefleksen

 

45

Angiv de vestibulospinale og reticulospinale baners vigtigste funktioner i motorisk kontrol.

  • De vestibulo- og reticulospinale baner indgår i det ventromediale ”system”.
  • Kroppens oprejste stilling, holdning og balance
  • Vestibulospinale baner
    • N. vestibularis
    • Anti-tyngdekraft
    • Øjne-hovedbevægelser
  • Reticulospinale baner
    • Kropsholdning
    • Grove bevægelser af ekstremiteterne
    • Bidrager til den stående stilling
    • Mediale: Faciliteret virkning på axial muskulatur
    • Laterale: Modstand effekt

 

46

Angiv, hvad der normalt udløser miktionsrefleksen, samt redegør for den nervøse kontrol af blærefunktionen, herunder overordnede nervøse centres indflydelse.

  • Når 300-400 mL igangsættes refleksen
  • Strækreceptorer i blærevæggen
  • Sensoriske afferenter via pelviske nerver til rygmarven
  • Aktivering af parasympatikus -->
    • Kontraktion af m. detrusor
    • Relaksation af intern sphincter
  • Hæmning af aktivitet i n. pudendus
    • Relaksation af extern sphincter
  • Væskeflow gennem urethra fører til yderligere reflektorisk kontraktion af m. detrusor og afslapning af intern sphincter
  • Sympatikus har ikke noget med refleksen at gøre

 

 

47

For gastransport i lungerne anvendes begreberne perfusions- og diffusionsbegrænsede gasser. 

Forklar, hvad der forstås ved disse to begreber.

Kendetegnet for en perfusionsbegrænset gas er, at der for den givne gas opnås fuld ligevægt mellem partialtrykket i alveolen og blodet under passagen gennem lungernes kapillærgebet. For sådanne gasser gælder, at det er perfusionen af lungen, der bestemmer mængden af gas der udveksles, da optagelsen af gassen for alle praktiske formål vil være proportional med lungernes blodgennemstrømning. [Eksempler herpå: N2O, O2 eller CO2.] Kendetegnet for en diffusionsbegrænset gas er, at der for den givne gasart ikke opnås ligevægt mellem partialtrykket for gassen i alveolen og blodet under passagen gennem lungernes kapillærgebet selv ved langsomt flow i hvile. For sådanne gasser gælder, at optagelsen i realiteten er uafhængig af lungernes blodgennemstrømning. [Et eksempel herpå er CO].

48

Forklar, hvordan sekretionen af galdesyrer i leveren samt forsyningen af galde til tyndtarmen er reguleret.

  • Sekretion og syntese ved negativ feedback
    • Galdesyrer i vena porta
  • Gastrin direkte stimulerende virkning på galdesekretion
  • Galde til tyndtarm ved cholecystokinin(CCK)
    • Secerneres fra tarmmukosa ved fedtsyrer og aminosyrer
    • Kontraktion af galdeblæren og relaksation af sphincter Oddi
  • Sekretin
    • Stimuleres ved syre i chymus
    • Secernering af HCO3- i galdegangene
  • Vagus(parasympatikus)
    • Øget sekretion
  • Sympatikus
    • Nedsat sekretion
  • Steroidhormoner(androgener og østrogener)
    • Hæmmende effekt

49

Redegør for de neuronale og muskulære forhold, der ligger til grund for defækationen.

  • Ved udspilning
    • Afferente nerver signaler til CNS
  • Lokale reflekser i tarmvæggen
    • Ikke-voluntær afslapning af den interne sphincter
  • Inhibitorisk information fra hjernen til sakral region af medulla spinalis
  • Aktivering af glatte muskler i distale colon og rectum
    • Peristaltik
  • Diaphragma og abdominal muskulatur

 

50

En ung mand har lidt af inflammation i tarmvæggen (Crohn’s sygdom) gennem længere tid. Som led i behandlingen fjernes den nederste tredjedel af ileum. Redegør for, hvilke funktionsforstyrrelser der efterfølgende kan forventes at optræde hos den unge mand.

  • Galdesyrer optages i ileum
    • Ingen optagelse
    • Nedsat absorption af fedt
    • Nedsat absorption af fedtopløselige vitaminer
      • A-vitamin
      • D-vitamin
      • K-vitamin
      • E-vitamin
  • Galdesyrer til colon hæmmer reabsorption af Na+ og vand 
    • Fører til diarré og K+-mangel
  • Frie fedtsyrer binder til Ca2+ og vil derfor skabe Ca2+ mangel i kroppen
  • Manglende optagelse af B12-vitamin

51

Ved spinalanæstesi blokeres blandt andet de sympatiske tråde til karrene. Redegør for ændringer i karmodstanden i arme og ben efter anlæggelse af spinalanæstesi fra 7. thorakalsegment og caudalt.

Da spinalanæstesien rammer segmenter under Th7, betyder dette, at der i første omgang ikke sker nogen ændringer i overekstremiteterne, medens der i underekstremiteterne kommer en nedsat tonus i modstandskarrenes glatte muskler med deraf følgende vasodilatation og fald i Rben. Dette fører til et fald i total perifer modstand (TPR) med deraf følgende fald i det arterielle blodtryk (BT). Sekundært nedsættes aktiviteten i baroreceptorerne i sinus caroticus og arcus aorta (som følge af faldet i BT). Det betyder en nedsat hæmning af det cardiovasculære center (rostral ventral nucleus og nucleus ambiguus), som fører til en øget sympaticus tonus samt nedsat parasympaticus tonus. Resultatet heraf er en sekundær vasokonstriktion i overekstremiteterne med deraf følgende stigning i Rarm.

52

Under maratonløbet ved de olympiske lege i Atlanta i 1996 var luftens temperatur og fugtighed usædvanlig høj, svarende til hhv. 30-35°C og >85%. Redegør for de mekanismer, hvorved sådanne forhold kunne påvirke løbernes præstationsmuligheder.

Det forudsættes, at personen bevarer en normal hydreringsgrad ved indtagelse af væske under løbet. En høj lufttemperatur kombineret med høj luftfugtighed reducerer organismens mulighed for at komme af med den ved muskelarbejde producerede varme af følgende to årsager: 1) høj temperatur nedsætter varmeafgivelse ved radiation og konvektion og kan eventuelt medføre varmeoptagelse fra omgivelserne ved radiation (især hvis der anvendes mørkt eller farvet tøj i stedet for hvidt tøj). [Det vil være fint, hvis studenterne anfører formlerne (2) og (3) R&B side 549-550.] 2) høj luftfugtighed forhindrer sved i at fordampe og kompromitterer derfor virkningen af svedning. [Det vil være fint, hvis studenterne anfører formlen (4) R&B side 550.] Derfor opvarmes kernen, og via det temperaturregulerende center i hypothalamus frembringes vasodilatation i hudens kar. Vasodilatationen af hudens kar sker via sympatikus, dels en aktiv vasodilatation associeret med aktivering af svedkirtler og dels en hæmning af noradrenerg vasokonstriktion. (Der er også en vasodilatation, som skyldes en direkte virkning af temperaturen på karrenes glatte muskelceller.) Dilatation af hudens kar medfører, at kredsløbet omlægges, så en betydelig del af minutvolumen går til huden i stedet for til musklerne, hvorved den maksimale arbejdspræstation nedsættes. (Hvis arbejdet forceres, kan det resultere i overophedning og centralt udløst kollaps.) En medvirkende årsag er også ekstracellulær dehydrering og deraf følgende blodtryksfald som følge af svedning.

53

Angiv principielt mulige årsager til, at det arterielle ilttryk kan falde hos raske personer, der udfører hårdt arbejde

(Fald i det arterielle ilttryk under arbejde kan principielt opstå af samme årsager som hypoxæmi, hvilket vil sige): - Hypoventilation, hvorved PAO2 og dermed PaO2 falder. -

Manglende diffusionskapacitet, hvorved der opstår en øget PA-aO2-gradient. Kan være et problem, fordi blodets opholdstid i lungekapillærerne, transittiden, nedsættes under arbejde. Desuden øges ekstraktionen af ilt i vævene under arbejde, hvorfor den venøse mætning falder, og der skal derfor diffundere mere ilt ind pr. liter blod end i hvile. -

Øget ventilations-perfusions-ubalance, hvilket ligeledes vil øge PA-aO2-gradienten. Dette kan opstå, hvis forøgelsen af ventilationen ikke har samme regionale fordeling i lungerne som forøgelsen af perfusionen. -

Øget shunt, hvilket principielt både kan være en alveolær shunt eller en anatomisk shuntning af blodet. Tabellen viser, at PACO2 nedsættes og PAO2 stiger under arbejdet. Der er altså ikke tale om hypoventilation, der derfor kan udelukkes som en årsag til det lave PaO2.

 

54

Angiv en principiel inddeling af tilstande, hvor der er nedsat hørelse, og forklar, hvordan man ved undersøgelse af en patient kan skelne mellem disse tilstande.

Hørenedsættelse kan principielt inddeles i nedsat lydledning frem til foramen ovale, dvs. ledningsdøvhed (konduktivt høretab), og funktionsforstyrrelse i cochlea eller de centrale nervebaner, kaldet nervedøvhed (eller neurogen døvhed eller perceptivt høretab). Man kan skelne mellem disse to former ved at sammenligne opfattelsen af lyd ved henholdsvis luftledning og benledning af lyd. Dette kan gøres vha. følgende to prøver: Ved Rinnes prøve holdes en svingende stemmegaffel først ud for øret (dvs. luftledning), og derefter sættes den mod skallen nær øret (proc. mastoideus) (dvs. benledning). En patient med ledningsdøvhed vil høre benledningen bedre end luftledningen. Hos en normalthørende er det omvendt. Ved Webers prøve placeres stemmegaflen midt på issen. Her vil lyden normalt høres lige godt i de to ører. Er der ledningsdøvhed på det ene øre, vil lyden høres stærkest på den syge side, mens det er omvendt ved nervedøvhed.

55

Hos en person fandt man, at kronisk stress medførte nedenstående kredsløbsparametre: Minutvolumen: Nedsat Hjertefrekvens: Forøget Middel blodtryk: Uændret

Angiv, hvordan den perifere modstand og slagvolumen vil være ændret hos denne person under stress.

Redegør for, hvordan aktiviteten i det autonome nervesystem kunne forårsage ændringerne i de hæmodynamiske parametre.

Den perifere modstand vil være forøget og slagvolumen nedsat.

 

Den forøgede hjertefrekvens skyldes en øget sympatisk og/eller nedsat parasympatikus aktivitet på henholdsvis beta1 og muskarine receptorer i sinusknuden i hjertet. Den øgede perifere modstand skyldes sandsynligvis øget sympatisk aktivitet til modstandskarrene, som via alfa1 receptorer vil resultere i vasokonstriktion. [Det kan ikke udelukkes, at en nedsat aktivering af vasodilaterende beta2 receptorer - evt. via nedsat frisætning af adrenalin fra binyrene - i karrene vil bidrage til vasokonstriktionen.] Den højere frekvens medfører kortere diastolisk fyldningstid, som nedsætter preload, og derfor nedsætter slagvolumen. Slagvolumen er reduceret relativt mere, end pulsen er øget, så minutvolumen falder. (Et evt. nedsat blodvolumen vil også medføre mindre fyldning af hjertet i diastolen, [som dog kunne modvirkes af en venokonstriktion, formidlet af aktivitet i sympatiskus]. (Det nedsatte slagvolumen kunne også skyldes en generel nedsat autonom aktivitet til hjertet – hvilket ville give nedsat kontraktilitet og øget hjertefrekvens).

56

Thiazider hæmmer NaCl-cotransporteren i nyrernes distale snoede rør og virker herigennem vanddrivende.

Redegør for, hvordan behandling med thiazider vil påvirke kroppens totale K+ indhold.

Behandling med thiazider vil reducere den normale reabsorption af Na+ og Cl- i distale snoede rør i nyren. Dette vil gøre, at mængden af Na+ og Cl- i de distale segmenter af nyrerenes rørsystem øges. Dette reducerer drivkraften for vandabsorptionen i samlestykker og samlerør, og der udskilles større væskemængder end normalt (en diuretisk effekt). Disse forhold vil også føre til en øget K+ udskillelse i urinen primært som konsekvens af øget K+ sekretion [ROMK], der foregår i hovedcellerne i samlestykker og samlerør. Den øgede K+ - sekretion skyldes at

1) Na+ -reabsorptionen [ENaC] forøges samme sted, hvilket øger den elektriske drivkraft for K+ ud over den apikale membran.

2) den øgede væskemængde/flow i distale tubuli vil føre til en lavere tubulær K+ - koncentration, da K+ konstant vaskes væk, hvilket betyder en større kemisk drivkraft for K+ fra cellerne ud i tubulus lumen. [Øget flow vil også øge K+ sekretionen gennem mekanisk induceret aktivering af Ca2+-følsomme K+ -kanaler].

3) den øgede optagelse af Na+ over den apikale membran vil aktivere den basolateralt placerede Na,K-pumpe. Det betyder øget pumpning af K+ ind i cellerne over den basolaterale membran. Man vil med Na+ -tabet se en aktivering af aldosteron systemet, som vil føre til en øget ekspression af Na,K-pumper og Na+ -kanaler [ENaC] i samlerørene. Dette forhold vil yderligere forstærke K+ tabet.

57

Angiv uden begrundelse, hvilke(t) af følgende udsagn om calciumstofskiftet, der er korrekt(e):

a) Parathyreoideahormon nedsætter calciumreabsorbtionen i nyren

b) Parathyreoideahormon nedsætter fosfatreabsorbtionen i nyren

c) Hyperfosfatæmi øger sekretionen af parathyreoideahormon

d) Parathyreoideahormon nedsætter nyrens produktion af 1,25(OH)2 vitamin D3

e) 1,25(OH)2-vitamin D3 nedsætter plasma-fosfatkoncentrationen

f) Den intracellulære koncentration af frit Ca2+ er ca. 10–3 M

g) Mangel på thyreoideahormon (T3 og T4) kan føre til forsinket knoglevækst hos børn

h) Hypersekretion af thyreoideahormon kan føre til nedbrydning af knoglematrixprotein og dermed til frigivelse af calcium fra knoglevæv til plasma

i) Hypersekretion af calcitonin medfører frigivelse af calcium fra knoglevæv til plasma

j) Plasmaproteinbindingen af calcium øges med stigende plasma-pH

k) Hypercalcæmi giver øget neuromuskulær aktivitet.

De korrekte udsagn er b, c, g, h, j

 

[hvis a, d, f, eller k angives som korrekte, vil det være en alvorligere fejl end e og i]

58

Redegør for, hvorfor en stigning i ekstracellulært K+ kan medføre, at hjertet stopper i diastolen.

Stigningen i ekstracellulært K+ fører til en depolarisering af hjertemuskelcellernes membranpotentiale – det bliver mindre negativt. Dette kan også indses ved at indsætte en større koncentration af ekstracellulært K+ i Goldman ligningen. Ved mindre depolariseringer op imod tærskelværdien (ca. -55 mV) fås en øget excitabilitet – mindre depolarisering nødvendig for at udløse kontraktion – med fare for ventrikelflimmer, der med hensyn til pumpeeffektivitet kan sidestilles med hjertestop. Ved depolarisering af membranpotentialet over tærskelværdien kan hjertemuskelcellerne ikke længere repolariseres tilstrækkeligt til at Na+ -kanalerne kan aktiveres igen efter en kontraktion. I stedet forbliver Na+ -kanalerne i den inaktiverede tilstand, der normalt følger efter åbning, og hjertemuskelfibrene vil ikke kunne kontraheres igen, med den konsekvens, at hjertet stopper i diastolen. (En stigning i den ekstracellulære K+ koncentration til 8 mM er kritisk, idet membranpotentialet er tæt på (eller mere depolariseret end) tærskelværdien.)

59

Angiv uden begrundelse hvilke(t) af nedenstående udsagn, der er rigtig(e) efter overskæring af vagusnerven til ventriklen:

a) Receptiv relaksering (akkomodering) efter indtagelse af et måltid er hæmmet

b) Kun sekretion, men ikke motorisk aktivitet i ventriklen er påvirket

c) Kun motorisk aktivitet i ventriklen, men ikke sekretion er påvirket

d) Mucosabarrieren nedbrydes

e) Frigivelsen af histamin fra ECL celler (enterokromaffin-lignende celler) er ikke påvirket

f) Hæmning af den strækstimulerede gastrinproduktion (stræk af ventriklen i den gastriske fase)

g) Syresekretionen reduceres i nogen grad

h) Sekretionen af pepsinogen fra ventriklens hovedceller nedsættes.

korrekt er a, f, g og h

60

Hos patienter med sekretorisk diarre finder man før behandlingen ofte en ændring af koncentrationen af carbamid (urinstof) i plasma i forhold til situationen før sygdommens indtræden. Redegør for 3 årsager til denne ændring.

Carbamidkoncentrationen i plasma stiger af følgende årsager:

1. Som følge af dehydreringen stiger vasopressinsekretionen, og flow’et i nyrens samlerør falder. Disse forhold fører til øget carbamidreabsorption, idet vasopressin stimulerer indsættelsen af carbamid transportører i membranen, og det nedsatte flow giver mere tid til carbamidreabsorptionen.  

2.   Dehydreringen giver nedsat GFR, som følge af nedsat BT og øget kolloidosmotisk tryk i plasma (opkoncentrering af plasmaproteiner), hvorved tubular load af carbamid falder.

3.   Det nedsatte ECV vil i sig selv give en stigning i plasmacarbamid, forudsat at produktionen er uændret.

4.   Man kan også overveje øget vævshenfald og dermed øget proteinnedbrydning som medvirkende årsag til den forhøjede koncentration af carbamid.)

61

En ung mand har bemærket, at når han løber i skoven (efterår, lufttemperatur ca. 10 °C), føles fingrene ofte køligere under de første par kilometer af løbet end før, han begynder at løbe. Lidt senere på løbeturen forsvinder dette fænomen, og han begynder i stedet at få varme i fingrene ligesom i resten af kroppen.

Redegør for det fysiologiske grundlag for de beskrevne iagttagelser.

Under dynamisk muskelarbejde som løbetræning sker der en omlægning af kredsløbet til fordel for de arbejdende muskler. Arbejde er forbundet med øget sympatisk aktivitet, som skaber en generel vasokonstriktion i det systemiske kredsløb. Blodet løber imidlertid til de aktive muskler, idet lokale faktorer produceret heri overvinder den forhøjede sympatiske aktivitet, således at der netto kommer en kardilaterende virkning i de aktive muskler. Derimod fører den forhøjede sympatikusaktivitet til en vasokonstriktion andre steder i kroppen, såsom indre organer (milt, lever, tarm), hud og inaktive muskler. De lokale kardilaterende faktorer i de arbejdende muskler er øget CO2, O2‐mangel, øget K+ (frigjort fra muskelceller), øget H+ og adenosin. (Desuden kan nævnes nitrogenoxid frigjort fra endothel og vasodilator prostanoider). De kolde fingre skyldes nedsat blodforsyning til fingrene, som følge af denne omlægning. Den øgede energiomsætning i forbindelse med arbejdet frigør varme, og kernetemperaturen stiger. Dette påvirker det temperaturregulerende center i hypothalamus til at aktivere varmeafgivende mekanismer, såsom sveddannelse og dilation af hudens kar gennem øget aktivitet af den cholinerge del af sympatikus. Dette fører til, at karrene i fingrenes hud dilateres med øget blodgennemstrømning til følge, hvilket forklarer varmen i fingrene.

62

Angiv uden begrundelse, hvilke af følgende udsagn om kaliums rolle og behandling i organismen, der er korrekte.

a) K+ transporteres ud af cellerne af Na+ ,K+ -pumpen.

b) Inaktivering (f.eks. ved genetisk fejl) af K+ -kanalen i den luminale membran i det tykke ascenderende ben af Henles slynge øger nyrens reabsorption af Na+ .

c) Inaktivering (f.eks. ved genetisk fejl) af K+ -kanalen i den luminale membran i det tykke ascenderende ben af Henles slynge nedsætter nyrens reabsorption af Ca2+.

d) Hyperkaliæmi medfører fare for hyperpolarisering af cellemembraner.

e) Hyperkaliæmi kan modvirkes ved indgift af insulin med glucose.

f) Forøget aldosteronsekretion fra binyren medfører hyperkaliæmi.

g) Nyrens K+ -clearance er øget ved forøget aldosteronsekretion fra binyren.

h) Behandling med diuretika, der virker i Henles slynge (“loop diuretika”) nedsætter K+ - udskillelsen.

i) Hvis pH i ekstracellulærvæsken falder, forskydes K+ fra intracellulærfasen mod ekstracellulærfasen.

j) Hypokaliæmi øger nyrens udskillelse af H+ .

De korrekte udsagn er c, e, g, i, j

63

Redegør for de vigtigste funktioner af følgende fire karafsnit: Aorta, arteriolerne, kapillærene og venerne.

Aortas vigtigste funktion ‐ udover at lede blodet fra hjertet ud til organerne ‐ er at fungere som trykreservoir dvs. optage noget af trykenergien, som hjertet tildeler blodet i systolen, som elastisk energi i karvæggen.  Dette betegnes også som vindkeddelfunktionen, og er en funktion af, at aorta har compliance.  Den elastiske energi frigives som trykenergi i diastolen, hvorved pulstrykket reduceres.  Det har den konsekvens, at det systoliske tryk, som hjertet skal arbejde mod, bliver mindre, end hvis det var et stift rør, som førte blodet væk. (Derudover bliver trykbølgehastigheden langsommere, så den reflekterede trykbølge rammer tilbage sent i systolen og i diastolen, hvilket også bevirker et mindre tryk for hjertet at arbejde mod i systolen. [Dette bliver nævnt ved forelæsningerne men står ikke i lærebogen, og er derfor ikke en del af kravet til besvarelsen]).

Arteriolerne udgør den væsentligste hydrodynamiske modstand.  Det betyder, at en meget stor del af trykfaldet forekommer henover det område. Reguleringen af denne modstand gennem ændring af arteriolernes radius  (som  det ses  af Poiseuilles lov) er dels af betydning for det arterielle blodtryks størrelse og dels af betydning for at lede blodet til de steder i kroppen, hvor der er mest brug for det.

Kapillærene er det sted i kredsløbet, hvor stofudvekslingen mellem blodet og vævet foregår.   Diffusionen af stofferne (f.eks. ilt, kuldioxid, glukose, aminosyrer og hormoner) gennem kapillærvæggen sikrer udvekslingen.  Der er også en nettoudfiltration af væske over kapillærene, hvilket skaber det parakapillære kredsløb, som er vigtigt for at transportere både proteiner og fedt samt for det lymfatiske system.

Udover at føre blodet tilbage til hjertet er venernes vigtigste funktion at virke som kapacitanskar.  Dvs, at venerne pga deres store compliance rummer størstedelen (ca ¾) af kroppens intravaskulære volumen.  Regulationen af denne compliance er med til at sikre et adækvat tilbageløb til hjertet ‐ preload ‐ og dermed via Starlings hjertelov et relevant slagvolumen.

64

) Gør rede for hvorledes afbøjning af stereocilier fører til frisættelse af transmitterstoffer i det indre øres hårceller herunder betydningen af den høje K+ -koncentration i scala media.

Ved en lateral deflektion af hårcellernes stereocilier åbnes mekanosensitive K+ ‐kanaler nær ciliernes apikale ende. Da der ikke er nogen kemisk gradient for K+ og samtidig et negativt membranpotentiale, vil åbning af kanalerne betyde en influx af K+ , hvorved cellemembranen depolariseres. Dette medfører influx af Ca2+ i hårcellens basolaterale ende, som udløser frigørelse af neurotransmittere, som påvirker afferente nerver.   Den høje K+ ‐koncentration i endolymfen bevirker, at den kemiske gradient for K+ er nul, hvorfor den samlede drivkraft på K+ alene stammer fra det elektriske potentiale. I modsætning til normale celler vil den passive flux af K+ derfor være indadrettet. Ved åbning af K+ ‐kanaler, vil der strømme K+ ind i cellen.

65

Angiv hvilke sensoriske inputs, der bidrager til postural kontrol. For hvert af disse ønskes en angivelse af lokaliseringen af receptorerne og deres adækvate stimulus.

a)   proprioceptorer i ben, ryg og nakke, hvis adækvate stimulus er stræk eller spænding i det omgivende væv (muskler og led).

b) sanseepithelet (hårcellerne) i buegangene, sacculus og utriculus i ligevægtsapparatet i det indre øre. Adækvate stimulus for buegangene er cirkulær acceleration. For sacculus og utriculus er det adækvate stimulus henholdsvis vertikal og horisontal acceleration.

c)   mechanoreceptorer i huden, fortrinsvis i fodsålen. Adævate stimulus er tryk eller stræk i huden.

d) fotoreceptorernes i retina (dvs. synssansen), hvis adækvate stimulus er lys med ca 400 – 700 nm bølgelængde.

66

Når en person roteres i horisontalplanet, kan det udløse vestibulær nystagmus. Angiv hvilken del af ligevægtsorganet der hovedsageligt medvirker til at udløse nystagmus i denne situation og beskriv kort de to faser af nystagmus.

Nystagmus kan være en del af de [vestibulo‐okulære reflekser] og kan udløses ved stimulering af buegangene. Ved rotation i horisontalplanet vil frem for alt de horisontale (laterale) buegange blive stimuleret. Ved hoveddrejning vil den langsomme (fikserende) fase modsat hoveddrejningens retning afløses af en modsat hurtig (kompenserende sakkadisk) øjenbevægelse. Retningen af nystagmus defineres ud fra den hurtige fase.  

67

Angiv, hvorledes man måler nerveledningshastigheden, samt redegør for to principielle forhold, der kan forklare den målte forskel hos patienten.

Nerveledningshastighed måles ved at anbringe elektroder over nerven. Én elektrode [unipolær eller bipolær] stimulerer mens den anden elektrode registrerer. Ved at måle afstanden mellem de to elektroder og dividere med den tid der går fra stimuleringen til signalet registreres, kan ledningshastigheden beregnes. Af principielle forhold der kan forklare den målte forskel er demyelinisering og afkøling, som begge vil forventes at nedsætte ledningshastigheden. Ved afkøling reduceres hastigheden af de fleste kemiske processer herunder kanalåbninger i nerver (jævnfør med den smertelindrende effekt af afkøling). Ved demyelinisering nedsættes membranens modstand, mens membranens kapacitans øges, hvilket alt i alt leder til nedsat ledningshastighed, og eventuelt fører til nerveblok.

68

Forklar hvorledes øjet akkommoderer, samt hvad der forstås ved akkommodationsbredden.

Parasympatisk stimulation medfører kontraktion af m. ciliaris, hvilket medfører afslapning af zonulatrådene og dermed afslapning af linsekapslen, hvorved linsen tillades at ‘flyde ud’ i sin egentlige facon, som er næsten kugleformet

69

En patient med vedvarende forhøjet blodtryk henvises til yderligere undersøgelser. Patienten er overvægtig, dog med tynde ekstremiteter. Yderligere observeres der et stort antal højrøde stria på abdomen og hyperpigmentering i knæhaser og albuebøjninger. Huden fremstår i øvrigt tynd og har let til sårdannelse. a) Hvad er den mest sandsynlige diagnose for patientens tilstand? Begrund svaret.

Patienten lider formentlig af en kronisk forhøjelse af glucocorticoid koncentrationen i plasma (Cushings syndrom). Mistanken fås på den ændrede fedtfordeling, som er forligelig med ændret fedtmetabolisme (hyperlipæmi) ved højt glucocorticoid spejl. Desuden ses striae, og tynd og fragil hud, som ligeledes er forenelig med diagnosen, idet de skyldes øget proteinnedbrydning, som følge af gluconeogenese. (Herudover ses hyperpigmentering, hvilket tyder på forhøjet ACTH niveau, idet ACTH har melanocyt stimulerende virkning).

70

Beskriv reguleringen af den exokrine pankreas sekretoriske funktioner.

Den exokrine pankreas udskiller en væske indeholdende HCO3 - og enzymer. Denne sekretion reguleres ad neuronal og hormonal vej. Den nervøse regulation under den cephale fase af fordøjelsen: Aktivering af parasympatikus med frigivelse af ACh til følge giver anledning til en enzymrig sekretion. (Sekretion af væske og HCO3 - er kun marginal under denne fase). (En vago-vagal refleks stimulerer pankreas sekretionen under den gastriske og intestinale fase. Gastrin releasing peptid er involveret i denne regulation). Den hormonale regulation under den intestinale fase af fordøjelsen: Syre, der kommer i kontakt med mucosa i duodenum, stimulerer frigivelse af sekretin fra S-celler i mucosaen. Sekretin føres med blodet til receptorer på pankreas celler, hvorved pankreas sekretionen af HCO3 - og vand stimuleres. Fedtsyrer, aminosyrer og peptider stimulerer på tilsvarende vis cholecystokinin (CCK) frigivelsen fra I celler i den duodenale mucosa. CCK føres med blodet til receptorer på pankreas celler, hvorved enzymsekretionen fra pankreas stimuleres. (Flere andre hormoner har lignende virkninger f.eks. stimuleres HCO3 - sekretionen også af VIP.) (Pankreas celler har forskellige receptorer for sekretin, CCK, ACh og andre peptider, som virker indbyrdes potentierende (synergistisk) overfor hinanden.)

71

Under et epileptisk anfald øges den ekstracellulære kaliumkoncentration i det afficerede område markant.  

Forklar, hvorfor dette initialt vil føre til en stigning efterfulgt af et fald i nervecellernes excitabilitet.  

Nervecellens membran er i hvile primært permeabel for K+ ‐ioner, hvorfor ændringer i de elektrokemiske kræfter, som driver K+ ‐ioner gennem (”leak”) K+ ‐kanaler, har stor betydning for membranpotentialet. Da størrelsen og retningen af den kraft, som virker på K+ ‐ioner, er bestemt af forskellen imellem Vm og Nerst’s ligevægtspotentiale for K+ (EK+) vil en stigning i [K+ ]o, og heraf følgende ændring i EK+ (nærme sig Vm), betyde en reduktion i den drivende kraft. Det betyder en nedsat efflux af K+ ‐ioner med deraf følgende depolarisering af membranen. Så længe depolariseringen er moderat, vil den virke fremmende på nervecellens excitabilitet (og som sådan medvirke til progressionen af det epileptiske anfald). [Det kan være en del af forklaringen, at konduktansen også er ændret, dette er dog ikke hele forklaringen.]   I takt med depolariseringen vil tærsklen for induktion af aktionspotentialer stige, idet andelen af spændingsafhængige Na‐kanaler, som forbliver i deres inaktive stadie, øges. Na‐kanalerne vil forblive i deres inaktive stadie, så længe membranen er depolariseret. Dette giver anledning til et fald i excitabilitet. [Spændingsafhængige natriumkanaler åbner, når membranen depolariseres, og lukker igen, når den repolariseres, eller ved længerevarende depolarisering. Sidstnævnte mekanisme kaldes inaktivering. Reduktionen i excitabilitet er typisk så markant, at aktionspotentialer ikke længere kan genereres.]  

72

Beskriv sutterefleksen med angivelse af afferente og efferente veje samt dens betydning for laktationen og fertiliteten.

Der går sensoriske nerver fra papillae mammae (via rygmarven og mesencephalon) til hypothalamus. Efferent kommunikerer hypothalamus med neurohypofysen, som afgiver oxytocin. Dette virker på de kontraktile (myoepitheliale) celler omkring alveolerne, så mælken presses ud. Hypothalamus frigiver prolactin‐releasing‐factor, som påvirker adenohypofysen til frigivelse af prolactin, som stimulerer brystets kirtelceller til produktion af mælk. (Prolactin stimulerer produktionen af mælk, oxytocin uddriver mælken.) Samtidig hæmmes frigivelsen af gonadotropin‐releasing‐hormone fra hypothalamus, hvilket fører til nedsat sekretion af FSH og LH fra adenohypofysen. Dette giver anledning til en nedsat fertilitet på grund af amenorrhe.

73

Angiv de principielt mulige årsager til nedsættelse af FEV1 ved myasthenia gravis

og diskuter hvorvidt disse årsager kan forklare den nedsatte FEV1 hos ovennævnte patientgruppe.

FEV1 kan principielt være nedsat af tre grunde: 1. Nedsat lungevolumen pga. restriktiv sygdom, 2. Nedsat muskelkraft, 3. Obstruktion af luftvejene.

Beregnet ud fra tabelværdierne er FEV1/FVC mindre (67%) hos patienterne mod 81% hos de raske kontrolpersoner. Ad1. Nedsat FEV1/FVC, kombineret med normal forceret vitalkapacitet taler imod restriktive årsager, hvor man ville forvente samtidig reduktion i såvel FEV1 og forceret vitalkapacitet. Ad2. Nedsat muskelkraft kan i sig selv ikke forklare lungefunktionsparametrene. Ved kraftnedsættelse vil man ligeledes se en samtidig nedsættelse af FEV1 og FVC, da sidstnævnte er en funktion af balancen mellem muskelkraft og total‐compliance i lunger og brystvæg. Ad3. Sidste mulighed er en luftvejsobstruktion. Det passer både med den normale FVC og nedsatte FEV1/FVC. Årsagen kan være, at acetylkolinestrasehæmmeren øger tilgængeligheden af acetylkolin for muskarine receptorer i luftvejene. Dette kan føre til øget luftvejsmodstand som følge af konstriktion af den glatte muskulatur og øget mucusproduktion. [Hvis der er nogle studenter, der anfører thymom, som en mulig forklaring på obstruktion af luftvejene er det en acceptabel forklaring. Vi forventer imidlertid ikke, at de skal kunne nogen sammenhæng med myasthenia gravis og incidensen af thymom].

74

En tumor i papilla Vateri lukker udførselsgangen.   Hvilke symptomer og objektive fund vil du forvente, at denne lukning af udførselsgangen vil medføre. Giv en kort begrundelse.

Man kan forvente en afløbshindring fra såvel galdeblære som fra pancreas.   Det manglende afløb fra galdeblæren betyder kolestase, hvilket giver anledning til hyperbilirubinæmi og dermed icterus. (Da det drejer sig om en posthepatisk lidelse, er der overvejende tale om en stigning i koncentrationen af konjugeret bilirubin). Det manglende afløb af pancreassekret giver manglende bikarbonatsekretion og dermed manglende neutralisering af mavesyren. Det giver også manglende enzymudskillelse og dermed malabsorption. Dette vil give et (markant) vægttab. Specielt den manglende nedbrydning af fedt, giver steatorré. (Den manglende galdesekretion bidrager til denne tilstand.) [Det vil være fantastisk men ikke krævet, hvis studenten kommer frem til, at afløbshindringen af pancreasenzymer giver anledning til pancreatit.]

75

Mange lægemidler har som bivirkning, at de hæmmer en ”delayed rectifier” K+ ‐kanal, som er medansvarlig for hjertemusklens aktionspotentiale.

Forklar, hvordan en sådan hæmning vil kunne forventes at påvirke aktionspotentialets varighed, og hvordan dette vil kunne ses på et EKG?

Hjertets aktionspotentiale vil blive længere, fordi repolariseringen af hjertemuskulaturen er forsinket. Dette vil kunne ses som et forlænget QT interval (tid fra Q-tak (B på ovenstående EKG) til endepunkt af T-tak, på engelsk: ”long QT syndrome”).

76

Ved spinalanæstesi (rygmarvsbedøvelse) blokeres også de sympatiske nervetråde til blodkarrene. Hos en horisontalt liggende patient anlægges spinalanæstesi fra 7. thorakalsegment og caudalt.   Gør rede for de forventede ændringer i  

a. karmodstand i henholdsvis arme og ben.

b. arterielt tryk målt proximalt i henholdsvis a. femoralis og a. brachialis.  

Spinalanæstesien rammer segmenter under thoracalsegment Th7.

Primært: overekstremiteter --> ingen ændringer underekstremiteter --> nedsat kartonus --> vasodilatation --> Fald i Rben --> fald TPR

Sekundært: Output fra baroreceptorerne (i sinus caroticus og arcus aortae) falder --> nedsat hæmning i det kardiovaskulære center.

Resultat: Stigning i Rarm, øget hjertefrekvens og øget slagvolumen, som tilsammen modvirker det primære fald i blodtryk. dvs. Rben nedsat, Rarm øget I liggende stilling er blodtrykket (målt både i arme og ben) dog nedsat, da kompensationen ikke er fuldstændig.

[Det er forkert at angive, at trykket er forskelligt i a. femoralis og a. brachialis, da patienten er liggende, og trykket er målt på et niveau før modstandskarrene].

77

Redegør for hvordan HCO3‐ reabsorberes i nyrerne.

HCO3 - reabsorberes næsten fuldstændigt i nyrerne. Den største del (80-90%) af reabsorptionen af HCO3 - finder sted i de proximale tubuli, hvor luminalt HCO3 - omdannes til CO2 katalyseret af kulsyreanhydrasen. Den dannede CO2 diffunderer ind i tubulusceller. I cellernes cytosol omdannes CO2 atter til HCO3 - katalyseret af kulsyreanhydrasen, og HCO3 - transporteres over den basolaterale membran til blodet hovedsageligt gennem Na+,HCO3 - -cotransport (NBC1) og i mindre grad gennem Cl- /HCO3 - -exchange. Den mængde H+, som dannes i cytosolen ved omdannelsen af CO2 til HCO3 - , transporteres tilbage til tubuluslumen hovedsageligt gennem Na+/H+- exchange (NHE3) med et mindre bidrag fra en H+-ATPase. I det tykke ascenderende ben af Henles slynge reabsorberes en mindre del (omkring 10%) af den filtrerede mængde HCO3 - via cellulære mekanismer svarende til dem i proximale tubulus. To typer indskudsceller i samlerørene varetager henholdsvis sekretion (B-celler) og reabsorption (A-celler) af HCO3 - . I A-cellerne optages CO2 fra lumen og omdannes i cytosolen til HCO3 - . HCO3 - forlader A-cellerne over den basolaterale membran ved Cl- /HCO3 - -exchange (AE1). Apikal udskillelse af H+ til lumen foregår gennem H+/K+- ATPasen og H+-ATPasen. Efter transporten over tubulusepithelet optages HCO3 - i de peritubulære kapillærer.

78

Et barn skærer sig under højre fod på et glasskår. Dette udløser en hurtig tilbagetrækning af foden samtidig med, at barnet føler en distinkt smerte. Efter en kort periode ændrer smerten karakter. 

Redegør for den reflektoriske reaktion på den nociceptive stimulering.

Den hurtige tilbagetrækning af foden skyldes aktivering af flexorrefleksen (tilbagetrækningrefleksen, ”withdrawal reflex”). Refleksen initieres ved en aktivering af somatosensoriske receptorer bl.a. nociceptorer. Signaler herfra når via afferente fibre (Fleksor Refleks Afferenter – FRA) medulla spinalis, hvor kollaterale fibre aktiverer ipsilaterale excitatoriske indskudsneuroner. Disse indskudsneuroner aktiverer dernæst to typer af indskudsneuroner (IN): excitatoriske IN, som aktiverer -motoneuroner til de ipsilaterale fleksormuskler, samt inhibitoriske IN, som hæmmer -motoneuroner til de ipsilaterale antagonistiske extensormuskler. Samtidig aktiveres den krydsende ekstensorrefleks på den kontralaterale side. Den refleks initieres ved, at FRA aktiverer (kommisurale) excitatoriske IN, som aktiverer de kontralaterale extensormuskler, og inhibitoriske IN, der hæmmer de kontralaterale fleksormuskler.

79

Karakteriser de to typer af smerte, og redegør for den tidsmæssige adskillelse i opfattelsen.

Den initiale smerte er karakteriseret ved at være distinkt/skarp, prikkende, og vellokaliseret. Efter en periode ændrer smerten karakter til en mere gnavende, brændende, diffus smerte. Forklaringen på tidsforskellen mellem de to typer smerte er, at de forløber i axoner med forskellig ledningshastighed. Den initiale skarpe smerte formidles af små myeliniserede (A) fibre med en ledningshastighed på 5-30 m/s, hvorimod den efterfølgende brændende smerte formidles af umyeliniserede (C- ) fibre med en ledningshastighed på 0,5-2 m/s 

80

Redegør for, at der kan opnås en vis smertelindring ved berøring af huden omkring læsionsstedet.

. At der opnås en vis smertelindring ved stimulering af berøringssansen omkring læsionen skyldes, at de afferente fibre (A- og A-fibre), som formidler signaler fra mekanoreceptorer i hudområdet omkring læsionen, i medulla spinalis afgiver kollateraler, som aktiverer indskudsneuroner. Disse indskudsneuroner frigør GABA, der hæmmer signaloverførelsen imellem de primære afferente smertefibre og det sekundære afferente neuron i substantia gelatinosa. Hæmning skyldes både en præsynaptisk reduktion af glutamat-frigørelsen fra de primære afferente fibre, samt en postsynaptisk hæmning af det sekundære afferente neuron (”gate control theory of pain).

81

Redegør for, hvorledes centralnervesystemet kan regulere styrken og hastigheden af en kontraktion i en skeletmuskel.

I muskler er fibrene organiseret i motorenheder bestående af et varierende antal muskelfibre. Fibrene i en motorenhed er alle af samme type (røde/langsomme/oxidative eller hurtige/hvide/glykolytiske) og er innerveret af samme neuron. Menneskets skeletmuskler består normalt af en blanding af røde og hvide motorenheder. Kraftudviklingen og kontraktionshastigheden under kontraktioner reguleres dels ved at regulere antallet af aktive motorenheder, dels ved at regulere fyringsfrekvensen til de enkelte motorenheder. Hastigheden af kontraktionen afhænger desuden af typen af motorenheder, der er involveret i kontraktionen. Hvide fibre giver hurtigst kontraktion. (Som en detalje kan nævnes, at ved stigende behov for styrke og hastighed rekrutteres først de røde motorenheder og derefter også de hvide enheder.)

82

Redegør for forskellen på kontraktionskraften under en enkeltkontraktion (twitch) og en tetanisk kontraktion.  

Maksimal kraftudvikling kræver, at den cytosoliske Ca2+-koncentration er eleveret i tilstrækkelig lang tid til, at serieelastiske strukturer i musklen opspændes maksimalt, således at den kraft, som de kontraktile proteiner danner, kan overføres bedst muligt til omgivelserne (skelettet). Under en twitch er Ca2+-koncentrationen kortvarigt høj nok til at skabe maksimal aktivering af de kontraktile proteiner, men varigheden af Ca2+-transienten er for kort til, at de serieelastiske strukturer opspændes fuldstændigt. Tetanisk kraft opstår ved øget fyringsfrekvens i længere tid. I det tilfælde ses en temporal summation af de enkelte Ca2+-transienter, hvorved tiden, hvor Ca2+ er høj, forlænges. Dermed opspændes de serieelastiske strukturer tilstrækkeligt til, at de kontraktile proteiners kraftudvikling overføres til skelettet.

83

Redegør for cellens basale og akutte volumenregulering. Følgende punkter ønskes belyst: – Hvorfor den basale volumenregulering selv under isotone forhold er en energikrævende proces?

– Hvordan cellen reagerer på akutte ændringer i ekstracellulærvæskens osmolaritet?

– Hvilke membrantransportsystemer, der er involverede?

Den basale volumenregulering. Cellen indeholder et overskud af impermeante makromolekyler, der ved fysiologisk pH er negativt ladede. Dette vil give anledning til en Donnan fordeling af de permeante ioner, hvorved osmolariteten i cellen ville blive større end udenfor, og vand derfor diffundere ind i cellen. For at undgå denne situation, der ville føre til, at cellen svulmer og lyserer, holdes vandet i osmotisk ligevægt ved, at der aktivt pumpes ioner ud af cellen. Dette sker med Na,K-ATPasen, der transporterer 3 Na+ ud af cellen og 2 K+ ind i cellen per hydrolyseret ATP-molekyle. Pga. cellemembranens meget større permeabilitet for K+ end for Na+ skabes et diffusionspotentiale, cellens hvilemembranpotentiale, der er negativt til indersiden. Cl– er i nogle celletyper passivt fordelt over cellemembranen og vil derfor have en større koncentration i ekstracellulærfasen end intracellulært. Netto holdes NaCl-koncentrationen derfor lavere intracellulært end ekstracellulært, hvorved der kan holdes osmotisk balance og vandet vil være i ligevægt over cellemembranen. Den akutte volumenregulering. Ved en akut stigning i omgivelsernes osmolaritet vil cellen skrumpe. Dette udløser en regulatorisk volumen forøgelse (RVI). Denne bevirker en hurtig (sec/min) optagelse af NaCl og organiske osmolytter, der modvirker volumenændringen. RVI involverer aktivering af sekundært aktive transportsystemer så som Na+-H+-antiporter og Na+,K+,2Cl– -symporter, der øger Na+ intracellulært. Også organiske symportere (der f.eks. transporterer taurin, betain, myoinositol og aminosyrer) øger cellens indhold af osmolytter. Ved et akut fald i omgivelsernes osmolaritet, vil cellen svulme. Dette udløser en regulatorisk volumen formindskelse (RVD). Denne bevirker en hurtig transport af KCl og organiske osmolytter ud af cellen. 

84

Ved diarré forårsaget af for eksempel kolera kan væsketabet i forbindelse med diarréen behandles med indtagelse af en vandig opløsning af NaCl og glukose.

Redegør for de transportprocesser i tarmen, der ligger til grund for denne behandling, og hvordan behandlingen kan føre til en genoprettelse af væskebalancen.

Ville en vandig opløsning af NaCl og fruktose have samme virkning, begrund svaret?

I den apikale cellemembran findes en glukose-Na+ symporter (SGLT1), der aktiveres ved begge substraters samtidige tilstedeværelse. I den basolaterale membran findes en uniporter (GLUT2), der transporterer glukosen over cellen til blodet. Na+ transporteres til blodsiden via den ligeledes basolaterale Na,K-ATPase. Cl– følger Na+ og transporteres passivt transcellulært fra lumen til blodet. Netto sker der en optagelse af NaCl fra tarmlumen til blodet, som fører til en vandresorption ved osmose. Disse transportsystemer er ikke afficerede af koleratoxinet.

SGLT1 er specifik for glukose og galaktose. Fruktose transporteres via en apikal uniporter (GLUT5) og kan således ikke forårsage den Na+-influx, der er betingelsen for rehydreringen.

85

I Japan er der tradition for fællesbadning i meget varmt vand fra mineralske kilder. Man sidder stille i et bassin i vand til skuldrene ved en vandtemperatur på 45‐55 C og taler evt. hyggeligt med naboen. Japanerne hævder at stresse af under seancen, men i turisthåndbøger frarådes denne form for badning for personer med hjerte‐kredsløbsproblemer. Redegør for, hvilke virkninger det japanske bad har på hjertets funktion sammenlignet med forholdene under et tilsvarende stillesiddende bad i vand ved en temperatur på 25‐30 C, og forklar på grundlag heraf, hvorfor et japansk bad kan være risikabelt for en person med en permanent forsnævring af koronararterierne.

  • Vasodilation i huden
    • pga. lokal virkning på modstandskar 
    • pga. temperaturregulering i hypothalamus
    • Bradykinin
  • Vasodilation nedsætter modstanden
    • Kompensation: sympatikus

Vasodilatationen nedsætter den perifere modstand og sænker derfor middelblodtrykket. Endvidere akkumuleres blod i hudens kar pga. det øgede karvolumen, og det venøse tilbageløb til hjertet nedsættes, således at detslutdiastoliske volumen og slagvolumen, og dermed pulstrykket, nedsættes. Disse ændringer i blodtrykket udløser et respons fra de arterielle baroreceptorer (beliggende i sinus caroticus og arcus aortae), hvis fyring mindskes. Via de kredsløbsregulerende centre i medulla oblongata øges sympatikus tonus, og parasympatikus tonus mindskes. Dette medfører en stigning i hjertefrekevensen (kronotropi) og i kontraktiliteten (inotropi). Sympatikus virker via beta1‐receptorer i sinusknuden og hjertemuskelceller. I modsætning hertil vil badning i 25‐30°C varmt vand ikke give vasodilatation (snarere vasokonstriktion efter længere tid som følge af nedsat kropstemperatur) og dermed ikke øge sympatikustonus. En person med forsnævring af koronararterierne er i fare for at få myokardieinfarkt som følge af yderligere forværring af forholdet mellem myokardiets iltforsyning og iltbehov. To forhold tenderer til at nedsætte myokardiets blodforsyning: i) den øgede puls, da afklemningen af myokardiets kar i systolen bevirker, at myokardiet (især i venstre ventrikel) overvejende perfunderes i diastolen. Ved pulsøgning afkortes diastolen relativt mere end systolen, hvorfor resultatet er en forringelse af udbuddet af ilt til myokardiet  ii) det nedsatte slagvolumen og den nedsatte perifere modstand, som forekommer initialt inden tilbagereguleringen, nedsætter aortatrykket og dermed myokardiets perfusionstryk, der er lig FYSIOLOGI 19 DEC 2012 – BESVARELSE   Side 2 af 10 aortatrykket. Desuden er myokardiets iltbehov øgetsom følge af den øgede energiomsætning, der dels skyldes det øgede arbejde hjertet yder (øget puls og kontraktilitet), og dels den øgede temperatur.

86

Definer compliance

Compliance betyder eftergivelighed og defineres som volumenændringen per trykændring

87

Angiv uden begrundelse, hvilke af nedenstående symptomer og fund, der kan forventes ved farmakologisk blokade af muskarine receptorer.

a. Pupilkontraktion

b. Diarré

c. Vanskelighed ved vandladning

d. Astmalignende anfald

e. Hjertebanken (øget pulsfrekvens)

f. Øget svedsekretion

g. Øget legemstemperatur

h. Nedsat syresekretion i ventriklen

i. Øget spytflod

j. Læsebesvær

[De muscarine receptorer er ansvarlige for virkningen af acetylcholin i det parasympatiske nervesystem og i den del af det sympatiske nervesystem, der er associeret med aktivering af svedkirtler. Der kunne være tale om atropinforgiftning.]

a.  Forkert [kontraktion af m. sphincter pupillae ses ved stimulation af parasympatikus]

b.  Forkert [motorik og sekretion i fordøjelsessystemet ses ved stimulation af parasympatikus]

c.  Korrekt [miktionsrefleksen anvender parasympatiske efferente tråde]

d.  Forkert [parasympatikus stimulerer sekretion i luftvejene og konstriktion af bronchier, og blokade af parasympatikus kan anvendes til at afhjælpe et astmatisk anfald]

e.  Korrekt [der er normalt parasympatisk tonus på hjertet, som nedsætter frekvensen]

f.  Forkert [svedkirtler er innerveret af cholinerge tråde, der bruger muskarine receptorer ligesom i parasympatikus, og svedsekretionen er derfor hæmmet]

g.  Korrekt [da svedsekretionen er hæmmet, stiger legemstemperaturen]

h.  Korrekt [syresekretionen stimuleres af parasympatikus]

i.  Forkert [spytsekretionen stimuleres af parasympatikus]

j.  Korrekt [akkomodation beror på kontraktion af m. ciliaris stimuleret af parasympatiske tråde, og hæmning giver akkomodationsparese]

88

Forklar ved hjælp af en tegning af en celle med de relevante membrantransportsystemer, hvorfor det kort efter et større måltid kan observeres, at blodets pH (arterielt såvel som venøst blod) stiger en lille smule, for så at normaliseres igen efter 1‐2 timer.

Det drejer sig om det såkaldte “alkaline tide”, der skyldes, at parietalcellens sekretion af HCl til ventrikellumen ledsages af en udskillelse af den herved dannede korresponderende basemængde i form af bikarbonat transporteret over den basolaterale membran mod interstitset, hvorfra det optages i blodet. Senere (1‐2 timer) vil dette overskydende bikarbonat forbruges igen i forbindelse med bikarbonatsekretion fra tarmepitel og pankreas, som neutraliserer den tidligere producerede syre, når den når tarmen.

[Den ønskede tegning af parietalcellen (Fig. 28‐4 i B&L). Den basolaterale K+ ‐kanal er ikke et krav til besvarelsen. CA angiver kulsyreanhydrase, som i den optimale besvarelse bør være med på tegningen eller være omtalt i besvarelsens tekst]

89

En kvinde får hos sin læge renset venstre øre for voks ved skylning med vand, som forekommer hende ret koldt. Umiddelbart herefter føler hun sig svimmel og har vanskeligt ved at holde balancen.   Hvad kan være årsag til disse symptomer? Begrund svaret.

Det må skyldes en kuldepåvirkning af labyrinten på venstre side. Vestibulærapparatet og tilhørende nerve sender kontinuerlig information til CNS. Ved fysiologisk påvirkning af ligevægtssansen, f.eks. ved at hovedet bøjes eller roteres, så væsken i buegangene bevæges, optræder en forskel i fyringsfrekvens mellem højre og venstre side. Eensidig påvirkning med kulde eller varme forårsager bevægelse i buegangenes væske, og dermed tilsvarende en stimulering af sansecellerne for ligevægtssansen (afbøjning af cilier i vestibulære hårceller i ampullen). (Labyrintens sanseinformation sendes centralt via vestibulærkerner til 1) medulla spinalis, 2) ydre øjenmuskler og 3) cerebellum for at opretholde balancen samt øjnenes position i forhold til krop og omgivelser.) Stimuleringen ved påvirkning med koldt vand opleves derfor på samme måde, som når kroppen kommer ud af balance. [Når man skyller øregangen med koldt vand vil man på den samme side inhibere impulstrafikken fra den horisontale buegang, hvis denne holdes vertikalt ved at hovedet bøjes bagover 60 (afkølingen får endolymfen til at synke nedad væk fra utriculus). Dette opfattes på samme måde som aktivering af den modsidige horisontale buegang, pga forskellen i impulsfrekvens fra de to sider – altså i det aktuelle tilfælde som aktivering af buegangen på højre side, idet venstre øre skylles med koldt vand (kunne også fremkaldes ved at skylle højre øre med varmt vand), hvilket vil svare til en rotation af personen mod højre i horisontalplanet, når buegangene holdes horisontale. Resultatet er 1) nystagmus med hurtig fase mod højre, 2) fornemmelse af at omgivelserne drejer mod venstre, 3) faldtendens mod venstre.]

90

Isolerede hjerte‐ og skeletmuskelfibre placeres i en Ca2+‐fri opløsning, hvis sammensætning i andre henseender svarer til ekstracellulær væske, og udsættes for elektrisk feltstimulering, hvor aktionspotentialet induceres direkte ved åbning af muskelens Na+ ‐kanaler, og nervestimulation er uden betydning. Stimulationen gentages flere gange.  

Hvilken af de to muskeltyper vil under disse omstændigheder bevare evnen til at respondere med kontraktion længst? Begrund svaret.

Skeletmuskelfibre bevarer evnen til at respondere med kontraktion længst i en fysiologisk Ca2+‐fri opløsning. Dette skyldes, at skeletmuskelfibren kan kontrahere sig ved fravær af ekstracellulært Ca2+, fordi Ca2+ frisættes fra sarkoplasmatisk retikulum direkte udløst af aktionspotentialet (via ryanodinreceptor Ca2+‐kanalen i sarkoplasmatisk retikulum, som responderer på aktionspotentiale‐ inducerede konformationelle ændringer i L‐type spændingsafhængige Ca2+‐kanaler i muskelcellernes T‐tubuli. Dette er muligt pga. skeletmuskelfibres særlige undertype af L‐type spændingsafhængig Ca2+‐kanaler og den fysiske nærhed mellem denne og ryanodin receptor Ca2‐ ‐kanalen.) I modsætning til skeletmuskelfibre skal hjertemuskelfibre bruge ekstracellulært Ca2+ for at kunne kontraheres i forbindelse med aktionspotentialet, (fordi Ca2+‐frisættelse fra sarkoplasmatisk retikulum udløses af Ca2+‐indstrømning gennem L‐type Ca2+‐kanaler, såkaldt Ca2+‐induceret Ca2+‐frisættelse).

91

Ved indlæggelse får en patient, der igennem længere tid har haft obstruktiv lungesygdom, målt følgende værdier

PaO2    8,0 kPa (60 mmHg)

PaCO2   8,0 kPa (60 mmHg)

pHa    7,4

Redegør for patientens syre‐base status. Hvilken yderligere måling vil kunne bekræfte konklusionen? Begrund svaret.

Patienten har normalt pHa og har derfor hverken en acidose eller en alkalose. Den høje PaCO2, som sandsynligvis har udviklet sig over længere tid som følge af den obstruktive lungesygdom, har formentlig givet anledning til en respiratorisk acidose, der nu er fuldt kompenseret ved, at nyren har udskilt mere syre og tilbageholdt/produceret mere bikarbonat i proximale tubulus end normalt. Denne metaboliske kompensation vil kunne bekræftes ved at måle base‐excess eller standard‐ bikarbonat. Disse målinger giver oplysning om syre‐base status under omstændigheder, hvor det respiratoriske bidrag er fjernet, og afvigelsen fra den normale base excess på 0 eller den normale standard‐bikarbonat på 24 mmol/l alene skyldes det metaboliske bidrag (nyrens tilbageholdelse/produktion). Hvis der som forventet er tale om en kompenseret respiratorisk acidose, vil resultatet være en forøget base‐excess eller standard‐bikarbonat.

[Det forventes/kræves ikke at begge disse parametre nævnes i studenternes besvarelse.]

[Både base‐excess og standard‐bikarbonat er en del af pensum i form af holdundervisningsoplæg, selv om disse begreber ikke er omtalt eksplicit i lærebogen. I forbindelse med holdundervisningen defineres, at base‐excess er det baseoverskud (syreoverskud angives som et baseunderskud, altså en negativ værdi), som findes i plasma fra fuldt oxygeneret blod ækvilibreret med gas ved 37°C og et PCO2 på 40 mmHg (5,3 kPa), det vil sige i en blodprøve, hvor man kunstigt har fjernet eventuelle respiratoriske afvigelser (“respirationsnormaliseret” blod).   Standard‐bikarbonat er på analog vis bikarbonat koncentrationen i plasma fra en fuldt oxygeneret blodprøve ækvilibreret med gas ved 37°C og et PCO2 på 40 mm Hg (5,3 kPa).]

92

En patient henvender sig til egen læge på grund af flimren for øjnene og indlægges akut, efter at der er konstateret udtalt hypertension (blodtryk 250/110 mmHg). Det viser sig, at patienten har en hormonproducerende tumor i binyremarven (fæokromocytom).

Redegør for, hvordan binyremarvhormoner kan forårsage blodtryksforhøjelse.

a.  Binyremarven producerer katekolaminerne adrenalin og noradrenalin, som vil give blodtryksforhøjelse på flere måder:

(i)  Noradrenalin og adrenalin vil øge hjertets frekvens (kronotropi) og kontraktilitet (inotropi, giver større slagvolumen) via beta1 receptorer i hjertemuskulaturen, hvilket øger blodtrykket, da BP = HR x SV x PR.  

(ii)  Noradrenalin og adrenalin (sidstnævnte kun i meget høje koncentrationer) virker direkte vasokontraherende via alpha1 receptorer. Dette vil føre til øget perifer modstand (PR) i det systemiske kredsløb. I henhold til ovenforstående udtryk vil en øget perifer modstand føre til stigning af blodtrykket.  

(iii)  Noradrenalin og adrenalin vil direkte stimulere renin‐sekretionen fra nyrens juxtaglomerulære celler via beta2 receptorer. Da renin katalyserer omdannelse af angiotensinogen til angiotensin I, der videreomdannes til angiotensin II ved hjælp af ACE, vil det resultere i et højere angiotensin II spejl, der dels medfører yderligere stigning i den perifere modstand og fald i GFR som følge af angiotensin II’s vasokontraherende virkning, og dels fører til en forøget Na+ ‐reabsorption i nyren (bl.a. som følge af øget aldosteronsekretion fra binyrebarken) samt stimulation af ADH sekretionen fra hypofysebaglappen og tørst. Alt dette fører til en forøgelse af ECV og blodvolumen, som vil øge det venøse tilbageløb til hjertet og dermed også CO, hvilket igen i henhold til ovenstående formler vil bidrage til det forhøjede blodtryk.

93

Hos en patient med ophævet tarmmotilitet (paralytisk ileus) aspireres via en sonde med spidsen i jejunum 4 l væske over 12 timer. Ved analyse findes følgende indhold i væsken:

Na+ 145 mmol/l

K+ 5 mmol/l

Cl– 130 mmol/l

HCO3 – 20 mmol/l

Patienten havde ikke drukket væske de sidste fem timer inden ændringen i tarmfunktionen indtrådte. Der fandtes ikke tegn på blødning i tarmen.

Forklar hvordan væsken er endt i tarmlumen og redegør for patientens væskebalance samt risikomomenter forbundet hermed.  

 Med de givne oplysninger om manglende væskeindtagelse per os og ingen blødning må størstedelen af væsken stamme fra sekretoriske processer i mave‐tarmkanalen. Indholdet af ioner i den aspirerede væske svarer omtrentligt til koncentrationerne i ECV af de pågældende ioner, så væsken er overvejende tabt fra ECV. Specielt er det i denne overvejelse vigtigt, at Na+ ‐ og K+ ‐koncentrationerne svarer til ECV, da disse ioners fordeling bestemmer fordelingen af væske mellem ECV og ICV. Det kan således konkluderes, at ECV hos patienten som følge af sekretion og aspiration er mindsket med 4 l, mens ICV er omtrentligt uændret. Der er tale om en isoton ekstracellulær dehydrering. I mave‐tarm kanalen foregår en betydelig sekretion af væske svarende til ca. de 4 l opsamlet over 12 timer, hvoraf det meste normalt reabsorberes igen løbende [B&L angiver, at reabsorptionen i tydtarmen beløber sig til 7 l per døgn]. Akkumulation i tarmen og fjernelse ved aspiration rummer risiko for hypovolæmisk kredsløbsshock. Med et normalt ECV på 14 l (20% af legemsvægt)som udgangspunkt, vil tabetsom følge af aspirationen svare til 29% af ECV, hvilket vil påvirke kredsløbsfunktionen betydeligt, da et næsten lige så stort procentvist tab af plasmavolumen kan forventes. Der vil være nedsat venøst tilbageløb og diastolisk fyldning af hjertet og nedsat udpumpning med fald i detsystoliske og diastoliske blodtryk og nedsat vævsperfusion og iltforsyning til følge. (Særligt den nedsatte perfusion af vitale organer som hjerte og hjerne vil medføre risiko for en progrediering af kredssløbshocket til irreversibeltshock, medmindre der gribes ind med væsketerapi.)

94

Redegør for, hvordan den skæve fordeling af Na+ ‐ og K+ ‐ionerne og membranpotentialet opstår.  

Den skæve fordeling af Na+ ‐ og K+ ‐ionerne skyldes Na+ /K+ ‐ATPasen, der under forbrug af ATP pumper K+ ind og Na+ ud af cellen. Så længe cellen har en intakt membran og et tilstrækkeligt energi niveau, vil pumpen sørge for en lav intracellulær Na+ ‐koncentration og en høj intracellulær K+ ‐ koncentration. Der sker så et “leak” tilbage gennem Na+ ‐ og K+ ‐kanalproteiner, og hvilemembranpotentialet opstår, fordi permeabiliteten i hvile er højere for K+ end for Na+ (størrelsesordenen 100x forskel), så diffusionshastigheden af positive K+ ‐ioner ud ad cellen er større end diffusionshastigheden af positive Na+ ‐ioner ind i cellen.

95

Angiv med en kort begrundelse (højst 2 linjer for hver), hvorledes lungediffusionskapaciteten påvirkes (øget, nedsat eller upåvirket) af følgende forhold

a. øget mængde interstitialvæske i alveolevæggene (lungeødem)

b. intenst muskelarbejde

c. stillingsændring fra liggende til stående

d. nedsat blodhæmoglobinkoncentration (anæmi)

e. blokering af en del af det pulmonale kredsløb ved lungeemboli

a.  nedsat, pga. den større længde af diffusionsvejen

b.  øget, pga. større hæmoglobinmængde i lunger som følge af åbning af flere kapillærer samt øget areal pga. udspiling af alveoler

c.  nedsat, da tyngdekraften giver dårlig perfusion af apikale lungeafsnit i opretstilling og dermed uensartet fordeling af ventilation og perfusion

d.  nedsat, pga. mindre hæmoglobinmængde i lunger

e.  nedsat, pga. uensartet fordeling af ventilation og perfusion og mindre hæmoglobinmængde i lunger

96

Mange lægemidler har som bivirkning, at de hæmmer en ”delayed rectifier” K+ ‐kanal, som er medansvarlig for hjertemusklens aktionspotentiale.

Forklar, hvordan en sådan hæmning vil kunne forventes at påvirke aktionspotentialets varighed, og hvordan dette vil kunne ses på et EKG?

Hjertets aktionspotentiale vil blive længere, fordi repolariseringen af hjertemuskulaturen er forsinket. Dette vil kunne ses som et forlænget QT interval (tid fra Q-tak (B på ovenstående EKG) til endepunkt af T-tak, på engelsk: ”long QT syndrome”).

97

98

Angiv, uden begrundelse, hvilke af følgende udsagn, der er korrekte:

1. Aktivering af GABAA‐receptoren virker hæmmende på neurotransmissionen.

2. Natriumkanalernes inaktiveringsgate påvirker aktionspotentialet.  

3. Strømme medieret af kloridioner bidrager til depolariseringen under aktionspotentialet.

4. Under den relative refraktærperiode kan der ikke udløses et aktionspotentiale.

5. En halvering af den ekstracellulære natriumkoncentration sænker amplituden af aktionspotentialet.

6. Myelinskeden sænker axonets membrankapacitans.  

7. Ved et epileptisk anfald kan den ekstracellulære kaliumkoncentration lokalt øges fra 4 mmol/l til 8 mmol/l. Dette ændrer EK+ fra ‐90,8 mV til cirka ‐72,3 mV (den intracellulære koncentration er 120 mmol/l).

8. Ved et epileptisk anfald kan den ekstracellulære kaliumkoncentration lokalt øges fra 4 mmol/l til 8 mmol/l. Dette ændrer EK+ fra ‐90,8 mV til cirka ‐62,3 mV (den intracellulære koncentration er 120 mmol/l).   

9. Ved et epileptisk anfald kan den ekstracellulære kaliumkoncentration lokalt øges fra 4 mmol/l til 8 mmol/l. Dette ændrer EK+ fra ‐90,8 mV til cirka ‐112,3 mV (den intracellulære koncentration er 120 mmol/l).   

10. Aktionspotentialet kan blokeres af tetrodotoxin (TTX).

Korrekte muligheder: 1, 2, 5, 6, 7 og 10 Forkerte muligheder: 3, 4, 8 og 9

[Hvis man svarer, at punkt 9 er rigtig bør det trække mere ned, end hvis man svarer, at punkt 8 er rigtig. Nernst-ligningen findes i formelsamlingen]

99

Redegør for den reflektoriske reaktion på den nociceptive stimulering.

Den hurtige tilbagetrækning af foden skyldes aktivering af flexorrefleksen (tilbagetrækningrefleksen, ”withdrawal reflex”). Refleksen initieres ved en aktivering af somatosensoriske receptorer bl.a. nociceptorer. Signaler herfra når via afferente fibre (Fleksor Refleks Afferenter – FRA) medulla spinalis, hvor kollaterale fibre aktiverer ipsilaterale excitatoriske indskudsneuroner. Disse indskudsneuroner aktiverer dernæst to typer af indskudsneuroner (IN): excitatoriske IN, som aktiverer -motoneuroner til de ipsilaterale fleksormuskler, samt inhibitoriske IN, som hæmmer -motoneuroner til de ipsilaterale antagonistiske extensormuskler. Samtidig aktiveres den krydsende ekstensorrefleks på den kontralaterale side. Den refleks initieres ved, at FRA aktiverer (kommisurale) excitatoriske IN, som aktiverer de kontralaterale extensormuskler, og inhibitoriske IN, der hæmmer de kontralaterale fleksormuskler.

100

Redegør for, hvorledes centralnervesystemet kan regulere styrken og hastigheden af en kontraktion i en skeletmuskel.

I muskler er fibrene organiseret i motorenheder bestående af et varierende antal muskelfibre. Fibrene i en motorenhed er alle af samme type (røde/langsomme/oxidative eller hurtige/hvide/glykolytiske) og er innerveret af samme neuron. Menneskets skeletmuskler består normalt af en blanding af røde og hvide motorenheder. Kraftudviklingen og kontraktionshastigheden under kontraktioner reguleres dels ved at regulere antallet af aktive motorenheder, dels ved at regulere fyringsfrekvensen til de enkelte motorenheder. Hastigheden af kontraktionen afhænger desuden af typen af motorenheder, der er involveret i kontraktionen. Hvide fibre giver hurtigst kontraktion. (Som en detalje kan nævnes, at ved stigende behov for styrke og hastighed rekrutteres først de røde motorenheder og derefter også de hvide enheder.)

101

Redegør for forskellen på kontraktionskraften under en enkeltkontraktion (twitch) og en tetanisk kontraktion.  

Maksimal kraftudvikling kræver, at den cytosoliske Ca2+-koncentration er eleveret i tilstrækkelig lang tid til, at serieelastiske strukturer i musklen opspændes maksimalt, således at den kraft, som de kontraktile proteiner danner, kan overføres bedst muligt til omgivelserne (skelettet). Under en twitch er Ca2+-koncentrationen kortvarigt høj nok til at skabe maksimal aktivering af de kontraktile proteiner, men varigheden af Ca2+-transienten er for kort til, at de serieelastiske strukturer opspændes fuldstændigt. Tetanisk kraft opstår ved øget fyringsfrekvens i længere tid. I det tilfælde ses en temporal summation af de enkelte Ca2+-transienter, hvorved tiden, hvor Ca2+ er høj, forlænges. Dermed opspændes de serieelastiske strukturer tilstrækkeligt til, at de kontraktile proteiners kraftudvikling overføres til skelettet.

102

Forklar, hvorledes filtrationshastigheden for Ca2+ vil påvirkes af en akut opstået, respiratorisk acidose.

Protoner og Ca2+ kan begge binde til negative ladninger på plasmaproteiner, især albumin. Ved respiratorisk acidose forventes en forhøjet protonbinding til plasmaproteinerne og dermed en mindre binding af Ca2+ til proteinerne. Dette vil medføre en stigning i den frie mængde Ca2+ i blodet. Eftersom det er frit Ca2+, som ækvilibrerer med ultrafiltratet, vil man ved respiratorisk acidose forvente en større filtrationshastighed for Ca2+.

103

En 38‐årig kvinde klager blandt andet over vægttab, varmeintolerance og hjertebanken.   Ved analyser af hendes blod finder man følgende:      

Høj T4 og T3

Høj TSH receptor antistof

Lav TSH

 

Stil diagnosen, begrund svaret, og redegør for baggrunden for symptomerne.

Hypertyreose/thyreotoksikose/Basedows sygdom/Graves’ disease. Alle klager passer med forhøjede værdier af T3/T4. Vægttabet er forårsaget af forhøjet stofskifte (thermogenese). Varmeintolerance skyldes den forhøjede energiomsætningshastighed. Hjertebanken er almindeligt symptom ved thyreotoksikose (kan være en af T3/T4 fremkaldt potensering af katekolaminernes virkning) [B&L s. 732]. T3 øger minutvolumen, slagvolumen og puls [B&L s. 731]. Forhøjet værdi for TSH-receptorantistof peger på autoimmun sygdom. Antistoffet stimulerer TSH-receptor, således at både dannelsen og frigørelsen af T3 og T4 øges. Den formindskede koncentration af TSH peger på, at hypothalamus-hypofyse-gld. thyroideaaksen fungerer normalt, dvs. det forhøjede T3/T4 hæmmer indirekte (gennem hæmning af TRH-sekretionen) dannelsen af TSH.

104

Antag, at en person i normal vand‐ og saltbalance drikker en liter af en isotonisk natriumkloridopløsning, der optages fuldstændigt fra tarmen. 

Redegør for de mekanismer, der vil genoprette personens vand‐ og saltbalance.

Som angivet i a) udløser optagelsen af saltvandet en ekspansion af det ekstracellulære rum på ca. 1 liter. Den heraf følgende ekspansion af kredsløbsvolumenet udløser via strækreceptorer i de store hulvener og højre atrium kompensatoriske mekanismer, der øger nyrernes udskillelse af vand og NaCl. Disse mekanismer omfatter

1) sekretion af ANP fra myokardiet,

2) nedsat sekretion af renin fra nyrerne og

3) nedsat sekretion af vasopressin/ADH fra neurohypofysen.

Sekretion af ANP øger Na-udskillelsen i nyrerne ved at øge filtrationen og nedsætte Na-reabsorptionen i samlerørene. Desuden øges Na-udskillelsen ved, at ANP nedsætter sekretionen af aldosteron fra den adrenale cortex, hvilket bidrager til at nedsætte reabsorptionen af Na+ i samlerørene og nedsætte sekretionen af renin fra nyrerne. Øget blodvolumen nedsætter sekretionen af renin fra nyrerne, hvorved dannelsen af angiotensin II nedsættes. Den nedsatte dannelse af angiotensin II medfører nedsat frisættelse af aldosteron, nedsat Na-reabsorption i nyrerne og hæmmer sekretionen af vasopressin/ADH [se fig 34-6 i Berne & Levy]. Nedsat sekretion af vasopressin/ADH medfører mindre vandpermeabilitet i samlerørene, hvorved reabsorptionen af vand nedsættes. Desuden vil de atriale volumenreceptorer give anledning til

4) hæmning af de sympatiske vasokonstriktoriske fibre til nyren og virker altså her primært vasodilaterende. Dette medfører en øget nyregennemblødning og diurese. Hæmning af de sympatiske fibre til nyren bidrager også til en hæmning af reninangiotensin systemet. Denne refleksbue går via det kardiovaskulære center i medulla oblongata. Herudover sendes der signaler til hypothalamus som hæmmer AVP frisætningen, hvilket også bidrager til den øgede diurese.

105

Redegør for cellens basale og akutte volumenregulering. Følgende punkter ønskes belyst:

– Hvorfor den basale volumenregulering selv under isotone forhold er en energikrævende proces?

– Hvordan cellen reagerer på akutte ændringer i ekstracellulærvæskens osmolaritet?

– Hvilke membrantransportsystemer, der er involverede?

Den basale volumenregulering. Cellen indeholder et overskud af impermeante makromolekyler, der ved fysiologisk pH er negativt ladede. Dette vil give anledning til en Donnan fordeling af de permeante ioner, hvorved osmolariteten i cellen ville blive større end udenfor, og vand derfor diffundere ind i cellen. For at undgå denne situation, der ville føre til, at cellen svulmer og lyserer, holdes vandet i osmotisk ligevægt ved, at der aktivt pumpes ioner ud af cellen. Dette sker med Na,K-ATPasen, der transporterer 3 Na+ ud af cellen og 2 K+ ind i cellen per hydrolyseret ATP-molekyle. Pga. cellemembranens meget større permeabilitet for K+ end for Na+ skabes et diffusionspotentiale, cellens hvilemembranpotentiale, der er negativt til indersiden. Cl– er i nogle celletyper passivt fordelt over cellemembranen og vil derfor have en større koncentration i ekstracellulærfasen end intracellulært. Netto holdes NaCl-koncentrationen derfor lavere intracellulært end ekstracellulært, hvorved der kan holdes osmotisk balance og vandet vil være i ligevægt over cellemembranen. Den akutte volumenregulering. Ved en akut stigning i omgivelsernes osmolaritet vil cellen skrumpe. Dette udløser en regulatorisk volumen forøgelse (RVI). Denne bevirker en hurtig (sec/min) optagelse af NaCl og organiske osmolytter, der modvirker volumenændringen. RVI involverer aktivering af sekundært aktive transportsystemer så som Na+-H+-antiporter og Na+,K+,2Cl– -symporter, der øger Na+ intracellulært. Også organiske symportere (der f.eks. transporterer taurin, betain, myoinositol og aminosyrer) øger cellens indhold af osmolytter. Ved et akut fald i omgivelsernes osmolaritet, vil cellen svulme. Dette udløser en regulatorisk volumen formindskelse (RVD). Denne bevirker en hurtig transport af KCl og organiske osmolytter ud af cellen. RVD involverer aktivering af K+-Cl– -symportere samt af K+- og Cl– -selektive ionkanaler.

106

Na,K-pumpens arbejde ved transport af 3 mol Na+ ud af cellen og 2 mol K+ ind i cellen er henholdsvis 37,2 kJ og 7,2 kJ.

Forklar årsagen til forskellen i de to værdier.

Som det fremgår, er arbejdet ved transport af Na+ ud af cellen (12,4 kJ/mol) meget større end arbejdet ved transport af K+ ind i cellen (3,6 kJ/mol). WNa >> WK, da effluxen af Na+ sker mod både den kemiske og den elektriske gradient, medens K+ -influxen sker mod den kemiske men med den elektriske gradient.

eller

Ligevægtspotentilatet for Na+ ligger længere væk fra membranpotentialet end ligevægtspotentialet for K+ gør. Dvs. ”driving force” (den numeriske værdi af Vm – Ex) og derved forskellen i elektrokemisk potentiale over membranen er større for Na+ end for K+ .

107

På en hvilende rask forsøgsperson stimuleres n. tibialis ved hjælp af elektriske strømstød med en styrke, der stimulerer gruppe Ia afferente fibre, men ikke andre typer af fibre. Hver stimulering udløser elektrisk aktivitet i m. gastrocnemius, som måles ved hjælp af elektroder (EMG) anbragt på huden over den pågældende muskel. Størrelsen af dette stimulerede EMG-signal er konstant under hvileomstændigheder. Angiv for hver af følgende hændelser, hvorvidt EMG-signalet kan forventes at blive forstørret (+), formindsket (–) eller forblive uændret (0) i forhold til hvileomstændighederne. Der ønskes ingen begrundelse.

1. Ophævelse af al nerveledning i n. tibialis distalt for stimulationsstedet (vha. lokalbedøvelse)

2. Aktivering af gruppe Ia afferenter fra en antagonist-muskel

3. Aktivering af gruppe Ib afferenter fra en antagonist-muskel

4. Aktivering af γ-motorneuroner til en antagonist-muskel

5. Aktivering af tynde afferente fibre (Aδ og C) fra en kutan nerve i kontralaterale underekstremitet.

 

1. – [(=blokeret) da EMG-signalet afhænger af intakt nerveledning i α-motorneuroner til musklen]

2. – [pga. reciprok inhibition, hvorved α-motorneuronernes excitabilitet nedsættes]

3. + [pga. Ib afferenternes aktivering af excitatoriske interneuroner til en antagonists α- motorneuroner]

4. – [idet dette medfører øget aktivitet i Ia afferenterne, svarende til 2.]

5. + [da denne stimulering vil give anledning til en fleksor-refleks, som exciterer motorneuroner til de kontralaterale ekstensorer (”crossed extension reflex”)]

108

To midaldrende mænd går en tur i København. Da de drejer om hjørnet til Rådhuspladsen, standser de op, og Hans, der hverken bærer briller eller kontaktlinser, peger på lysavisen på Politikens hus, og udbryder: ”Det var da noget af en nyhed!” Peter, der har briller på, giver ham ret. Både Hans og Peter er i akkommodationshvile, medens de læser nyhederne på lysavisen. De vil nu orientere sig ved hjælp af det medbragte bykort. For at kunne se detaljerne må Peter tage sine briller af, og Hans må tage sine medbragte briller på.

a. Giv et begrundet forslag til, hvilke(n) afvigelse(r) (hvilke(n) refraktionsanomali(er)) fra emmetropi (normalt syn) de to lider af.

b. Hvilken type briller, angivet ved fortegnet på dioptriværdien (eller som ’samlelinser’, ’spredelinser’) tager Hans på, og Peter af, da de skal se på bykortet. Begrund svaret.

a. Hans har ingen refraktionsanomali [emmetrop er ikke nævnt i lærebogen], da han ser skarpt i akkommodationshvile (hvilket udelukker, at han er hypermetrop). Da han skal have briller for at se nær på, er han presbyop. Peter har briller på for at se skarpt på ”uendelig” afstand i akkommodationshvile. Han har en refraktionsanomali. Tager briller af for at se skarpt nær på. Han er myop og presbyop, da han ikke kan akkomodere tilstrækkeligt med briller på.

b. Hans er presbyop og emmetrop. Skal have læsebriller, +dioptri (samlelinse). Peter er myop (og presbyop). Skal have spredelinser, –dioptri (spredelinse).

109

En rask kvinde på 70 kg mister i løbet af få minutter 2 L blod ved en trafikulykke. I den første time efter ulykken modtager hun ingen behandling og har ingen væskeindtagelse. Set i forhold til en normal hvilesituation inden ulykken ønskes:

En kort redegørelse for, hvordan nedenstående parametre (1-3), forventes at være ændret inden for den nærmeste time efter ulykken:

1. pulstryk

2. hudtemperatur

3. hæmoglobinkoncentration.

1. Pulstrykket falder, idet blodtabet bevirker et fald i slagvolumen, betinget af (i) et mindsket venøst tilbageløb til hjertet, i kombination med (ii) en stigning i hjertefrekvensen (fald i det arterielle blodtryk har medført hæmning af signaler fra baroreceptorerne, både arterielle og venøse (=volumen-)receptorer, som via hjernestammen har udløst et fald i vagus- (cholinerg, muscarin-receptorer) og en øgning i sympatikusaktiviteten (adrenerg, beta1- receptorer) over for sinusknuden), samt evt. (iii) en stigning i aortas compliance ved det lidt lavere middelblodtryk. Faldet i pulstryk modvirkes, men kun delvis, af en øget inotropi (sympatikus, beta1-receptorer på hjertemuskelceller), som medfører større uddrivningsfraktion ved samme slutdiastoliske fyldningsgrad. Som en tilføjelse kan nævnes Bainbridge refleksen, som evt. kan være til stede og bidrage til at begrænse stigningen i hjertefrekvensen og dermed også faldet i pulstrykket (denne refleks udløses gennem vagale afferenter fra volumenreceptorer på lavtrykssiden).

2. Hudtemperaturen er faldet som følge af kutan vasokonstriktion (lavere hudgennemblødning). Dette skyldes, at arteriolerne (modstandskarrene) i huden vil kontraheres som følge af den udløste baroreceptorrefleks (se ovenfor), der bevirker en nervøs sympatikus-medieret (via alpha1-receptorer) øgning af tonus i den vaskulære muskulatur. Øgede plasmakoncentrationer af vasopressin [forkortet ADH eller AVP] samt angiotensin II [AT-II] kan også nævnes som bidragende til vasokonstriktionen.

3. Hæmoglobinkoncentrationen vil falde forholdsvis hurtigt (minutter) efter udblødningen og i takt med, at plasmavolumen ekspanderer (autotransfusion). Dette sker som følge af det faldende hydrostatiske tryk i kapillærerne (til dels pga. det generelle fald i blodtryk, men primært pga. den arteriolære konstriktion, som har medført et markant større prækapillært trykfald). Herved forskydes balancen mellem de transkapillære hydrostatiske og kolloidosmotiske trykgradienter (Starling kræfter), således at der vil være en nettotransport af væske fra interstitialrummet til plasma. [Det bemærkes, at der ikke er væskeindtag, hvorfor renal vandretention ikke kan bidrage til volumenekspansionen, uagtet at der vil være en række hæmodynamiske og hormonelle ændringer, som har øget beredskabet til en sådan retention].

110

Svær adipositas (fedme) kan medvirke til besværet vejrtrækning pga. øget masse af brystvæggen. Specielt i liggende stilling kan brystvægsmassen påvirke lungevolumina og eventuelt sammenpresse lungevævet i nogle zoner af lungen. Herved kan gasudvekslingen nedsættes. Den udviklede hypoxæmi responderer dårligt på behandling med 100 % ilt.

 Vurdér, hvorvidt ventilations/perfusions ratio ( -ratio) i den sammenpressede lunge vil være øget eller nedsat i forhold til normalt.

Det er primært de luftfyldte alveoler, der kan sammenpresses, så ventilationen må forventes reduceret. Det ringe respons på ilt-behandling tyder også på nedsat ventilations/perfusions ratio, svarende til en (fysiologisk) shunt.

111

Forklar, hvordan amning påvirker

a. moderens fertilitet

b. mælkesekretionen.

a. Stimulation af brystvorterne i forbindelse med amning fremkalder øget sekretion af prolaktin (PRL) fra (adeno)hypofysen. PRL hæmmer sekretionen af gonadotropin-frisættende hormon (GnRH), hvorved ovulationen hindres. (Den anovulatoriske tilstand forudsætter dog at amningen foretages regelmæssigt i løbet af hele døgnet).

b. Stimulation af brystvorterne stimulerer sekretionen af oxytocin fra hypofysebaglappen (pars nervosa; parvicellulære neuroner) (mælkenedløbsrefleksen). Dette hormon fremkalder kontraktion i de myoepitheliale celler i brystkirtlerne, hvorved mælken føres mod udførselsgangene. Prolaktin stimulerer desuden mammae til dannelsen af mælkens komponenter (laktogenese) og er nødvendig for opretholdelse af mælkeproduktionen.

112

Redegør for virkningen af parasympatikus på hjertet herunder angivelse af transmitterstof og receptortype.

Den parasympatiske del af det autonome nervesystem har acetylcholin som postganglionær neurotransmitter. Den frigjorte neurotransmitter binder sig til metabotrope muskarinerge acetylcholinreceptorer på effektorcellerne. (Binding af acetylcholin til M-acetylcholinreceptorer inducerer en aktivering af intracellulære sekundære messenger-systemer via G-proteiner.) (I hjertet placeres postganglionære vagale fibre på epikardiet (fat pads) og i hjertets væg tæt på sinusknuden (SA) og atrio-ventrikulær (AV) knuden.) Aktivering af vagus reducerer SA-knudens frekvens (negativ kronotrop effekt). Det skyldes aktivering af acetylcholin-afhængige K+ -kanaler samt hæmning af Ifunny-kanaler og spændingsafhængige Ca2+-kanaler i pacemakercellerne. Det øger den maksimale hyperpolarisering i fase 4 (først og fremmest pga. af K+ -kanalaktivering) og nedsætter depolariseringshastigheden i fase 4 af pacemakerpotentialet. Acetylcholin i hjertet hæmmer også AV-overledningshastigheden (pga. hyperpolarisering af AVknudens celler ved åbning af acetylcholin-afhængige K+ -kanaler). Vagus aktivering har også en mindre hæmmende effekt på ventrikelmyokardiet. En effekt på de ventrikulære myocytter forklares delvist af en direkte effekt på acetylcholinreceptorer på myocytterne med efterfølgende hæmning af adenylcyklasen og sænkning af cAMP-koncentrationen, og delvis pga. præ-synaptisk hæmning af noradrenalinfrigørelse fra sympatiske nerver.

113

Redegør for, hvorledes syreproduktionen i maven aktiveres og reguleres, herunder hvad de adækvate stimuli er?

Syreproduktionen sker i parietalcellerne og reguleres via neurale, endokrine og parakrine ruter. De adækvate stimuli for de neurale aktiviteter via n. vagus er syn, lugt og lyd under den cephale fase, mekaniske og kemiske påvirkninger under den orale fase, og udspænding af mavesækken under den gastriske fase. Endvidere registreres øgede indhold af oligopeptider og frie aminosyrer som følge af fordøjelsen af kemoreceptorer, der også øger vagus-aktiviteten. Parietalceller udtrykker muskarine receptorer (M3), der aktiveres af acetylcholin (ACh) af vagale efferente nerveterminaler via intrinsic neuroner. Gastrin secerneres fra G-celler efter parasympatisk (vagal) aktivering via gastrin releasing peptid frigørelse fra intrinsic neuroner. Gastrin stimulerer parietalceller på cholecystokinin-2 receptorer (CCK2) via en endokrin mekanisme. Histamin frigives via vagal stimulering af ECL-celler, der udtrykker muskarine receptorer (M3). Histamin bindes til H-receptorer på parietalceller og aktiverer dem via en parakrin rute. Gastrin aktiverer også histaminfrigivelse fra ECL-celler, der også udtrykker CCK2-receptorer. Aktivering via M3- og CCK2-receptorer på parietalcellerne åbner Ca2+- kanaler i plasmamembranen og frigør Ca2+ fra indre lagre via aktivering af PLC, mens aktivering af Hreceptorer aktiverer adenylyl cyklasen og øger cAMP-niveauet. Under den gastriske fase stimuleres endokrine D-celler i antrum ved pH<3 af den øgede H+ -koncentration til at frigøre somastostatin, som via en parakrin rute inhiberer G-cellernes frigørelse af gastrin (negativ feed-back kontrol). Derimod hæmmes D-cellerne under den cephale fase via vagale efferenter.

114

Mutationer, der blokerer ekspressionen eller funktionen af Cl– -kanalen CFTR, medfører sygdommen cystisk fibrose. Redegør ved hjælp af et diagram af en tyndtarmsepitelcelle, der viser relevante membrantransportsystemer, for konsekvensen for væskeindholdet i tarmlumen.

CFTR findes luminalt i tyndtarmsepitelceller, især i krypterne, (og i et vist omfang også i colon). Cl– bevæger sig ned ad en elektrokemisk gradient ud i tarmlumen, idet cellens indre er negativ i forhold til omgivelserne, og Cl– er blevet opkoncentreret ved transport over den basolaterale membran af Na+ ,K+ ,2Cl– -cotransporteren, der anvender Na+ -gradienten skabt af Na+ ,K+ -pumpen som energi kilde. Cl– transporten ud i lumen skaber et negativt transepitelialt potentiale (lumen negativ i forhold til interstitset), hvilket resulterer i paracellulær Na+ -diffusion ned ad den elektriske gradient, således at resultatet er sekretion af NaCl ud i tarmlumen. Dette medfører øget osmotisk aktivitet i tarmlumen, og derved trækkes vand ud i lumen gennem den paracellulære vej. Når CFTR ikke udtrykkes eller er inaktiv ved cystisk fibrose, vil NaCl og vand derfor ikke secerneres, og tarmlumen kommer til at mangle væske, (hvorved indholdet bliver sejt og fast og vanskeligt at bevæge fremad i tarmen).

115

En gruppe af patienter har en genetisk defekt, der resulterer i ophørt funktion af Na+ ,K+ ,2Cl- -cotransporteren (NKCC2), som udelukkende er udtrykt i nyrens tykke ascenderende ben af Henles slynge (TAL). Disse patienter har forhøjet diurese (polyuri) og tendens til lavt blodtryk. Denne patientgruppe har desuden en øget risiko for at udvikle en syre-base-forstyrrelse.

Redegør for hvilken syre-base-forstyrrelse, der er tale om, og hvordan den opstår.

Patienterne har øget risiko for at udvikle en metabolisk alkalose. Pga. transportdefekten i TAL vil mere Na+ leveres til distale snoede rør og samlerør, som delvist kompenserer for den defekte Na+ -absorption i TAL. Den øgede Na+ -absorption i samlerør fører til et mere lumennegativt transepitelialt potentiale, idet Na+ -absorptionen her foregår via en apikal Na+ - kanal (ENaC) og den drivkraft, der skabes af den basolateralt placerede Na+ ,K+ -pumpe. Dette negative potentiale øger drivkraften for H+ -efflux til lumen via H+ -ATPasen i de α- interkalerede celler. Dette øger syretabet i urinen og resulterer i en metabolisk alkalose. [Dette vil yderligere forstærkes af et højere aldosteronspejl hos patientgruppen. Den høje aldosteron skyldes RAAS-aktivering dels pga. volumenkonstriktion som følge af polyurien og dels pga. en reduceret bremse på reninsekretionen via macula densa. Patientgruppen har således også en manglende sansning af det tubulære indhold af klorid ved macula densa (hvilket normalt reducerer renin sekretionene), idet kloridfølsomheden medieres af NKCC2. Den øgede aldosteronkoncentration fører til øget Na+ -absorption i de aldosteron-sensitive tubulære segmenter (distale snoede rør og samlerør – med øget expression af ENaC, NCC og Na+ ,K+ -pumpe) samt øget expression af H+ -ATPasen.] [Nogle studerende vil muligvis anføre, at den øgede Na+ -absorption vil føre til et øget K+ -tab pga. den øgede drivkraft skabt af det mere lumen negative potentiale – med en efterfølgende H+ ,K+ -ATPase-aktivitet i α-interkalerede celler. — Dette vil også være acceptabelt.]

116

En gruppe af patienter har en genetisk defekt, der resulterer i ophørt funktion af Na+ ,K+ ,2Cl- -cotransporteren (NKCC2), som udelukkende er udtrykt i nyrens tykke ascenderende ben af Henles slynge (TAL). Disse patienter har forhøjet diurese (polyuri) og tendens til lavt blodtryk. Denne patientgruppe har desuden en øget risiko for at udvikle en syre-base-forstyrrelse.

Patienterne har endvidere øget risiko for calciumaflejringer i urinvejene og nyrestensdannelse.

Angiv en sandsynlig årsag og begrund svaret.

Tykke ascenderende ben er essentiel for Ca2+-homeostasen. Dette skyldes, at epitelets tight junctions er permeable for mono- og divalente kationer. Drivkraften for den paracellulære Ca2+-absorption er det lumenpositive potentiale, som normalt findes i dette segment. Potentialet skabes indirekte af den elektroneutrale NKCC2. Når Na+ , K+ og Cloptages, vil Na+ forlade cellen basolateralt via Na+ ,K+ -pumpen, Clvil forlade cellen basolateralt via Cl- - kanaler (ClCKb) [nogle studerende vil skrive K+ -Cl- -cotransport, da det er angivet på en af figurerne i Berne&Levy. På trods af at dette er korrigeret til forelæsning og i noter – vil svaret alligevel kunne accepteres – det kan dog i så fald ikke inddrages i potentiale opbygningen, da transporteren er elektroneutral]. K+ flyder tilbage til lumen via en K+ -kanal (ROMK), og det er primært denne K+ -efflux og i mindre grad den basolaterale Cl- -efflux, der opbygger det lumenpositive potentiale. Da patienterne mangler NKCC2 funktion, vil der ikke kunne opbygges et lumenpositivt potentiale, og der vil således ikke være nogen drivkraft for den paracellulære transport af calciumionen. Dette gør, at Ca2+-indholdet i urinen stiger med risiko for nefrocalcinose og nyresten.

117

En rask person, der har hvilet sig liggende på sofaen, rejser sig pludseligt op til stående stilling. Stillingsændringen medfører et øget tryk i nyrearterierne. Redegør for mekanismerne bag den resulterende ændring i modstanden i nyrernes afferente arterioler.

Det øgede tryk i nyrearterien fører umiddelbart til øget tryk i de afferente arterioler samt øget flow og hydrostatisk tryk i glomeruluskapillærerne og dermed til øget GFR, der tilbagereguleres til den normale værdi ved nyrernes autoregulering. Den tilgrundliggende mekanisme er to-foldig: a) den myogene mekanisme består i, at stræk (måske ændret vægspænding) i den afferente arterioles væg som følge af det øgede tryk udløser kontraktion ved åbning af Ca2+-kanaler i membranen (stræk→diacylglycerolsyntese→aktivering af TRP kanal→membrandepolarisering→åbning af L-type Ca2+-kanaler→Ca2+-influx). b) den tubuloglomerulære feedbackmekanisme responderer på det øgede GFR, der fører til øget flow i tubulus, hvorved mere NaCl når frem til macula densa i det juxtaglomerulære apparat (mindre fraktion af filtreret NaCl når at blive reabsorberet inden macula densa, når flowhastigheden er høj). Macula densa (er beliggende ved overgangen mellem tykke ascenderende ben af Henles slynge (TAL) og distale tubulus og) har i den luminale membran samme Na+ ,K+ ,2Cl– -cotransportsystem som kendt fra TAL. Dette transportsystem optager mere Na+ og Cl– ind i macula densacellen som følge af, at tilbudet i tubuluslumen er øget. Dette udløser en stigning i ATP og adenosin koncentrationen i interstitset (adenosin dannes ved hydrolyse af ATP, ATP frisættes fra macula densa cellen, muligvis som følge af osmotisk volumenforøgelse). Adenosinet bindes til (A1-)receptorer på overfladen af de glatte muskelceller i afferente arteriole, hvorved den intracellulære Ca2+-koncentration øges (via IP3-dannelse og deraf følgende Ca2+-frisætning fra ER), og glatmuskulaturen kontraheres. (Desuden har ATP muligvis en direkte virkning via P2X-receptorer, [som også er vist i B&L fig. 32-20].)

118

Angiv med bogstav for hvert af nedenstående spørgsmål den rigtige svarmulighed. Der ønskes ingen begrundelse.

a) Hvilken ions konduktans har størst betydning for hvilemembranpotentialet i en skeletmuskelcelle? Svar muligheder: A) Na+ , B) Ca2+, C) K+

b) En stigning i K+ -koncentrationen med 4 mM i forhold til normalniveauet vil give den største ændring i membranpotentialet, hvis den sker: Svar muligheder: A) Intracellulært, B) Ekstracellulært. C) K+ -koncentrationsændringen på 4 mM har lige stor effekt på membranpotentialet, hvad enten den sker ekstracellulært eller intracellulært

c) En ændring af den ekstracellulære Ca2+-koncentration fra 1 mM til 1,3 mM vil resultere i, at membranpotentialet: Svar muligheder: A) Hyperpolariseres, B) Forbliver uændret, C) Depolariseres

d) Åbnes Na+ -kanaler i en hvilende skeletmuskelcelle, løber der en: Svar muligheder: A) Na+ -strøm ind i cellen, B) Na+ -strøm ud af cellen, C) ingen eller næsten ingen Na+ -strøm over cellemembranen

e) I en hvilende skeletmuskelcelle løber der konstant: Svar muligheder: A) en K+ -strøm ind i cellen, B) en K+ -strøm ud af cellen, C) ingen strøm af K+ -ioner over cellemembranen

f) Na+ ,K+ -pumpen er elektrogen og bidrager til membranpotentialet med en: Svar muligheder: A) Hyperpolarisering, B) Påvirker ikke membranpotentialet, C) Depolarisering

a) – C

b) – B

c) – B

d) – A

e) – B

f) – A

119

Beskriv normal fysiologisk nystagmus, samt giv et eksempel på, hvorledes patologisk nystagmus (også kaldet spontan nystagmus) kan opstå.

Nystagmus karakteriseres ved rytmiske øjenbevægelser langsomt i én retning og hurtigt i modsatte retning. Navngives ud fra den hurtige (saccade-lignende) bevægelse [B&L Figur 9-26]. De langsomme bevægelser er medieret af den vestibulookulære refleks og/eller den optokinetiske refleks. Patologisk eller spontan nystagmus kan opstå ved skader på labyrintorgan, vestibulærnerven eller de vestibulære kerner. Evt. kan nævnes, at læsioner i cerebellum kan give cerebellar nystagmus [i spørgsmålet bedes kun om ét eksempel].

120

Angiv, hvordan en sammentrækning af

a) arterioler

og

b) venoler påvirker transporten af vand over kapillærvæggen.

En stigning i det hydrostatiske tryk i kapillæret vil føre til netto-udfiltrering af væske over en kapillærvæg (Starling-kræfterne). Modsat vil et fald i kapillærernes hydrostatiske tryk føre til en reduktion af filtrationen eller ligefrem en netto-absorption af væske.

a) En isoleret konstriktion af arterioler vil øge trykfaldet over arteriolerne og reducere kapillærernes hydrostatiske tryk (ifølge ”Ohm’s lov”), og derfor vil det formindske udfiltreringen.

b) Omvendt vil en stigende modstand i venoler (venolekonstriktion) medføre en stigning i kapillærernes hydrostatiske tryk og dermed filtrationstrykket.

121

Redegør for, hvorfor en person, som står stille gennem længere tid, risikerer at besvime.

Når en person står stille vil tyngdekraften resultere i en akkumulering af op til 800 ml blod i venerne i benene. Årsagen er, at det høje intravaskulære tryk, som ikke modsvares af et højt ekstravaskulært tryk, får blodkarrene til at distendere. Fordi venerne har en stor compliance vil mere af det akkumulerede blod stå her sammenlignet med arterierne, som har en lav compliance. Det betyder, at preload på hjertet reduceres, og den heraf følgende diastoliske fyldning giver et reduceret slagvolumen og dermed et mindre minutvolumen, som vil kompromittere flowet til hjernen og øge risikoen for at besvime i det omfang, hvor baroreceptorreflexens modregulering er insufficient. Venepumpen er en af de vigtigste faktorer i forbindelse med returnering af veneblodet til højre atrium, men når personen ikke bevæger sig, aktiveres den ikke.

122

Gør rede for hjertemuskulaturens gennemblødning under hjertecyklus hos en rask person.

Hjertemuskulaturens gennemblødning afhænger af hjertets cyklus. Koronarkarrenes blod-flow er ulige andre gebeter størst under diastolen på grund af hjertemusklens kontraktion, som giver en kompression af hjertets kredsløb under systolen.

123

Myastenia gravis er en neuromuskulær sygdom, der skyldes en defekt i den synaptiske transmission i den neuromuskulære (motoriske) endeplade. Myastenia gravis kan derfor i varierende grad reducere skeletmusklernes kraftudvikling. Dette gælder også de respiratoriske muskler.

Angiv med begrundelse, om lungernes vitalkapacitet (VC), residualvolumen (RV), totale lungekapacitet (TLC), funktionelle residualkapacitet (FRC) samt peak ekspiratorisk flow rate (PEFR) er øget, uændret eller reduceret hos en patient med denne lidelse sammenlignet med en rask person.

Myastenia gravis er forbundet med varierende grader af respiratorisk muskelsvaghed. Derfor vil disse patienter udvise ændringer i de statiske og dynamiske lungeparametre, som er afhængige af muskelstyrken: Reduceret VC, da denne er resultatet af både maksimal inspiration og ekspiration med arbejde imod lungernes og brystkassens recoil [elastiske kræfter] ved inspiration og imod brystkassens recoil ved ekspiration. Forøget RV, residual volumen er muskelafhængig, da den bestemmes af balancen mellem den muskelafhængige maksimale tømning [forceret ekspiration] og brystkassens recoil. Formindsket TLC, total lungekapacitet er summen af RV og VC. RV er øget og VC reduceret hos myastenia gravis patienter. Alligevel vil TLC være reduceret, da muskelkontrolleret inspiration er begrænsende for TLCs størrelse. FRC vil være normal, da denne er bestemt af balancen mellem lungernes indadrettede recoil og brystkassens udadrettede recoil. Begge størrelser er uafhængige af muskelstyrke. PEFR er blandt andet afhængig af aktiv ekspiration og vil derfor være reduceret hos myastenia gravis patienter.

124

En blodprop i lungekredsløbet kan fremtræde symptomfrit eller være forbundet med svære symptomer og kan i værste fald være fatal.

a) Redegør for, hvorledes en betydelig blodprop i lungekredsløbet vil manifestere sig i samtidige målinger af partialtrykket af CO2 i alveoleluft og arterielt blod.

En betydelig blodprop i lungekredsløbet vil medføre nedsat perfussion af alveoleafsnit, som derfor kommer til at udgøre et alveolært deadspace. I dette alveolære deadspace vil der ikke foregå en CO2-udveksling imellem blod og alveoleluft, og disse alveoler vil derfor have et CO2-tryk svarende til omgivelsernes. Det samlede alveolære CO2-tryk, som afspejler et vægtet gennemsnit af CO2- trykkene i både de perfunderede og de ikke-perfunderede alveoleafsnit, vil være lavere end det arterielle CO2-tryk. Derfor vil en blodprop i lungekredsløbet give ophav til, at det alveolære CO2-tryk er lavere end det arterielle CO2-tryk.

125

I interstitiet i en hårdt arbejdende muskel (eksempelvis M. qaudriceps hos en cykelrytter) fører den høje aktivitet (gentagne muskel-aktionspotentialer) til forskydning af K+ fra intracellulærfasen til ekstracellulærfasen. Dette medfører, at K+ -koncentrationen lokalt i interstitiet kan stige fra 4 mM til 8 mM, hvilket i den pågældende situation resulterer i en stigning i plasma-K+ fra 4 mM til 5,5 mM under arbejdet.

Hvordan kan stigningen i plasma-K+ tænkes at påvirke aldosteronfrigivelsen under arbejdet.

En øget plasma-K+ vil direkte øge frigivelsen af aldosteron fra zona glomerulosa-cellerne i binyrebarken. [Mekanismen at ændringer i plasma-K+ vil forskyde membranpotentialet og depolariseringer øger, og hyperpolariseringer nedsætter aldosteronfrigivelsen er ikke beskrevet i lærebogen.]

126

Angiv for hvert af følgende udsagn, om det er sandt eller falsk. Der ønskes ingen begrundelse.

a) Den interne analsfinkter er udelukkende involuntært innerveret, medens den eksterne analsfinkter udelukkende er voluntært innerveret (N. pudendus).

b) Den interne analsfinkter står for hovedparten af den samlede lukkekraft mellem defækationerne.

c) Fyldning af rectum vil ad overvejende humoral vej mindske tonus i den interne analsfinkter.

d) Vedvarende fyldning af rectum får den ydre analsfinkter til at slappe af.

e) Blærerefleksen er udelukkende en spinalrefleks.

f) Den sympatiske del af det autonome nervesystem hæmmer M. detrusor vesicae.

g) Den sympatiske del af det autonome nervesystem stimulerer α-receptorer på den interne sfinkter af urethra.

h) Den parasympatiske del af det autonome nervesystem afslapper den eksterne urethrasfinkter i forbindelse med blæretømningen.

a) F

b) S

c) S

d) F

e) F

f) S

g) S

h) F

127

Ubehandlet giver kolera anledning til et stort isotont væsketab (op til 15 L/døgn) med deraf følgende dehydrering og faldende blodtryk. Giv en begrundet vurdering af hvordan sekretionen af ADH og aldosteron vil være påvirket.

ADH sekretionen påvirkes af både plasmaosmolaliteten og  blodvolumenet/blodtrykket (afhængigt af ECV). Et faldende blodtryk er  udtryk for et betydeligt fald i ECV som vil udløse et kraftig  volumenstimulus, således at det er mest sandsynligt, at ADH sekretionen  stiger[jf. figur 34‐2 i lærebogen].  Aldosteronsekretionen vil være øget, stimuleret af det nedsatte blodvolumen, der aktiverer reninsekretionen på tre måder: 1)  sympatikusaktivering som følge af nedsat tryk ved arterielle (højtryks)  baroreceptorer, 2) nedsat tryk ved renal baroreceptor i afferente  arteriole, der direkte påvirker reninsekretionen (via nedsat Ca2+ influx),3)  nedsat flow i nyretubulus som følge af nedsat blodtryk og heraf nedsat  GFR, resulterende i nedsat levering af NaCl til macula densa systemet. Den  øgede reninsekretion fører til øget dannelse af angiotensin II, som  stimulerer binyrebarkens sekretion af aldosteron.

128

Beskriv den cellulære mekanisme for vandreabsorption i nyrens samlerør, herunder hvorledes vandpermeabiliteten reguleres.

. Vandpermeabiliteten i nyrens samlerør er under kontrol af det antidiuretiske hormon AVP. AVP binder til (V2) receptorer på hovedcellernes basolateralside, hvorved adenylatcyclasen inde i cellen aktiveres, og der udløses en stigning i koncentrationen af cAMP. cAMP aktiverer PKA, der fosforylerer AQP2 i præformede vesikler, som derefter bliver indsat i cellernes apikale membran. AQP2 er en vandkanal, som øger cellens luminale vandpermeabilitet. Dette tillader vandreabsorption som følge af den høje osmolaritet i interstitiet af nyrens indre medulla. Der bør også henvises til (AQP3/4) vandkanaler, som sidder i hovedcellernes basolaterale plasmamembran og fremmer vandbevægelse ud fra cellerne ind i blodet.

129

Forklar hvorfor urinudskillelsen stiger hurtigere efter indtag af 1 L postevand end efter indtag af 1 L vand indeholdende 0,9% NaCl (isoosmotisk opløsning).

. Urinudskillelsen stiger hurtigt efter indtag af 1 L postevand, der fører til en forholdsvis hurtig nedsættelse af samlerørenes evne til at reabsorbere vand (= øget vandudskillelse). Den øgede vandindtagelse udløser en fortynding af plasma, dvs. en nedsættelse af plasmaosmolariteten. Idet plasmaosmolariteten normalt er den væsentligste regulator af AVPfrisættelsen fra hypofysen, vil dette udløse et fald i plasmakoncentrationen af AVP. Derved ses et frafald af (V2) receptorstimulation i hovedcellerne i samlerørene, hvilket vil fremme vandudskillelse med urinen. I forsøget med indtagelse af 1 L 0,9% saltvand, der er isoosmotisk, vil der ikke ses et fald i plasmaosmolariteten. Dermed udebliver det kraftige fald i plasmakoncentrationen af AVP, og øgningen af urinproduktionen foregår langsommere. På længere sigt vil også den 1 L vand, som er indtaget sammen med NaCl, blive udskilt via nyren.

130

Giv et bud på, hvorfor membrandepolarisering af glumerolsaceller medfører aldosteronsekretion.

Sammenhængen mellem membrandepolarisering og aldosteron sekretionen kan skyldes, at glomerulosacellernes membran indeholder spændingsfølsomme Ca2+ -kanaler, der åbner ved depolariseringen og dermed medierer aldosteronsekretionen.

131

Redegør for hvorledes horisontal rotation af hovedet ændrer aktiviteten i n. vestibularis.

Rotation af hovedet i horisontalplanet sætter endolymfen i ligevægtsorganets horisontale buegange i bevægelse. Bevægelserne i endolymfen skubber til cupula ampullaris og hårcellernes cilier afbøjes. Vestibulære hårceller har et enkelt stort kinocilie. Afbøjning i retning mod kinociliet resulterer i åbning af kaliumkanaler som grundet den høje kaliumkoncentration i endolymfen (samt et højt positivt potentiale i endolymfen) vil depolarisere hårcellen. Samtidig vil cilierne på modsatte side afbøjes i retningen væk fra kinociliet og resultere i en hyperpolarisering af hårcellen. Frekvensen af aktionspotentialer i n. vestibularis vil stige i den side, hvor hovedet drejes mod, mens aktiviteten vil falde i modsatte side [Figur 8-26 og Figur 8-27].

132

Forklar den vestibulookulære refleks, herunder de horisontale bueganges betydning for refleksen.

Den vestibulookulære refleks sikrer koordinerede øjenbevægelser i modsat retning af hovedets rotation. Hvis for eksempel hovedet drejes mod venstre vil det medføre øget aktivitet i den venstre n. vestibularis og i de venstre vestibulære kerner. Herfra går en excitatorisk bane mod abducens kernen i højre side og derfra til øjenmusklen på højre side af højre øje (m. rectus lateralis) og via oculomotorius kernerne til øjenmusklen på højre side af venstre øje (m. rectus medialis). Samtidig aktiveres en inhibitorisk bane fra de venstre sidige vestibulære kerner som går mod den venstre abducens kerne og derved hæmmer de excitatoriske forbindelser til øjenmusklerne på venstre side af begge øjne. Fra de venstre vestibulære kerner udgår også forbindelse til FYSIOLOGI 2. juni 2015 Side 13 af 16 den kontralaterale side, hvor inhibitoriske neuroner aktiveres. Aktiviteten i højre vestibulær nerve vil falde og nedregulere signaleringen i ”mirror image pathways”.

133

Beskriv de regulerende effekter af TSH på det sekretoriske epithel i glandula thyreoidea.

TSH har akut-, intermediær- og langvarig effekt på det sekretoriske epithel i glandula thyreoidea. i) akut effekt: endocytose af kolloid indeholdende thyroglobulin, øget jodid optagelse, øget aktivitet af thyroid-peroxidase (TPO), øget optagelse af glukose som er nødvendig for dannelsen af NADPH, som bruges i peroxidasereaktionerne, proteolyse af thyroglobulin og frigivelse af T3 og T4. ii) Intermediære effekter: Efter timer til dage øges protein syntensen og ekspressionen af gener for thyroglobulin, TPO og megalin. iii) Langvarig effekter: hypertrofi og hyperplasi af folliculære celler, kapillær proliferation og øget blod-flow til kirtlen.

134

Redegør for hvorledes hyperthyreoidisme kan føre til øget minutvolumen.

I hjertet øges myosin heavy chain α/β-ratio, SR-Ca-ATPase, adrenerg følsomhed, og der opstår øget ventrikulær kontraktilitet. Dette giver gennem større slagvolumen en stigning i minutvolumenet. Stigningen i minutvolumenet forstærkes af en reduktion af perifer karmodstand udløst af øget metabolisme i vævene, der begrænser den resulterende forøgelse af blodtrykket og dermed af afterload. En øgning af hjertefrekvensens vil alt andet lige også få minutvolumenet til at stige, men hvor meget det reelt stiger kan være vanskelig at bedømme, da en høj hjertefrekvens kan resultere i en nedsat pre-load med følgende nedsat diastolisk fyldning og deraf lavere slagvolumen.